Historien bag dette prøvemanuskript er lang og meget personlig. Lad mig sige det sådan, at jeg blev nostalgisk i den sidste tid, hvor jeg boede i Aalborg, og længtes meget tilbage mod den hedonistiske og farverige periode i 90'erne, hvor jeg befandt mig i det samme undergrundsmiljø som nogle af de folk, der blev skildret i fiktiv form gennem Jakob Ejersbos efterhånden legendariske roman Nordkraft. Fra den tid huskede jeg bl.a. den person, som dannede forlæg for "Gule Tilde", og på én eller anden underlig måde fik Ejerbos Tilde, mine erindringer om forlægget samt mit eget anima rodet sig sammen i endnu en 100 % - sådan da - fiktiv figur, som så fik navnet "agnes". Læg mærke til, at hendes navn ikke skrives med stort - det gør, med lidt held, intet i manuskriptet - og at der benyttes minimal, nærmest ikke-eksisterende tegnsætning. På den tid trippede jeg stadig på Per Højholt og skriftsmodernismen som helhed, og selvom valget måske i sin tid udsprang af en forvirret formbevidsthed, har jeg valgt at følge mønstret i dette manus også. Det kan man læse de pointer ind i, man vil. Jeg synes, at formen er tilstrækkeligt motiveret af indholdet.
agnes er det ældste materiale, jeg har lyst til at bringe seriøst til torvs i dag. Forud lå der 3-4 mere eller mindre rædselsfulde manuskripter i 90'erne samt overgangsværket Natskygge, som egentlig var det sted, hvor jeg fandt min egen stemme, men i dag fremstår som alt for ujævnt til en redningsaktion. Så: Tap fra agnes, tap fra den egentlige kilde.
Mit spørgsmål til læseren - dengang som nu - er dog: Står stoffet i virkeligheden distancen? Jeg synes, det er atypisk, men at det i det store og hele holder. Meget afhænger dog af kompositionen, som jeg har arbejdet en del på. Intet kan pilles ud længere, for så bliver samlingen for kort, og den stemning, den i sin tid blev skrevet på, er fortid. Så alt står og falder med dommen her... Venter og skælver...
***
steffen baunbæk
agnes
journaler
***
agnes i dagbogen
agnes
hedder jeg
agnes – guds lam
det har mor og far kaldt mig
fra da jeg blev født
og det passer
for da jeg blev stor
var min hud vokset til
om det navn
havde jeg heddet lisbeth
i stedet
var alting nok blevet
et rod der er værre end mit
og måske
var jeg slet ikke til
og måske også verden
var væk
så
agnes i dagbogen
jeg er bekymret for
at jeg kunne være en anden
en kælling ved kloakristen
rablende remser i rusen
der kan være drømme
spoleret i blenderen
eller krypteret
af sælsomme konspirationer
og jeg kunne være prinsessen
der ikke er øm
af at ligge på ærten
men værre: har spist den
og jeg kunne være min nabo
der starter hver dag
med at sætte sit hår
med gele og kan vælge
blandt tusinder af sko
og alligevel altid
forlader sin lejlighed
vaklende i de stiletter
hun valgte i går
og vil vælge i morgen
jeg ved ingenting
jo jeg ved
at jeg godt
kan lide rødvin
og æbler
og kjoler
og at jeg
er bange
agnes i dagbogen
de ligger der
i sengen
mine sjæle
nogle knapt nok født
og andre faldet fra
af alder
ligger der
og skiftes
til at våge
over huden
under søvnen
vil så gerne
møde alle mig
og holde
juleaften
agnes i dagbogen
når jeg træder på revnerne
ude på fortovet
er det som om
at min mund
bliver dækket af mudder
og gummi
og øjnene sortner
alligevel gør jeg det altid
for fliserne
- de er for skræmmende!
december-agnes
”der er et snefnug”
siger agnes
og smiler:
”og der er der ét mer’
og ét mer’
der er mange”
hun danser
og lader dem
lande
på tungen
og nu
er de sne
og et skrig
der er lavet
af kød
agnes i modvind
nu står hun og råber
af blæsten på skrænten
for hvad kan man andet
når englene pisker mod huden
og flår den i stykker med kløer,
mens de klynger sig fast
til den første
den bedste
de kender
agnes i lavvande
ude i vandkanten
står hun og tuder
ved synet
af goplerne
tangen
og sandet
og solen
der danser
i hastige glimt
over bølgerne
inde på stranden
står tre mænd parat
med en trøje
og vognen
der kører
i tomgang
agnes på afdelingen
agnes er flyttet i hus
der hvor ingenting findes
og ansigter klasker mod ruden
på grene i blæsten
det sker at hun former en trutmund
og holder dem fast i sekunder
og åbner en dør
til et større og hvidere lys
agnes punkteret
vaserne visner
stolene bordet
og væggene visner
og agnes er knapt nok til stede
i sengen i trøjen i lampen
som lægen har sendt
hende ned i
og aldrig vil gnide på
hvis det kan bryde den ro
som han ønsker sig
synet er alt
der er til
det er heldigvis sløret
af duer
der letter
og letter
kaptajn agnes
inde til søs
uden udsigt til land
vugger agnes
på planker
af foldet papir
og de to sole
skinner endnu
hun kan blot
ikke plukke dem
båden kan brænde
og sådan
hvis hun gør
agnes i pytten
hun ligger i pytten
og drømmer
om hende
der ligger
og drømmer
i kisten
mens børn
løber rundt
over jorden
med vafler
der smelter
i solen
og sender
en hvid rod
af cremet vanille
helt ned
hvor hun ligger
som hun
kan lade vokse
og sende
til vejrs
spørge-agnes
”hvor gik det galt?”
tænker agnes til tider
når mørket bliver tungt
og hun har det som om
at hun ånder lakrids
- var øjnene klare fra fødslen
af levede liv
eller ulevet liv?
var de ting som de så
bare fremmede
eller ruiner?
var alt såre godt
til hun kom og blev ked
eller var hun et svar
på et spørgsmål
der aldrig blev stillet
fordi hun kom først?
agnes i spejlet
hun stirrer
ned i søen
ned på fiskene
der myldrer
rundt i stimer
under himlen
eller over den
og tænker:
”det er mig
det dér
så lykkeligt
i stykker”
agnes’ hænder
agnes’ hænder
er ikke ret store
og ligner
vist mest porcelæn
de kan gribe en masse
og tabe en masse
har svært ved at bygge
og revner omtrent
når de skriver
men dækket af floder
og højdedrag er de,
om natten
ser folk
op mod månen
og udbryder:
”nøj!”
checkpoint agnes
hanen galer
der hvor agnes bor
og huse flyder
veje kastes
rundt i vinden
skilte spirer
folk går til
og kommer
agnes holder
solen ind
til brystet
og bliver ved
agnes i løvfaldet
agnes ser bladene
danse mod jorden
i brunlige rødlige
gullige farver
og tænker
at havde hun bare
en tube med lim
og en tusch
der var grøn
var der
meget snart
forår igen
agnes i drivhuset
”her er koldt”
det hvisker hun
blandt druer
og agurker
det er ikke
hendes muld
det ved hun godt
men hun
kan drømme
kan hun
- drømme
under grønne
lave skyer
om at
springe ud
igen
agnes i hi
bjørnen sover
i sin lune bolig
i det svale rum
og drømme
fra en lang
varm sommer
brændes op
så kinden
blusser rødt
hun kan
forvandles
kan forstenes
hun bestemmer
selv
til hvad
agnes newton
under træet
sidder agnes
da et æble
dratter ned
og rammer
hovedet
”det er
tyngdekraften”
siger hun
og putter
det i munden
tumlingen agnes
”så kan du gå
du er rask”
siger lægen til agnes
men benene bæver
hun mangler
en candyfloss
eller en død
lige nu
agnes på udgang
hun ser asfalten agnes
og husene busserne
kioskerne agnes
og agnes i spejlet på søen
og nu uden mærker på armen
og mærker fra trøjen
og sår omkring håndleddet
remmene bærer hun om livet
og der hvor de spænder endnu
presses bier og takvinger
raskt ud af navlen
og letter og sværmer
som ringe
i vandet
agnes’ fødder
agnes’ fødder
kan svæve
og danse
og tage hende hen
hvor hun vil
de kan slæbe
og smerte
og snuble
og synke
i alle
slags kviksand
og så
kan de gå
sådan lige
gå an
agnes i dagbogen
i dag er jeg blind
og jeg hilser på folk
der er stemmer
og lyde og dufte
men ikke helt nogen
og ingen kan se
hvor jeg er
for jeg kan ikke selv
og jeg holdes
kun sammen
af kjolen
der kildrer mod huden
og giver mig ben
jeg kan gå på
åh lad mig dog
mumle i drømme
til øjnene
skærer sig selv
ud i pap
agnes i dagbogen
jeg har fanget
en vind
i en flaske
jeg fandt den
på bænken
i parken
i sommers
den kom bare hen
mens jeg sad
og drak saft
og den kiggede
på mig
og smøg sig
om benene
indtil den
kravlede ned
og nu står den
i vinduet
endelig rolig
jeg tror
den har hjemme
hos mig
agnes’ hjerte
hjertet
der banker
i agnes
er rundt
som en sol
bløder toner
for dem
som er borte
og blæk
for den pige
der sulter
derinde
og aldrig
skal slippe
derfra
mens hun lever
det slår
og det slår
og det slår hende ud
alt for ofte
men krattene
bugner
de steder
hun går
og de frugter
de sætter
er grumme
og rene
agnes og manden
og agnes får øje på busken
og stirrer direkte derind
og bliver ved
til hun aner
en mand med en le
og et ansigt
for alle de folk
hun har mistet
et sted mellem grene
og skygger
og hun stikker hånden i lommen
og finder sin pose
og spørger:
”vil du ha’ en lakrids?”
agnes og johs
dagen står af bussen
på den vej hun fik i arv
fra mor og far
og dufter lidt af hendes hår
og røg og regn
og véd vist kun
det halve af det
taber så en bog
på jorden
hun kan samle op
og dagen
hedder johs
for det
er det
den er
agnes og elskoven
hun tror nok
hun elsker
det gør hun
det ved hun
hun elsker sin kat
når den kradser i hånden
og slikker i såret
hun elsker sin kaktus
der blomstrer en enkelt gang årligt
hun elsker de plader
der giver hende stemme og ro
og hun elsker
den lyd som pickuppen
giver af sig
i inderste rille
når sangene slutter
og hvis hun
kunne finde den ene
der kysser
som vinden
for enden af gaden
- måske kunne hun
elske ham også
agnes i dagbogen
det sker
at han kommer om aftenen
blodig og vaklende
jo – men han kommer
jeg sænker mit hår
ned af tårnet
og lukker ham ind
med hans sult
og hans blik
der går lige
igennem mig
gør jeg
og selvom jeg ved
han er væk
når jeg vågner
så ligger hans rustning
på gulvet
og venter
og så kan jeg
gemme mig
i den
imens
agnes i dagbogen
han kalder mig arendse
somme tider
og han græder
og han sidder der
på højen
med sin flaske
han er mærkelig johs
jeg er jo lige her
som han er dér
agnes og bomben
det var godt lige før
men nu ligger
en afrevet arm
som engang
blev kaldt johs
der på kanten af sengen
og griber mod agnes
som bløder et blod
uden pletter
og ikke
kan stoppe igen
de sprang vistnok
i luften
af lykke
agnes og skyggen
han fægter sig vej
ud af lagnerne
klamrer sig fast
til sit tøj
og sit spejl
og sin blok
med elendige digte
der blegner
og blegner
og blegner
som roser
og roser
og roser
mod det
som tager form
inden i ham
det frygtelige navn
der er rigtigt
han siger det
hun smiler
han
udtoner
udtoner
nu
agnes i dagbogen
johs er ikke gået
jeg har ikke
smidt ham ud
hvis det er det
du tror
hvis bøger tror
og ikke véd
men nu er byen
stor og klar
og dækket af
et tyndt
og fint lag frost
og døde fugle
sover rævesøvn
på græsset
andre synger
agnes i dagbogen
det er ikke så smart
når man spiser kastanjer
det ved jeg
for det har jeg prøvet
og så fik jeg ondt
i min mave
men dyr kan man lave
kaniner og elge
og store giraffer
og så kan man også godt
prikke dem
let ned i jorden
så spirer de nok
og bliver træer
men lad vær’
med at spise dem
sjæle
kan ikke
fordøjes
agnes i dagbogen
når det regner
er nogen ked af det
det ved jeg
det sker ikke bare
den slags
og måske er det engle
der sørger
fordi de er døde
og gerne vil ned
til os andre
måske er det mig
der er ked
og vil op
eller væk
eller sådan
og tænker på skyer
der kommer
og bliver for tunge
- at være et træ
i september
og dryppe
af blommer
og æbler
den regn
vil jeg lære
hvis englene
lærer den også
bliver verden
en stor appelsin
og de smager
så godt
agnes i haven
agnes er ude i haven
har sat sig ved foden af birken
fordi hun vil ældes med ynde
og bladene falder
og fnug finder plads
og en snerleblomst sniger sig frem
bag ved øret
og sætter sit frø
og se – kjolen er stadigvæk hvid
og se – håret er stadigvæk gyldent
og se – hun er klar til at rejse sig
kroget og stærk for at møde
de skrigende måger
der yngler bag hækken
0 kommentarer:
Send en kommentar