onsdag den 4. maj 2016

Demiurgens laboratorium - en poetik

Stærkt revideret udgave af hæftet, som i 2014 udkom på Forlaget Rytter med henblik på evt. regulær bogudgivelse.

***

Forord

I dialogen Timaeus, som blev skrevet ca. 360 f.kr., fremlagde filosoffen Platon som den første idéen om en håndværker, som havde skabt og formgivet hele den materielle verden. Denne skikkelse, som benævntes demiurgen (oversat: Den første årsag), betragtedes grundlæggende som god, men udfordret af det kaotiske stof, som var tilgængeligt for arbejdet.

Nogle århundreder senere overtog gnostiske tænkere som Marcion og Valentinus idéen om demiurgen, men da splittelsen mellem ånd og materie på dette tidspunkt havde taget form af en temmelig skinger dualisme, blev den førhen så venligtsindede entitet identificeret med Satan selv.

Jeg tror hverken på Gud eller Satan.

Men jeg tror stærkt. På en årsag.

Det er mit håb, at disse fragmenter om det at skrive i sig selv kan blive årsag til noget.

***


I

Den skrantende engel 

- en poetik


***



Stk. 1: Demiurgens laboratorium


Gal videnskab? Kompensation for barnløshed? Gudsmisundelse? Faktum er, at min poesi, som den har formet sig i mange år, har haft en ontologisk agenda. Den skal have en væren, et liv, en eksistens i sig selv. Den skal være ”ein Ding an Sich”. Hvert digt skal omslutte sig selv, have en egen biologi, en egen logik, et eget tankesæt, der så vidt muligt skal eksistere uafhængigt af mig. Men naturligvis også er uløseligt tilknyttet mig, for det er kun af mit væv og min sjæl – med mine hænder og på baggrund af min bevidsthed – at det kan forme sig. Men har man først vedtaget dét præmis, sker resten så at sige også af sig selv – som den første celle i et foster, der kalder på den næste osv. Spørg mig ikke om hvorfor, det er sådan. Måske fordi al skabelse har den samme operationsmodus, og at man, som kunstner, bevæger sig ind i selve demiurgens laboratorium, når man går til værks? Det er min tese, men den må forblive en gisning. At tingene sker sådan er til gengæld en reel erfaring.

***

Er ikke minimalist. Intet synes mig mere afskyeligt end en stue, hvor møblementet fylder så lidt, at der ikke er plads til mennesker, eller et juletræ, der pyntes så sparsomt, at det ikke hæver sig over dét at være træ. Det handler om at udfylde en form, og er den spraglet eller henkastet, skal den tackles derefter. Men selv adspredthed kalder på omhu, for ellers kammer det over i sjusk. Og tro mig: Forskellen kan ses, føles, høres. Selv det ”tilfældige indfald” beror, hvis det skal lykkes, på den rette indsigt og den rette ekspertise.

***

Lyt efter: Vil dette digt have tre arme?

***

”Skriv, som du lever, og lev, som du skriver”, sagde Poul Borum. Ja, helt bogstaveligt. Tænk på linjerne som årer og nerver, se rytmen som den rygsøjle, den er, betragt tekstmassen som kød, ordene som øjne, udsagnet som mund. Og kys eller tal eller spyt med den. Bare den er, og blot organismen bag den fungerer.

***

DAM-da-da-DAM-da-da-DAMdiDAM. Kornene falder.

***

hdsfhdsgfhhkjsaKFHYEUWHFGFHDGFDSBNHjhhghdgchsdgfhsgf
hvghdgchdgvhgcbxzmjvjfgjfsvjcbgvgjhxznhghvfhsdha,gKL
DhvgsdhfghDGFHGahfghDFHghfgdhfghDGFHGhdgfhdhfgdhfgsd

Kornene lander.

***

kornene svæver,
kornene svæver,
kornene svæver,

korncentration.

***

Du griber dem. Sandet slår rødder i øjnene, bærer din afgrøde nu.



Stk. 2: Vildledningen som iltmaske


Der har været snakket meget om depersonaliseringen i nyere, skriftsbevidst lyrik – nødvendigheden for lyrikeren af at træde ud af sin tekst, for så meget desto mere at koncentrere den om sin egen væren. For mig at se er det en utopi. Den skrivende kan aldrig udslette sit eget temperament, sin egen bevidsthed, sin egen sprogtone. Hvert ord, man putter på et stykke papir, ævler – hvad enten man vil det eller ej – løs om hvem og hvad, man er. Bare éns ordforråd er resultatet af et langt livs indsamling og sortering, som er uløseligt knyttet til personligheden og dens løbende behov. Omvendt er intet mere destruktivt for et digt end at slippe subjektet uhæmmet løs – faldgruberne hedder privatisme, obskure/idiosynkratiske betydningsopbygninger osv. Man må nødvendigvis forholde sig til det, Eliot kaldte ”det objektive korrelat” – de fælles underliggende betydningskoder, der gør det muligt for afsenderen (lyrikeren) at kommunikere åbent og ubesværet med modtageren (læseren), og samtidig må subjektet simpelthen stækkes for ikke at hæmme digtets evne til at vokse frit og organisk.

Hvordan man løser dét paradoks? For mig har et væsentligt værktøj gennem årene været at indføre en fundamental utroværdighed i forhold til subjektet. At måske nok bruge af hovedstolen – i visse tilfælde endda udelukkende – men aldrig lade noget stå for meget til troende. At iklæde sig masker for at kunne udtrykke sig så meget desto klarere, at forskyde reelle problematikker ud i imaginære scenarier, at møblere om på følelser, erfaringer og årsagssammenhænge, så intet minder for entydigt om ”den dag, da…” – alt sammen er det, for mig, måder at gøre mig selv utroværdig i teksten på således, at mit, for digtet, overflødige ego lader sig reducere til endnu et element i sammenhængen, som man kan arbejde objektivt med. Jeg iscenesætter mine kys, min vrede og mine skrig, men ikke for at slette dem ud eller reducere slagkraften – jeg gør det, fordi disse emotioner ellers ikke ville være tilgængelige for digtet. I modsat fald ville virkeligheden blive en snylter på ”kunstproduktet”. Det ville ikke kunne udfolde sig frit på egne præmisser, men ville blive underkastet mine personlige, og resultatet ville netop blive enten en udslettelse eller en reduktion i slagkraft.

Og det er digtet, der skal læses, tak! Ikke mig.

***

Ville gerne, hvis jeg kunne, værne mig mod den biografiske læsning. Den er i hvert fald den sidste måde at gå til mine tekster på, jeg ønsker som privatperson. Men man kan kun følge digtet så meget på vej. Før eller siden flytter det hjemmefra, og så kan jeg ikke gøre mere. Jeg kan ikke kontrollere, hvad det af egen vilje fortæller læseren, der samtidig, som jeg ser det, er det sidste skabende led i den kreative proces og dermed har alle muligheder for at opdigte forfatteren. Det eneste, jeg kan gøre, er at lægge mest muligt op til det sidste, så jeg ikke bliver udslettet eller reduceret af digtet.

***

Now you see me. Now you do. Now you do.



Stk. 3: Tilbage til Taarnet


Selvfølgelig er min digtning både symbolsk og metafysisk. Bare det at samle en række ord i et mønster, hvor de kommunikerer med hinanden fysiologisk som cellerne i en krop, er symbolsk og peger langt, langt ud over sprogsfæren. At skrive er en skabelse, ligesom det at leve er at være i skabelse. Jeg fatter ikke ateister, der åbenbart mener, at noget så raffineret og organiseret som de kemiske og biologiske processer uden videre kan være opstået i et fra starten totalt tilfældighedspræget og kaotisk univers. Jeg accepterer i det hele taget ikke idéen om ”fragmentet”, der, for mig at se, kun kan være et uheldigt biprodukt af menneskets til tider lidt for veludviklede abstraktionsevne. Vi er selv, mener jeg, omvandrende symboler på skaberkraften, ”skaberen” eller, som jeg helst vil udtrykke det, demiurgen – den første årsag. Man kan ikke arbejde ontologisk uden samtidig at arbejde symbolsk.

At jeg så – af årsager, der ikke vedkommer digtet – har svært ved at tro på det, de fleste regner for guddommeligt (en eller flere skabende/regulerende bevidstheder med moralske træk, der skægt nok altid minder lidt for meget om os menneskers, og som kan påkaldes personligt ved bøn, ofring eller anden underdanighed), er noget andet. Kan sagtens acceptere tanken om, at jeg er her på egen hånd, og at det, jeg er kommet af, næppe har de store moralske kvababbelser omkring at sluge mig igen ved lejlighed. Man skal ikke lade identiteten komme i vejen for indsigten. Så meget sagt allierer jeg mig hellere med dem, der skriver kristen, muslimsk, hinduistisk, hedensk eller på anden måde religiøs lyrik, end jeg gør det med ateisterne. Vi véd, at der er noget, som er større end os selv – at vi er underlagt en universel vilje eller proces, hvis essens undslipper sprogets og vores egen bevidsthed, og at ydmyghed over for såvel livet som kunsten ikke blot er klædeligt, men en logisk reaktion på altings sammenhæng. Ateisten stiller, også ganske logisk, egoet i centrum for alting, hvilket ikke pr. definition gør vedkommende til et dårligere menneske. Men forbavsende tit til en dårlig poet, fordi også ydmygheden over for digtet og den kunstneriske proces mangler. Derfor hellere en alliance med den moderne salmedigter på loftsværelset end med stand-up lyrikeren i spotlightet.

***

Får automatisk mistro til dem, der mener, at visse ord er mere ”poetiske” end andre – at poesien i den grad er et forfinet særsprog, som man ikke pletter med ord som ”radiator” eller ”bærepose”. For mig at se kan radiatoren sagtens boble med uudsigelighed, bæreposen bugne af indsigt. Det kommer udelukkende an på hvem, der griber ordene, og hvor kompetent, det gøres.

Det eneste, jeg vægrer mig imod i den sammenhæng, er en uhæmmet brug af fremmedord og obskure referencer. For mig at se bør det ideelle digt kunne kommunikere med hvem som helst når som helst – i hvert fald i teorien, for som så meget andet kræver det at læse digte sin rutine. Og i den sammenhæng synes jeg ikke, man bør anvende den slags magtsprog – det er som oftest designet efter at hæve sin bruger op i en elitær position, hvilket i dén grad ikke er noget, som angår teksten – i højere grad end strengt nødvendigt. For jo, det kan godt ske, at digtet vil forme sig som en kommentar til f.eks. John Ashbery, eller at det lige akkurat kalder på ordet ”entropi”. Men the simpler, the better. Det sidste, jeg ønsker, er at mudre mine vande, så de synes så meget desto dybere.

***

Vedkender mig gerne mine inspirationskilder. Andet er tåbeligt og, ja, egocentrisk. Alt, man skriver, hviler på skuldrene af det, man har læst, og man udstiller kun sig selv og sin egen uformåenhed ved at påstå, at man har opfundet den dybe tallerken forfra. Check selv efter: Der er ikke ret meget af det, du har læst her, som ikke har rod i Højholts Cézannes Metode eller Sophus Claussens Jord og Sjæl, og går du til ordforrådet i min digtning, vil du finde kraftige afsmitninger fra såvel de to som Dan Turéll, Charles Baudelaire og Michael Strunge – for nu at tage tre af de lyrikere, jeg har været sygeligst optaget af. I praksis også flere.

Hvorfor så skrive overhovedet? Er der slet ikke noget nyt at tilføje? Jo, der er min specifikke bevidsthed, mine specifikke vinklinger på tingene, mine specifikke udsagn. Som ikke kan minde graverende om nogen andres af den simple grund, at der ikke findes to mennesker i hele verden, der, hvis de ellers er ærlige over for sig selv, er ens i vilkår og værdier. Følgelig er der heller ikke to digtere, der digter ens, og dét – og dét alene – er det nye. De ord, man skaber digtene af, har også været brugt før – i sig selv er materialet gammelt. Men fordi alt kendt konstant indgår i nye, dynamiske kombinationer, narres vi, med vores indskrænkede bevidstheder, hele tiden til at tro, at der sker nyt. Og det gør der også. Der er intet nyt under solen, nej. Men det, der er, er ikke det samme fra dag til dag, fra årti til årti, fra tidsalder til tidsalder.

Derfor disse ord. For at vise, hvor alt det, du har læst før, befinder sig lige nu, i lige netop denne bevidsthed.



Stk 4: Skruebolde


Med et erklæret standpunkt godt til venstre for midten ville jeg naturligvis ønske, at min digtning uden videre komplikationer (dvs. uden at ende som f.eks. 70'ernes meget lidt inspirerende marxistiske brugslyrik) kunne have en politisk agenda. Og det har den vel i og for sig også for så vidt, at strukturen i den er flad, fri, basisdemokratisk. Alle termer i digtet indgår i et uhierarkisk hele, et sprogligt kooperativ. Men til tider kan jeg selv synes, at det ikke er nok - at jeg bør fremsætte mere eksplicitte, klart politiske udsagn. Den gode nyhed er, at det kan lykkes - at der fra tid til anden opstår digte, som ubesværet lader politiske agendaer fremsætte i sig. Men pointen er, at de først gør det, når de har fået sit. Man er altid nødt til at starte med at ville skrive et digt, ikke et flyveblad. Paradoksalt nok får man først muligheden for at ramme plet, når man sigter udenom.

***

Blandt især unge lyrikere - jeg skal nok undlade at nævne navne - finder man stadig en forestilling om, at man kan være avantgarde ved at henvise til det, som i vores forældres eller bedsteforældres tid var avantgarde. At man kan vinde nyt land ved at genbruge træk fra ekspressionismen, surrealismen, dadaismen, konkretismen. I visse kredse går man endda så vidt som at postulere, at provokationen ikke er død. Men at skrive "kusse" i et digt er ikke ungt, er ikke provokerende og forskubber intet. Lige så nyttesløst er det at fortsætte med at atomisere en poesi, som for længst er sprængt så meget i småstykker, at det igen så absolut er sammenhængen, der er mest interessant. Faktisk vil jeg gå så langt som at hævde dette: Vil man videre - vil man have blot den mindste chance for at overskride postmodernismen - må man vove at kigge tilbage på poesiens historie i bred forstand og låne greb, man kan opdatere og udvikle. Man må, om noget, blive en moderne klassicist. Sorry, Mallarmé, og sorry, "Generation Etik" - hvilken lyrisk generation, om det begreb så ellers giver mening længere, har nogen sinde været uetisk? - men at komme fremad her i starten af Det 21. Århundrede kræver en radikal omfavnelse af fortiden: Af metrikken, rimene, stilistikken, håndværket. Ikke en overfladisk kærlighed til en litterær fremskridtstro, der reelt døde for, ja, generationer siden.

***

Som mange nok har lagt mærke til efterhånden, har det, jeg skriver, den ene fod plantet i en historisk (eller i det mindste småfalmet) landbrugs/landsbykultur, den anden fast forankret på stenbroen her og nu. Men modsat hvad nogle måske tror, er dette ikke en bevidst del af min poetik - snarere et udtryk for min egen sammensatte biografiske baggrund. Alligevel indgår det måske også i min kritik af kravet om samtidighed i digtningen. For digtet har, som jeg ser det, ingen som helst forpligtelser over for samtiden. Det har kun ét nu at koncentrere sig om og gøre godt med - dets eget sproglige - og binder man det for meget op på samtiden, er det kun forventeligt, at det dør med den. En tåbelig og kun i yderste nødstilfælde acceptabel strategi. Nej, åbn alle horisonter i tid og rum, om muligt. Det beriger i sig selv det sproglige materiale, man har at arbejde med, og digtets nu vil have samme relevans uanset hvad, det fyldes med. Liv er jo altid relevant, ikke?



Stk. 5: Idealets åndehul 


Ingen gengivelse af livet som proces kan være gyldig uden at levne rum til fejlen. Heller ikke inden for en kunstart, der, som den vestlige digtning, traditionelt har stræbt efter et klinisk rent (læs: kristent) skønhedsideal. Men som enhver troende, der nærmer sig glansbilledet af "det gode" eller "det rene", sandsynligvis ved, bliver "synden" så meget desto mere dragende jo tættere, man kommer på det umulige - og så meget desto bedre, om man spørger mig, for det er vel blot er naturligt udtryk for, at væsenet forlanger sin fulde menneskelighed tilbage. Det ideale er og bliver et luftkastel, og skulle man endelig nærme sig noget, der lignede, ville selve stivheden og stilstanden i sig selv føles hæslig. For idealet er statisk, som kun en menneskelig tanke kan være det. Livet - det reelt ideale - er dynamisk. Det gnistrer i brydningen mellem opbygning og henfald, orden og tilfældighed. Således får også digtet først liv, saft og kraft, når det ikke lever op til noget ideal, men koncentrerer sig om at leve op til sig selv. Med både ridser, revner og buler.

***

Perfektion er en engel, der skranter.



Stk. 6: Om komposition


Mange forfattere begrænser sig til én æstetik, ét koncept. Jeg skal ikke nægte, at jeg i mine tidlige år gjorde det samme, men ad åre er det gået op for, hvad den fremgangsmåde er og bliver: Et støttehjul for den usikre skribent.

Se dig selv i et spejl. Kig ind i dine egne øjne. Er du selv kun én ting? Lader du dig reducere tilfredsstillende til i bund og grund ét udsagn. Nej, vel?

Så lad da være med at gøre det på skrift!

Det er yderst sjældent, jeg ikke har skrevet på mere end ét manuskript ad gangen.

Forstå mig ret: Før man tilfredsstillende kan definere et værk som et værk, kræver det en vis homogenitet i stil og tematik. Men en bog er også netop en bog, ikke et menneske. Og det er et såre fattigt menneske, som ikke har mere end én i sig. Også uanset om vedkommende er forfatter eller ej.

Min erfaring er, at det bedste, man kan gøre, er at skrive løs uanset hvad, der ender med at stå på papiret. Gør man det, vil materialet før eller siden dele sig op i bunker af sig selv. Og når de bliver store nok, eller emnet eventuelt føles udtømt, har man det, man skal have. Men der findes ingen naturlov, der siger, at det kun er én stak, som skal vokse ad gangen. Vær ikke bekymret, hvis du starter med ti digte, som stritter i alle retninger. Se det som en velsignelse. Det betyder bare, du har et stort og rigt forfatterskab i dig, hvis du eller kan vente på, at frugten vokser og modnes af sig selv.

***

Ikke at ville poesien. At gøre sig fortjent til, at poesien vil én.

***

At komponere et manuskript handler ikke om, hvad man vil med det. Det, man skal være lydhør over for, er, hvad det vil med sig selv.

Er der flere digte, som siger det samme? Pluk det bedste ud og afsæt evt. resten i andre sammenhænge.

Stikker nogle ud? Glem at indarbejde dem. De vil næppe sammenhængen, og du risikerer at skrive en masse mindre gode tekster for at fylde huller ud, der til syvende og sidst ikke lader sig lukke.

Ligesom man ved selv den strengeste opdragelse ikke kan gøre et barn til noget, det ikke er, således handler det også snarere om at finde ind til en digtsamlings natur ved at reducere i stoffet end at forfølge sine egne kæpheste af ren og skær forfængelighed. Er restmaterialet godt nok i første omgang, skal det såmænd nok også selv finde frem til den rette kontekst med tiden.

Det kan godt ske, du starter med en bunke på 200 tekster, men ender du med 45, når du har gjort dig ovenstående overvejelser, så lad være med at betragte det som en tragedie.

At en bog finder sin form er altid en lykkelig omstændighed.

Påskøn den.

***

Din bog flytter hjemmefra. Forbered dig på det. Så snart, den rammer gaden, er den ikke din længere.

Du vil altid elske den, og det vil også gøre ondt på dig, når stemmer, der ikke befinder sig i samme hjørne af virkeligheden som dig selv, råber skældsord efter den, eller andre, som måske ellers er velmenende nok, præsenterer dig for vrangbilleder og misforståelser. Men der er intet, du kan gøre for den mere. Den lever sit eget liv, og den vil møde mange bevidstheder, som også lever deres egne liv. Nogle vil forelske sig i den, andre vil forfølge alt, den står for, til verdens ende. Sådan er det også for dig.

Hvorfor skulle du ønske det anderledes for noget, du har skabt?

***

En dag vil du finde dit mesterværk i en udsalgskasse. Du vil se, at bibliotekerne ikke låner den ud mere, måske endda er begyndt at skaffe sig af med eksemplarerne. Og på scenen vil du opdage, at digtene mister saften og kraften i din mund ét efter ét. Kun de ganske få bøger, omstændighederne snarere end kvaliteten skåner, vil leve mere end et års tid, og kun de digte, som i sandhed har klassisk snit, vil kunne passere dine læber livet ud.

Sandt nok: Ingen forældre bør nogen sinde overleve sine børn. Men du kommer efter al sandsynlighed til det.

Det vil altid være en ulykke.

Men vend den om: Ville det ikke have været en større ulykke, hvis de aldrig havde fået muligheden for at møde verden?

***

Formålet med at være forfatter: At kunne følge bare én linje tilbage til evigheden.



Stk. 7: Forfatterliv og forfatterdød


Gransk dig selv nøje. Er du forfatter, eller vil du bare gerne være det?

Kan du lade være med at skrive, besvarer dét spørgsmål sig selv.

***

Forfattere er i reglen ikke uvenlige væsener. Men de er egocentrikere. Deres råstof er sig selv, og de vil altid være igang med at grave ud og forædle. Hvilket gerne foregår gennem navlen.

Du kan i kortere eller længere perioder indgå samarbejder, der kan være konstruktive og lærerige. Du kan få kompetente læsere og rådgivere omkring dine manuskripter, hvis du ikke selv kan se skoven for bare træer. Du kan såmænd - på et rent menneskeligt plan - få venner og kærester.

Men vil du fællesskab i bred forstand, er det ikke det forfattermiljøet, du skal opsøge.

Udgangspunktet for ethvert fællesskab omkring litterær produktion er, at der ikke er eller for den sags skyld skal være noget.

Og fatter du ikke det, beviser det blot, at du ikke hører til.

***

Forvent ikke rimelighed, når du følger dine tekster ud i verden. Du kan mene, at du skriver de dybeste og mest velformede vers på kloden - og du kan meget vel have ret - men det er ikke kvaliteten af dine ting, som afgør, om din karriere kommer på skinner eller ej.

I opstartsfasen - dvs. når du forsøger at få hul igennem til de første tidsskrifter - skal du ikke bilde dig ind, at det er objektive hoveder, der sidder i den anden ende og læser dine ting igennem. Det er ofte folk, der har ganske bestemte litterære dagsordener, som ikke nødvendigvis modsvarer dine, og kan finde på at slagte eller forbigå dine ting alene af den grund, at de ikke bryder sig om din måde at skrive på. Der findes personligheder i Danmark, der har så bredt et overblik over litteraturhistorien, at de kan og vil se, om enhver type tilsendt tekst holder eller ej. Men de er gamle i gårde og befinder sig ind ad en kant så højt oppe i kredsløbet, at du næppe vil møde dem, før du selv en dag har nået samme niveau.

Med andre ord: Tro på dig selv. Klinger et afslag rigtigt i dine ører, er det nok fordi, der er noget om sagen. Men gør det ikke - og føler du dig sikker på, hvad du kan og vil - så ryst støvet af dig og prøv et andet sted.

Undersøg markedet, for et marked er det. Hvem kan tænkes at ville købe denne type tekst? Stil det spørgsmål, før du afsender, og du vil blive sparet for mange skuffelser.

Og er der evt. ingen køber til noget, du virkelig véd står distancen, så start selv. Jeg mener det. Gør det selv. Start dit eget tidsskrift, tryk dit eget hæfte.

Vær ikke bange for at kræve den plads til din stemme i verden, den fortjener.

***

Det samme kan siges om forlagene.

Mange forfattere, som starter ud, forestiller sig, at dem, der er ansat til at tage imod manuskripter de forskellige steder, er ufejlbarlige litteratureksperter, der naturligvis antager éns materiale, hvis det er godt nok. Og videre: Hvis de ikke gør, er det fordi man er en talentløs idiot, som aldrig vil få et ben til jorden. Visse stemmer indenfor branchen er endda - i lyset af den stigende konkurrence fra selvudgivere og mikroforlag - mere end villige til at sprede den forestilling i mediebilledet.

Lad være med at spanke dig selv uden grund.

Der kan være mange grunde til, at visse forfattere kommer ind hos de store forlag, og de er bestemt langt fra alle saglige.

Har du bollet med en indflydelsesrig person i miljøet? Det hjælper. Er du venner med en? Det gør bestemt også. Familiære relationer er altid et hit i branchen. Lander man på Forfatterskolen, hvis udvælgelsesproces er lige så tilfældig som tidsskrifternes, hjælper det meget: Ikke at alle, som har gået der, springer uden videre ud som forfattere på topniveau, men deres manuskripter er pr. definition sikret en seriøs gennemlæsning. Det er totalt udefrakommende ikke.

Det hjælper også betragteligt at være fotogen. På det seneste har der været eksempler på bøger, hvor man sågar - uden smålig hensyntagen til indholdet - puttede billeder af forfatterne på forsiden af deres værker med udgangspunkt i en ren pin-up effekt. Ungdom hjælper også. Du kan være 50 år og den nye Walt Whitman, men der er al sandsynlighed for, du vil blive tilsidesat alligevel til fordel for en 15-årig, som tror, det er revolutionært at blande lidt Strunge med lidt Tristan Tzara. Avantgarden tilhører ungdommen. Det er naturligvis ikke pr. definition sandt, men det er både forlag, anmeldere og publikum vant til. Og vover du at påstå andet, kan det meget vel være, du har ret, men lur mig, om du ikke kommer til kort overfor vaneforestillingerne.

Endelig betyder generel salgbarhed uendeligt meget for de største forlag. De tider er forbi, hvor man brugte indtægterne fra en storsælgende krimi til at finansiere smalle digtsamlinger.

Kvalitet betyder ikke en skid, for at sige det rent ud. Ikke i toppen af branchen. Slet ikke, hvis krimier, kogebøger eller eventyrromaner ikke er det, man af natur brænder mest for at skrive.

Der kan man meget vel være heldig hos de mindre forlag. Ikke så få af dem er drevet af folk, som rent faktisk brænder for litteratur.

I reglen er deres primære funktion dog at udføre konsulentarbejde og layout samt stå for PR. Kun et par stykker tilbyder også at betale for trykningen af ens værk.

Efter omstændighederne kan det koste 4-10.000 at trykke en bog. En ekstraudgift, man skal være forberedt på, hvis man vil ind i systemet ad den vej.

Men selv i den ende af det litterære spektrum kan det være svært at komme igennem uden netværk. Og det sker, man bliver udsat for konsulenter, der hellere end gerne skriver éns bog. Dvs. foreslår så mange rettelser og omskrivninger, at det, som lander på gaden, snarere er deres værk end éns eget.

Indrømmet: Det kræver mod at stå på sit. Men igen: Lyder en kritik ikke rigtig, er det nok fordi, den ikke er det. Og så må - så skal - man have styrken til at insistere på sin egen vision. Også selvom det indebærer, at man måske må ud for at kigge sig om igen.

***

Man kan også gå hele vejen selv: Stifte sit eget forlag.

Jeg vil ikke stikke blår i øjnene på nogen. Det er krævende.

Det indebærer, at man både selv er i stand til at redigere sit stof, til det når en tilfredsstillende standard, sørge for opsætning og layout, skrive overbevisende pressematerialer, kommunikere på et kvalificeret plan med trykkeriet, holde styr på en forvirrende økonomi og i det hele taget med et vist talent drive en forretning.

Ikke desto mindre har mange før mig gjort det med stor succes, og jeg har selv afsat 200 eksemplar af ellers smal digtsamling på den måde.

Belønningerne er store, hvis det lykkes: Når skat og evt. moms er trukket, skal overskuddet ikke deles med nogen, og man får produktet præcist, som man vil have det.

Men tag ikke fejl: Der er mange faldgruber. Lever indholdet ikke op til en vis standard, er det ens eget ansvar. Får man ikke bogen langt nok ud, har man kun sig selv at takke for det. Og er der ikke styr på regnskaberne, er der ingen grænser for, hvad der kan ramme én af økonomiske skideballer.

Sidst, men ikke mindst: Forvent ikke at få hul igennem til dagbladsanmelderne. Der er ikke mange af dem, de får tonsvis af bøger tilsendt hver uge, og det skulle være et sært held, hvis de plukkede lige din bog ud af bunken i stedet for en hypet udgivelse fra Gyldendal.

Spar portoen. Glem dem.

Sats hellere lokalt. Læs op, hvor du kan komme til det. Spred ordet på Facebook og Twitter. Send dine kostbare anmeldereksemplarer til dagbladene i det område, du kommer fra. På den måde får du langt mere for dine sikkert få penge.

Men husk bibliotekerne. Kan du få en god lektørudtalelse lokket ud af dem, kan op mod halvdelen af oplaget blive afsat på den måde.

At gennemgå procedurerne for selvudgivelse vil være for omfattende her, men der ligger masser af information om processerne på nettet. Slå op og lær. Det gjorde jeg.

Det er svært stof. Måske nok specielt for en kunstner.

Men så er det heller ikke sværere.

***

Anmeldere er ikke guder. Nogle af dem vil forhåbentlig læse din bog, som den er. Andre vil hade den - og give endda særdeles stærkt udtryk for det - af samme grund som mange tidsskriftsredaktører eller forlagskonsulenter. Måske passer det, du laver, heller ikke ind i én eller anden dagsorden, man mener tiden kræver. Det er set før. At udgive en samling haikudigte på et tidspunkt, hvor sprængt, postmodernistisk parforholdslyrik er det nye sort, sikrer i reglen ikke én den bedste medfart.

Men det gør ikke det, man har udsendt, til en dårlig samling haikudigte.

Du kan få enstemmigt dårlige anmeldelser og alligevel have skrevet en god bog efter de præmisser, den selv opstiller.

At have anmelderne med sig er et plus. Et ganske stort plus. Men som nævnt ovenfor, kan man ikke engang regne med at påkalde sig deres opmærksomhed. Og det gavner at minde sig selv om, at den eneste grund til, de "har ret", er, at de selv mener, de har det, og i kraft af deres position har muligheden for at overbevise tilstrækkeligt mange mennesker om det.

Stil dig selv to spørgsmål.

Er din bog god?

Føles den stadigvæk god, efter du har plaget dig selv halvt til døde for at bringe den til verden, er det nok fordi, den er det. Hvis ikke, ville du have været pinligt bevidst om det, før den kom tilbage fra trykkeriet.

Rammer den et publikum?

Tja, sælger den til andre end familien, kæresten og de nærmeste venner, gør den. Jo flere, jo bedre, naturligvis, men kan bare én læser virkelig bruge den til noget, har din indsats ikke været helt forgæves.

Af mangel på bedre og mere objektive kriterier: Glæd dig ved dét.

***

Læserne er et mærkeligt folkefærd. Uendeligt dumme og uendeligt kloge på samme tid.

I én stund kan de udsætte dig for fortolkninger af dine ting, der ligger så langt fra dine intentioner, som var de lige landet i et rumskib fra Mars. I den næste kan de slå skarpt ned på lige nøjagtigt den vinkel i dit stof, du selv havde overset.

De går i reglen ud fra, at du er lig med dine tekster. At hvis du skriver, du smadrede rådhuset i Ebeltoft fra ryggen af en lyserød elefant, så gjorde du det rent faktisk også. Omvendt er der næppe andre, der er bedre til at spotte den sande kerne i dig.

De kan forgude dig, fordi de tror, at forfattere bor i elfenbenstårne og konverserer med engle, mens du udmærket selv ved, at du lever af minutpasta og skider brun lort som alle mulige andre. Men de kan også klæde dig så meget af ved kassen i boghandlen eller foran scenekanten, at du i dit inderste indre skriger efter retten til at blive betragtet som et menneske igen.

Publikum er stupidt. Publikum er genialt.

Publikum er livsfarligt. Publikum er fantastisk.

Og selvfølgelig kan du ikke undvære det.

Dit selvoptagede svin.



Stk. 8: Giraffen i glasbutikken


At tage en tekst med på på scenen har aldrig slået mig som en nødvendighed. Det varige - det, poesien er til for at indkredse - står allerede på papiret, og performancedelen af faget vil altid være den mere flygtige del af et mere permanent fænomen. Men den kan have sin egen gyldighed, og som sagerne står, er den af praktiske årsager vigtig. Den fremmer ikke blot salget af bøgerne; disciplinen kan i sig selv vise sig at være mere indbringende end dem.

Let's face it: Giraffen er der, den er der forhåbentligvis længe, og hvad enten man kan lide det eller ej, kommer folk for at se den.

***

Netop derfor er det eneste, man til enhver tid bør undlade at fremvise for publikum, giraffen.

Husk: Du isolerede noget evigt i teksten ved at trække dig ud af den. Ved at lære den at gå selv.

Slip giraffen løs med alt, den rummer af kød, blod, neuroser og mærkelige udsving, og jeg garanterer dig én ting: Den vil smadre hele glasbutikken.

***

Intet er mere uskønt end poeten, der græder over sin egen tekst. Men sker det, har vedkommende al mulig grund til det. Den er nemlig død.

***

Der er kun én måde at gøre performancen som et gyldigt fænomen i sig selv på: At gå ind på scenekunstens egne præmisser. At vedkende sig tekstens værdi som blot og bart materiale. At stille den til skue med al den indforståede distance og forstillelse, der hører teaterverdenen til.

***

En god performer er kun den, som har valgt den rette maske.

***

Den rette maske vælger en selv.

***

Jeg kan ikke nok understrege værdien af at have en persona, når man rammer de skrå brædder. Dels fungerer den som et ofte nødvendigt skjold over for publikum, dels skaber en sådan automatisk den distance, som skal til, før man kan foredrage teksten som tekst. Ikke som et sølle appendiks til ens anderledes forgængelige og fejlbehæftede personlighed.

***

Hvor meget, der skal til for at konstituere en sådan, er forskelligt. Visse forfattere kan nøjes med at fordoble sig ud i en på overfladen mere selvsikker udgave, andre må nærmest ty til klovnenæser eller præstekraver for at få det til at virke. Selv har jeg med tiden udviklet en alternativ udgave af mig selv, der består af sådan cirka lige dele Johnny Rotten og Jeppe Aakjær. Det er ikke nødvendigvis kønt, men det var den maske, som i det lange løb valgte mig.

Det afgørende er dog, at det til enhver tid er konstruktet, som fremlægger konstruktet.

Kun ved at omfavne løgnen, kan man på scenen nærme sig en slags troværdighed.

***

Til ihukommelse trods alt: Det er og bliver digtet, som skal performes. Ikke performancen.

Det er de færreste tekster, som er livskraftige nok til ikke at forsvinde bag tørisrøg, fægtekampe og festfyrværkeri.

Så længe alt, som foregår på de skrå brædder, står i forbindelse med digtet eller er en forlængelse af det, bør det meste dog være tilladt.

***

Forstillelsen er ikke satanisk. Den er en gave fra oven. Til digtet. Til dig.

***

Mange skrivende ynder at bruge publikums vurdering som målestok i forhold til, hvad der skal med i en bog. I perioder har jeg også selv lært af situationen og fået værdifulde erfaringer med på vejen i forhold til begreber som flow og kommunikation, som jeg har taget med mig ind i det trykte medie.

Men kun at manøvrere efter det hensyn er for mig et skråplan.

***

Som dele af poetry slam-genren til fulde understreger, har ønsket om at "komme ud over scenekanten", som rockanmelderne siger, det med at fremelske en bestemt type digt. Den lange, stærkt rytmiske og meget letforståelige, ja, til tider ligefrem profane tekst.

***

Der sker efter min erfaring noget med folk, når de samles i flok. Hver især kan de være nok så kvikke og interessante at snakke med under fire øjne, men i større grupper falder den kollektive IQ ofte så betragteligt, at begejstringen over at høre nogen sige "pik" som oftest trumfer alle dybere overvejelser.

***

Jeg siger ikke dette for at udstille eller latterliggøre nogen. Når mennesker færdes i flok, er de blot af natur tilbøjelige til at søge efter noget fælles. I en større flok, hvor man som udgangspunkt ikke er fælles om andet end en oplevelse, vil det første, man griber til, typisk være den laveste fællesnævner.

For at udtrykke det på en anden måde: Alle kan danse til 4/4, de færreste til 7/8. "Sut min gøj" er nu engang en lettere forståelig ytring end syv sider automatskrift, der er blevet sendt igennem en makulator.

***

Jeg siger det for at understrege den pointe, at hvis man har tænkt sig at lave langtidsholdbar kvalitetspoesi, er det næppe klogt kun at orientere sig efter publikums vurdering. Man kan sagtens have skrevet en sonetkrans, som overgår de bedste af Shakespeares, og blive mødt med en tilsyneladende total indifferens.

Men tag ikke fejl: En vis procentdel af dem, som står i salen og råber "fisse", vil før eller senere sidde derhjemme, tænde et stearinlys, åbne en flaske merlot og have lyst til at fordybe sig. I den situation kan det meget vel være, at den sonetkrans, du i ren trods har insisteret på at få med i digtsamlingen, kan bruges.

***

Leg med publikum. Tag bestik af hvilke virkemidler fra scenen, du kan kan fragte med ind i din produktion uden at devaluere essensen. Men stol også på dine egne instinkter. Hvis du virkelig føler, at det digt, der havarerede som en ballon af bly på scenen, er dit mesterværk, er det givetvis dig, der har ret.

Tag det med i samlingen. Og vent så på, at folk får fundet den skide proptrækker frem.



Stk. 9: Poesi og selvhøjtidelighed


En af de mest udbredte fordomme omkring lyrikmiljøet er, at vi er er en selvhøjtidelig flok.

Det er der nogle, som er. Typer, der ser sig selv som Guds gave til menneskeheden, findes. Personligt forsøger jeg altid at undgå dem, men de kan til tider befinde sig i centrale positioner, så det er ikke altid muligt. Men jeg prøver. For folk som dem giver poesien et skidt navn. For mig er poesi liv, og livet tilhører alle dem, der ønsker det. Det er ikke en stumtjener, man kan hænge sin hat på. Det er bestemt heller ikke en indikator for hverken intellekt, esoterisk visdom eller raffinement. Ikke i sig selv.

***

Flertallet af de poeter, jeg kender, formår heldigvis at holde sig til hovedsagen: At digte er der for at blive skrevet. Og lever så ellers en klædeligt normal hverdag ved siden af. For poesien er virkelig no big deal.

Den gør ingen guddommelig. Og den styrer for det meste dem, der kan levere den, hvilket også kan forklare, hvorfor så mange bliver ved med at skrive den, selvom genren nærmest er umulig at afsætte kommercielt. På et eller andet tidspunkt erkender man - hen ad vejen nærmest med sorg (enhver anden passion ville være nemmere!) - at man har evner i den retning. Og at man ikke kan lade være med at skrive, hvis man da ikke har tænkt sig at blive et savlende nervevrag. Og så er det, man bliver ydmyg, for kan man ikke matche de store i litteraturen - om ikke andet herhjemme - er ens eksistens mere eller mindre forspildt.

Så man gør sig umage. Erkender, at 95 % af det, man hamrer ud, ikke vil blive stående. Bider tænderne sammen og kæmper med at finde de rette balancer mellem forfinelse og spontanitet, form og indhold, avantgarde og tradition, skrift og performance, indtil der - forhåbentligt - opstår en helt personlig balance i tingene.

Men pointen er: Man når aldrig nogensinde dertil uden en vis ydmyghed og realitetssans over for poesien som projekt. Vær overmodig, lav makværk. Vær for forsigtig og gå i stå. Vær tør, blev overset. Vær karismatisk, bliv forpligtet for lidt på kvaliteten og glemt af historien.

***

Selvhøjtidelighed? Glem det! Den slags har poesien sgu ikke tid til. Og poeten, det flygtige væsen, slet ikke.

***

Når lyset bliver slukket, er du stadig dig. Og bogen er stadig en bog.

Og den første årsag stadig den første årsag.



***


II

Bliv forfatter!

- 10 gode råd


***



1) Kend dit værktøj

Det lyder så enkelt, for selvfølgelig kan man da skrive, ikke? Nuvel. faktum er, at man gang på gang ser sprogbrugere - også i de etablerede medier - som glemmer stumme bogstaver, klipper endelser af, kaster kommaer omkring sig med en skovl og bøjer ord som en brækket arm. Dertil vil jeg så sige, at jeg har oplevet endda meget talentfulde skribenter, der har haft de samme problemer, men så rigeligt har kompenseret for deres mangler gennem store ordforråd og gode, holdbare idéer. Det er muligt at skabe god litteratur trods visse sproglige handicaps. Men det svarer lidt til at fælde et træ med en sløv sav, og en høj fejlrate letter bestemt ikke adgangen til forlagene, der godt ved, hvad korrektur koster i arbejdstimer.


2) Undgå gentagelser

Undgå gentagelser. Undgå gentagelser. Undgå gentagelser. Med mindre de er en del af pointen i hvert fald.


3) Formuler dig, så andre kan forstå dig!

Og nej, her snakker jeg ikke om, at du ikke må skrive på swahili - ikke engang om, at du ikke må tale sort. Begge dele kan være passende i bestemte sammenhænge. Først og fremmest mener jeg, at du ikke skal vove dig ud i sprogbilleder, der er mere kringlede, end de kan afkodes af læseren. Kan man sige det samme ved at give hverdagssproget en lille, men strategisk helt rigtig drejning, er det så absolut at foretrække. Keep it simple! Og skal man henvise til obskure begreber, er det generelt en god idé, hvis man indbygger forklaringerne på dem i selve teksten. Kan det ikke gøres elegant, så lav en note eller - bedre endnu - kyl dem ud og hold dig til tekstens hovedsag, der sjældent er at fremstille dig selv som verdens klogeste person.


4) Vær konsekvent!

Dette punkt er egentlig gyldigt på flere planer. Hold dig f.eks. til én tidsform hele teksten igennem, med mindre du da har en rigtig god pointe med at skabe et brud. Introducér ikke temaer, personer eller sidehandlinger, du ikke bruger til noget. Lad i det hele taget ikke noget stå, som ikke aktivt er med til at bygge op til forløsningen. Hænger der et gevær i den stue, fortællingen foregår i, så sørg venligst for, at det bliver brugt! Anvend stilbrud så tydeligt og gennemført, at de opfattes som sådan. I det hele taget er konsekvens så vigtigt et begreb, når man skriver, at jeg vil sige, teksten ofte står eller falder med det.


5) Kill your darlings!

Vi kender nok alle til situationer, hvor man får formuleret noget, der er uhyre meningsfuldt for én selv personligt, men måske godt kan se, at det på én eller anden måde virker kejtet i forhold til resten af teksten. Det, der efter min mening adskiller den gode forfatter fra den rædselsfulde, er evnen til at si den slags fra. Skriver man om en sommerferie i sin barndom, er det, at det var en Kung Fu-is, man fik på havnen, at fætter Emil havde blå pludderbukser på eller at vandballonerne var røde, næppe det væsentlige, hvis det, man vil frem til, er, at Tante Gerda klyngede sig selv op i pæretræet bag Strandhytten på sidstedagen. Hold dig altid pointen for øje og skær stof fra, til dén fremtræder med maksimal effekt. Husk: Det er ikke et spørgsmål om, hvad teksten kan gøre for dig, men om, hvad du kan gøre for teksten! Læs den, mens du skriver den, find ud af, hvor den vil hen, og læg til eller tag fra, så den bliver så stærk som muligt. Mind dig selv om, at den er fiktion, og at dit liv er noget andet.


6) Don't tell it - show it!

Dette punkt er nemt nok. Og i øvrigt klassisk. Skriver du en socialrealistisk novelle, så afslut den aldrig med at skrive "stakkels Poul!" Beskriv Pouls situation så levende og bart, at man raser over den i stedet. Og det samme for romaner, digte, filmmanuskripter. Man snakker ikke om antydningens kunst uden grund - skærer man sine pointer ud i pap, langer man sådan set læseren en ordentlig kæberasler og fortæller vedkommende, at hans eller hendes indsats er overflødig. Og det giver ikke bare skuffede læsere, men også ensporede, kedelige og - ja - mislykkede tekster.


7) Overrediger ikke teksten 

Igen: Lyt til, hvad den vil med sig selv - det er ligegyldigt, hvad du selv vil med den! Ydmyghed over for kunsten frem for alt! Kan du mærke, at en skitse allerede rummer det, den skal, så lad den stå. Kræver den senere en strategisk rettelse eller to for at fungere, så lav dem. Kalder den på en større gennemskrivning, så overvej, om grundidéen i det hele taget var god nok i første omgang. Er den det, og har du konkrete idéer til hvordan, du kan komme videre, så gennemskriv. Men en mislykket idé bliver aldrig god af 117 ombearbejdninger. Du spilder bare tid og energi. Vis nåde. Lad den dø.


8) Læs, men strategisk

Det er snart sagt umuligt at skrive, uden man er nødt til at forholde sig til begrebet "inspiration", og det er virkelig også et farligt felt at have med at gøre, for hvad er dét? Er det de påvirkninger, man får fra andre forfatteres skrivestil, eller omvendt de indtryk og indfald, der melder sig, når man sætter pen til papir? Mit svar må være: Begge dele. For man kan ikke læse sig til at blive en god forfatter med et selvstændigt udtryk: Planker man kun på kryds og tværs fra verdenslitteraturen, som den allerede eksisterer, kan man højst blive et dygtigt plagiat. Til gengæld lærer man en masse om form ved at imitere andre, og dén øvelse er sådan set konstruktiv nok. På den anden side er der en masse farer forbundne med at skrive frit fra leveren ud fra det, der falder én ind her og nu. Man bliver nemt fanget i de klichéer, man fra starten slæber rundt på, man lærer intet om formbevidsthed, man kan ikke gennemskue den tradition, man frivilligt eller ufrivilligt skriver sig ind i, og værst af alt er der en overhængende risiko for, at man simpelthen bliver uforståelig for andre end sig selv (se nedenfor). Mine dyrt købte erfaringer fortæller mig, at det bedste, man kan gøre, hvis man gerne vil opnå et udtryk, som både er selvstændigt og i konstant bevægelse, er at lade perioder, hvor man læser meget, grundigt og forskelligartet, veksle med andre, hvor man stiller bøgerne på hylden, så vidt muligt glemmer deres indhold og skriver løs til man kan mærke, at de nye impulser har fundet deres plads i forhold til det, man gerne vil udtrykke, og det, man allerede kan. Men husk: Ingen finder deres egen skrivemåde på én dag, og det er måske i virkeligheden først på det tidspunkt, man næsten glemmer, hvad ordet "inspiration" betyder, at man er der, hvor man skal være.


9) Har din tekst et hjerte?

Det er ikke godt nok at udvise rent og skært sprogartisteri. Pointen virker simpel, og dog udkommer der hver dag bøger - til tider endda meget roste bøger - i Danmark, som egentlig ikke vil læseren ret meget, fordi de i første omgang ikke ville forfatteren alverden. Det forbandede ved historien er imidlertid, at den ikke er glad for distanceblændere, så vil du lave noget, der har en chance for at holde i længden, skader det ikke at overveje, om din bog har ting som budskab og nerve. Om den virkelig, med mindre det modsatte er en overlagt pointe, har noget på hjerte.
Hvis ikke, bør du lægge den på hylden og fortsætte fremad i nye retninger, for...


10) anything goes!

Det vidunderlige ved litteratur er, at det netop ikke er en objektiv videnskab med en facitliste. Den er et levende og i bedste fald uforudsigeligt felt, der er fyldt med undtagelser fra alle givne regler, og selvom jeg nok vil betragte det, jeg har skrevet ovenfor, som gode råd, findes der i hvert fald ikke her den lov, som ikke er til for at blive brudt. Men med omtanke: Hav en god pointe med det. Har du det, er alting muligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar