fredag den 9. september 2016

horisonter (manus 2016)

Hermed fremlægger jeg første udgave af manuskriptet horisonter. Det er i virkeligheden en kombination af to andre manuskripter fra henholdsvis 2013/14 og 2016, Horisonter og Guilty by association, jeg ikke i sig selv fandt gode nok til udgivelse. Men ved at sætte dem sammen synes jeg, der opstod noget, som er.

Det markerer til en vis grad en tilbagevenden til den skriftbevidsthed, som i løbet af 90'erne og 00'erne var et væsentligt træk ved mit forfatterskab, men egentlig var faset ud, da jeg bogdebuterede i 2012. Om man vil, kan man se det som et oprør imod de mere folkelige eller tilgængelige former, som har præget mit værk siden da. Eller et knæfald for parnasset, hvis man vil være ondskabsfuld. I hvert fald er der væsentligt mere Kunst og meget mindre beat/slam over materialet, end der plejer at være.

Så meget sagt synes jeg selv, det på sine egne præmisser er et stærk og relevant materiale at fremlægge. Og, om guderne vil, begyndelsen på en ny fase i min skrivning, der tilbageviser enhver fordom om, at det, jeg laver, ikke er "fint", "vildt" eller "kunstlet" nok til at være interessant. Dog uden at sætte hverken hjerteblod eller underholdningsværdi til i processen. Digtning er og bør være - tænker jeg i det mindste - kommunikation.

Se for dig selv. God fornøjelse og ditto weekend.


***



horisonter
digte
2016



****



I



siden er vendt, men den fortsætter, skriften,
det er som om, intet er hændt, og alligevel
sker det igen, der går hul på en engel, og småfugle
puster sig op, alle veje går stadig til rom eller
rungholt, hvor vandene stiger og falder, og klokkerne
kimer, men ingen folk kommer til andagt, og sandorme
graver sig op gennem bunden af glasset, og endnu
en gang bliver lysene slukket, og endnu en gang stables
stolene op, mens der kysses i baggården, fuglene vågner,
og regnskabet lægges i skuffen og aldrig går op,


du skriver, og alle, der kender dig, bliver til linjer, til blokke
af tegn, der kan cuttes og pastes og rykkes omkring, som du lyster,
du udnævner dem, som er helte, og dem, der skal dø, konstruerer
moraler af knogler og bindevæv, udjævner sjæle og bygger din bolig
på resterne, this is 4 real, and you're not, er der ridset i muren,


det er bare et skuespil, dyre kostumer
og røg fra en kasse og nogen, som hvisker
replikker fra boksen, et stik i et hjerte,
en stemme, som taler i timevis, før den
forstummer og endnu en krop bæres ud til en
øl og en pindemad omme bag alt, der er til,


tyskerne kommer, og stjernerne bliver til lange
kolonner af pigtråd, du mister dit  sprog, gør du,
jorden er noget, der sluger dig,himlen er skiden
af isfugle, „ich bin ein messerschmitt“, synger
en fremmed mand omme bag disken i banken
sekunder før, du får kontanter i hoved og røv,
du har været i harzen engang, der var ræve dér,
var der, og harer og biller og kalksten, du husker
ein mädchen, som smilede til dig og vinkede farvel,


der ligger et digt i din seng, og det lugter
af krop og er ikke barberet i skridtet
og minder for lidt om en prins, når det roder
i pungen og finder en plovmand til speltmel,
du taler om grof og saussure, og så siger det nå,
og du snakker om tasker og sko, og så siger
det nå, og du taler om jeg og om dig,
men mest jeg, og så siger det nå,
det er til, så du dåner, du stirrer på gulvet
hver gang, du skal læse det op,


endnu en dag er begyndt, og af mangel
på bedre idéer forsøges den udfyldt
med tebirkes, kaffe og bidske bemærkninger
hen over bordet, og pludselig brummer den,
bilen, og hammeren ligger præcis, hvor man
slap den i går, og det samme gør stakken
af noter ved pc'en, manden, der ligger
på sofaen, snorker en del ligesom ham,
man forlagde i går, og man genkender
lyden af celler, der rådner sig vej
gennem natten i en eller andens urolige
krop, som man stadigvæk håber er guds,


der er ilden, som snylter på jorden,
og jorden, som afgrænser vandet,
og vandet, der ikke vil kendes ved
luften, og luften, som aldrig tager
ende og følgelig blæser på alting,
og så er der dig, kammerat, som er
lidt af det hele og tror, der er
noget at kende, en kerne, måske,
som kan findes ved meditation eller
yoga, et indre atom, ingen forsker
har påvist, men, ven, der bliver fest
på manhattan i nat, hvis det sker,


der går skår af din glæde, du fejer dem sammen
og gemmer dem under din håndvask, en dag vil du
finde en lim, som kan holde, en dag vil du hitte
en dag bag ved sofaen, så vil du samle en skal,
tænde lampen i loftet og vente på, at du får pip,


og dit jeg er en ting, du har opfundet, du burde få
en nobelpris i løgn og bedrag og fysik og kemi, alt
eksakt, og i litteratur, fred og teologi, alt, der
svæver, og du burde lægge den over kaminen, hvor alt
det, som buldrer, får form, alt, der tier, forvandles
til aske og ting, som fortættes på himlen og ligner
og så ikke ligner alligevel, du burde blive til
lynild og svuppen i støvlerne, dråber, der løber langs
kinder og finder et udløb blandt stående bølger af guld,


før man plantede marehalm, levede klitterne,
trak sig ved neglene hen over gader og marker
på jagt efter et eller andet, der ikke var
bølgeskvulp, tanglugt og åndssvage måger,
der skreg, nu er tidsaldre rådnet og bitterhed
blevet et grundstof, silicium, muligvis, knivene
stritter i vejret, de kysser med glæde din hånd,


du er menneskelig, du sveder gummi
og udånder sennepsgas, skider et helt
alfabet ud i sneen og håber, der spirer
et eventyr, når der bliver forår igen,


i kirkerne tændes der lys for de døde,
på rådhuset bål til de stakler, som ikke tog med,
"this is war", messer crowley i endnu en cirkel af kridt,
der er hjul på din bil, og de drejer, til kuglerne falder
i hak, du har vundet en time med elvis på fm
og endnu en nat i citronmånens skær,
der er kaffe i grøften, drik løs,


det hober sig op under sengen,
bag døren, langs væggen i poser
og kasser og sække, man hverken
tør kigge i eller kassere, det
der, som man kalder et liv,


se, skyggen gemmer sig bag dig, du dækker for
regnvejr og storm og almindelig modgang og ældes,
mens den er så glat som en barnerøv, stil den
i front, den har godt af lidt dagslys, det svin,


og mågerne findes, but who gives a fuck,
når der også er myrer og pindsvin
og båtnakker til, og du ikke har tid
til at tælle de klatter, de lægger
på frakken, og frakken trods alt
skal til vask, og det snavsede vand
skal til havs, hvor det snavsede vand
hører til, ud til sneglene, krabberne,
rurerne, måske en enkelt klabautermand,
hvis der er plads til hans slags
mellem alle de andre ting,
ingen folk ser, ud til bølgerne,
dybderne, trykket og alle de andre
abstrakter, og mågerne, mågerne findes,
og kun inger c gives a fuck,


salen er tom, og du prøver
at rasle med stole og klirre
med glas, skære tænder og hamre
din hovedskal ind imod muren,
du lider af Lebensraum,
ingen har fundet en kur,


kommer tid, kommer råd, kommer
glemsel og tænder og kløer som
sakse og larver og orme og svampe
og syrer og vindstød og jordskred
og kontinentaldrift og styrt ned
i flammende solsøer, pas dine asters
og byg dine tårne og bed dine bønner,
de bliver til ingenting, makker,
og det er det smukke ved dem.


så har du taget en bus, og så står du og prøver
at stoppe den ned i din lomme, men bukserne strammer
for meget og revner, og så må du være for tyk,
og du griber en kniv og forsøger at skære en hel side
flæsk af, men så er du kantet, abstrakt, faktisk,
og du har brug for en hel rulle sandpapir, før du er
glat, som du plejer, men så er du pludselig for lille,
og ingen kan se dig i køen, før bussen er kørt,


du har rejst, du har indtaget bjerge fra
hvidt porcelæn, nedlagt dyr, ingen pung
kan erstatte, smidt affald, hvor kortet
var blankt, nu er sengene redt alle steder
og drømmene skrevet i mandtal og markerne
sorte af aks, der har ventet i andre folks regn,


stilladserne fjernes, og endnu en tegning
er blevet til sten, nok en hånd lavet om
til en bygning, og der går han, joakim,
joakim løfter sin hat, og kaniner og sedler
kan høres mod jorden, og jorden er blevet
en sump af papir, man kan forme til fostre
og hjerter og den slags, og anders har
knækket sin håndbremse, anders kan tælle
til 313 og rammer en mur, som han fortsætter
lige igennem, det rasler af mønter, hans
tunge giver op, arkitektens er dækket af
skillinger, du er en bjørnebandit, du har
også et nummer, du skovler det op i din favn,



II



goethe er død, han var ikke
til nytte i længden, nu samler
han støv i et aflukket rum,
men i træerne brøler de
pjuskede aber, de klør sig
i hovedet, forstår ikke hvorfor,
de er her, men ingen har taget
til genmæle, slet ikke Goethe,
der ligger med vidtåben mund
og har udskidt bananer af lys,


barnabys slips skifter farve fra scene til scene,
og barnabys slips hænger løst, man kan klynge sig
op i det, klynge sig op i et pæretræ eller en røn,
hvad som helst, man har lyst til den dag, blot det
matcher, men ingenting matcher, når jersey er midsomer,
bergerac barnaby, kun ét er sikkert: at ligene hober
sig op, at der altid er huse til salg, hvor han kommer,
at buskene rasler i skumringen liv efter liv,


elvis has left fårevejle og assens
og gentofte, nu er der andre giraffer
på græs, og det minder om afrika, søreme,
et afrika, hvor der gror breezers på palmerne,
hvor der er skum på den gamle limpopoflod,
blitzlys om natten ud over savannen,
og aberne vover sig ned for at tegne
med tusch på hinanden og drikke sig mod til
i blæk, skide tasker og festhatte under en
måne så blå, at selv langhalse dør i dens skær,


papegøjen er skudt, ligger stendød
i skovbunden, carlos har sat sig igen
for at rense geværet og genlade,
krattet er tæt som et drømmespind,
grene og pels, fjer og skæl vikles
ind i hinanden og ud, han må
skyde sig ind på det, carlos,
det virkelige, drab efter drab,


det er nemt, siger miguel, den skal helst ikke
være for hård, ikke heller for blød, den må godt
have lidt pletter, såmænd, men bør lugte af noget,
den er, ikke bønner og ananas, olie og kamfer,
kadaver, hvad har vi, men frugt, siger miguel fra
sin bod nær la seu, men i palma er torvene
tomme, og kattene flokkes, og Månen er
fuld, og han står med en brosten i hånden,


dauphinen har fået sin te, men det rumler
i maven endnu, og i parken forsøger fasaner
at lette, de bliver til fakler i solen
og lander som aske igen på hans fugtige
pande, men vinen er god i auvergne, der er
stokke så langt, øjet rækker, og bønderne
synger med nyslebne segl i de barkede næver
og mødes på hjørner og torve og pladser,
men ikke dauphinen, dauphinen har pakket
sin kuffert og venter i snevejr på trappen
hans stemme er rusten, han ryster,
men vinen er rød i auvergne og skal ned,


og sokrates drikker sin saft og vil gerne
have småkager til, måske scones, hvis der
ellers er åbent hos bageren, der er programmer
om jetfly og hajer på tv, og buskene bugner
af solbær i baghaven, kålorme spinder sig ind
uden angst for sig selv eller andre slags skygger,
på himlen har nogen smidt kviste og leget med
tændstikker, det er sankt hans, og han synger
i stuen, gør sokrates, synger om antændte gravhunde,
kvinder og kager og den slags, hans nabo er græsk,
og er godt gal i skralden, og strømerne kommer om lidt,


"de er skøre, de romere",
siger han, obelix, han slæber
rundt på en bautasten, også på toget,
og skræmmer de små og de svage,
men plads får han altid ved ruden,
hvor byerne fiser forbi, espergærde
og humlebæk, kokkedal, klampenborg,
hellerup, gallien mangler på
landkortet, der bor goscinny,
han ved nok, hvad meningen er,


marian glemte sig selv, nu er høstakken
kold, og det regner ved skovbrynet, kvalmen
er kommet, og maven er vokset, og ormene
gnaver sig ind mod det kernehus, hvor han
har gemt sig nu, robin, sheriffen er ude at
ride i dag, han har bleer og sutter i tasken,


ofelia kigger på vandet,
ofelia flimrer, mens hamlet
er gæst i et talk show
i prime time og taler
og spøgelser, fjender
og sværd, som skal glimte
i solen, han sidder på mors,
hun skal ned gennem øresund,
skal hun, før skærmen
bliver stor nok til to,


væggene drysser i dresden, og rita kan høre dem
oppe i luften, befrierne, dem, der har bomber
og bolsjer i lasten og lever i lande, der ikke
kan dø modsat hendes, hvor kroppe går
rundt uden hoveder, og regnen er rød
og får alt til at visne, det hvide flag
brænder i hænderne, fløjtene lyder,
og nu skal hun op efter luft,


bjarne har taget en sprøjte, kan cykle
hvorhen, det skal være, til thisted, endda,
hvis det er, der er luft i hans hjul
og metal i hans stel, der er guldstøv
i savlet, som bobler i mundvigen,
landskabet buler, punkterer og lukker
ham ind, hvor der kun er atomer i fart,


stoffet er ustabilt, skriver hun, madame curie,
falder hen efter love, hun stadigvæk prøver at greje,
i æteren spiller de dansemusik af en art, hendes fødder
har svært ved at følge, i hårbørsten: tråde af bly,


"i just wasn't made for these times", synger Brian
fra naboens vectra, der sætter i gear og forsvinder
helt ud af historien, ud, hvor han findes endnu, mr. wilson,
med rynker så dybe som riller, der fortsætter ind
mod det centrum, hvor røster som hans holder til,


han har købt sig en is, major tom,
tæt ved molen i hurup, han står nu
blandt tyske turister og skidende
hunde og hujende børn, mens den smelter
i hånden, selv bølgerne lugter af nougat
i hurup i midten af juni, måske til
december kan vandene gås på, langt bort,


kaffen er klar, og der sidder han, svante, og græder
og mangler en færge, der virkelig kan sejle, kan holde
det ude, det fandens til vand, ikke blot over øresund,
nej, men til riga, mindst, gerne til istanbul, cape
town og bogota, nina kan rende ham med sine kniplinger,
sverige stinker i grunden af surströmning, himlen er
grå overalt, skandinavien er endeløs, hundene glammer
på afsides strande, han håber, de spiser ham op,



III



ven ligger ude i tågen et sted
og er svensk og skal staves med h
ligesom halmstad og hstockholm og hlundm
sikkert, gränsen er flydende, folk går
til bunds i det stads, det er jorden
i hovedet, der gör det, en öfuld er nok,
og et helt alfabet springer läk,


bølgerne bruser uendeligt
langsomt, for det er sahara,
det her, ingen ved hvilken tid,
tiden tager på så øde et sted,
ingen ved, hvilke hvaler,
der baner sig op efter luft,


fanden til bush, som lader mennesker
forsvinde og komme tilbage som dyr, ja,
sågar mineraler, som sandsten, uluru
i morgenlys, solnedgang, rød som en
drøm om et foster, ja, fanden til bush,
hvor der drømmes årtusinder væk, når
man bare har brug for en enkelt, kort dag,


hundene æder de ting, de kan finde
i phuket, et brød her, en hånd der,
en fedtet kondom, hvis det er, og
det er det i phuket, hvor sedlerne
hænger i luften, men mennesker
lander på klinkede gulve og plettede
pudevår, kærlighed varer for evigt
i skyggen af buddha, hvor urene
tikker, og gaden er brolagt med lort,


solen er stærk i kabul, brænder
væggene hårde, selv skudhuller
tørrer den ud, den er ikke en
stjerne der, ikke en giver af liv,
men en djævels samvittighed,
folk stimler sammen hver aften
og fester idét, den går ned,


druerne vokser ved mosel, de modner på
opbundne stokke og rådner i vældige tanke
og tønder, her drikker man død og får lyst
til at slås, ambulancerne hviner som om,
der er angreb fra luften igen, men i stuerne
fjernes hvert støvkorn omhyggeligt fra borde
og hylder, og alt står i pinligste orden
hver morgen, så dyrkes der druer igen,


nætterne vokser i Godthåb, snart flytter de
hjemmefra, sikkert, og glemmer de falmede
skure ved kysten, hvor søvnen, nu hjemløs
og udsultet, søger i læ under kupler af ben,


detroit er gået af led, og i gaderne vandrer de,
alle de hylende genfærd af stempler og samlebånd,
regnen er matsort og klistret som spildolie,
venter vel bare på gnister nu, havet har afvist
at tage den tilbage, på trapperne venter de, ulvene,
motown har mistet sin soul, og nu bløder
pickupperne langsomt ihjel i en endeløs by,


truckstop gondolero: kaffe i krus,
gafler i plastic, fritter i papæsker,
tyske melissa i skurvognen bagved,
så videre: autoværn, frakørsler,
olie på tøjet, en walkie, der skratter
sig vej gennem uger og landskaber,
drejende dæk, 16 af dem, én ordre,
én hånd og én fod og én tanke og der,
efter syv andalusiske mil, pyramider
og benede hunde, der bjæffer om kap,


togvogne ruller igennem sibirien, renerne græsser, og kogler
bliver modne og folder sig ud, der er hul i tunguska endnu,
efter hvad ved man stadigvæk ikke med sikkerhed, lyset kan
gamle folk huske, de sidder på husenes trappetrin, tandløse,
kun til besvær, det er hårdt land, det her, det er klipper og is
af den slags, som man ikke kan putte i vafler, og tunger
som deres har glemt dét at smage, på dem ligger lenin på lit de
parade, der er frosne mammutter i tundraen, hjulene skingrer
mod skinnerne, snablerne  vifter og trutter mod skyerne,
tiden er flænset af pigtråd, her spaltes der sten,



IV



det handler om veje, der mødes og bliver til veje,
som ikke blot fører til skilte, adresser og cykler,
men fortsætter ud og tilbage mod centrum og fører
til noget, det handler om dig, som er mig, der er
dem, som er os, der er mennesker, handler om katte,
som ikke er fugle, der ikke er biller og blåbær,
som ikke er grønkorn og jordarter, handler om celler
i hovedet, der ikke er celler i hjertet, som ikke
er celler i knæet, i foden, i hånden, det handler
om ord, der tager livtag med ord, som tager livtag
med udsagn, der smelter på tungen, som bølger og
bølger, det handler om rum, der bliver tid, som
bliver rum, der bliver tid og til syvende og sidst om
kontakten, der klikker i dørkarmen dér, hvor du sov.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar