***
Steffen Baunbæk
Knopper
Petitesser
***
Og jeg siger til Satan
i ørkenen: "Hør lige her
lille ven, du kan kysse
min røv med dit valg,
nu vil jeg lave
sandkager!"
***
I
Skyer
I
Skyer
driver over,
bliver til skum
langs kyster
langt, langt
borte.
II
Fjerlette
penselstrøg
hen over himlen,
der males
portrætter
af nogen.
III
Når dagen er slut,
søger ånderne
sammen
i skyer
og daler
mod jorden.
Tomt – til Anker Pedersen
I
Hjøllien ruster
bag laden,
gardinerne
blafrer i stuen,
på marken
går kornet
på knæ.
II
Døren
er åben
ved
kaffetid,
køkkenet
er tomt.
III
Rotterne
pusler
i stalden,
på loftet
kun englene.
II
Lagde en blomst
på din grav,
som om andet
end længslen
kunne vokse
dér nu.
Tiden
betændt,
nogen prøver
at trække
dig
ud.
Af med livet
skal vi,
vi skal vise,
hvad vi
gemmer
neden under.
Man bør dø
i højt vejr,
bør forsvinde
som solglimt
i vandpytter,
folk går forbi.
Et efter et
slukkes lysene
ude i blokkene.
Snart
vil jeg slukke
mit eget
og drømme,
at natten
går ud.
Natten
brænder på,
du steger
stjerner
på dit glatte
ansigt.
Skumring
i skovbrynet.
Bænkene fyldes
med skygger,
der stirrer
i vantro
på os.
Nogle læser
mønstrene i te,
jeg gør det selv
i sure skodder
på perronen,
mens jeg venter.
At forme
sit skrig
graciøst
er en
livslang
mission.
Føler mig fri
som en tiger
på Grønland.
I ælte
og styrtregn
må sjælene
udvikle
gæller.
Tårne
falder,
duggen gør
det samme,
men min favn
er stor.
Her i oktober,
hvor bladene
skiltes fra træerne,
opfandt vi os.
Nogen måtte.
Havrør,
ridset lys
og os.
Jeg letter på låget,
du syder på panden,
vi bader i sovs,
der er udsigt til
sammenkogt ret.
En rose er
en kornblomst er
en snerle.
Kærligheden:
Gift
præcist
doseret.
Hvis du
vil kende mig,
bliver du
ensom,
min ven.
Bleg
sol
på dit
ansigt,
mens du
pakker.
Uret
tikker,
tiden går
sin egen vej
som
altid.
Det, der
ikke gik,
gik hen
og blev
stående.
Ansigter set
i forbifarten;
spraglede
høstblomster.
plukket
og glemt.
Der er
fedtede fingre
på himlen,
nu er den
uendelig.
Perfektion
er en
engel,
der
skranter.
Solen stiger
kluntet
som en
dranker,
spilder sjatguld
overalt.
Sidder
her
i solen
under birken
og får
knopper.
Efter endnu en kold
og hård vinter:
Forbavselsen over,
at træer
kan få blade
og sådan.
Kornmarken
bølger.
Med solskin
i lungerne
dykker jeg
efter koraller.
Prøver at smile
til havet,
der sender
en blå finger
ind over
molen.
Mindre at
lære at se,
end lade tingene
give mig
de øjne,
de kræver.
Vinden
i lærkene
minder
mig ikke
om noget,
og det er
det smukke
ved den.
Vinden
i granerne
suser
forbi dig
om
muligt.
III
Dråber
mod asfalten,
helt
ubegribelige
nodeark.
Hårde
dråber
hamrer ned
i sandet,
børn
slår smut.
Katten
drømmer,
sneen
falder
tungere
end før.
Hunden
tuder,
månen
tegner perler
på dens
snude.
Bræerne
kælver,
kysternes
byer:
Saftige
græsstrå.
Tættere
konstant,
den dag,
hvor blomster
skyder
visne op
af jorden.
0 kommentarer:
Send en kommentar