fredag den 17. juli 2015

Instant krimi

Man fandt liget i skoven kl. ca. 11:35. I en sort plasticsæk.

Da politiet ankom, kunne man konstatere, at der var tale om en kvinde på ca. 45 år, som var blevet slået i issen med en stump genstand - antageligvis en lysestage - og efterfølgende parteret med en nedstryger. Da offerets pung stadig befandt sig i en jakke, der også var kylet ned i sækken, kunne det fastslås, at der var tale om Ulla Jørgensen fra Malermestervej 21 i Lemvig, og en yderligere undersøgelse af emballagen viste, den var oversået med fingeraftryk. Man tog et udvalg, læssede ligresterne ind i en ambulance, undersøgte skovbunden og drog så afsted igen.

Det ringede på hos Thomas Jørgensen, Malermestervej 21 i Lemvig. Da han åbnede, stod der to betjente udenfor, som underrettede ham om, at hans hustru var død.

- Ok, sagde Thomas Jørgensen.

De to mænd fremviste den blodige nedstryger, de forinden havde fundet under en ransagning i garagen. I den forbindelse kunne de godt tænke sig at høre, om de måtte tage hans fingeraftryk.

- Ok, sagde Thomas Jørgensen.

Mens den ene politimand jævnførte resultaterne fra sækken, nedstrygeren og den nye prøve, fandt den anden en lysestage på bordet i stuen. Den var indsmurt i en klæbrig, mørk substans, som måtte antages at være blod.

Thomas Jørgensen fik læst sin rettigheder. Thomas Jørgensen blev spurgt om hvorfor, han havde ombragt sin hustru.

- Hun var træls, sagde Thomas Jørgensen.

Så blev han venligt, men bestemt bedt om at følge med ud i bilen.

- Ok, sagde Thomas Jørgensen.

Slut.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar