tirsdag den 3. maj 2016

Landstrygeren

Ud af det fugtige,
tågede krat
vakler du, sulten
og stiv som et bræt.

Langt har du vandret
og kun sanset grus.
Nu ligger, ovre
på plænen, et hus.

Selvom du næsten
er død som en sild,
aner du, inde
bag ruderne, ild.

Næven er knyttet,
du holder igen.
Åbnes den, døren,
hvad venter så, ven?

Treforkestik
eller kærlige ord?
Sydende svovl
eller mad på et bord?

Blikket er tomt,
dine læber er blå.
Hvis du har noget
at miste: Bank på!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar