onsdag den 19. august 2015

En garde

Så er
det os,
digt,
du vælger
dit våben,
og jeg
trækker mit,
sekundanter
og regler
er noget
for børn,
det er
blodet,
det handler om,
blodet
på klingen
og hænderne,
massernes
lystige
hujen
og pladsen
på hylden,
som aldrig
er stor nok
til to,
det er nu,
du skal
fælde mig,
digt,
det er nu,
du skal
sprætte
mig op,
så enhver,
selv mig selv,
kan betragte
det lort,
jeg består af,
men kampen,
åh, kampen,
er altid
et banesår
værd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar