fredag den 10. april 2015

Lignelsen om kvinden på toget

Hun sad lige dér. På sædet over for ham i togkupéen. Det havde hun al mulig ret til. Også uforstyrret. Men der var noget i hendes måde at sidde der på, som kunne tyde på, hun ville noget andet.

Den måde, hun ind imellem skævede over til ham på. Hendes stille, hemmelighedsfulde smilen for sig selv. Tungens dans hen over læberne.

Han tænkte, at den slags måtte ske tusindvis af gange om dagen på tusindvis af togsæt. Dette lige ved og næsten, der aldrig blev til det noget, det måske kunne.

Man rejste sig jo ikke bare op for at gå over og indlede en samtale, vel?

Man var vel fremmede. Gør fremmede den slags uden gyldig hjemmel, er de sindssyge.

Og sindssyge er nogen, man skiller sig af med.

Han blev, hvor han var. Så havde han i det mindste retten til at forblive fremmed. Og luske sig til et diskret blik derover ind imellem.

Men så skete det lige pludselig alligevel. Deres blikke mødtes og blev hængende som om, de ikke kunne finde ud af andet. Hun skuttede sig og strålede over hele ansigtet, hans mave summede vildt og voldsomt. Men til sidst lykkedes det ham dog at løsrive blikket og atter vende det ind mod togruden.

Pyh.

Så var det, han kunne høre hende rejse sig.

Panikken satte ind med et sæt.

Hvad fanden skulle han gøre? Han kunne vel for pokker ikke bare give efter? På den anden side kunne han heller ikke bare uden videre henvise hende til de vanvittiges fortabte legioner. Den figur, de øjne, det smil fortjente bedre. Meget bedre.

Det skulle blive løgn, skulle det.

Han ville gøre det, han aldrig havde gjort før. Han ville tage imod hende som den gave fra himlen, hun var. Han ville lade tilfældet tage sin kongekrone på.

Det svor han ved sin sjæl, sin evige sjæl.

Hun bøjede sig ned mod ham, viftede håret blidt væk fra hans øre og hviskede blidt ind i det:

- Jeg er døden, og jeg er kommet for at tage dig med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar