fredag den 4. december 2015

Nej

Jeg siger nej,
gør jeg,
nej til Lars Løkke
og Angela Merkel
og pigtråd i Ungarn
og nej
til McDonald's
og Ronald
McDonalds
frisure,
som sikkert
er lavet
af affald
fra Risø,
jeg også
siger nej til,
og Gud
siger jeg
nej til,
og Satan
og Allah
og Brahma
og Odin
og Thor
siger jeg
nej til,
hvis ikke
da Thor
er en øl
fyldt med skum,
jeg siger
nej til,
så skænk den
da ordentligt,
mand,
jeg siger nej
til avisen
og DR P3
og Ralf Pittelkovs
gribbefjæs,
nej til
Fru Danmark
og husbonden
også,
den brokfyldte,
stikkende nar,
jeg siger nej
til Obama
og Putin
og alle,
der samler
på bomber,
som jeg
samler timer
til huse,
og nej
til den skærende
sol
og den grumsede
regn
og den sjappede
sne,
nej
til luften
og vandet
og vinden
og ilden
og dig
og mig selv,
ikke mindst,
nej til alt,
nej til ingenting,
nej,
til der ikke
er andet
tilbage
at sige
end ja.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar