søndag den 27. juli 2014

Lignelsen om regnbuen

Klaus kunne godt lide at gå i marken sammen med sin farfar, der var landmand. Når der skulle sås, gik de fure op og fure ned for at sætte frø, og en dag, hvor det havde regnet, var det, han så den. Regnbuen.

- Hvad er det, farfar?
- Det er regnbuen, Klaus.
- Hvad kan den, farfar?
- Den kan ikke så meget. Men for hver ende af den står der en krukke med guld, Klaus.
- En krukke med guld? Orv!

Klaus var ellevild og spurgte farfar, om han måtte gå tilbage til gården, hente cyklen og prøve at finde krukkerne. Det måtte han godt, og drengen satte sig op, trådte til og rullede ud på landevejen.

Årene gik, og Klaus havde mere end en gang måttet stille en cykel, som var blevet for lille til ham, i vejkanten for at hugge en ny. Han havde cyklet over floder og bjerge, tætte byer, raslende marker og endeløse stepper, mens han først fik dun på overlæben, så kraftigt, sort skæg, så lange, grå totter. Hele tiden syntes den at være lige langt væk, regnbuen, men havde farfar sagt, at man kunne nå enden af den, måtte det også være sandt. Og ganske rigtigt: En dag var han der. Lige for foden af ham nåede de vældige farvestriber jorden. Lige for foden af ham stod der en krukke.

Og han bukkede sig ned, gjorde Klaus, og han vendte krukken på hovedet, og han lod indholdet rasle ud.

Den var fyldt med femogtyveører. Bunkevis af blanke, ubrugelige femogtyveører.

Klaus var gammel nu. Klaus kunne ikke engang tage bussen hjem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar