torsdag den 14. april 2016

Vulnus incisum

Der er streger på himlen, jeg tvivler på, at man bliver sjov af
at sniffe dem, mindre endnu af at slå dem, måske kan de følges
til Mexico, Oslo, Taiwan, hvor man undrer sig over, man findes,
og så lige der, hvor der hamres på tønder, og hundene pisser på
murene, riflerne lades på afsides steder bag tjærede, tunge gardiner
og dørene åbner sig, før man går frem og igen er på Nytorv en onsdag,
hvor timerne skurrer mod huden, og stirrer på noget for oven, som
enten er klarere nu eller helt kradset ud, der er noget i luften,
jeg ved ikke hvad, det gør godt for, men rifterne væsker endnu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar