mandag den 5. september 2016

Endnu et work in progress

I efteråret 2016 er mit mål - inspireret af en efter min mening temmelig skidt tekstsamling af en meget anerkendt forfatter - at skrive automatskrift hver dag. Dette med henblik på rent faktisk at stå med en god bog til sidst, når alle de svage passager er luget ud.

Det var en disciplin, jeg gjorde en del ud af som teenager og helt ung, hvor jeg stadig troede på avantgardeidéen og skrev surrealistiske tekster en masse. I dag gør jeg ikke længere nogen af tingene, og alligevel fik jeg smag for formen igen efter egentlig bare at have taget den op igen med henblik på en ond parodi. Selvom alt har ændret sig siden sidst - både verden, mit fjæs og min metodik - må jeg sige, at jeg stadig ikke helt ved, hvad der dukker op på papiret, når jeg lader automatikken råde. Og heldigvis for dét,

So here we go. Jeg håber, du vil nyde processen lige så meget, som jeg gør.


***


Mit kongerige er af forkromet lavendel.

Løverne brøler på Champs Elysées, og tandhjulet er fyldt med melorm. Jeg siger det næsten, som det står, men det er svært med et koben i hænderne.

33 1/3 år er en hastighed, og fortovene duver af lyd. Det knaser mellem tænderne. Det er evigheden, som er kommet på besøg og kræver kage.

Man brænder halm af, og jeg forstår det ikke.

Fuglene krummer sig sammen i luften og danner abstrakte skulpturer. Jeg hoster korn.

Nogen har sat fodspor i gruset, og det er ikke julemanden, men noget frygteligere. Jeg mener det virkelig. Postkassen er fuld af skæg, og jeg ville ønske, det var mit.

Frygten er en gaffeltruck, og byen er en larmende hal, hvor intet passer på de rette hylder. Magten er benzin, forbavselsen spildolie.

Og dog stadig denne sitren gennem marehalmen uden for ebeltoft en dag i august, hvor man skyder efter lerduer, og der står flæskesteg klar på alle byens borde.

Farsen skiller. Det bør fars ikke gøre. Det må være noget med dine øjne, siger lægen og taster noget ind på skærmen, jeg ikke kan se.

Jeg siger blæksprutte. Ordene driver ned ad hagen. Jeg taler sort, men bøgernes sider er tomme.

Jeg hugger knuden over. Der er ingen grænse at krydse, ingen fisk at fange, intet kors at hænge på. Kun lyden af en plæneklipper længe efter solnedgang.

Min isse er af hindbærbrus. Engang var døden barn.

Domptørerne spiller kort i baglokalet, løverne raserer publikum. Der bliver ingen mangel på kridt i år. Tavlen er klar. Man kan skrive hvad som helst på den.

Alligevel vinder du garn. Du ser nålen i din broders øje, men ikke strikkepinden i dit eget. Det er også lige meget. Det er praktisk at have den for hånden, når hullerne i himlen skal stoppes.

Det er vejs ende, du når til, og så vender du dig om, og så er der lige så langt tilbage, hen over de samme småsten og fladmaste pindsvin, mere slid på de samme sko.

For pokker, hvor den larmer, den stilhed. Der burde være love mod den slags. Der burde være hvinende bildæk og gøende hunde og betjente, der skød med skarpt og ramte den der forbandede lakune i benene, så den i det mindste blødte spildolie.

Nu dages det, brødre, og voksdugen klistrer af hindbærmarmelade, og nogen har startet bilen udenfor, og snørebåndene er ikke til at binde, så vi slår løkker om hinandens halse, udrydder alle ligheder, i børnehaverne venter pædagogerne på at opfostre de døde.

Du trækker skrift i automaten og ønsker, det var world's best eller regard, så du kunne bombe folk på gaden med din sæd, se hatte og huer gå under i bølger af korn, ingen bager kan bruge til noget.

Duerne skider på fortovet, hver dag det samme sted, bliver de ved, kan de lave et bjerg, et regulært kilimanjaro med frost og flødeskum og drys på toppen, og det kan du æde dig igennem med paradisfloder sivende ned ad din svedige arm.

Og den bliver ved med at give lyd af sig, den flue, du ikke kan se hvor er, og du kigger efter den inde i navlen og oppe i røven, hvor den aldrig har været, du kigger for enden af regnbuen, hvor der i forvejen er fyldt med underlige ting, men det er på toppen af kransekagen, den sidder, det lille svin, den ved, det altid er nytår.

Tal volapyk til mig, siger hun, men du er mere til kaudervælsk og absinth på sengen, en gletsjer af smeltende sukker, der knager sig hen over lagenet og falder mod gulvet som abstrakte skulpturer, som vand opgraderet, en djævelsk, men klar grammatik.

Det er fars, og man kan putte hvad som helst i det, om det så er timian eller chili, muskedonnere eller rulleskøjter, Das Kapital eller Mein Kampf, og det vil mætte, det vil få maver til at bugne og tarme til at ånde, det vil ende med trompetfanfarer på offentlige pladser og noget, der tages imod af hujende masser.

Du legede med dukker som barn, det skulle nok have været biler eller kampvogne, Sherman-tanks, som nåede helt ned i nosserne på dig, men nu har du bryster og kan multitaske, du giver præsidenter ble på og slår brød op, du ikke kan bage, mand, dræb en kanin, før den snupper din udkårne, skid i den rede, du burde have bygget med ting købt i silvan til spotpris, spis spejderhagl, frøken, og dø.

Så kommer de, klovnerne, kaster med kager og knive og løse påstande, de fylder hele manegen med fehår og fodsvamp, de skræmmer hestene, som ingen andre græsgange kender og mangler at udvikle horn.

Der skal pæres bygninger ned, kvarteret skal flyde med lysestager og madkasser, med DNA, man kan stykke sammen til Mother Theresa eller et tøffeldyr efter behov, solen skal gløde på himlen, rusten og sort og i fart.

For satan, der er mange ærter, store ærter, små ærter, gule ærter, grønærter og prinsesseærter, ærtehalm, som hænger sammen som, og de skal alle sammen klares. Af dig.

Der er 8 millioner cykler i Peking, og der er 34 traktorer i Truust og en hulens masse måger, som mæsker sig i astronomiske mængder af regnorme, før de skider på dig, helt og aldeles, det gør Formandens Kildemoes næppe.

En død er en tragedie, et folkeslags gødning, der er noget, som knaser i brødet, og tænder, der knækker. Stumperne hober sig op på natbordet. Det er på tide, du lærer at slukke lyset selv.

Næste station er i vejen, en knude i strømmen, og det, vi har brug for, er rågummi. Rågummi og snørebånd, der går op og op og op. Rågummi og snørebånd og skimmelsvamp, som forvandler verdens ende til jomfruelig muld. Rågummi og snørebånd og skimmelsvamp og bulldozere, der kan planere et andet væsens krop.

Skyd efter benene, råber købmanden, og det er ikke i Chinatown, hvor patronerne vokser i potter under disken, og det er ikke en film, som folk hugger ting i, vinkler og replikker og ruller af celluloid, for eksempel, det er bare en dag, og der findes ikke købmænd længere, og du er blevet grå i tindingerne, og du er begyndt at høre syner, men verden findes endnu, og den bliver stadigt mere din.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar