onsdag den 16. december 2015

Ledige erindringer

Husker

rosen, jeg skar mig på, hvor smuk, den var, hvor meget, ingenting overhovedet gav mening.

Husker

mønstret i gulvtæppet, der aldrig tog form og alligevel viste det hele, den kloge kones vidende øjne og støvet, som bare forsvandt.

Husker

følelsen af sand, der skyllede ind og ud mellem tæerne, duften af en råddenskab, som havde gæret så længe til havs, at den til sidst blev ædel, ravet, jeg aldrig fik fundet.

Husker

tægen, den forbandede tæge, der pludselig var der og voksede og var noget andet, som ikke var mig, med mit kød og mit blod mellem kæberne.

Husker

brædderne der, hvor han boede, man gik på dem, andre folk havde nok bygget et kors.

Husker

kridtet, jeg holdt i min hånd, fire hinkende børn og det omrids, jeg tegnede op om din krop.

Husker

det kolde træk gennem din stue, de lagener, andre mænd havde plettet på, silketrykkene af Andy Warhol på væggen, en endeløs montre, et blik.

Husker

det fedtede hul, jeg sank ned i, det klæbrige hul, som ønskede mine fodspor, den krasse kontaktlim, som bandt det hele sammen.

Husker

422, intet mere eller mindre end 422, og det stod på papiret, og jeg havde skrevet under, og jeg vidste ikke hvorfor.

Husker

smagen af portvin og synet af Jesus på muren, en skygge, en mønt i en mund, der gik langsomt i opløsning, skibet, som sank.

Husker

lyden af bremsen, der hvinede, murstenene, jeg ikke havde tal på, blomsterne, for pokker, blomsterne på altanen fem etager højere oppe.

Husker

det, der hang fast i vinden og ikke kunne komme fri.

Husker

det, som gjorde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar