søndag den 6. december 2015

Nye poetologiske smuler

For halvandet år siden udsendte jeg poetikken Demiurgens laboratorium som hæfte på mikroforlaget Afdanket Rytter. Siden da har jeg ofte tænkt, det trængte til at blive udvidet med nye smuler om poetiske såvel som praktiske erfaringer. Denne proces er jeg igang med nu, og indtil videre falder materialet i sektioner: En om det at samle et manuskript, en om de mere sociale og forretningsmæssige dimensioner i forfattergerningen.

Fragmenterne giver mest mest set i det samlede mønster, der er den udvidede udgave af poetikken, men her præsenteres de alligevel som et work in progress.

Hyg dig med dem i julen.

***

I: OM KOMPOSITION

Mange forfattere begrænser sig til én æstetik, ét koncept. Jeg skal ikke nægte, at jeg i mine tidlige år gjorde det samme, men ad åre er det gået op for, hvad den fremgangsmåde er og bliver: Et støttehjul for den usikre skribent.

Se dig selv i et spejl. Kig ind i dine egne øjne. Er du selv kun én ting? Lader du dig reducere tilfredsstillende til i bund og grund ét udsagn. Nej, vel?

Så lad da være med at gøre det på skrift!

Det er yderst sjældent, jeg ikke har skrevet på mere end ét manuskript ad gangen.

Forstå mig ret: Før man tilfredsstillende kan definere et værk som et værk, kræver det en vis homogenitet i stil og tematik. Men en bog er også netop en bog, ikke et menneske. Og det er et såre fattigt menneske, som ikke har mere end én i sig. Også uanset om vedkommende er forfatter eller ej.

Min erfaring er, at det bedste, man kan gøre, er at skrive løs uanset hvad, der ender med at stå på papiret. Gør man det, vil materialet før eller siden dele sig op i bunker af sig selv. Og når de bliver store nok, eller emnet eventuelt føles udtømt, har man det, man skal have. Men der findes ingen naturlov, der siger, at det kun er én stak, som skal vokse ad gangen. Vær ikke bekymret, hvis du starter med ti digte, som stritter i alle retninger. Se det som en velsignelse. Det betyder bare, du har et stort og rigt forfatterskab i dig, hvis du eller kan vente på, at frugten vokser og modnes af sig selv.

***

Ikke at ville poesien. At gøre sig fortjent til, at poesien vil én.

***

At komponere et manuskript handler ikke om, hvad man vil med det. Det, man skal være lydhør over for, er, hvad det vil med sig selv.

Er der flere digte, som siger det samme? Pluk det bedste ud og afsæt evt. resten i andre sammenhænge.

Stikker nogle ud? Glem at indarbejde dem. De vil næppe sammenhængen, og du risikerer at skrive en masse mindre gode tekster for at fylde huller ud, der til syvende og sidst ikke lader sig lukke. Ligesom man ved selv den strengeste opdragelse ikke kan gøre et barn til noget, det ikke er, således handler det også snarere om at finde ind til en digtsamlings natur ved at reducere i stoffet end at forfølge sine egne kæpheste af ren og skær forfængelighed. Er restmaterialet godt nok i første omgang, skal det såmænd nok også selv finde frem til den rette kontekst med tiden.

Det kan godt ske, du starter med en bunke på 200 tekster, men ender du med 45, når du har gjort dig ovenstående overvejelser, så lad være med at betragte det som en tragedie.

At en bog finder sin form, er altid en lykkelig omstændighed.

Påskøn den.

***

Din bog flytter hjemmefra. Forbered dig på det. Så snart, den rammer gaden, er den ikke din længere. Du vil altid elske den, og det vil også gøre ondt på dig, når stemmer, der ikke befinder sig i samme hjørne af virkeligheden som dig selv, råber skældsord efter den, eller andre, som måske ellers er velmenende nok, præsenterer dig for vrangbilleder og misforståelser. Men der er intet, du kan gøre for den mere. Den lever sit eget liv, og den vil møde mange bevidstheder, som også lever deres egne liv. Nogle vil forelske sig i den, andre vil forfølge alt, den står for, til verdens ende. Sådan er det også for dig. Hvorfor skulle du ønske det anderledes for noget, du har skabt?

***

En dag vil du finde dit mesterværk i en udsalgskasse. Du vil se, at bibliotekerne ikke låner den ud mere, måske endda er begyndt at skaffe sig af med eksemplarerne. Og på scenen vil du opdage, at digtene mister saften og kraften i din mund ét efter ét. Kun de ganske få bøger, omstændighederne snarere end kvaliteten skåner, vil leve mere end et års tid, og kun de digte, som i sandhed har klassisk snit, vil kunne passere dine læber livet ud.

Sandt nok: Ingen forældre bør nogen sinde overleve sine børn. Men du kommer efter al sandsynlighed til det.

Det vil altid være en ulykke.

Men vend den om: Ville det ikke have været en større ulykke, hvis de aldrig havde fået muligheden for at møde verden?

***

Formålet med at være forfatter: At kunne følge bare én linje tilbage til evigheden.


II: OM FORFATTERLIV OG FORFATTERDØD



Gransk dig selv nøje. Er du forfatter, eller vil du bare gerne være det?

Kan du lade være med at skrive, besvarer dét spørgsmål sig selv.


***


Forfattere er i reglen ikke uvenlige væsener. Men de er egocentrikere. Deres råstof er sig selv, og de vil altid være igang med at grave ud og forædle. Hvilket gerne foregår gennem navlen.

Du kan i kortere eller længere perioder indgå samarbejder, der kan være konstruktive og lærerige. Du kan få kompetente læsere og rådgivere omkring dine manuskripter, hvis du ikke selv kan se skoven for bare træer. Du kan såmænd - på et rent menneskeligt plan - få venner og kærester.

Men vil du fællesskab i bred forstand, er det ikke det forfattermiljøet, du skal opsøge.

Udgangspunktet for ethvert fællesskab omkring litterær produktion er, at der ikke er eller for den sags skyld skal være noget.

Og fatter du ikke det, beviser det blot, at du ikke hører til.

***

Forvent ikke rimelighed, når du følger dine tekster ud i verden. Du kan mene, at du skriver de dybeste og mest velformede vers på kloden - og du kan meget vel have ret - men det er ikke kvaliteten af dine ting, som afgør, om din karriere kommer på skinner eller ej.

I opstartsfasen - dvs. når du forsøger at få hul igennem til de første tidsskrifter - skal du ikke bilde dig ind, at det er objektive hoveder, der sidder i den anden ende og læser dine ting igennem. Det er ofte folk, der har ganske bestemte litterære dagsordener, som ikke nødvendigvis modsvarer dine, og kan finde på at slagte eller forbigå dine ting alene af den grund, at de ikke bryder sig om din måde at skrive på. Der findes personligheder i Danmark, der har så bredt et overblik over litteraturhistorien, at de kan og vil se, om enhver type tilsendt tekst holder eller ej. Men de er gamle i gårde og befinder sig ind ad en kant så højt oppe i kredsløbet, at du næppe vil møde dem, før du selv en dag har nået samme niveau.

Med andre ord: Tro på dig selv. Klinger et afslag rigtigt i dine ører, er det nok fordi, der er noget om sagen. Men gør det ikke - og føler du dig sikker på, hvad du kan og vil - så ryst støvet af dig og prøv et andet sted.

Undersøg markedet, for et marked er det. Hvem kan tænkes at ville købe denne type tekst? Stil det spørgsmål, før du afsender, og du vil blive sparet for mange skuffelser.

Og er der evt. ingen køber til noget, du virkelig véd står distancen, så start selv. Jeg mener det. Gør det selv. Start dit eget tidsskrift, tryk dit eget hæfte.

Vær ikke bange for at kræve den plads til din stemme i verden, den fortjener.

***

Det samme kan siges om forlagene.

Mange forfattere, som starter ud, forestiller sig, at dem, der er ansat til at tage imod manuskripter de forskellige steder, er ufejlbarlige litteratureksperter, der naturligvis antager éns materiale, hvis det er godt nok. Og videre: Hvis de ikke gør, er det fordi man er en talentløs idiot, som aldrig vil få et ben til jorden i branchen. Visse stemmer indenfor branchen er endda - i lyset af den stigende konkurrence fra selvudgivere og mikroforlag - mere end villige til at sprede den forestilling i mediebilledet.

Lad være med at spanke dig selv uden grund.

Der kan være mange grunde til, at visse forfattere kommer ind hos de store forlag, og de er bestemt langt fra alle saglige.

Har du bollet med en indflydelsesrig person i miljøet? Det hjælper. Er du venner med en? Det gør bestemt også. Familiære relationer er altid et hit i branchen. Lander man på Forfatterskolen, hvis udvælgelsesproces er lige så tilfældig som tidsskrifternes, hjælper det meget: Ikke at alle, som har gået der, springer uden videre ud som forfattere på topniveau, men deres manuskripter er pr. definition sikret en seriøs gennemlæsning. Det er totalt udefrakommende ikke.

Det hjælper også betragteligt at være fotogen. På det seneste har der været eksempler på bøger, hvor man sågar - uden smålig hensyntagen til indholdet - puttede billeder af forfatterne på forsiden af deres værker med udgangspunkt i en ren pin-up effekt. Ungdom hjælper også. Du kan være 50 år og den nye Walt Whitman, men der er al sandsynlighed for, du vil blive tilsidesat alligevel til fordel for en 15-årig, som tror, det er revolutionært at blande lidt Strunge med lidt Tristan Tzara. Avantgarden tilhører ungdommen. Det er naturligvis ikke pr. definition sandt, men det er både forlag, anmeldere og publikum vant til. Og vover du at påstå andet, kan det meget vel være, du har ret, men lur mig, om du ikke kommer til kort overfor vaneforestillingerne.

Endelig betyder generel salgbarhed uendeligt meget for de største forlag. De tider er forbi, hvor man brugte indtægterne fra en storsælgende krimi til at finansiere smalle digtsamlinger.

Kvalitet betyder ikke en skid, for at sige det rent ud. Ikke i toppen af branchen. Slet ikke, hvis krimier, kogebøger eller eventyrromaner ikke er det, man af natur brænder mest for at skrive.

Der kan man meget vel være heldig hos de mindre forlag. Ikke så få af dem er drevet af folk, som rent faktisk brænder for litteratur.

I reglen er deres primære funktion dog at udføre konsulentarbejde og layout samt stå for PR. Kun et par stykker tilbyder også at betale for trykningen af ens værk.

Efter omstændighederne kan det koste 4-10.000 at trykke en bog. En ekstraudgift, man skal være forberedt på, hvis man vil ind i systemet ad den vej.

Men selv i den ende af det litterære spektrum kan det være svært at komme igennem uden netværk. Og det sker, man bliver udsat for konsulenter, der hellere end gerne skriver éns bog. Dvs. foreslår så mange rettelser og omskrivninger, at det, som lander på gaden, snarere er deres værk end éns eget.

Indrømmet: Det kræver mod at stå på sit. Men igen: Lyder en kritik ikke rigtig, er det nok fordi, den ikke er det. Og så må - så skal - man have styrken til at insistere på sin egen vision. Også selvom det indebærer, at man måske må ud for at kigge sig om igen.

***

Man kan også gå hele vejen selv: Stifte sit eget forlag.

Jeg vil ikke stikke blår i øjnene på nogen. Det er krævende.

Det indebærer, at man både selv er i stand til at redigere sit stof, til det når en tilfredsstillende standard, sørge for opsætning og layout, skrive overbevisende pressematerialer, kommunikere på et kvalificeret plan med trykkeriet, holde styr på en forvirrende økonomi og i det hele taget med et vist talent drive en forretning.

Ikke desto mindre har mange før mig gjort det med stor succes, og jeg har selv afsat 200 eksemplar af ellers smal digtsamling på den måde. Flere end af den foregående bog, der udkom med et regulært forlag i ryggen.

Belønningerne er store, hvis det lykkes: Når skat og evt. moms er trukket, skal overskuddet ikke deles med nogen, og man får produktet præcist, som man vil have det.

Men tag ikke fejl: Der er mange faldgruber. Lever indholdet ikke op til en vis standard, er det ens eget ansvar. Får man ikke bogen langt nok ud, har man kun sig selv at takke for det. Og er der ikke styr på regnskaberne, er der ingen grænser for, hvad der kan ramme én af økonomiske skideballer.

Sidst, men ikke mindst: Forvent ikke at få hul igennem til dagbladsanmelderne. Der er ikke mange af dem, de får tonsvis af bøger tilsendt hver uge, og det skulle være et sært held, hvis de plukkede lige din bog ud af bunken i stedet for en hypet udgivelse fra Gyldendal.

Spar portoen. Glem dem.

Sats hellere lokalt. Læs op, hvor du kan komme til det. Spred ordet på Facebook og Twitter. Send dine kostbare anmeldereksemplarer til dagbladene i det område, du kommer fra. På den måde får du langt mere for dine sikkert få penge.

Men husk bibliotekerne. Kan du få en god lektørudtalelse lokket ud af dem, kan op mod halvdelen af oplaget blive afsat på den måde.

At gennemgå procedurerne for selvudgivelse vil være for omfattende her, men der ligger masser af information om processerne på nettet. Slå op og lær. Det gjorde jeg.

Det er svært stof. Måske nok specielt for en kunstner.

Men så er det heller ikke sværere.

***

Anmeldere er ikke guder. Nogle af dem vil forhåbentlig læse din bog, som den er. Andre vil hade den - og give endda særdeles stærkt udtryk for det - af samme grund som mange tidsskriftsredaktører eller forlagskonsulenter. Måske passer det, du laver, heller ikke ind i én eller anden dagsorden, man mener tiden kræver. Det er set før. At udgive en samling haikudigte på et tidspunkt, hvor sprængt, postmodernistisk parforholdslyrik er det nye sort, sikrer i reglen ikke én den bedste medfart.

Men det gør ikke det, man har udsendt, til en dårlig samling haikudigte.

Du kan få enstemmigt dårlige anmeldelser og alligevel have skrevet en god bog efter de præmisser, den selv opstiller.

At have anmelderne med sig er et plus. Et ganske stort plus. Men som nævnt ovenfor, kan man ikke engang regne med at påkalde sig deres opmærksomhed. Og det gavner at minde sig selv om, at den eneste grund til, de "har ret", er, at de selv mener, de har det, og i kraft af deres position har muligheden for at overbevise tilstrækkeligt mange mennesker om det.

Stil dig selv to spørgsmål.

Er din bog god?

Føles den stadigvæk god, efter du har plaget dig selv halvt til døde for at bringe den til verden, er det nok fordi, den er det. Hvis ikke, ville du have været pinligt bevidst om det, før den kom tilbage fra trykkeriet.

Rammer den et publikum?

Tja, sælger den til andre end familien, kæresten og de nærmeste venner, gør den. Jo flere, jo bedre, naturligvis, men kan bare én læser virkelig bruge den til noget, har din indsats ikke været helt forgæves.

Af mangel på bedre og mere objektive kriterier: Glæd dig ved dét.


***

Læserne er et mærkeligt folkefærd. Uendeligt dumme og uendeligt kloge på samme tid.

I én stund kan de udsætte dig for fortolkninger af dine ting, der ligger så langt fra dine intentioner, som var de lige landet i et rumskib fra Mars. I den næste kan de slå skarpt ned på lige nøjagtigt den vinkel i dit stof, du selv havde overset.

De går i reglen ud fra, at du er lig med dine tekster. At hvis du skriver, du smadrede rådhuset i Ebeltoft fra ryggen af en lyserød elefant, så gjorde du det rent faktisk også. Omvendt er der næppe andre, der er bedre til at spotte den sande kerne i dig.

De kan forgude dig, fordi de tror, at forfattere bor i elfenbenstårne og konverserer med engle, mens du udmærket selv ved, at du lever af minutpasta og skider brun lort som alle mulige andre. Men de kan også klæde dig så meget af ved kassen i boghandlen eller foran scenekanten, at du i dit inderste indre skriger efter retten til at blive betragtet som et menneske igen.

Publikum er stupidt. Publikum er genialt.

Publikum er livsfarligt. Publikum er fantastisk.

Og selvfølgelig kan du ikke undvære det.

Dit selvoptagede svin.


***

I mellemtiden er og forbliver bogen en bog.

***

Og den første årsag den første årsag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar