torsdag den 9. april 2015

Lignelsen om den anden

Judy lod blikket vandre ud over slagmarken.

Hun var det sidste menneske på jorden. Hun burde nok føle sig heldig.

Men det gjorde Judy ikke. Hun var ensom.

Hun tænkte, at det ikke havde været lykken at overleve den krig.

Men nål og tråd havde hun i det mindste, og hun gik ud for at finde de stumper, der stadig kunne bruges.

Det var ikke mange. Det var gået hedt for sig. Hun fandt en finger her, en tå der, et hoved et tredje sted. Men hun fik da syet en krop sammen. En mandekrop. Den gav hun navnet John.

John var ikke særligt underholdende. Sagde ikke noget. Gav ingen varme fra sig uanset hvor tæt, hun
puttede sig ind til ham. Havde intet glimt i øjnene. Sad bare op ad sin vakkelvorne mur og stirrede
op mod himlen, hvor skyerne trak sammen.

Det gjorde Judy ked af af det.

Mens hun græd sig i søvn, ønskede hun, at han ville komme til live. At der ville findes en anden igen.
En, man kunne trøste sig ved. En, man kunne betro sig til. En man kunne kysse, snakke, diskutere, ja, endda skændes med.

Om natten tordnede det.

Om morgenen var der en anden.

Judy opdagede det ved, at hun hørte en hane spændes bag sig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar