fredag den 31. oktober 2014

Jisei

Husk,
at jeg
prøvede,
husk,
at jeg
næsten
var den,
som
jeg var,
husk,
jeg sådan
omtrent
fik bedrevet
de ting,
jeg var
født til,
og faktisk
var tæt
på at være
den kærlighed
værd,
som jeg fik,
husk,
jeg bad
mine bønner
for andre,
men sjældent
mig selv,
der fortjente
hvert hug,
jeg blev
tildelt,
og husk,
at jeg ikke
var glad
for buketter,
men helst
blot lod
blomsterne
gro,
hvor de
stod,
husk,
jeg
prøvede,
husk,
at jeg
opgav
til sidst,
nogen
måtte,
så verden
blev stor
nok
til
dig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar