Memo (manuskript, 2010)

Fra nu af vil der jævnligt - efterhånden som de bliver redigeret sammen - lande deciderede manuskripter her på Assistens & elsewhere. Dog kun i en kortere periode. Efterhånden som de skibes afsted til forlag, vil de naturligvis blive fjernet.

Grunden til at gøre det er selvfølgelig, at jeg gerne vil give folk mulighed for at kommentere indholdet. Jeg garanterer ikke, at jeg følger op på forslag og kritik, for til syvende og sidst er mine ord mine - og fiaskoen ved en forgæves indsendelse ligeså. Men jeg lytter meget gerne!

First up: Et manuskript, som på mange måder læner sig op ad den berømte/berygtede "8600 Silkeborg", men omhandler hele mit liv frem til 2010, hvor cyklussen blev sat i bero, som det var - i kortform uden lidt for smart og konsekvent narratologi, for sådan er livet jo netop ikke. Selv er jeg ganske tilfreds med det og synes, det kan stå for sig selv. Måske som et hæfte mere end en decideret bog, men alligevel.

Bon appetit!

***

Steffen Baunbæk Pedersen
Memo
Tekster

***

Bræen tøer, og folket dyrker solen. Lader indfald blive steder, samler tanker til et rige. Klokker ringer jætter væk. De første gange må jeg leve på sumpede borge med sværdet i hånd, vogtende over min egen og slægtens ærgerrighed. Dernæst på gårde i trav efter ploven, bekymret for konens og børnenes tarv. Og jeg lægger til i en skude fra Holland, bevæbnet med troskab, visioner og grøntsager. Beder til Gud fra min celle i Holstebro Tugthus og mangler den hest lige meget. Rejser en mølle bag gården i Grølsted og trækker en glød ind i stuen. Ombytter ledninger, tænder, lader Stauning få stemme i Valby. Ser landsdele skrumpe, mens jeg bliver større. Og snaver min tunge bag kroen i Linå, til alting bliver sort.

***

Fødeafdelingen, Silkeborg. Rågerne pikker mod ruden. De ved, hvad der mistes i dag.

***

Ligger på bordet, mens mormor og mor skifter ble. De taler og griner og synger, men kun deres stemmer forstår jeg, jeg kender min tunge. Og lyset fra lampen i loftet er velkendt endnu. Jeg griner af nogen derinde.

***

”Det er torskemund”, siger min farmor. Hun viser mig storkenæb, rødkløver, meld. Hun lærer mig navnene, giver mig begreber for former og farver og dufte. Hun lærer mig at elske. Men senere græder jeg over en vase, som nogen har slået itu.

***

Morellerne glimter på træet i haven. Jeg ved, de er noder. Den sang synger farfar med hænderne hver dag, når han vender hjem fra sin ager. Jeg spiser mig skalaer til.

***

Voel er stor. Større end mors og fars synsvidde. Går gennem bjørneklo, buske, tunneller. Hilser på fremmede folkeslag, kortlægger veje på Månen. Spøgelser kører i Taunus, og stjerner forskyder sig længere ud af ren angst for min tungespids.

***

Ninka Ninus er væk. Hun ligger i græsset derude et sted. Hendes stemme er tydelig og kærlig endnu, men alt, hvad hun siger, bliver til falmet og stinkende fløjl. Snart vil jeg kun elske afstanden.

***

Mor læser op. Om Snøvsen, som alle går fra. Jeg bliver trist, for jeg ved, det en dag bliver mig. Og jeg klynger mig fast. Ikke til hende, men stemmen. Den mister jeg efter mig selv.

***

Det styrter ned. På marken segner kornet under det, der holdt det oppe. Regnorme vrider sig panisk i pytter. Henover fliserne sejler en båd af papir. For den er der kyster i højderne.

***

Omme bag ved gården ruster en plov. Morfar har solgt sine heste og fået en traktor. Men jeg er kaptajn nu. Jeg hejser mit sejl, fanger vind, stævner ud over ingenting. Mågerne indfanger regnorme bag mig, og jord bløder korn.

***

Morfar sænker øksen, hanens hoved dratter ned af blokken. Kroppen render rundt og galer blod en tidlig morgenstund. Her varer dagen blot. De lover regn.

***

Far går på jagt. Kommer hjem med sit tømte gevær og fasaner og harer med flænsede kroppe og stirrende øjne. Ude i værkstedet dannes en sort sø af blod under snoren, hvor dyrene hænger og modner. Selv bader han i den. Jeg vandrer langs bredden på jagt efter rav.

***

Nu kommer de igen. Stimler sammen i en flok og lugter væv. De trykker røde knapper ned med deres tunger, og de bruner sig i lyset fra den anden sol på legepladsen. Ænser i ekstasen ikke, at den ild, som de har skænket ansigt, er uendelig og stærkere end panser, og at strålerne nu tørster efter celler, de kan spire i.

***

Vi pisser på elhegn i engen. Ser gnister forplante sig op gennem strålen og krummer os sammen i smerte. Vi rejser os op, og vi gør det igen og igen. Vi er rigtige mænd nu.

***

Der er hår dernede. Stride, sorte hår. Et dyr er ved at bryde op igennem huden. Og jeg aer det. Men jeg har skrevet ned, hvor mor har gemt sit sølv, hvor far har hængt sin riffel.

***

Hun kysser mig nu. Jeg har ventet. Det føles som fostre, der vrider sig rundt om hinanden i bugen på et eller andet. Hun flygter. Hun sætter i løb op mod kirken og lyser i skumringen. Selv står jeg bare tilbage og venter på midnat, hvor alle de døde står op for at jage mig ud.

***

Jeg kaster op for tredje gang i dag. Der ligger hus og hjem dernede, hjul og urværk, vægte, våben "Du bliver tynd", siger mor, "men du er altså køn nok, at du ved det." Tvivler ikke. Tvivler mere på, om jeg kan grave englen frem af skraldet.

***

Der er det leende løb ned ad bakkerne. Helt ned til Gjern Å, hvor dyrene græsser. En venten i tavshed på lygtemænd - lys over bundløse kær, der kan vise os vej i hinanden. Og pakkede tasker i hytten, hvor læreren venter. Og dug i dit hår, der fortættes. Nu trækker den småbække ned ad din kind. Dem vil andre folk tie ved snart.

***

Nu står det der, mit første digt. Om dig og mig, der sejler på en tømmerflåde gennem golde byer, marker fyldt med hvide knogler, svedne skove. Ud til havet, hvor de sidste læber skummer ind imod det sorte sand, og vi går ned i bruset. Siden henter jeg min cykel, ruller hen forbi dit hus. Mon jeg kan kende dig endnu?

***

Mor sidder ved bordet og græder. Far tier stille. Forsøger igen og igen at forklare sig. Standser og stivner ved synet af noget i rummet, der nok er sig selv. Eller mig, der fortæller ham, at der er spejle, man ikke kan smadre.

***

Huset er tomt nu og lamperne nedtaget. Nu er det mure, og vi er de andre. Jeg rejser for første gang, finder mit ansigt i farten, som mor finder sit i sin sorg. I kurven i hjørnet er hunden helt stille og stiv. Den er stadig familie.

***

Glider op i hendes skød. Det allerførste. Mosen lukker sig om hovedet på mig. Synker, synker, synker gennem kloden, kommer op et andet sted, nøgen, skrigende og ren. Jeg har lava i mit blik nu, ja, og tyngde!

***

Sommeren '94. Luft siler rådnende ned af min kind. Isflager driver på Silkeborg Langsø, sorte af råger. Jeg hører en hakke et sted under skallen. Han aner en sol langt herfra.

***

Aalborg '94. Gaderne hviner som blottede nerver. Prøver at skrive mig ned til et stød for at stige cementen til hovedet.

***

Vi læser bøger. Platon og Nietzsche og Burroughs. Så smutter vi på Revolution og danser. Platon og Nietzsche og Burroughs. Og så går vi hjem, hvor madrasserne lugter af øl, sæd og daggammel pasta.

***

Fredag nat igen på Revolution. Vi hopper mod loftet til hidsig musik, så vi minder om hvaler, der aner en sol over spærrene. Bliver ét kød og ét hav, sort som tøj, rødt som blod, hvidt af snitter og gyldent af pilsner. Vi knepper ethvert køn, fordi vi er blevet ethvert køn, vi snaver os skæve i snavs og tager bad under pisken. Vi ophører, hvor vi begynder. I sandkassen, synkende, synkende.

***

Sender min sidste bøn ud mellem stjernerne: Hel morfars lunger! Men han ånder lys nu, og jeg bliver svaret med mørke. Kun under min hud er der stadig barmhjertighed til. Den deler sig, deler sig, deler sig, trøster brutalt ved at fylde hans plads.

***

Vi spiser hash i Vor Frue. Sidder og kigger mod Dyrskuepladsen, hvor mennesker bliver mylder, koncerter bliver lyd og beruselse religion. Vi findes derinde. Men her sidder skyggerne. De danner celler af tavshed, de vikler sig sammen, de stiger mod himlen som én stor ballon og forsvinder i røgen, i støvet, i stjernerne. Mønten er brugt. I morgen vil kroppene vågne og rejse sig op, stirre sultent mod flokke af spøgelser, sulte, men aldrig få bid.

***

Hun sniger sig ind bagom stanken af gammel stearinos og tørrede ølsjatter, billig tobak. Hun dufter af havvand og lys, bruser op, da hun ser mig, og visker mit fodspor helt bort. Jeg er nødt til at lære at vandre på bølgerne. I mine håndflader bliver de til vin.

***

Vi vandrer i strandkanten, ude af stand til at skelne os selv fra hinanden, hinanden fra havet, havet fra solen og solen fra tiden. Det hele er én stor, hypnotiserende summen. Men intet, der lever, kan ustraffet mærke den lykke, og benene stivner og knækker som glas i bevægelsen. Vi lækker sand.

***

Vi har elsket hinanden i stykker. Hun skrubber sin hud af, når hun vasker hænder. Jeg er hende utro, fordi jeg bliver knust af at slæbe min engel på ryggen. Vi bærer et menneske imellem os, men det har mistet forældrene. Her bor kun grædende børn.

***

Mor har taget sin mors smykker på. Vi læsser mit hjerte og kisten, det ligger i, ind i en rustvogn. Motoren startes, og det sætter kurs mod en røgsky. Dødt væv, som kun eksisterer i kraft af en mangel. Som kroppen, der viger for solen og smelter på gruset bag Vestre Kapel.

***

I den fremmede lejlighed står mine ting. Den har mure. Ret praktisk. De hindrer, at fotos og løsark med dårlige digte bliver taget af vinden. Der er et bord til min sult og en seng til min søvn. Der er lys, der er ilt, der er gulv. Mit navn står med prikker....... ....... ........

***

Hun stjæler min ånde og stopper mig ud. Hun ridser sit navn på min hud. Hun har tænder af sølv i en kæde om halsen, og øjnene svømmer af gift. Efter rusen friserer hun håret. Striber af blod og mascara bliver fjernet fra kinden. Hun bringer mig kaffe på sengen.

***

Det er morgen. Du findes endnu. Der er blod i min krop, kan jeg mærke, og tænder i munden. Jeg tror, du er min. Må jeg godt smage efter igen?

***

Farmor kalder, jeg stopper. Hun sætter i løb langs den tornede hæk. Hun giver mig det kolde glas mælk, hun har lovet. Pludselig skylles hun bort i en styrtsø af fløde fra brysterne bag hende. Ude i strandkanten finder jeg kisten. Så hvid som det lys, mine øjne bliver revet til blods af, da du lukker lågene op med et kys.

***

Alt har sin plads. Den pumpede gipstorso oppe på skabet, stellet fra Emily Rose på den øverste hylde i skænken og mig på kontorstolen. Flot emballeret i gasbeton, altsammen. Værket bærer din signatur.

***

Portland brænder. En tyk sky af plasticrøg omslutter bydelen, fuglene tier. Du tænder for fjernsynet, ligger på fremmede strande, hvor sandet er hvidt. Jeg vakler på dørtrinnet, holder mig kun lige oprejst med treforkens hjælp.

***

Kornene spirer på marken, men den er solgt fra. Stalden er slagtet. Muldvarpe graver sig ind under hækkene. Farmor rumsterer i stuen, og tankerne klumper sig sammen. Farfar vil miste forstanden i nat.

***

Sidste tur hen langs med havnen. Skridtene synker på plads mellem tusinder af andre på bunden af Langerak, kysset af bølger af kviksølv. Oppe på kajen: En sjæl rådnet ren mellem skidtfisk og skorstene, klar til at hæve sit anker igen.

***

Regnen stilner af på Nørrebro. Shish kebab og halve hot dogs æltes sammen under gummisåler, cykelhjul og bildæk. Skud bliver løsnet, bolde sparkes rundt i Folkets Park. Stiger af mit S-tog, nøgen, ubemærket, glider ud blandt dyrene fra Ararat. Har tænder og gevir nok til at søge vinger her.

***

Vi læser ofte digte for hinanden i caféen. Vi forstår som ingen andre, vender samme ømme hul i ryggen op mod himlen, ønsker lindring eller glemsel. Men når lyset slukkes, hamres knive ind imellem skulderblade, tænder blottes, maver fyldes op med blod. Vi er familie, vi er mennesker her.

***

Poesi er ikke godt nok for de andre, så jeg skurer gulvet rent for metaforer, fejer ordforråd af bordet, skyller tema og motiver ud i kummen. Dét belønnes! Næste morgen venter digtet stadig på de første gæster.

***

Nok en øl og nok et hul. Fugt, det hele. Ikke til at skelne fra det vand, der løber ned ad kinden, eller det, jeg boede i engang. Forlader Understellet. Falder snart til ro på frosne fliser.

***

Asfalten flyder om støvlerne, husene lukker sig over mit hoved. Vil synke og kalde fortabelse liv indtil hænder, jeg aldrig har set, rækker ud fra en by, som bliver grundlagt om lidt, griber fat om min tone og lader den vibrere i kødet, til alt er musik.

***

Hun er lavet af sår. Arvæv samlet i sirlige kniplinger. Heling er noget nær kræft. Min kærlighed noget nær mord.

***

Hun sidder i hjørnet og tier. Medikamenterne gør hendes silhouet sløret, hvis ikke det er hendes piller, der giver hende form. Hun ænser mig ikke, ja, ænser vel knapt nok sig selv. Men det værker i benene, brænder i brystkassen, svier i halsen, mens jeg tikker videre. Uret må ringe engang.

***

Mine celler er i flammer. Hver eneste en. Svare skal de jo, når tomrummet spørger, og du holder mig fast ved at tage, men ingenting giver.

***

Du er gået i hvidt. Jeg er gået i sort. I din lejlighed findes der farver endnu. Ingen bærer dem.

***

Bilruden blomstrer, en rose af stål foldes rundt omkring kroppene på os. Vi klæder os i flammer, og flammerne lyner os op. Det er kærlighed, det her, og endelig er dét show forbi.

***

Jeg har fire vægge i byen på kloden, hvor stjernerne skinner endnu trods usynligt forfald og kollaps. Og jeg har fire lemmer på kroppen: En hånd til at forme og en til at fumle, et ben til at løbe og et til at snuble. Jeg har fire ønsker: Et rummeligt øje, et rummeligt hoved, et rummeligt hjerte, en rummelig kiste. Og nu er det hele på udsalg.

***

Jeg ved, at det er mit kød, mine knogler, som jordkloden maler, når den snurrer rundt om sin akse i den uendelige, kulsorte morter. Jeg ved, at jeg ikke kan tale og huske mig hård nok til modstand. Jeg ved, at jeg bliver lidt mindre at sige for hver dag, der går, men mere at tie om. Men jeg kan elske, til bræer vil tø. Og kværnen besvarer mit kærtegn.