tirsdag den 3. maj 2016

Giraffen i glasbutikken - om performance

- bidrag til en poetik


At tage en tekst med på på scenen har aldrig slået mig som en nødvendighed. Det varige - det, poesien er til for at indkredse - står allerede på papiret, og performancedelen af faget vil altid være den mere flygtige del af et mere permanent fænomen. Men den kan have sin egen gyldighed, og som sagerne står, er den af praktiske årsager vigtig. Den fremmer ikke blot salget af bøgerne; disciplinen kan i sig selv vise sig at være mere indbringende end dem.

Let's face it: Giraffen er der, den er der forhåbentligvis længe, og hvad enten man kan lide det eller ej, kommer folk for at se den.

***

Netop derfor er det eneste, man til enhver tid bør undlade at fremvise for publikum, giraffen.

Husk: Du isolerede noget evigt i teksten ved at trække dig ud af den. Ved at lære den at gå selv.

Slip giraffen løs med alt, den rummer af kød, blod, neuroser og mærkelige udsving, og jeg garanterer dig én ting: Den vil smadre hele glasbutikken.

***

Intet er mere uskønt end poeten, der græder over sin egen tekst. Men sker det, har vedkommende al mulig grund til det. Den er nemlig død.

***

Der er kun én måde at gøre performancen til et gyldigt fænomen i sig selv på: At gå ind på scenekunstens egne præmisser. At vedkende sig tekstens værdi som blot og bart materiale. At stille den til skue med al den indforståede distance og forstillelse, der hører teaterverdenen til.

***

En god performer er kun den, som har valgt den rette maske.

***

Den rette maske vælger en selv.

***

Jeg kan ikke nok understrege værdien af at have en persona, når man rammer de skrå brædder. Dels fungerer den som et ofte nødvendigt skjold over for publikum, dels skaber en sådan automatisk den distance, som skal til, før man kan foredrage teksten som tekst. Ikke som et sølle appendiks til ens anderledes forgængelige og fejlbehæftede personlighed.

***

Hvor meget, der skal til for at konstituere en sådan, er forskelligt. Visse forfattere kan nøjes med at fordoble sig ud i en på overfladen mere selvsikker udgave, andre må nærmest ty til klovnenæser eller præstekraver for at få det til at virke. Selv har jeg med tiden udviklet en alternativ udgave af mig selv, der består af sådan cirka lige dele Johnny Rotten og Jeppe Aakjær. Det er ikke nødvendigvis kønt, men det var den maske, som i det lange løb valgte mig.

Det afgørende er dog, at det til enhver tid er konstruktet, som fremlægger konstruktet.

Kun ved at omfavne løgnen, kan man på scenen nærme sig en slags troværdighed.

***

Til ihukommelse trods alt: Det er og bliver digtet, som skal performes. Ikke performancen.

Det er de færreste tekster, som er livskraftige nok til ikke at forsvinde bag tørisrøg, fægtekampe og festfyrværkeri.

Så længe alt, som foregår på de skrå brædder, står i forbindelse med digtet eller er en forlængelse af det, bør det meste dog være tilladt.

***

Forstillelsen er ikke satanisk. Den er en gave fra oven. Til digtet. Til dig.

***

Mange skrivende ynder at bruge publikums vurdering som målestok i forhold til, hvad der skal med i en bog. I perioder har jeg også selv lært af situationen og fået værdifulde erfaringer med på vejen i forhold til begreber som flow og kommunikation, som jeg har taget med mig ind i det trykte medie. Men kun at manøvrere efter det hensyn er for mig et skråplan.

***

Som dele af poetry slam-genren til fulde understreger, har ønsket om at "komme ud over scenekanten", som rockanmelderne siger, det med at fremelske en bestemt type digt. Den lange, stærkt rytmiske og meget letforståelige, ja, til tider ligefrem profane tekst.

***

Der sker efter min erfaring noget med folk, når de samles i flok. Hver især kan de være nok så kvikke og interessante at snakke med under fire øjne, men i større grupper falder den kollektive IQ ofte så betragteligt, at begejstringen over at høre nogen sige "pik" som oftest trumfer alle dybere overvejelser.

***

Jeg siger ikke dette for at udstille eller latterliggøre nogen. Når mennesker færdes i flok, er de blot af natur tilbøjelige til at søge efter noget fælles. I en større flok, hvor man som udgangspunkt ikke er fælles om andet end en oplevelse, vil det første, man griber til, typisk være den laveste fællesnævner.

For at sige det på en anden måde: Alle kan danse til 4/4, de færreste til 7/8. "Sut min gøj" er nu engang en lettere forståelig ytring end syv sider automatskrift, der er blevet sendt igennem en makulator.

***

Jeg siger det for at understrege den pointe, at hvis man har tænkt sig at lave langtidsholdbar kvalitetspoesi, er det næppe klogt kun at orientere sig efter publikums vurdering. Man kan sagtens have skrevet en sonetkrans, som overgår de bedste af Shakespeares, og blive mødt med en tilsyneladende total indifferens.

Men tag ikke fejl: En vis procentdel af dem, som står i salen og råber "fisse", vil før eller senere sidde derhjemme, tænde et stearinlys, åbne en flaske merlot og have lyst til at fordybe sig. I den situation kan det meget vel være, at den sonetkrans, du i ren trods har insisteret på at få med i digtsamlingen, kan bruges.

***

Leg med publikum. Tag bestik af hvilke virkemidler fra scenen, du kan kan fragte med ind i din produktion uden at devaluere essensen. Men stol også på dine egne instinkter. Hvis du virkelig føler, at det digt, der havarerede som en ballon af bly på scenen, er dit mesterværk, er det givetvis dig, der har ret.


Tag det med i samlingen. Og vent så på, at folk får fundet den skide proptrækker frem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar