torsdag den 7. januar 2016

Hovedsag

Poeten har lagt sit hoved i køleskabet mellem salami og rødkål på glas, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det.

Skraldespanden er et tillokkende valg, for ingen kan bruge sådan en løs legemsdel til noget. Den ligger bare og kalder på helheden, og lige pludselig er der en hel mand derinde, og så kan man godt glemme alt om syltede agurker.

Jeg prøver at tale med tingesten, men der kommer kun isterninger ud ad munden, og de kan ikke engang bruges i whisky, fordi der er snavl på og den slags.

Efter forgæves at have forsøgt mig med at snitte stadset ud til båndsalat, klækker det, og en fugl kravler ud.

Det er ikke en gråspurv, ikke en gærdesmutte, ikke en vipstjært. Bare en fugl.

Jeg sætter mig til at vente på, hvad den er.

Men den kan åbenbart kun finde ud af at synge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar