lørdag den 2. januar 2016

Udstilling i det jyske

Så er installationen 5 gram poesi, som jeg har arbejdet på over de seneste par måneder, på plads. Læs mere om udstillingsstedet her.


***

5 gram poesi - et manifest

Er betingelsen for, at noget er virkeligt - som det ofte påstås - at det kan måles og vejes? Har alt en pris, man kan sætte et nøjagtigt beløb på?

Det er disse spørgsmål, lyrikeren Steffen Baunbæk fokuserer på med installationen/bogobjektet 5 gram poesi, der i januar måned kan opleves i Sondrup Kunsthal, som i dette tidsrum befinder sig på adressen Sondrupvej 49, Sondrup, 8350 Hundslund.

Inspirationen til værket kommer fra underverdenen, hvor salget af den illegale tilgang til psykedeliske - bevidsthedsudvidende - oplevelser længe har været en forretning i milliardklassen, som efter benhårde kapitalistiske principper har reduceret menneskeliv, ja, hele statsapparater til noget, man skalter og valter med efter forgodtbefindende.

Tesen er, at kunsten i bred forstand - her konkret lyrikken i form af en håndfuld håndskrevne oplæsningsark, forfatteren selv har benyttet ved arrangementer i årene 2008 - 15 - kan danne en lignende indgang til bevidsthedsudvidelsen. Tilbyde usædvanlige indsigter eller skæve perspektiver, der er stoffernes værdige. Og på mange måder sundere. At digtet, musikken, maleriet, filmstrimlen, installationen, keramikken og enhvert andet kunstnerisk udtryk, man kan forestille sig, er et - måske kun lige akkurat i en ellers materialistisk indstillet verden - legalt drug.

Og som andre drugs bør disse ting naturligvis vejes og prissættes efter fortjeneste. Stoffet præsenteres derfor i portionsposer, der så nogenlunde følger dagsprisen for cannabis på det sorte marked: 20 kroner pr. gram.

Put it in your pipe and smoke it!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar