torsdag den 18. februar 2016

Grauballemanden

Der ligger
du så
med din hætte
på hovedet
og sover
igen
i det dagslys,
du kendte
og voksede i,
men nu bleger
dit minde,
får knogler
og væv
til at smuldre
og blive
til støv,
var det
Skotland,
det her,
var du
sammen
med tørven,
du lå i,
formodentlig
blevet
en glimrende
whisky,
en søjle
af røg
op mod himlen,
hvor Solen
og Månen
endnu
vandrer
hvileløst
rundt
bag ustyrlige
heste,
kun folk
af din støbning
kunne
tæmme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar