tirsdag den 17. juni 2014

Lignelsen om rønnetræet

Alma gødede og vandede sin have godt. Alma gødede og vandede sin have rigtig godt. Altid havde hun de største græskar, de smukkeste roser, de saftigste asparges, de rødeste jordbær. Af samme grund fattede ungerne i kvarteret stor interesse for hendes havebrug, og efter nogle år, hvor hun holdt dem borte fra matriklen med først sin kagerulle, senere byger af småsten, Alma samlede op i ledige stunder og opbevarede i en dynge tæt ved kompostbunken, fik hun sit mand til at sætte et elhegn op, så ingen kunne komme ind og betræde hendes sirlige, stenbesatte stier og afpille de planter, hun gennem årtier havde fremavlet ved konstant at sætte stiklinger fra de stærkeste, mest givtige eksemplarer, men hun løbende lugede ud i de svageste. Haven var hendes mesterværk, og hendes alene, og intet - intet - skulle antaste den. Aldrig nogensinde.

Så var det, hun så det. Rønnetræet.

Det stod der bare en dag. Lige op ad hegnet. Hvordan det havde båret sig ad med at komme op i knæhøjde, uden hun havde opdaget det, forbløffede hende, ja, fyldte ligefrem Alma med skam. Var hun virkelig ved at falde af på den? Men op kom det, og tilfreds gik hun ind for at sætte kaffe over til manden.

Næste dag var der to. I samme højde også. Tænderskærende trak hun det op, lortet, tændte op i olietønden ved hønsehuset, hun altid brændte sit affald i, og smed planter i. Færdig med dem! Så kunne de lære det!

Onsdag, mens hun stak asparges, kastede hun et blik over mod hegnet, hvor et eller andet - det tog hende lidt tid at hitte ud af hvad - var galt. Den stod så flot og frodigt, den fuldvoksne røn, at det grangiveligt så ud som om, den hørte til. og i blot og bar glæde ved at gro havde den allerede sat adskillige aflæggere rundt om i hele haven  Hun panikkede næsten. "Jørgen! Jørgen!", råbte hun, og den befippede ægtemand væltede ud af stuehuset, hvor han havde været godt i gang med sin middagssøvn: "Jørgen! Hent motorsaven!"

Og han savede, Jørgen, og Alma gik ind i værkstedet, hvad han gemte rottegift og benzin, trak hver eneste aflægger op og forpestede jorden, så intet rønnetræ - desværre heller noget som helst andet - kunne gro på de berørte pletter igen. Den nat måtte Jørgen trøste hende i sengen. Alt, hun havde kæmpet for og forsvaret i så mange år, hang nu i en tynd tråd, og i spejlet havde hun ikke kunnet se sit eget ansigt for tårer. Det ville blive værre i morgen, vidste hun. Den ville hende til livs, den røn. Men hun havde sin jord, og hun havde Jørgen, og Jørgen havde sin motorsav, og hun havde en vilje som tusind angrebslystne løver, og hun ville vinde til sidst. Hun ville vinde.

Torsdag var haven fyldt med fuldvoksne stammer. Flammerne i tønden arbejdede i døgndrift. Fredag var de fulde af bær, træerne, men nok engang blev de alle sammen lagt ned, og alt blev omhyggeligt samlet op og destrueret. Men lørdag sprang kæden af Jørgens motorsav, hvorefter den fortsatte op i hans ansigt og forrettede skader, som forvandlede de foregående dages krig mod rønnen som biologisk art til bagateller. Ambulancefolkene lukkede bare det ene øje, han havde tilbage, og slæbte de afsjælede rester bort. Der var intet, de kunne gøre for ham. Intet overhovedet.

Det blev søndag. og hun lod dem bare gro. Hun sad i stuen hele dagen og tv. Appetitten var væk, så hun gik i seng uden mad, og mens hun faldt i søvn, kunne hun høre dem arbejde inde i murene, lige under gulvplankerne, rødderne. Hun drømte, at de smukkeste træer kom op, kravlede hen over dynen og viftede hende blidt i ansigtet med deres grene. Hun drømte, at Jørgen lå ved siden af hende, helt grøn og spændstig.

Han smilede frugt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar