mandag den 22. februar 2016

Elegi til Lars Hass

Luk dit øje, Lars Hass,
de er dyr, for de bløder
og skriger som dyr,
ligger stille på jorden
som bestier, bøj blot
din nakke, Lars Hass,
lad dem slå dig til ridder
af ælte og toppede brosten
med øksen, svøm til nu,
Lars Hass, gennem
strømme af saltvand
og blod, ud, hvor mågerne
skriger mod himlen
og bærer din sjæl hen,
hvor træer alene har ret
til at bære en krone,
hvor æblerne vokser
og modnes i fred.

Lars Hass (død 1520): Mand fra Stockholm, som prompte blev henrettet, da han græd over de øvrige eksekutioner under Det Stockholmske Blodbad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar