Favne (manuskript 2001 - 11)

Endnu en manuskripttest: Denne gang af en stak kærlighedsdigte fra de sidste 10 år. Der er blevet lagt en del arbejde i at få disse tekster, som stammer fra vidt forskellige perioder af min produktion, til at passe sammen - specielt rytmisk - og danne en art sammenhængende historie, men efter et remix af Pia Valentin Sørensen, som jeg er meget taknemmeligt for, føler jeg, at kuglen er trillet i hul. Døm selv. Og god læsning!


***


Steffen Baunbæk

Favne
Kærlighedsdigte


***


Intro:


Mellemrum

Vi elsker mellem byerne og mellem hjertets slag.
Vi elsker mellem stjernerne og mellem nat og dag.
Vi elsker mellem verdener på de steder, der er plads.
Vi elsker som to spøgelser – fra start er der meldt pas.

For alting, der kan samle, det må også skille fra,
og det, som snart vil komme, vil vel ligne det, der var.
Du hører også bragene, når sjælen rammer kød.
Du ved så godt som jeg, at to, der elsker, ønsker død.


***

Kali

Hun danser
i engen,
hun danser
i solen
og græsset
og afsvider
blomsterne.
Bier med
flammende vinger
forsvinder
og afsætter ringe
i øjne så svale
og smukke
og klare
og sande
som vand.


Thirtysomething love note

Kærlighed: Terapeutiske sessions for krigsinvalider. Hvert kys et granatchok. Hver berøring et krater. Sex: Et kværnende, nådesløst flashback. Vi brøler og skriger i dødsangst. Vi går, når vi kommer. Vi afskyer hinanden, som ingenting sværmer for tomrummet.


Jeg savner dig,
som vandet
savner ilden,
ilden vinden,
vinden jorden,
jorden vandet,
som kun verden,
rund og rolig,
kender længsel.


Bøn

At varme hinanden i periferien af altid større og koldere pladser, mens duerne lander og tigger og skider. At akkurat undgå at blive til brosten. Det er vel kærlighed. Brug ikke ordet - det stikker os ned! Lad mig mærke en brise af kød på din ånde i stedet, så blotter jeg gerne min hals!


Spøgelsesbilist

Jeg ser mig selv i fuld fart ud mod lyset, hen mod mødestedet.
Speederen er nede, rattet ryster, stempler hamrer under hjelmen,
skove splintres, skyer spreder sig, og stjerner farer akkurat forbi,
og der er en af mig, der lykkeligt går bort i det sekund, hvor bilen havarerer mod din hvide pande.


Shot!

Jeg kunne drikke dig, lade dig rulle
i bølger diskret over tungen, lade smagen
af bittert og salt, sødt og skarpt finde plads
i mine gane og synke, mens smagen var klar,
huske suset fra nerver og årer og tanker,
der mistede formen i tarmene på mig,
og vågne alene om natten med nyrer
som skrigende bremser og svulmende
tæer, jeg kunne drikke dig rent.


Kys

Dette er et kys.
En fjern, forvitret skygge
af en sang, vi kunne synge rent
dengang, der fandtes drager bag ved Brugsen,
og vi legede i rigtig sol,
der ikke kun var stråler
fra en skoldhed ting på himlen.

Dette er et kys.
Et stik af angst
i ømme tunger,
der har kendt.


Som træer ved kysten
formes af vinden,
som sten ved en strandkant
formes af vandet,
som bølgerne muligvis
sliber sig runde mod tiden,
vokser jeg ind i dit blik.


Du er smuk,
som kun Juliet Browner
kunne være det,
når hun blev fotograferet
af gamle Man Ray:
Ikke elsket af ham
eller linsen, nej,
end ikke farverne, formerne;
lyset, du, lyset.


Det er hende,
du altid har drømt om.
Hun beder dig komme,
men ikke med smil eller tårer
og slet ikke længsel,
men blot med den samme forvisning,
som når du om aftenen
lader dine øjenlåg falde
og ikke er angst
for aldrig
at vågne igen.


Kigger på
dit ansigt,
mens du sover,

det er fredfyldt, det,
du drømmer om,

kan intet
menneske
give dig


Vågner
til dit ansigt
med et smil
fra før min tid.

Det heles,
føler jeg
det sår,

som ingen af os
kunne mærke
eller kende til
før nu.


Husene, vejene,
træerne
mejslet i solskin.

Hænderne, fødderne,
tankerne
mejslet i solskin.

Hjemme
er der,
hvor du er

og i dag
overalt.


Solen
brænder

stadig
op

for
os.


Vi sukker fra hver vores kyst, og et sted over havet hænger en engel. Den ene arm griber du fat i, jeg klynger mig fast til den anden. Den vrider sig, bølgerne skvulper, og øjnene lyser i natten. Den ytrer et navn.


Dit navn
er et ekko, der kaster
sig frem og tilbage imellem de hærdede
stammer i skoven, og nok er jeg døv af de larmende
biler, og nok er jeg halt efter talrige spark
mod blokerede døre, men en ting
er sikker: Jeg ønsker, at
træerne blomstrer
i nat.


Drømmetid

Du var her i nat. Du drømte en drøm i min seng, som jeg ikke kan huske, og vågnede bort. Jeg er dens erindring. Slår øjnene op til et lys, der er større end solen. Suger det ind, mens jeg dufter dit hår og din hud. Mine lemmer er former og tankerne skygger. Jeg mærker det hærdes, mit skind. Mine ben bliver faste og hænderne stærke. Jeg rejser mig op for at bruge mig. Senere, når det er gjort, kan jeg drømme dig til.


Bladene danser
i vinden.

Jeg tænker
på dig.

De har noget
at lære.


Ikke kun se dig igen:
At erkende
du findes.

At støvet har fundet
et hjemsted i kroppen
af årsager,

ingen behøver
at vise
sig selv.


Der skyder valmuer op, hvor du kommer. Og som en hund kan jeg følge dit spor langs med sveller og tværs over bælter. Sult eller hengivenhed? Er der forskel, når himlen er rød, og du findes?

Der er bølger, bølger, bølger, hvor jeg er. I hav, i marker, i mit smil. Og i det fjerne kan jeg høre dem ramme dit delta. Bane sig op mod det sted, hvor det tyste forplantedes først.

Din krop: En verden at gøre min egen. Blomstrende valmuer dér. Små bratte, blålige søer et andet sted. Pletter af is eller ild over fladerne. Huler, man blot falder i og forsvinder igennem.


Mission

At være en sten
i din dønning,
at slibe mig hudløs
mod det, jeg er af,
og at glimte i solen
en dag, rund og glat,
det er viljen
for mig.


Favne

Følger dig gerne til havs
- ud, hvor ingen kan bunde.

Det sorte, det røde, det stille.
Blandt isflager eller vulkaner,
blandt hvaler og blæksprutter.

Der vil vi synke
og løfte hinanden
og synke
og løfte hinanden

og drukne
i æter,
i vand,

og lære
at ånde
påny

og at svømme
fortroligt
i blodbaner

ind i et fjernt
og hvidt hjerte.


Bag horisonten
og vejen
og dagens aviser,
der bliver
til mudder
i regnen
- bag hjertet endda -

gror en frugt
på et træ
af en art,
der har undsluppet
navne
endnu,

og vi
sulter.


Om du vil, kan du lade mig synke. Ned i det blå, du betragter igennem. Helt ned til hajer, delfiner, koraller. Der vil jeg lære at leve, at ånde dit sprog, dine tusinder af tungemål. Der vil jeg blive dit kød.


Munding

Vi vælger at gå ned til havet ad den smalle sti. Vælger siv, der snitter i lårene, småsten, der skærer under fødderne. Vælger at æde hinanden med øjnene, forme hinanden igen med et smil. Vi går ned, der er vand, der er æter, og det er det samme. Og vi går under i syv favne sjæl.


Træk

Himlen myldrer af fugle. Ørne på jagt, spurve på flugt, måger, der søger en redeplads, skader, der spejder mod bunden af dammene efter en guldmønt.

Bare kløer og næb og fjer og vinger er de. Kløer og næb og fjer og vinger på træk.

Og over dem spejder vi ned. Når vi tier, så skriger de. Og når vi taler, så giver vi dem navne. Vi giver dem nerver og kroppe og formål. Vi er de eneste, der kan fortælle dem, hvor de skal hen.


Heden er hvid, det er sommer,
du kommer imod mig, der kravler
en hugorm i krattet, og æblerne
dratter mod skovbunden, læberne
sprækker mod mine, du klæder dig
i bilos og asfalt, din hæl er
et højhus, jeg ser anemonerne
kaste sig ud ad dit gab som en
lavastrøm, sender lavinerne
ind i din mund, heden brænder,
jeg kender min jord fra min jord.


Poplerne
stynes,

du griber
din grensaks,

jeg elsker
dig.


Høj sol gennem
marv og ben.

Pløjer furer
i hinandens kroppe.
Kornet spirer,

vokser indad,
indad, gyldent.


Du gør solen klar til dagen
foran spejlet,
det er sommer.

Nu skal kornet
straffes for
at stå så højt.

Nu skal det flamme
i din farve,

du skal lære det
at holde
til din vægt.


Du skal riste
dit navn
i min hud,
du skal skære
så dybt,
at det står der
den dag,
vi er døde
og borte.


Dressur

Jeg bukker mig gerne
og lader mit ansigt
få mønstre af tæppet,
du går på,
så længe jeg ved,
at du prøver at kærtegne
eller erobre
en kerne,
jeg ikke kan nå
af mig selv
for den hud,
der forsegler mit kød,
og det kød,
mine knogler
har skjult sig imellem.

Jeg bukker mig gerne
og klæder dig af
ind til negle og tænder.

Jeg tæmmer
min ulv.


Vi mødes om natten. Vi klæder os i farver, som kun vi, med lysende øjne, kan se. Vi kender hinanden på skyggen, og den giver vi krop. Vi opdyrker månen, ser blomsterne spire langs rifter og kratere. Vi hvæsser kløer, slikker pels, planter stjerner og indvier hellige pladser. I afgrunden bygger vi hus. I det hus vil vi skinne, til dagene kæntrer.


Knæleren

Markerne rødmer et helt andet sted, her, en helt anden dag, lige nu. Mellem aksene knæler du, der mellem aksene vokser mit ansigt.

Jeg savner det, pluk det - og kys det!


Så uvist,
hvem jeg ser i dag,
selvom
det er dig.

Så uvist,
hvem jeg bringer med mig,
selvom
det er mig.

Så uvist,
som at solen
snart
står op.


Tø

Det tør, siger du nok.
Jeg har stadigvæk ikke
set luft blive vand
eller sten sætte stængler.
Og os? Vi er hårdest af alt,
frosset inde bag frakker
og negle og knogler.
Vi ånder krystal.


Kridt

Du har tegnet
din cirkel på gulvet,
du rådner i fred
der ved bredden af lunkne
og afsides tårekanaler.
Måske er det rigtigt.
Måske er kys stikflammer,
kærtegn en svidende stribe af lava,
samleje skærsild, nærvær tortur.
Måske får jeg horn
af at sidde herude
og vente på vinger. Men du?
Du har afsvoret verden
og næres af tab.
Og den cirkel
er kærlighed,
tror jeg.


Gød blot
mit jordlod
med vrede,
med had,
med foragt,

ting vil
gro der,
vel også
en rose
til dig.


Det regner
helt ind
i din sjæl,

hvor jeg står
ved en vandpyt

og søsætter
skibe

af foldet
papir.


Prinsessen

Prinsen er død,
og du bukker dig
ned over liget
og flår det i stykker,
ét lem og én indvold
ad gangen, du syder
af svigt, og du ser
ned i vandet,
du skriger,
du ser på
dig selv.


Tagfat

Pæren er sprunget,
og vandet er lukket,
og solen for længst gået ned,
og langs iskolde radiatorer
forsøger vi begge at føle os
frem til – og kysse – de skygger,
der minder os mindst
om hinanden.


I en opblødt og udtrådt avis,
der er hensmidt på fortovet,

ser jeg dit navn dukke op
på en liste med savnede
folk efter krigen.

Måske er det bare en anden,
der hed ligesådan,

men det ligner din måde
at dø fra mig på,

og det ligner
min form for erkendelse.


Outro:


Kærlighedsdigte

er tankere søsat i vandpytter,
fly af papir sendt i flugt op mod Månen
og biler, der kører i tomgang
ved huse, hvor alle er døde og borte for længst,
de er skeen, du prøver at fælde et træ med,
og tændstikken, du holder op mod en bræ,
de er flydende asfalt og sko
gennem dynger af sand,
de er fisken,
der kravler i land.