Selvom jeg nok efterhånden er ved at kede - eller fremmedgøre - folk med mine manuskripttests, følger hermed endnu én. Fokuspunktet har denne gang været de tekster, som kan siges at falde ind i en mere "beatlitterær" tradition. Siden mine teenageår har folk som William Burroughs, Allen Ginsberg og - som et dansk modsvar - Dan Turéll fyldt en del i min "læseplan", og selvom det, jeg i årene 2008 - 2011 har fremstillet på den baggrund, ikke har mindet forfærdeligt meget om nogen af dem, kan jeg godt selv se, hvor min skrift kommer fra.Kompositionen har haft associationen som den primære ledetråd, selvom visse temaer - atombomben og den deraf følgende dødsbevidsthed måske primært - binder en art sløjfe om hele stakken. Synes jeg da. Som altid modtages forslag til forbedringer gerne.
God læsning!
***
Steffen Baunbæk
Picnic i Hiroshima
Lyrik
***
Picnic i Hiroshima
Vi kan blidt sætte brødkurven ned
ved det brændte, men levende træ,
vi kan svælge i vuet af væltede bygninger,
frådse i suset af fugle, der dratter til jorden,
blive høje af rødvin og håndmadder,
højlydte skrig fra terrænet, hinanden.
Og så kan vi elske i strålingen, udveksle gnister,
få afkom så sygt, at det evner at leve der,
pansret, fordrejet, forskruet,
men født til at hamre og save og drømme
om fadermord, moderdrab, renselse,
arkitektur så afskyelig,
at den kan modstå selv tanken.
Vi kan betjene os selv,
vi kan skåle i kød,
det er alt.
Mennesker
Mennesker er ækle.
Mennesker hoster og harker
og prutter og bøvser
og spytter og ørler.
Mennesker skider
og ejakulerer.
Mennesker æder sig tykke
og fede i indpakket affald,
de kalder for "føde".
og smider papiret
på fortovet,
tankeløst.
Mennesker flokkes om folk,
der er faldet,
og spærrer for lægen,
mens sladderen
pletfarver asfalten.
Mennesker glor.
Glor på én,
når man sidder i bussen
og gerne vil græde i ensomhed.
Glor, når de ser én på gaden
om natten
og løber
og smækker
med dørene.
Glor på de ting,
man har lavet,
og synes en helvedes masse
og glemmer
at "ja" eller "nej"
er de eneste ord,
man for alvor
kan bruge til noget.
Lyver,
det gør de,
de mennesker,
lyver for verdens beståen
og manipulerer
for tidens fordobling
og leger med knive
i andre folks rygge,
så pladsen bliver stor nok
til lige det ene komplet
uundværlige væsen,
det hele
har drejet sig om
siden urægget
klækkede.
Mennesker er ækle
og kaster med bomber for dem,
som de elsker,
og skyder med skarpt
for de børn, de har fået,
og spalter atomer
for deres idéer
og kigger mistænksomt på én
og med rette:
Man vil jo det samme,
og skyr absolut
ingen midler
i kampen.
Mennesker er ok,
og helvede venter,
og snart er vi nok
til at nedbrænde bulen
og åbne en større
og værre
ved siden af.
Hangar
Her kommer flyet, brum brum,
lille ven, se, nu lander det, nam,
og her kommer et nyt, brummebrum,
hvad der er, det er bare en jet, ja,
en Boeing, hov, se, der var tårnet,
stik tungen ind, skatter, du spilder
det hele på maven, ja, se, det var bedre,
nu kommer der ét mere, wroum, og det kaster
en bombe, og nu er den nede i maven på dig,
slap dog af, det er mad, det er bare lidt
paddehat, pusser, det plejer du godt
at kunne lide, det var godt, nu er alting
i orden igen, bare ét til, en hel eskadrille,
Flight 19 med kurs mod Fort Lauderdale,
gab, nu er radaren tom, hør, hvor
solsorten synger, den ved, at
vi snart skal i seng.
Jeg var der i 80’erne
Jeg var der i 80'erne,
var der, da Elkjær var Målkjær,
og klaphatten lugtede lifligt
af dåsepils nede fra Poetzsch,
og Sepp Piontek lød som en klovn,
der var fyret fra Benneweis.
Var der, da Jørgen de Mylius,
skæv på champagne, forsøgte at sælge
Cliff Richard igen som det nyeste nye,
og var der dengang, Otto Leisner
stak nåle i folk, så de rigtigt
kunne komme i HOPLA.
Jeg var der, da Rugsted var Kreutzfeldt,
og Sanne var Sneakers,
og Dodo var Dodos,
og alting var Robe di Kappa,
Lacoste og Ball og uendeligt pænt,
og jeg var der, da Strunge fornedrede Baidel,
og Sort Sol var sorte,
og Kvium var medlem af Værkstedet Værst,
og det hele var læder
og latex og Levi's og grænseløst grimt.
Og jeg var der, da Schlüter var Reagan
og Uffe var Thatcher
og Glistrup var Waldheim
og alt, der var virkeligt, endte
ved foden af Muren i Vestberlin,
sitrende, skælvende,
ligesom min krop,
når den kravlede ned under dynen
og faldt gennem brændende skyer
og byer af aske
og gader med smeltede lig
og kun trøstedes vagt af det faktum,
at ingenting, absolut intet,
kunne modstå dén skærsild
- at 80'erne endte med mig
ligesom Sneakers
og Thatcher
og Piontek.
Sidste led
Jeg er den sidste
forkrøblede rest af Den Jyske Bevægelse.
Knapt nok en jyde
og knapt nok bevæget, men, hey,
jeg har klappet en hest,
jeg har hjulpet en ko med at føde
og druknede næsten i møddingen,
da jeg var barn,
og blev døbt ved den lejlighed, tror jeg,
i ældgamle, halvglemte, hedenske guders
hermetiske navne.
Familien hviler i Ulfborg og ude på Mols,
hvor den taler med tyk dialekt
om den dårlige høst og den sandede jord
og det gode ved læhegn,
men stadig er død
ligesom Amled, Mads Doss og Jens Langkniv,
og dermed forskånet for synet
af henfaldne gårde og braklagte marker
og rustende biler bag revnede huse
i selvdøde landsbyer.
Selv kan jeg stadigvæk klare
en hård dag ved Vestkysten uden at tude
og tackle en hugorm
og bunde en bjesk
og fortære en gris, som jeg ved,
at en pige et sted på en gård
har forkælet og nusset som spæd,
og en far har forvandlet
til bacon og fadkoteletter som voksen.
Og vel har jeg iklædt mig blinklys og motorstøj,
vel er mit ansigt forkromet
og tankerne udmålt i gigabyte,
vel kan jeg se til Berlin og New York,
hvis jeg spejder fra toppen af Himmelbjergtårnet,
men jeg er en Blicher på strøm og Jack Daniels,
Johannes V. Jensen på grillbar
og Aakjær til sexmesse.
Stik mig en høtyv, en mixer, en højttaler,
og der bliver kornmod
på Alheden.
Håndslaw på dét!
F.eks. Skorup
Der er steder som Skorup,
hvor stanken af gylle
- og ikke de vildfarne asters,
der baner sig vej op af jorden
blandt havernes bunker
af affald og brædder
og rustende biler -
er det, der er sundt,
og man afvikler timer
bag tunge gardiner,
mens fortiden langsomt
forvandles til muld
under kirkegårdsgruset,
og fremtiden bare er noget,
der sendes i døgndrift
fra himlen blandt space junk
og hvileløst støv
fra en skabelse,
ingen alligevel kan huske
på steder som Skorup,
hvor hundene bjæffer
og fryserne
bugner af fars.
Ved landsbyens gadekær
Der er skræpper
og sivrør og måger
ved landsbyens gadekær,
og der er dåser og flasker
og små stykker sort stanniol,
der er cykler og mursten
og opløste, gamle aviser
i landsbyens gadekær,
mudder i landsbyens gadekær,
tungt af de mønter,
de gamle smed i,
før de selv blev til ønsker
og sank og forsvandt ned
i landsbyens
gadekær.
Jeg har engang…
Jeg har engang lært at køre på tohjulet cykel
og skreget på isvaffel omme i Brugsen,
mens mor blev bestirret af alle de andre forældre.
Og jeg har engang bygget både af dagens avis
og sendt Schlüter og Anker på langfart
blandt hajer og skatte og skær med sirener.
Og jeg har engang lavet dyr af kastanjer
og småsvedne tændstikker, sluppet dem løs
i gevaldige flokke på tungens savanne
og skudt dem igen med mit blik.
Jeg har ligget i græsset engang,
mens jeg stirrede op på de drivende skyer,
der alle tog form af mit ansigt
- jeg var utrøstelig dén dag.
Løjer
Drømte som dreng
om at afspore tog:
Lægge småmønter ud
på de rustrøde skinner
og vente, til vognene
fortsatte ud i den
skumrende granskov
med skrigende mennesker
og brølende dyr
og en osende,
effektiv motor,
der hamrede videre,
indtil den ramte
et passende vandhul
og slukkedes
- ligesom mit had -
i et fugtigt,
forløsende suk.
Ræven
går derude,
den er ikke
ligesom os,
for den har poter,
den har hale,
den har knurhår,
den er ikke
ligesom os,
den spiser fugle,
har jeg hørt,
den graver huller,
har jeg hørt,
og den er ikke
ligesom os,
og jeg har aldrig
set den, mor,
en anden gud har
skabt den, mor,
lad døren
være ulåst, mor,
for den er solen
også rød
og vinden
kold.
Far vasker bil
Far vasker bil,
far har sæbe
i spanden
og klude
og svampe
og voks
i en dåse
ved siden af.
Far vasker bil,
fjerner flager
af salt
over hjulene,
aftørrer døde
insekter
og pletter
af blod på
den dampende
motorhjelm,
far vasker bil,
huset brænder
og træerne visner
i skoven
og omme
i baghaven,
far vasker bil,
der er sol
gennem regn,
og jeg står der
og kigger på far,
og han
vasker.
Revy
Jeg kan huske dengang,
hvor jeg lærte at gå,
og det hele var jubel
og bifald omkring mig
som om, det var noget,
jeg ikke var født til at gøre
og blot havde ventet
på publikum til.
Jeg kan huske dengang,
hvor min morfar
tog øksen og skilte
en unghønes hoved fra kroppen,
der bagefter bare løb rundt
med en gejser af blod
op af halsen
og endelig fandt ro
i mit skød,
hvor jeg grædende prøvede på
at få stumperne
samlet igen.
Jeg kan huske dengang,
der kom farver
på fjernsynet
hjemme i stuen,
og næsen blev presset mod skærmen
en lang, rastløs formiddag,
indtil det sort/hvide
prøvesignal blev kulørt,
men den skingrende
hylen i øret
var lige forfærdelig.
Og jeg kan huske dengang,
jeg blev varm på en pige fra klassen
og skabte mig om,
så vi passede sammen,
hvorefter hun rejste,
og jeg stod tilbage
med bræmmer af kød
over knirkende knogler.
Og jeg kan huske dengang,
der var raves til i Århus,
og folk drev omkring i asbestdragter,
skingrende skæve af fadøl og E,
og faldt om i en bunke,
så snart det blev lyst,
mens reaktoren fortsatte
ned imod Kina med hamrende stempler,
og jeg var det eneste
levende væsen tilbage
i sikkerhedszonerne
rundt om Tjernobyl.
Og jeg kan huske dengang,
hvor et helt nyt årtusinde
blev indledt med dyre raketter
og billig champagne,
og fly havarerede,
huse blev mørklagt
og bomber gik af,
da en smådum computerfejl
slettede alt,
der holdt verden i gang,
min hukommelse
undtaget.
Nu må jeg lære
at gå uden støtte
og spise
med gaffel
i dén.
Grunge comedown blues
Der var somre engang,
hvor vi syntes,
at verden var støbt af metal
og for tung til at bære på skuldrene,
og der var somre engang,
hvor hver urt
og hver svamp kunne gøre
det ud for en rygrad,
og somre engang,
hvor Nirvana var der,
hvor vi boede,
og Buddha var ufødt
og intet forklaret,
og somre engang,
hvor vi lignede white trash,
der hørte på hvid støj,
og lyset var hvidt,
ligesom huden var bleg,
og det hele alligevel
var nådesløst sort,
der var somre engang,
hvor vi hadede alting og alle,
hvor revolutionen var ovre,
fordi vi var født,
og vi selv stod for alt det,
der helst skulle væk,
der var somre engang,
hvor vi enten gik ned
i en røgsky af blod
eller lærte at gå
på de andres forkullede rester,
og somre engang,
hvor vi vågnede op
under duftende dyner
med udsigt til nyslået græs
og en barnevogn henne i hjørnet,
og nu er det efterår,
armene sover,
kompostbunken vokser,
i køkkenet er maden brændt på.
Det er efterår.
Vi havde ret:
Alt er galvaniseret
og snart bliver det snavset
og udsigtsløs vinter.
Det er mange år siden,
at gynger gav andet end kvalme,
og sandkasser ikke var noget,
som kattene sked i. Nu leger
jeg voksent. Jeg sluger kameler
og spiller fandango, får kæppe
i øret og holder balancen
på knivsæggen. Akrobat - oh!
Elefanterne trutter bag tremmerne,
teltet er hullet og tomt.
Jeg har glemt min dialekt,
jeg går i gummisko
og véd, hvem Ché Guevara var,
på gaden græsser køer af metal,
på himlen trækker fugle striber
ud mod fjerne mål,
jeg muligvis vil se engang,
og blåbær gror
på store, svale hylder
tæt ved kassen,
der er høst hver dag,
og frostvejr er på mode,
Jeg er død,
jeg bliver gammel
lige så snart,
jeg finder plads
i min kalender.
Hvid mil
Jeg sætter
en fod
ned på gulvet
og én til
og står op
og flytter
den ene
og flytter
den anden
og flytter
den ene
og flytter
den anden,
og det
er jo nemt,
og jeg
fortsætter,
én fod
og én fod
og én fod
og én fod,
og så
er der rytme,
og fodtrin
på fodtrin
på fodtrin,
og nu
er det sjovt,
og jeg trasker
og vandrer
og tripper
og glemmer
omtrent
hospitalsgangen,
mens jeg
går ned,
hvor du er,
for at sige
farvel.
Elegi til Esther
Jeg savner dig, farmor,
jeg savner dig,
når jeg vil kende
det ansigt, jeg havde,
før jeg kom til verden,
jeg savner dig,
når der er blomster
i vejkanten,
ingen kan huske,
hvad hedder,
jeg savner dig,
når jeg går rundt
i de nedfaldne blade
og ikke ser skønhed, men råd,
og jeg savner dig,
når der er snavs på min jakke,
som alle bemærker,
men blot ikke mig,
og jeg savner dig,
når jeg har stirret mig blind
på en ting til det punkt,
hvor jeg ingenting mener,
og savner dig,
når jeg er lost som sædvanlig
og mangler en hjælpende hånd,
jeg kan bide,
jeg savner dig,
når alle døre
i verden står åbne,
men ingen kan sige mig,
hvor jeg har hjemme,
jeg savner dig, farmor,
og alle de kvinder,
jeg siden har kendt,
har fortalt mig
hvorfor.
Lektioner
Da oldemor Maren gik bort,
blev jeg vantro og mærkelig,
da morfar fortalte
om blodproppen
oppe i hjernen,
men smilede bare
og vinkede op,
da han sagde,
hun nu var en engel.
Da morfar gik bort,
så jeg kramperne starte
og væskerne sive
fra drænet i brystet,
mens pillen, min mormor
sneg ind i min hånd,
kvalte lugten af præster,
der rådnede ude
på lokummets fliser.
Da mormor gik bort,
fik jeg bare beskeden
og fangede toget
og så hendes lig
i kapellet
- en tåbelig klump kød,
der tog pis
på det menneske, hun var -
og greb fat om mit håndtag,
da kisten skulle slæbes,
og stod så alene
tilbage i gruset.
Når jeg drager bort,
vil der kun
være én hånd
tilbage at gribe,
og det
er min egen.
Der er dem,
man er nødt
til at elske,
som hende,
der ikke vil have én,
og hende, der vil,
men er skudt i en anden,
og hende, der drikker,
og hende, der blæser
sig langt bort på piller,
og hende, der suger én ned
i sit mørke inferno,
og hende, der tager
én for det,
hun vil have,
man skal være,
og hende,
der bare er smadret
til plukfisk
af alle de svin,
som har været der før.
Der er dem,
man er nødt
til at elske,
fordi også skyggen
har ret
til et hjerte.
Den eneste ene
Jeg tror,
at der stadig
er kærlighed til.
Jeg tror stadigvæk,
at der findes en eneste ene
på trods af,
at alle de eneste ener,
mit liv har budt på,
nu er venner og mangler
og kejtede stilheder.
Jeg tror, den eneste ene
sandsynligvis sidder
og læser det her
og bliver helt let i maven
og møder mig,
før jeg véd af det,
og bliver til den eneste ene en tid,
før hun,
ligesom de andre,
bliver sur over alt det,
jeg ikke har gjort,
og alt det,
som hun troede,
jeg var,
som jeg nægter at blive,
fordi jeg har travlt
med at blive den mand,
der er mig
for den eneste ene,
der pludselig bliver fortid
og gør det nødvendigt
at tælle alt forfra igen.
Og jeg tror, at naturen
er ligeglad med,
at jeg tror,
at der findes en anden,
en kvinde,
hvis sjæl,
jeg har omfavnet før
og vil kysse igen
når den næve,
der holder på pennen,
er blevet til muldjord.
Jeg tror,
at jeg muligvis selv
er den eneste ene
og derfor guddommelig,
men ensom,
fordi jeg kan favne det hele
og aldrig vil miste mig selv,
og jeg tror,
at den eneste ene
er den,
der er til
for at flænse mit hjerte
i stykker
igen og igen
gennem tusinder af liv,
så det aldrig vil rådne,
men banke på trods,
og jeg tror,
at den eneste ene er mange,
men altid den samme
fordi der er kærlighed til,
og når den er forbi,
kan man tro
lige så tosset,
man vil:
Har man blødt,
er den eneste ene
et faktum,
og det,
der er splittet
og spaltet
og smuldret
er dømt
til at mødes
igen.
Hul
Der er hul
midt i spanden,
kære Lisbeth.
Der er hul
i mine sko.
Der er hul
i min kalender.
Der er hul
i mit budget,
og der er hul
i mine teser,
min hukommelse,
mit hoved.
Der er hul
midt i spanden,
kære Lisbeth.
Vil du ikke
være sød
at kravle ind?
Strejf
Jeg blev ramt
af en bil,
der var long drinks
og rasler
og bordbomber,
syningen gik
i din kjole,
i pisrenden
ude på lokummet
flød der en rose
af plastic,
de spillede Guns
og Nirvana,
min kind
var en slagmark
af udtværet
læbestift,
gulvet
var glat,
jeg blev ramt
af en bil.
I will survive
Bare én gang,
hvor man ikke til sidst
giver sig hen
til den værste
af alle klichéer:
At sidde
bag mørke gardiner
med rødvin i koppen
og Kleenex i hånden
og tude
til "I will survive"
på repeat,
og en dunken
bag brystkassen
hvisker:
"Hvad ellers,
din lallende
nar?"
Testamente, udkast
Ingen vil arve
min bogsamling,
bladre igennem
min lille stak førsteudgaver
og glædes ved dén,
Sophus Claussen engang
havde fat i,
signerede,
bøjede,
kyssede,
ingen vil arve
min samling af plader
og vokse to meter
ved duften
af næsten fabriksny vinyl
eller danse til lyden
af håndplukket guld
fra The Shadows
og Bauhaus
til Portishead,
ingen vil arve
min harddisk med digte
- fra gnidrede noter
til færdige værker,
som ingen vil udgive,
fordi "poesi
er en dårlig forretning" –
og ingen vil arve
min bedstefars futsko,
min oldefars guldur,
min tipoldefars gamle pung
med det garvede,
revnede læder,
der ikke er tæt,
som den var,
men kan åbnes
og dufter af ham,
ingen arver
mit ansigt,
min jublen,
mit vanvid,
mit smil
over kirsebærblomster
på gaden
i maj.
Det er bare
til salg
- kom og køb -
bare endnu
et dødsbo
til åben
forhandling.
Visselul
Sov, mit digt.
Du ville ikke verden,
ikke die elefanter og piratfisk
fra min fingerspids
og drikke af den vin,
jeg havde presset ud
af ædelsten og gasbeton.
Du ville ikke læse på din "ABC i Tavshed",
ikke lyve for din føde,
ikke gå, til uret smeltede,
og knapt nok skide ordentligt i din ble.
Du var umulig at fornægte
og umulig at forsvare
og umulig at forsørge.
Du var ingenting, en skorpe fra et sår,
en gammel indkøbsseddel,
sæd på kolde fliser.
Du var ingenting, som kun jeg selv
kan være det.
Så sov, mit digt,
sov sødt
og trygt
og længe.
Selvtægt
Hej, papir,
der ligger du igen,
jomfrueligt, nøgent,
klart på hvad som helst
og allerhelst på cirkustricks,
der fylder dig med fryd
og mig med svedig, dyrisk angst.
Jeg véd jo alting om de andre ark,
om kurvens kolde dyb, om pennens tøven,
der blev tavshed, om den helt perfekte
side, der forlod mig og tog passet
med i farten. Du er bad news,
du er nederlag på nederlag,
og jeg er kun en mand,
der er allergisk
mod sig selv.
Gør noget, Pjerrot!
Tag hatten af, Pjerrot!
Spis napalm i stedet for blår, ikke, Pjerrot,
det kan du jo godt! Og spil kødfløjte,
Pjerrot, forfør os og før os
til bjergsiden, Pjerrot!
Skift køn og lyn ned, så vi tror,
at vi fatter dig, Pjerrot!
Gør Harlekin kold, han fortjener det, Pjerrot!
Bliv korsfæstet, Pjerrot,
så klapper vi, Pjerrot!
Mach schau, så vi glemmer
at du er
en Pjerrot.
Wham bam
Digtet er ikke et bind,
der forhindrer forblødning,
en ble for en engel med inkontinens.
Det er ikke en dør,
der giver efter for næven,
et øre ved baren,
en favn i det høje.
Det hader din svedlugt
og dyre parfume,
det afskyr din barndom,
din samtid, din skilsmisse,
væmmes ved jubel og klagen
og hælder dig ud
efter samlejet,
køligt, bestemt.
Det er ikke personligt,
men livet skal leves
- og helst på papir.
Improvisation i hvidt
Altid dette hvide ark.
Altid det hvide, som altid er byer og vækster
og væsener i firespring og søvn.
Altid det hvide, der altid er sort og i farver.
Altid en flimrende skærm og en knivskarp kontur.
Altid en råhvid pupil, der tilhører nogen,
jeg ved ikke hvem, måske dig, måske mig, måske Gud.
Altid kun blikket, der møder sit blik.
Altid former, der former sig ud af det tomme
af egen fri vilje, helt uden formål og påskud, for alle og ingen.
Altid en isnende død på en bundfrossen tundra,
en rådnen for foden af skoldhede palmer.
Altid et pust gennem aske, der daler
og bliver til aske igen.
Altid noget.
Jeg skriver
Jeg skriver, fordi jeg har bjælder på skyggen.
Jeg skriver, fordi jeg har råd til at sælge min sjæl.
Jeg skriver, fordi jeg har rotter på loftet
og orme i hjertet
og helvedeshunde i hælene på mig.
Jeg skriver, fordi jeg har blodstænk på tøjet
og altid kan bruge et raskt alibi.
Jeg skriver, fordi man bør vande sin have
og studse sin buksbom
og gøde sin guldregn.
Jeg skriver, fordi jeg er blind uden briller.
Jeg skriver, fordi jeg er død uden kiste.
Jeg skriver, fordi mine nerver vil visne,
hvis ikke de pirres til live af pisken.
Jeg skriver, fordi andres ord er en tese.
Jeg skriver, fordi mine egne er løgn.
Jeg skriver, fordi intet ord er et ord,
men et osende svigt i et hav af ampere.
Jeg skriver, fordi jeg har meningers mod.
Jeg skriver, fordi jeg har sår på min fod.
Jeg skriver, fordi jeg er sand i en flod.
Jeg skriver, fordi jeg er ustørknet blod
og der ikke er noget, som rimer for alvor.
Jeg skriver, fordi Gud har ret til en gårdtur.
Jeg skriver, fordi jeg har ret til et ur,
der kan måle min tid,
ikke blot registrere et hvidt snit
igennem en evigheds bark.
Jeg skriver, fordi ingen andre skal skrive mig først.
Jeg skriver, fordi jeg har brug for en konstruktiv måde
at spilde et nyttigt og produktivt liv på.
Jeg skriver, fordi jeg er Jesus på Korset.
Jeg skriver, fordi jeg er Hitler i Nürnberg.
Jeg skriver, fordi jeg er bumsen på bænken
og præsten i kirken
og fodtussen fanget i ilden.
Jeg skriver, fordi jeg er aben i træet,
der spejler sit ansigt i floden
og genkender kraniet
og aldrig, nej, aldrig
vil lære at klatre
naturligt igen.
Digtersvin
1
Jeg er et digtersvin,
ryger McBaren i pibe
og bærer helst tweed,
går med briller
og hører kun jazz,
når jeg vågner
et godt stykke
oppe af dagen,
og stiller min tørst
med et glas
af de tårer,
jeg netop har fældet
ved tanken
om Holocaust, X-Factor,
vejret og alle de folk,
som besynderligt nok
har forladt mig,
fordi de fik nok af at se
på mit grådkvalte fjæs,
og i skumringen
trasker jeg op
på kontoret
i Elfensbenstårnet
og prøver
at skrive,
mens folk bliver myrdet
og sulter
og stresser
på gaderne under mig,
hvæser mod ruden
i ren distraktion,
lægger pen, låser dør
og går ind i min seng,
mens jeg venter
på inspiration
fra det høje
og kysses godnat
af et koldt,
men forstående
vindpust
fra rummet
og drømmer,
at jeg
er en digter.
2
Jeg er et digtersvin,
ryger de billigste smøger,
der er i butikken,
og bærer det tøj,
jeg kan finde i skuffen,
som ikke er tydeligt snavset,
og lytter til smægtende salmer
og afstumpet støj,
når jeg vågner hver morgen ved femtiden,
børster mit hår, drikker kaffe
og skramler med S-toget ud på det job,
jeg er nødt til at have
for at passe min gæld og mit selvværd,
og smiler mig vej frem mod fyraften
over et sammenbidt tandsæt,
før turen går hjem
foran skærmen i stuen,
hvor opbrudte forhold
og jordskælv i Japan
og kosmiske farer
forvilder sig ind i det digt,
jeg er nødt til at skrive hver dag,
så jeg ved, at jeg var her
og fyldte min plads,
og som gør, at jeg endnu en gang
rammer sengen for sent,
mens jeg synker igennem
en malstrøm af tanker
og mødes med katten,
der drømmer med rette,
at den er en kat,
og jeg selv
drømmer mest
om at være
et hæderligt
menneske.
Doggystyle
Øllen er lunken,
gardinerne gule
og manden for enden
af baren et rablende
orgie af kvaler
og had. Der er hunde,
som sover i bunker
på gulvet og drømmer
om højt græs
og hældende træer,
og et sted
i den drøm,
går jeg rundt
med en vag fært
af tæve i næsen
og kaster
med pinde.
Det regner i mit hjerte
Det regner i mit hjerte,
jeg har gummitøj
og vaders på,
det rører mig næsten ikke,
det er sikkert drevet over,
når jeg vågner,
men det regner i mit hjerte,
og jeg drikker tæt
af pytterne og tørster,
spiser småfisk,
men er sulten,
og det regner i mit hjerte,
hajer hugger,
hvaler driver
gennem stuer
fyldt med stilhed,
der er søgræs
i min vase,
og det regner
i mit hjerte,
på min tinding
lander duen
med en oliegren
i næbbet,
den
er træt.
Færd
Santiago, Santiago,
der er sammenklemte dåser
i den vejkant, som jeg vandrer langs
et sted lidt syd for Vojens.
Santiago, Santiago,
jeg har asket i min hat,
og pornobladet i min lomme klasker sammen,
hvis jeg ikke snart når Tønder.
Santiago, Santiago,
jeg kan ikke skelne dag fra nat
på Lüneburger Heide,
der er bare ben i alting, som jeg bider i, og hvorfor
er jeg nu på vej til Polen?
Santiago, Santiago,
Compostella, mozzarella
i min mund, jeg spiser muslinger
fra Salling i Abruzzerne og knuser deres
skaller under støvlen.
Santiago,
det er støvet, som jeg rejser mod,
Sankt Jakob,
giv mig styrke til at blæse
om i vinden!
Præd. 1,2
Alt er tomhed.
Tiende tomhed, talende tomhed.
Hylende, brølende, skrigende,
pibende, gøende tomhed.
Spirende tomhed og hældende tomhed.
Tomhed i bøger og tomhed i æter.
Tomhed i bølger og tomhed i marmor.
Tomhed i vaders og træsko og støvler af læder.
Kysset er tomhed og drabet er også en tomhed,
en stirrende tomhed, en duftende tomhed,
en tomhed i ørerne, næsen og huden.
Tiden er tomhed og glemslen er tomhed.
Du vandrer og løber og snubler i tomhed.
Det samme gør jeg, jeg er også en tomhed,
en jublende tomhed, en kogende tomhed,
en skælvende tomhed svøbt ind i mærkater,
der også er tomhed.
Og bilernes susen er tomhed,
som vinden i træernes blade er tomhed.
Pelsen og fjeren og skællet er tomhed,
som pollen og bark og mycelium er tomhed.
Og regnen er tomhed. Lynet og sneen er tomhed.
Det runger i himlen af tomhed
og brænder af tomhed i tomhedens indre.
Summende, myldrende, fuldstændig
højspændt og blændende tomhed.
Det hele står tomt kun for dig.
Flyt dog ind!
Chaufføren
Du tror, at du har en adresse,
du tror, du har penge,
du tror, du har midlet og manden,
men ruden er tonet og sæderne sorte og glatte.
Du ånder din egen luft ind, farer vild i din blazer
og klynger dig fast til champagne og snitter,
mens lysprikker, tomheder, slørede stednavne farer forbi,
og du råber til skikkelsen dér bag ved rattet,
at han skal parkere ved banken og kirken,
men glasvæggen hæver sig ikke.
Du hører hans syvendedagsslummer
og ser, hvordan lungerne fyldes og tømmes
med gummi og asfalt.
Du stirrer på krager, der letter i lyskeglen,
ser taxameteret tikke sig ud af dit liv,
og det fortsætter, fortsætter, fortsætter.
Motoren arbejder,
landskabet tier
og griber.
Indfart
Vi kører mod centrum,
mens biler forsvinder for høj fart i bakspejlet,
kaffen er kold i sit bæger,
alléerne tilsnavser ruden med kirsebærblomster,
hanami my ass, vi har travlt
med at nå det, vi skal, og på bagsædet kaster du op,
burger, rødvin og ænder af
plastic, du spiste dengang, du var lille og sød,
og vi taler om vejret,
mens husene tætner sig mere og mere over os,
drukmåse snubler på brosten
og sindssyge taler sig varme på bænke om emner,
kun de kan se klart nok
til konversation om, og ingen vil svare, og slet
ikke os, mens vi kører
mod centrum og dufter af kamfer og æter og
Wunderbaum, træerne hælder
og vælter på fortovet, gadelys falder og knuses
mod asfalten, præmierne
venter, og mågerne skriger, og snart er vi nødt
til at købe tobak.
Tag mig til Manchester
Tag mig til Manchester.
Giv mig en taxa til Dry Bar
og stik mig en pint,
jeg kan drikke med Vini
og Mozzer og Howard Devoto,
mens snakken går længe og højt
om den kvælende smog
fra maskinernes kværnende
urværk på Moss Side,
de nedslidte boligkaréer
og nedlagte chip shops i Salford,
Sex Pistols på scenen
i Lesser Free Trade Hall i '76
og en hel masse andet,
jeg næsten kan huske,
fordi jeg har boet en livstid
til leje i netop dé stemmer.
Og lad mig så drive
igennem de myldrende gader
ved fyraftenstid,
mellem grædende mødre
og bandende fædre
og skrigende børn,
mellem smadrede ruder
og kirker af marmor,
og fortsætte, indtil det hele
er blevet ét kød
og én stemme,
der crooner,
at "Love Will Tear Us Apart".
Og ring til Shaun Ryder og Bez.
Jeg ved, de har været på Månen
og kender adressen
på Wilson og Hannett deroppe,
har pakket den ind i en stump stanniol
og vil sælge til passende pris.
Kør min krop gennem Palatine Road,
se den vride sig saligt
i lyshavet på Hacienda,
mens Stone Roses spiller "Fool's Gold"
i den lange og gennemført maniske udgave.
Skyd mig i døren
og bær så mit hoved til stadion,
Manchester City, hvor grønsværen
smager af guld.
Bare skyd.
Jeg skal nok
gå i mål.
Min karmalov
I mit næste liv vil jeg,
hvis ellers den slags
stadig findes,
helst være en stor,
fed orangutang,
dase det meste af dagen i træet
og æde mig større og større
i friske bananer
og kneppe de hunner, jeg vil,
hvor jeg vil,
fordi ingen har tænkt på blufærdighed,
synd eller ejendomsret,
lave lyde, som ingen kan misforstå,
eftersom ingen
har opfundet sproget,
og kigge på flintesten
ofte og længe,
men blot lade bøger
og byer og bomber
forblive en svævende tanke,
og når jeg så dør
og bliver genfødt som coelacanth,
som en blå fisk med kvastfinner
stik ud fra Afrikas kyst,
vil jeg hvile min bug
på de mørklagte klipper i dybet
og kun skyde frem i ét hug
ind imellem
og fange en småfisk,
som min slags nu gør,
og lade dagene gå
uden sollængsel,
uden at vide, at knoglerne
under min krop
kunne forme mig om
til en padde,
og når jeg så dør
for at finde mig selv
som en alge
i dampende søer af svovl,
vil jeg drive omkring,
som det passer alt andet,
og optage noget
og udskille noget
og blot være noget,
der ikke er andet end det,
alle viljer engang
fik sit kød fra,
og når jeg så dør
og bliver fundet igen
som et tyndt tæppe støv
over Kuala Lumpur
vil hvert korn, jeg er,
håne Buddha og Brahma,
men hylde min skaber
og lande præcist,
hvor det skal.
0 kommentarer:
Send en kommentar