lørdag den 25. oktober 2014

Lignelsen om månemanden

Manden i Månen var træt af at være alene, så han sendte invitationer ud til alle, han under sin nattevagt havde set på jorden, og indbød dem til fest. 300 indbydelser blev det til, for Jorden var trods alt langt væk, og selvom hans syn var skarpt, var det ikke alle og alt, han kunne få øje på.

De 100 af dem åbnede postkassen og smed indholdet på trappen i opgangen, hvor det hobede sig op, indtil en bandende og svovlende vicevært bar det ud i skakten og svor, at det var denne gang, han ville sende en fuldfed regning for svie og smerte ud til hver enkelt.

De næste 100 åbnede forsendelsen og lo, da de så adressen. Så krøllede de brevet sammen og smed det i kakkelovnen, efter katten eller bare ud ad vinduet.

99 havde intet rumskib.

Det havde Carl Sagan, for han kendte drengene fra NASA og vidste, de havde noget gammelt skrammel stående i Area 51, han måske kunne bruge. Ved hjælp af en dunk petroleum og noget gaffatape fik de startet apparaturet, og iklædt sit strammeste puds landede Sagan i Mare Tranquillitatis, hvor Manden i Månen tog imod med flag og kager og boller med grøn ost og saftevand, for nu havde han endelig selskab. Og Carl Sagan tog for sig, for i mange år havde det eneste, han havde set, været konferencehaller og hvide laboratorierum, hvor han havde været Carl Sagan, men aldrig bare festet.

Og Stilhedens Hav brusede over og bar Armstrongs flag med sig til kyster en mælkevej væk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar