mandag den 25. april 2016

Lignelsen om cisternen

Det startede med den visne bregne.

Den havde stået i vindueskarmen længe og set sløj ud, så han skyllede den ud i kummen, gjorde Arnold.

Så fik katten gudhjælpemig killinger. Han kunne ikke sove for den larm, så han strangulerede dem i snoren til rullegardinet. Så kunne han altid foregive, det var et hændeligt uheld, når Margit kom tilbage. For Margit var glad for katte. Selv var han mest bare irriteret over at skulle betale ved kasse 1 for al den dåsemad.

Også de røg ned i kummen.

Regninger syntes det ham også passende at kompostere det sted.

Det gik fremragende for Arnold, faktisk. Alt, som irriterede ham, forsvandt ligesom, når han trak i snoren. Og han bestemte selv, om det var noget, han skulle gøre, eller ikke.

Så var det, lokummet begyndte at bøvse. Simpelthen bøvse.

Det lugtede ad helvede til i hele kælderen, hvor de boede, når det skete, så en dag bad Margit ham om at hælde afløbsrens i.

Det blev det kun værre af.

Nu rystede det også ude på badeværelset, bæstet, når det slap en.

Margit kunne ikke lide det, der skete, og flyttede. Det var fint for Arnold. Så var han fri for også at snitte hende i småstykker og trække til, tænkte han.

Men det løste ikke problemet.

Om natten kunne han høre det båtte og blippe, lokummet. Han havde ikke nemmere ved at sove for det gustne lys, det sendte ind gennem revnen ved dørkarmen om natten, end han havde haft det ved killingernes mjaven. Og en sen nattetime i september eksploderede lortet simpelthen. Kaboom, sagde det, hvorefter der hang en underlig dunst af mikrochips og bizarre kemikalier over det hele.

Det bankede på døren. Hårdt. Bestemt.

"Take me to your president", hørte han noget sige med en yderst besynderlig stemme.

Der var ingen præsident i Gug.

Så det var ligesom det.

1 kommentar:

  1. Jeg længedes efter at høre om at han skyldede sig selv ud bid for bid i rent og skærtselvhad... Men der var nok ikke noget selvhad, så det var nok det

    SvarSlet