onsdag den 27. april 2016

Hævelse

Man bør
hæve sig
over det,
trække
på skulderen,
ryste
på hovedet
og tænke,
at noget
så åndssvagt
som det
vil fortære
enhver,
som forfalder
til skidtet,
til sidst.

Man bør
hæve sig
over det.

Man bør
hæve sig
over systemer,
der rammer
enhver,
de skal ramme,
og alle,
de ikke
skal ramme,
og alle
de fæ,
som betjener
dem selv.

Man bør
hæve sig
over systemerne.

Man bør
hæve sig
over de folk,
som formoder,
at retten
til frihed
og liv
inkluderer
en pligt
til at tryne
enhver,
som er til,
og slå alle,
som ikke
vil bukke
og skrabe,
ihjel.

Man bør
hæve sig
over systemerne,
magten.

Man bør
hæve sig
over den gud,
som forlanger
at være
den eneste,
kræver,
at navnet
bliver skrevet
med Stort,
at man knæler
på tæpper
og bøjer
sit hoved
og lader
geværet
med ånd.

Man bør
hæve sig
over systemerne,
magten
og troen.

Man bør
hæve sig
over den tunge
fornemmelse
hver gang,
man vågner
og ved,
at en ny dag
står klar
med de samme
papirbunker,
kaglende høns
og forbandede,
spydige
chefer,
der tjekker
i hoved
og røv,
om man gør
det der samme
forpulede
ingenting
rigtigt
igen.

Man bør
hæve sig
over systemerne,
magten
og troen
og pligten.

Man bør
hæve sig
over den
knyttede næve,
det syrlige
tilråb,
den tavse
chikane,
det manglende
hensyn,
den hævede
stemme
og finger.

Man bør
hæve sig
over systemerne,
magten
og troen
og pligten
og hånen.

Man bør
hæve sig
over de plettede
trusser,
der stinker
af aftershave,
sedlerne
fundet
i lommerne,
alle
de opkald,
som "ikke
var nogen",
det fjerne
og drømmende
blik hen
mod ruden,
man ikke
helt ved
om er hendes,
det ligner
ens eget,
du ved.

Man bør
hæve sig
over systemerne,
magten
og troen
og pligten
og hånen
og skinsygen.

Man bør
hæve sig
over den
pludselig trang
til en Cecil,
en stribe,
en flaske,
en pibe,
en pille,
et tryk
på remoten,
et knald
i en afsides,
stinkende
baggård.

Man bør
hæve sig
over systemerne,
magten
og troen
og pligten
og hånen
og skinsygen,
allermest
over begæret.

Man bør
hæve sig
over
sig selv.

2 kommentarer:

  1. Tro mig nå jeg siger bitterligt, at accept er den gift der gavner. Til sidst må man lade sig bedøve, kæmpe eller sygne hen i stille søvnløshed.

    SvarSlet
  2. Tro mig nå jeg siger bitterligt, at accept er den gift der gavner. Til sidst må man lade sig bedøve, kæmpe eller sygne hen i stille søvnløshed.

    SvarSlet