mandag den 12. september 2016

Lignelser (manus)

Lignelser er, som titlen antyder, inspireret af Jesu lignelser i Det Nye Testamente, hvorfor netop han da også er en gennemgående figur. Og alligevel fik mine tekster, som er skrevet i årene 2012 - 14, efterhånden en egen karakter, som var på en gang gammeldags og hypermoderne. På en måde ved jeg ikke engang, om Lignelser overhovedet er en rimelig titel på det, jeg lægger frem her. Men jeg ved, at har jeg skrevet et manus, som rummer essensen af mit livsprojekt, er det dette. Det er kort og fyldt med ironi og slapstick-humor. Men det rører mig på en måde intet andet, jeg har skrevet, gør. 

Med andre ord: Vil du virkelig kende forfatteren, så læs bogen. Men husk at få alt det med, der står mellem linjerne.


***


Steffen Baunbæk
Lignelser


***


Lignelsen om Jesus i Tokkekøb Hegn

En dag, hvor Jesus og De Tolv var ude at gå et sted i nærheden af Tokkekøb Hegn, hændte det, at en bondemand kom forbi og sagde således til Menneskesønnen:

- Hej, du der! Man siger, du er en vis mand, og at du kan læge selv den værste sygdom med hænderne. Nu skal du høre: Mine kreaturer har fået det dersens mund- og klovsyge, og jeg vil komme i grumme vanskeligheder, hvis jeg er nødt til at lade dem aflive. Hvis jeg nu giver dig og de der folk, du har med, en tallerken kartoffelmos og en håndbajer hver, fikser du så lige den?

Guds søn standsede op og trak vejret dybt. Da talte han så:

- Der var engang en bademester, som havde tre arme. En til at vinke med, en til at slå med og en til at skrive med. Når han svømmede, slog han en vældig fart. Derfor var han meget velegnet til sit job.
Dog blev han fyret. Når han nåede hen til den, som var ved at drukne, vinkede han enten til det ansigt, som stirrende forsvandt ned i dybet, hamrede staklen én på lampen eller gav sig til at skrible haikudigte i panden af vedkommende.
- Hvad mener du med det, sagde bondemanden skeptisk.
- Aner det ikke, svarede tømreren fra Nazaret: - Men jeg synes, du bør hente dit gevær.


Lignelsen om Sakha-Yakutien


Der er et landskab et sted i Sibirien. I baggrunden knejser bjergene, hvis toppe og øverste skråninger er dækkede af sne, som har ligget der så længe, det skal være.

Længere nede er der fugtig, stenfyldt sandjord og blottede klippepartier. Efterhånden dukker vækster op. Mos og spredte græsklynger. Så ender bjergene. Brat. I tundraen. Tundraen, der i reglen er underafkølet, men kan opvise ganske rige forekomster af rensdyrlav og lyng.

Et par gange om året krydser vældige flokke af takkede bæster gennem dalen, til tider forfulgt af en bjørn eller to, et kobbel ulve, det løse i rovfugle.  En tid bliver der tanket op ved floden, tyndet ud i floraen, brølet af unge eller gamle individers forsvinden. Så er der stille igen.

Blandt tuerne slentrer en mand. En mand med badebukser på.

De er lilla. De er lavet af polyester.


Lignelsen om det betændte sår 


Det betændte sår var ikke glad for sit job. Dag ud og dag ind hang det bare på den sædvanlige arm, som i virkeligheden gerne ville af med det, og spyede gullig væske af sig, mens de forbipasserende kom med alle de sædvanlige udbrud: "Yks", "yikes", "badr", "fyffer pyffer" og ind imellem "føj for satan!" Det var ærligt talt ikke en særligt opmuntrende måde at tilbringe sit liv på.

Så en dag faldt manden, det betændte sår sad på, i snak med en smuk, ung kvinde. Aftenen blev lang og indholdsrig, og det gik, som den slags ofte gør: De to tilbragte en halv times tid med akrobatiske øvelser, det betændte sår ikke skulle gøre sig alt for klogt på, før manden med armen faldt tilfreds i søvn.

Da han var langt inde i drømmeland, fik den unge, smukke kvinde øje på såret, og ansigtet stivnede med ét. Men modsat andre gange løsnede grimassen sig varsomt, og hun begyndte at tale til den bizarre plamage:

- Du godeste Gud, hvad er du for en ting?
- Jeg er et betændt sår. Kan du ikke se det?
- Godt, endda. Hvorfor er du på armen af ham, jeg tror, jeg kommer til at elske?
- Fordi der er noget i vejen, måske.
- Måske er det dig?
- Hvordan kan jeg være i vejen? Jeg er her jo bare.
- Men...har du aldrig tænkt på at blive noget andet?
- Hvad skulle det være? Måske kan jeg avancere fra at være et betændt sår til bare at være et sår, men så heler jeg jo. Nej, så hellere blive ved med at være det, jeg er.
- Du er bange?
- Nej, ensom. Jeg er den eneste, jeg har, for alle andre hader mig. Hvordan skulle jeg så kunne give slip på mig selv?

Kvinden smilede uudgrundeligt. Så rakte hun halsen hen over mandens brystkasse, sænkede læberne og placerede dem lige midt i det gullige pus. Hun hævede hovedet igen og slikkede sig om munden.

Og det betændte sår faldt i søvn, ligesom manden med armen havde gjort det.

Da det vågnede igen, fandtes det ikke længere, men havde fået øjne, hænder, fødder, hjerte og mund.

Og den unge, smukke kvinde kiggede forelsket på det, og det kiggede varmt tilbage.

Det hed Jens nu. Det var lykkeligt og fortabt.


Lignelsen om drengen og høstmanden 


Drengen kom forbi en mand med en le.

- Hej, fremmede mand, hvad laver du?
- Jeg fælder strå, svarede manden.
- Hvorfor gør du det?
- Det er på tide, lød det fra et sted under kutten.
- Kan jeg hjælpe?
- Ingen kan hjælpe mig! Den tilhyllede skikkelse slap en kort, tør latter.
- Hvad kan jeg så gøre? Drengen trippede rastløst på stedet.
- Du kan lære at bage et brød, svarede manden og hvæssede bladet igen.


Lignelsen om Marie Marolle


Marie var en underlig pige.

Mens de andre unger i gården spillede fodbold, byggede huler eller spillede Playstation, gik hun rundt i kvarteret med en indkøbsvogn, hun havde hugget ovre i supermarkedet, og indsamlede poser.

Plasticposer. Tomme plasticposer. Fra Fakta og Kvickly og Irma og Aldi og SuperBest og Kiwi og Rema1000.

Der var dem, som mente, hun faktisk var ligeglad med, hvad der stod på dem.

Det kunne ingen forstå.

Men hun kunne tæske de unger, som prøvede at mobbe hende. Og kom en enkelt, fordrukken far hjem fra jobbet og forsøgte at forsvare sin purk, blev han så voldsomt sat til dørs verbalt, at han var nødt til at gå hjem for at tæske konen. Og purken. Igen.

Da Marie nåede konfirmationsalderen, opdagede hendes mor, at der manglede en gryde, en nål og en rulle tråd.

Det tænkte hun ikke nærmere over.

Da Marie nåede konfirmationsalderen, opdagede hendes far, at han ikke kunne finde hverken optændingsbriketterne til grillen eller den tilhørende æske med stormtændstikker. Men skidt, han havde en lighter.

Da Marie nåede konfirmationsalderen, så naboerne, at hun var i gang med at sy de mange poser fra indkøbsvognen sammen til en ballon ovre i græsset.

Det var ikke deres sag.

Det var heller ikke deres sag, at hun lettede og fløj op til Vorherre.

Og bad om dårligt vejr.


Lignelsen om Erasmus og morlille 


- En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten.

Erasmus rankede ryggen og smilede skævt, mens han ventede på reaktionen.

Måske ville hun endda begynde at græde, morlille.

Men morlille smilede bare. Og spredte armene ud.

Og fløj.


Lignelsen om studenten og bondemanden


Der var engang en student, som havde været i den store by for at blive en vis mand. En sommerdag fik han sin hue, og som det første tog han bussen hjem til det sted, han kom fra, for at vise sine forældre den.

Studenten havde været væk længe, så han stod tidligt af for at tilbagelægge det sidste stykke til fods.
Da skete det, at han stødte på en bondemand, han havde kendt som barn, i et skel.

- Nu, hvad har du så lært?, spurgte bonden.
- Kan du se den der?, svarede studenten og pegede ud over en rapsmark. - Nu siger du nok, at det er en rapsmark, men er du nu også sikker på dét? For jeg har lært, at edderkopper har otte øjne, og at hunde og katte har sanser, som er meget anderledes end vores. Jeg har lært, at lyset brydes og bliver til farve, men at farven kommer an på hvem og hvad, der ser den. Jeg har lært, at alt, vi tror er solidt, består af atomer, der består af enorme mængder tomrum og en lillebitte smule masse, som ikke er masse, men energi. Jeg har lært, at der ingen forskel er på noget og ingenting, og alligevel er ingenting noget, fordi vi gør det til noget gennem de sanser, vi har, og de tanker, vi tænker. Du siger vel, at det er en rapsmark, men jeg vover den påstand, at selvom den ser gylden, lys og frodig ud, lugter den som urin eller rådne legemer. Du siger, at det er en rapsmark, men jeg siger, det er døden. Hvad siger du til det?

Bondemanden rettede på kasketten. Så tændte han piben og svarede:

- Det dér, min fine ven, er en rapsmark.


Lignelsen om Uri Geller


Uri Geller havde fået et job. Et job i vejvæsenet.

Uri Geller kunne gode lide at arbejde i vejvæsenet. Se asfalten tage form i den store blandemaskine, mærke den ramme duft af tjære, brede den endnu bløde masse ud over jomfruelige vejstrøg, som bare ventede på at blive udforsket af nye køretøjer.

Uri Geller kunne ikke lide sine kolleger. Hver dag, når han mødte, ville de have ham til at bøje skeer. Ikke lægge asfalt.

Uri Geller vidste ingenting om at bøje skeer.

Uri Geller kunne ikke lide, når de spurgte ham om, hvem han troede, han var.

Uri Geller blev fyret en dag. Fordi, som chefen sagde, han ikke var sig selv.

Uri Geller blev fundet en dag længe efter et af et hold arkæologer. Som et skelet tromlet ned under en vejbelægning. Det så frivilligt og overlagt ud, mente de. Alt tydede på, der var tale om et selvmord.

De skænkede det aldrig en tanke, om det var Uri Geller.


Lignelsen om elefanten og blikkenslageren 


Det hændte, at elefanten en dag var ude for at trutte. Da stødte den på en svedig blikkenslager, som under stor møje var ved at reparere et toilet.

- Hej, elefant!, råbte blikkenslageren - hvad laver du?
- Jeg trutter, sagde elefanten muntert.
- Kan man leve af dét?, ville blikkenslageren vide.
- Nej, men det lyder så kønt, sagde elefanten: - Og jeg kan leve af at være en elefant. Hvad kan du?


Lignelsen om regnbuen 


Klaus kunne godt lide at gå i marken sammen med sin farfar, der var landmand. Når der skulle sås, gik de fure op og fure ned for at sætte frø, og en dag, hvor det havde regnet, var det, han så den.

Regnbuen.

- Hvad er det, farfar?
- Det er regnbuen, Klaus.
- Hvad kan den, farfar?
- Den kan ikke så meget. Men for hver ende af den står der en krukke med guld, Klaus.
- En krukke med guld? Orv!

Klaus var ellevild og spurgte farfar, om han måtte gå tilbage til gården, hente cyklen og prøve at finde krukkerne. Det måtte han godt, og drengen satte sig op, trådte til og rullede ud på landevejen.

Årene gik, og Klaus havde mere end en gang måttet stille en cykel, som var blevet for lille til ham, i vejkanten for at hugge en ny. Han havde cyklet over floder og bjerge, tætte byer, raslende marker og endeløse stepper, mens han først fik dun på overlæben, så kraftigt, sort skæg, så lange, grå totter. Hele tiden syntes den at være lige langt væk, regnbuen, men havde farfar sagt, at man kunne nå enden af den, måtte det også være sandt. Og ganske rigtigt: En dag var han der. Lige for foden af ham nåede de vældige farvestriber jorden. Lige for foden af ham stod der en krukke.

Og han bukkede sig ned, gjorde Klaus, og han vendte krukken på hovedet, og han lod indholdet rasle ud.

Den var fyldt med femogtyveører.

Bunkevis af blanke, ubrugelige femogtyveører.


Lignelsen om Ib Michael 


Der var engang en mand, der hed Ib Michael. Ib Michael havde set det meste af verden og skrevet store bøger om det. Han havde krydset Sydhavet, besteget store tinder i Tibet, røget sær tobak med indianere i Amazonas og spist hvalspæk med eskimoer i Alaska, og hver gang havde han omhyggeligt taget noter, som han havde stykket sammen ved sit skrivebord til værker, der blev hyldet af jublende masser, når de ramte gaden.

- Ib Michael er klog, råbte de: - Ib Michael, fortæl os mere om verden!

Han havde det godt med sig selv, Ib Michael. Hvordan kan en Ib Michael ellers have det under så langvarig, flatterende og intensiv hyldest?

Og så skete det alligevel en dag, at han huggede sig vej med en machete i et junglekrat, og da han omsider kom igennem, gik det op for Ib Michael, at her havde Ib Michael været før. I desperation løb han over mod den næste tykning, som han gik løs på, så lianer, fugleedderkopper og pumaer fór i alle retninger.

Endelig lysnede det, og han kom ud et nyt sted. Der havde han også været.

Ib Michael flygtede tilbage til studerekammeret, rev sit verdenskort ned ad væggen og lod febrilsk en finger køre frem og tilbage over kontinenterne.

Sådan sad han længe, mens sveden piblede ned ad panden. Omsider landede den på en lille plet nede i Middelhavet, som hed Athos. Han lo for sig selv: Det var genialt, det her. Det var en munkestat, vidste han, og fremmede kunne kun komme ind ved at søge om tilladelse. Men fik han den, og det gjorde man, når man hed Ib Michael, var han sikker på, den gemte på den næste store, gode historie.

Banken blev kontaktet, og ansøgningen blev sendt afsted til munkene, som sagde ja, for det gør de til folk, som hedder Ib Michael. Og Ib Michael smed macheten i floden, steg på sit vandfly, som blev vekslet til en Boeing 747 i Panama, og satte kursen mod Athos, som han nåede tre dage senere i en ramponeret fiskerbåd.

Men allerede ved ankomsten følte han, der var noget galt. Stenene føltes velkendte under fødderne, duften af munkenes kutter mindede ham om noget, luften føltes tryg i lungerne.

Da han kom ind i klostret og så de sirlige malerier under loftet, slog det ned i ham som et lyn.

Shit! Sommeren '78 sammen med Troels.

Ugen efter sad Ib Michael og græd i en bil uden for Bylderup Bov. Kulden skar i de ældede knogler, og lyset blændede. Her talte alle hans sprog, alles ansigter mindede lidt om det, han så i spejlet, og alting smagte som hans kød. Her var han ikke klog, her fandtes der kun små historier og labradorer, som logrende snusede til hans skosnuder. Her var Ib Michael ikke Ib Michael, kun Ib, og det eneste, han kunne komme i tanke om, han havde lyst til, var en mælkedreng.

Og en liter benzin, så han kunne sende den forbandede bil ind i træstammen.


Lignelsen om patienten 


De kunne ikke finde ud af, hvad hun led af, Anneli. Situationen syntes ikke akut livstruende, men symptomerne var bizarre, for at sige det mildt. Hendes hjerne var tilsyneladende lavet af silicium, og alligevel udviste hun en foruroligende tankekraft. Uden at være påfaldende autistisk kunne hun efter få sekunder remse pi op med 365543883676300 decimaler. Hun var begyndt at udvikle hjul på fodsålerne, neglene tog gradvist form af knive i rustfrit stål, og selvom man udviste en vis bekymring den dag, hun tømte en stor flaske klor, skete der intet: Indvoldene viste sig at være udformet i porcelæn. Da musklerne til sidst blev så spændte og kraftfulde, at støvfnug, som landede på dem, katapulteredes flere meter væk, og hun en dag knuste en husmur, hun i et distræt øjeblik kom til at gå ind i, indkaldte lægen hende omsider til en vigtig samtale.

- Anneli, jeg må være ærlig. Jeg aner simpelthen ikke, hvad du fejler, og endnu mindre om årsagerne til det. Men...må jeg høre om dine interesser?
- Jeg kan godt lide at strikke.
- Du har aldrig overvejet at gå ind i politiet? Militæret, måske?
- Nej. Jeg kan bedst lide at strikke.
- Hør her: Verden står over for uoverskuelige problemer. Har du ikke hørt om Fåret?
- Fåret?
- Ja, ham der stjernepsykopaten i uldtrøjen fra Rødovre, som har sendt en satellit i omløb, der får alle til at sige mæh og spise græs?
- Næh, skulle jeg det?
- ALLE har hørt om Fåret, Anneli!
- Fåret? Næh.
- For pokker, Anneli! Vi er desperate! Vi har brug for netop din hjælp! Vi har brug for en stærk og kontant hånd, en lynskarp, upåvirkelig hjerne, et usårligt system.
- Hvad siger du egentlig?
- Vi har brug for en superhelt, Anneli! Vi vil ikke gumle kløver! Du må frelse verden! Frels os!
- Jeg kan godt lide at strikke, sagde Anneli.

Så tog hun sin sykurv og gik.


Lignelsen om radioamatøren


Jørgen drejede på knappen. I månedsvis havde han siddet foran sin sender og søgt efter noget, han ikke vidste, hvad var. Efterhånden havde han systematisk afprøvet alle bånd og bredder, men kun fået obskure radiostationer eller kosmisk baggrundsstøj frem.

Han kiggede sig rundt i stuen, hvor bornholmeruret tikkede, støvet dansede i sollyset og tallerkenerne hobede sig op på gulvet.

Hvis bare nogen ville tale til ham. Og nej, ikke Johnny fra Rødovre eller Franz fra Niebüll. De ville i virkeligheden helst kun høre sig selv. Den nogen, som måtte sidde et eller andet sted derude og lede efter ham.

Ingen anden. Bare ham.

Så ramte han noget. En stemme gik klart igennem. Helt klart. Den var venlig, blød og dyb, men lod til at formulere sig i en form for kodesprog.

- ^'*jhkM7&872¤¤678HB.
- Hej, svarede Jørgen og gav sig til at transskribere.

Det fortsatte han med i timevis. Mens han fortalte, hvad han havde fået til aften, beskrev sin frimærkesamling i detaljer og holdt et længere politisk foredrag, fyldtes ark efter ark med tegn, han ikke umiddelbart forstod.

Tegn, han end ikke var overbevist om svarede til det, der blev sagt. Hen imod midnat takkede han endelig af og lovede at vende tilbage om morgenen.

Jørgen fik ikke meget søvn den nat. Sad bare ved spisebordet og prøvede at finde en systematik i det, han havde skrevet ned. Den blev ved med at undvige ham. Da det blev lyst, og fuglene begyndte at synge udenfor, tændte han for senderen igen og sagde:

- Godmorgen. Jeg har brug for søvn. Tag det ikke ilde op. Jeg er på igen i aften.
- "&&/)(=)U(UO)=OLK*^, sagde stemmen, og det lød til at være i orden, og det var så det.

Sådan formede Jørgens dage sig i nogle uger: Lange snakke fulgt på vej af kradserier om aftenen, grublen hele natten og til sidst en spag morgenhilsen, når det gik op for ham, at han endnu engang ikke havde brudt koden.

Med tiden blev han sløset. Godt nok begyndte han at rydde op, støve af og tage bad som om, han ventede besøg af nogen, men ligesom blyanten lod han oftere og oftere papiret ligge. Han fik alligevel aldrig knækket systemet, var han overbevist om.

Men han var der. Han eksisterede faktisk. Og en dag ved daggry, hvor han åbnede døren for at hente avisen,  lå der noget på trappen. Det mindede lidt om en fiskestang, men så ud til at være lavet af brystkarameller.

*=)(&¤ØÆ(&`?=* havde noget skrevet på trappestenen med en slags vandfarve, hvis kulør han ikke umiddelbart kunne genkende.
- Selv tak, sagde han ned i mikrofonen og lukkede anlægget ned.

Så bandt han sit slips og åbnede døren.


Lignelsen om rønnetræet 


Alma gødede og vandede sin have godt. Alma gødede og vandede sin have rigtig godt. Altid havde hun de største græskar, de smukkeste roser, de saftigste asparges, de rødeste jordbær. Af samme grund fattede ungerne i kvarteret stor interesse for hendes havebrug, og efter nogle år, hvor hun holdt dem borte fra matriklen med først sin kagerulle, senere byger af småsten, Alma samlede op i ledige stunder og opbevarede i en dynge tæt ved kompostbunken, fik hun sit mand til at sætte et elhegn op, så ingen kunne komme ind og betræde hendes sirlige, stenbesatte stier og afpille de planter, hun gennem årtier havde fremavlet ved konstant at sætte stiklinger fra de stærkeste, mest givtige eksemplarer, men hun løbende lugede ud i de svageste. Haven var hendes mesterværk, og hendes alene, og intet - intet - skulle antaste den. Aldrig nogensinde.

Så var det, hun så det. Rønnetræet.

Det stod der bare en dag. Lige op ad hegnet. Hvordan det havde båret sig ad med at komme op i knæhøjde, uden hun havde opdaget det, forbløffede hende, ja, fyldte ligefrem Alma med skam. Var hun virkelig ved at falde af på den? Men op kom det, og tilfreds gik hun ind for at sætte kaffe over til manden.

Næste dag var der to. I samme højde også. Tænderskærende trak hun det op, lortet, tændte op i olietønden ved hønsehuset, hun altid brændte sit affald i, og smed planter i. Færdig med dem! Så kunne de lære det!

Onsdag, mens hun stak asparges, kastede hun et blik over mod hegnet, hvor et eller andet - det tog hende lidt tid at hitte ud af hvad - var galt. Den stod så flot og frodigt, den fuldvoksne røn, at det grangiveligt så ud som om, den hørte til. og i blot og bar glæde ved at gro havde den allerede sat adskillige aflæggere rundt om i hele haven  Hun panikkede næsten. "Jørgen! Jørgen!", råbte hun, og den befippede ægtemand væltede ud af stuehuset, hvor han havde været godt i gang med sin middagssøvn: "Jørgen! Hent motorsaven!"

Og han savede, Jørgen, og Alma gik ind i værkstedet, hvor han gemte rottegift og benzin, trak hver eneste aflægger op og forpestede jorden, så intet rønnetræ - desværre heller noget som helst andet - kunne gro på de berørte pletter igen. Den nat måtte Jørgen trøste hende i sengen. Alt, hun havde kæmpet for og forsvaret i så mange år, hang nu i en tynd tråd, og i spejlet havde hun ikke kunnet se sit eget ansigt for tårer. Det ville blive værre i morgen, vidste hun. Den ville hende til livs, den røn.

Men hun havde sin jord, og hun havde Jørgen, og Jørgen havde sin motorsav, og hun havde en vilje som tusind angrebslystne løver, og hun ville vinde til sidst. Hun ville vinde.

Torsdag var haven fyldt med fuldvoksne stammer. Flammerne i tønden arbejdede i døgndrift. Fredag var de fulde af bær, træerne, men nok engang blev de alle sammen lagt ned, og alt blev omhyggeligt samlet op og destrueret. Men lørdag sprang kæden af Jørgens motorsav, hvorefter den fortsatte op i hans ansigt og forrettede skader, som forvandlede de foregående dages krig mod rønnen som biologisk art til bagateller. Ambulancefolkene lukkede bare det ene øje, han havde tilbage, og slæbte de afsjælede rester bort. Der var intet, de kunne gøre for ham. Intet overhovedet.

Det blev søndag. og hun lod dem bare gro. Hun sad i stuen hele dagen og tv. Appetitten var væk, så hun gik i seng uden mad, og mens hun faldt i søvn, kunne hun høre dem arbejde inde i murene, lige under gulvplankerne, rødderne. Hun drømte, at de smukkeste træer kom op, kravlede hen over dynen og viftede hende blidt i ansigtet med deres grene. Hun drømte, at Jørgen lå ved siden af hende, helt grøn og spændstig.

Han smilede bær.


Lignelsen om Jesus nordenfjords 


En sen aften kom Jesus til en bondemand i Ingstrup. Der var kalas, og han havde fået invitationen ovre i kirken i søndags.

Knapt var han kommet ind, før bonden løb ham i møde med hånden strakt ud til hilsen.

- Godt at se dig, gamle dreng.
- Øhm, i lige måde, svarede Jesus.
- Nu skal du se. Maden er klar, men vi mangler vinen. Kan du lige kigge på dem der?

Værten pegede over mod nogle vandtrug ved døren, som vist normalt var forbeholdt hestene.

- Naturligvis.

Frelseren smøgede ærmerne op.

Et øjeblik efter kom bonden tilbage for at se, hvordan det gik.

Døren var åben, gæsten atter faret til himmels. Og nu havde han fem trug fyldt med den fineste kønrøg.


Lignelsen om gryden og hunden


Gudrun kunne ikke tro sine egne øjne.

Hun havde kogt spaghetti, siet vandet fra og smidt hele baduljen tilbage til gryden.

Der lå de så og viklede sig ind i hinanden som orme, de møre og hvide stænger.

Og hun kunne læse fremtiden i dem.

Med ét vidste hun, hvordan resten af hendes liv ville forme sig. Hvordan hun ville dø. Hvad den næste statsminister ville hedde, hvilken forfærdelig krig, der ville bryde ud om tyve år, hvad menneskehedens og klodens skæbne ville blive. Hun kunne se det hele - det HELE - lige dér!

Det svimlede for Gudrun, så hun måtte støtte sig til køkkenbordet. Tusind tanker løb igennem hendes hoved.

Hvad nu hvis det, at nogen kendte fremtiden, muliggjorde, at man kunne ændre den?

Hvad nu, hvis hun kunne nå at komme til lægen i tide? Hvad nu, hvis man kunne afspore valget?

Hvad nu, om man kunne nå at eliminere den officer, der ville trykke på den røde knap?

Det kunne være, det ikke ville forandre noget. Men det ville alt sammen være værd at forsøge.

Hele menneskeheden fortjente at vide det, hun vidste i dette sekund.

Hun ilede ind i stuen, åbnede skrivebordsskuffen, flåede en kuglepen og en stor stak løsark til sig.

Så var det, hun hørte det.

Braget fra en gryde, der ramte køkkengulvets fliser. Lyden af hundepoter, der trippede rundt derude, og en begærlig smaskelyd, som ikke overlod meget til fantasien.

Hun kunne ikke huske en skid.

Det eneste, hun vidste med sikkerhed, var, at hun ikke havde set dét ske.


Lignelsen om elgen i Græsted 


Der stod en elg ude i haven. Der skulle ikke stå en elg ude i haven. Det var ikke naturligt. Den slags hørte til i Sverige, hvor de for Fritjof Nielsens skyld kunne æde så meget mos og få så mange lastbiler til at havarere, som det skulle være. Men ikke her.

Fritjof Nielsen fór ud, samlede en stor sten op fra gærdet og kastede den med et råb efter dyret. Dyret, der bare kiggede op og gloede dumt på ham, mens kasteskytset fortsatte lige gennem dets krop.

Noget paf tav Fritjof ved synet. Var han ved at blive sindssyg? Så satte han i løb og hamrede en knytnæve lige ind mod bæstets mule.

Troede han. Til gengæld slog han et gevaldigt hul i luften.

"Ok, så er det muskedonneren!". Nielsen løb ind i stuen, smadrede glasset, der forseglede våbenskabet, trak en skinnende riffel ud, stoppede projektiler i og begav sig ud i haven igen. Den stod helt stille, elgen, og Fritjof kunne roligt først sigte, derefter trykke af. Men da fire-fem skud var sendt afsted, og kræet stadigvæk fredfyldt gumlede blade i sig fra solbærbuskene, måtte han erkende, at første del af slaget var tabt.

"Det går slet ikke, det her!", bandede Fritjof og fiskede sin mobil op ad brystlommen. Han trykkede et nummer ind og skar tænder, mens han ventede på, at forbindelsen skulle blive oprettet.

- Alarm 112.
- Ja, hej, det er Fritjof Nielsen fra Granatæblevej 37 i Græsted. Der står en elg i min have, sgu! Kan I ikke sende nogen til at fjerne den?
- Hallo?
- Hallo! Jeg sagde: Det er...
- Hallo?
- FRITJOF NIELSEN, FOR HELVEDE!!! DER ER EN ELG I...
- Dut, dut, dut...

Han var godt ophidset nu, var han, Fritjof, og han var fuldstændigt overbevist om, at stemmen i den anden ende af røret bevidst havde ignoreret ham. Men han havde venner på høje steder. F.eks. borgmesteren, hvis nummer han nu trykkede ind:

- Borgmesterkontoret, det er Henrik Wallenstedt.
- Hej, Henrik, længe siden. Nu skal du høre.
- Hallo?
- Hallo, Henrik, jeg har et noget specielt problem, gamle ven, for der står...
- Er det dig, Susanne?
- Nej, det er ikke Susanne, det er FRITJOF! Hvem pokker er Susanne?
- Jeg vil ikke have, du ringer til mig her, Susanne. Det ved du godt. Det har jeg fortalt dig!
- DET ER IKKE...
- Farvel, Susanne. Dut, dut, dut...

Han var chokeret, var Fritjof, men det var ikke hans sag, og heldigvis kendte han også General Hansen fra Forsvarets Operative Kommando. Hvis han ikke kunne, ja, ligefrem ville nyde at blæse en foruroligende skabning bort fra Jordens overflade, ville verden ikke stå længere.

- Ja, det er Hansen!
- Hej, Flemming, det er Fritjof! Ved du hvad, jeg tror sgu, jeg har et lille job til dig.
- Hallo?
- FRITJOF!
- Hvem der?
- MIG, FLEMMING!
- Åse, gider du ikke lige at checke, om der er noget galt med den her telefon? Jeg tror, de røde er på spil igen!
- FLEMMING?
- Dut, dut, dut...

Fritjof tabte telefonen på plænen. Det var lige pludselig så uvirkeligt, det hele. Det var ikke blot som om, han ikke eksisterede. Det var som om, han aldrig havde eksisteret.

Han kiggede vantro over på elgen, der kastede et dovent blik tilbage. Jo, den genkendte ham godt nok. For den fandtes han. I hvert fald lige nu. Men hvordan? Var han en slags antistoffets antistof, der måtte udskilles og gå til grunde, så det var muligt for elgen at poppe op på et sted, hvor den ikke burde findes? Var det omvendt? Var den noget, han måtte udrydde, hvis hele hans syvogfyrre år lange liv med alt, hvad det havde rummet af glæder, sorger, oplevelser, katastrofer, succeser, intime stunder og sælsomme happenings, ikke pludselig skulle vise sig at have været en drøm? Havde han hele tiden været en sagesløs del af en uigennemskuelig, kosmisk tuskhandel?

En ting vidste han med sikkerhed: Byen var ikke stor nok til dem begge. Og han så ud til at have trukket det korteste strå.

Elgen kom nærmere og slikkede ham kærligt på kinden. Så begyndte den forsigtigt at tygge i hans hår. Snart var der kun ét væsen tilbage i haven.

Fritjof var ikke dets navn.


Lignelsen om Den Perfekte Melodi 


Det skete i de dage, at en ung musikant sad i bakkerne med sin guitar og lod fingrene bevæge sig hen over strengene, så han pludselig – og han vidste det i ét nu – havde skrevet intet mindre end Den Perfekte Melodi. Hverken i dur eller mol, men lige midt imellem, hverken banal eller kompliceret for at være det, hverken for lang eller for kort.

- Wow, mumlede musikanten for sig selv: - Jeg har skrevet Den Perfekte Melodi! Den må jeg straks ud for at lade alverden høre!

Den første, han stødte på, var en bonde, som var i gang med forårspløjningen. Efter nogen overtalelse sagde landmanden, som ikke anså sig selv for at være videre musikalsk, ja til den unge mands tilbud, hvorefter han satte sig ned på sit plovskær for at lytte.

- Den siger mig ikke noget, sagde bonden så og kradsede piben ud.
- Det kan ikke passe! Musikanten var bestyrtet: - Det er Den Perfekte Melodi!
- Den lyder godt, ja, men den siger mig altså ingenting.
- Hrmph, så finder jeg bare en anden, der mere fortjener at høre den, vrissede den store dreng med guitaren og rejste sig.

Den næste, han mødte, var kapelmesteren for et stort orkester inde i byen, som var ude for at plukke anemoner.

- Store Kapelmester, jeg har noget, du bare skal høre, ivrede musikanten og øjnede muligheden for en storslået karriere.
- Jamen min unge ven, jeg er lutter øre, svarede den lettere forfjamskede herre og tog sæde på en træstub.

De første toner blev let og delikat slået an, og reaktionen udeblev ikke.

- Hold straks op! Læg din guitar! Rør den aldrig mere! Du ved ikke, hvad du roder med!
- Jamen… Den unge mand var pludselig temmelig modfalden.
- Ikke noget jamen! Det er en ordre!

Så greb Den Store Musikus sin blomsterkurv og fortsatte i stor hast hjemad.

Tilbage stod komponisten med store, våde øjne. Så slemt spillede han da heller ikke? Og melodien…

Den gennemsyrede stadig hans sjæl til den inderste celle. Det kunne simpelthen ikke passe, at ingen kunne lide den.

Så hørte han fuglene, som fløjtede på livet løs oppe i trætoppene: Drosler, solsorte, blåmejser, musvitter, bittesmå, hoppende fuglekonger. Deres stemmer blandede sig i en ganske speciel harmoni, som gav ham gåsehud, og det gik op for ham, at vidste nogen skabninger nok om tonekunsten til at værdsætte hans frembringelse, var det dem.

Med et råb fangede han deres opmærksomhed og slog den første akkord an. De tav og lyttede opmærksomt, mens han tryllede toner og klange – den ene mere vidunderlig end den anden – frem af strengene. Så nåede han til vejs ende og satte tilfreds instrumentet fra sig.

De tav stadigvæk. De blev ved meget længe. Alt for længe. Selv da han i frustration samlede småsten op fra jorden og beskød dem, lettede de uden at slippe en tone. Og han hørte aldrig et næb åbne sig igen.

Han blev ellers en gammel mand. Men ulykkelig. Den dag, børnene ikke mere sang i engene, vidste han besked.


Lignelsen om Spontaneous Self Combustion Guy 


Der fandtes engang en mand, som hed Spontaneous Self Combustion Guy. Det vil sige: Han hed egentlig Kjeld, men det hængte han sig ikke i. Det andet navn gav meget bedre mening. Og så lød det tilmed specielt.

Allerede som lille opdagede han, han var noget særligt. Når som helst han ville, kunne han nemlig tage form af en flamme.

I de år blev han mest betragtet som irriterende. Talrige var de forældre i byen, som rasede, når deres sønner eller døtre kom hjem med vabler på hænder og skuldre efter at have leget med ham, og da han til sidst havde brændt læberne af sin mor, mens hun forsøgte at give ham et godnatkys, stavrede han ud ad fordøren uden at se sig tilbage.

Cirkus var i byen, og da Spontaneous Self Combustion Guy ikke havde andre steder at gå hen, viste han det, han kunne, til direktør Dom Perignoni. Perignoni blev ellevild og tilbød ham straks en plads i rædselskabinettet på den betingelse, at han holdt sig langt væk fra teltdugen.

Spontaneous Self Combustion Guy blev ved Cirkus Panini i tyve år. Undervejs så han hele verden og tjente svimlende summer ind til direktøren, der blev som hans anden far. Naturligvis uden de var på krammebasis eller noget. Men da Spontaneous Self Combustion Guy blev helt voksen, fik han en stor check, han kunne gøre med, hvad han ville.

Den viste han til cirkusprinsessen, han var blevet forelsket i, og spurgte, om de skulle løbe bort sammen.

Det syntes hun, de skulle.

Spontaneous Self Combustion Guy blev så lykkelig, at det snart var slut med dét. Og med Cirkus Panini og Dom Perignoni.

Men han havde sin check, og for den købte han det største hus i den nærmeste by. Og når man gør det, bliver man borgmester.

Og borgmester Spontaneous Self Combustion Guy var en fornem borgmester. Ingen, der trykkede hans hånd, glemte det nogen sinde igen, og ingen turde sige ham imod, når han holdt sine brandtaler.

I hans tid skete der store forandringer i byen.

Kopien af Eiffeltårnet i 100 % økologisk vingummi syntes mange blev ulækker efter et regnskyl eller to. Den firesporede motorvej ned til Brugsen var der også delte meninger om. Men selv torvet fik han lov til at bygge om til et gigantisk æskebæger uden at møde den store modstand.

Handlekraftig og viljestærk var han. Nogle mente, han burde gå til valg og blive præsident og styre hele verden. Det lød godt, syntes Spontaneous Self Combustion Guy, så det gjorde han. Og vandt.

Fra alle mure vajede der bannere med hans ansigtstræk. I alle gader marcherede folk i flok og lavede flammehilsnen op mod himlen. Og uden for den nye hovedstad var man allerede ved at bygge en stige op til Månen. Af smør.

En dag lå der et brev på bordet i hans kontor. "Til Præsident Spontaneous Self Combustion Guy", stod der på det.

Det var fra mor.

"Hvad er du?", stod der.

Det tog stuepigen resten af dagen at feje asken op fra gulvet.


Lignelsen om granerne 


Der var mørkt mellem granerne, hvor Marianne boede, og om natten sad hun ofte ved vinduet, mens hun tænkte over, hvad der kunne gemme sig derude. I sine mere realistiske stunder gættede hun på skræppende agerhøns, snusende ræve og måske en enkelt ugle, der plirede med øjnene og lyttede efter mus. Men det skete, hun drømte om, at skoven var fyldt med nisser, som bare ventede på hendes selskab, eller ellefolk, som ville vise hende alle deres magiske hemmeligheder. Værst var fantasierne om lurende voldtægtsmænd eller forsmåede stalkere, som overvågede hver eneste bevægelse, hun lavede i stuen, og bare ventede på muligheden for at komme til fadet.

Alligevel pirrede det hende, mørket. Skulle hun ende med sperm i trusserne, skulle hun blive bjergtaget eller bare revet til blods i flugten bort fra et vildt dyr, var det trods alt at foretrække frem for livet bag hendes fire vægge, hvor børnene hylede inde på værelset, rudekuverterne ventede på bordet, kaffemaskinen sluprede og bornholmeruret, hun havde arvet fra sin mormor, bare slog og slog.

En sen nat, hvor hun endnu en gang ikke kunne sove, tog hun en beslutning. På bordet lagde hun sit pas, sit sygesikringsbevis, sit hævekort og et nyklippet hjerte i rødt pap til hver af børnene. Der skulle være orden i sagerne. Så lukkede hun yderdøren bag sig, skridtede hen over plænen og fortsatte ind mellem træerne ved skellet.

Forstmanden fandt hende næste morgen, hvor krattet var tættest. På lang afstand havde han hørt en jamren, der nærmest lød dyrisk, og han blev derfor noget overrasket, da han så kvinden, som sad på stubben og skælvede af kulde. Han forsøgte at tale til hende, men hun drejede bare hovedet og stirrede med et blik, han ikke kunne beskrive for politiet bagefter. Helt hvidt var det, hendes hår, hvilket ikke passede med ansigtet, som ganske vist var karakterfuldt, som det passede sig for en kvinde i sin bedste alder, men stadig havde ungdommelige, næsten pigede træk.

Hånden var fast knyttet om noget, han formodede måtte være et spor. Som han fortalte betjenten bagefter, mente han, det i situationen var vigtigt at danne sig et indtryk af, hvad der kunne være sket.

Selvom hun spjættede, spyttede og skreg, holdt han hende derfor fast i et greb, han havde lært i militæret, så han kunne tvinge den op.

Den var tom, var den, hånden. Helt og aldeles tom.


Lignelsen om kvinden på toget 


Hun sad lige dér. På sædet over for ham i togkupéen. Det havde hun al mulig ret til. Også uforstyrret. Men der var noget i hendes måde at sidde der på, som kunne tyde på, hun ville noget andet.

Den måde, hun ind imellem skævede over til ham på. Hendes stille, hemmelighedsfulde smilen for sig selv. Tungens dans hen over læberne.

Han tænkte, at den slags måtte ske tusindvis af gange om dagen på tusindvis af togsæt. Dette lige ved og næsten, der aldrig blev til det noget, det måske kunne.

Man rejste sig jo ikke bare op for at gå over og indlede en samtale, vel?

Man var vel fremmede. Gør fremmede den slags uden gyldig hjemmel, er de sindssyge.

Og sindssyge er nogen, man skiller sig af med.

Han blev, hvor han var. Så havde han i det mindste retten til at forblive fremmed. Og luske sig til et diskret blik derover ind imellem.

Men så skete det lige pludselig alligevel. Deres blikke mødtes og blev hængende som om, de ikke kunne finde ud af andet. Hun skuttede sig og strålede over hele ansigtet, hans mave summede vildt og voldsomt. Men til sidst lykkedes det ham dog at løsrive blikket og atter vende det ind mod togruden.

Pyh.

Så var det, han kunne høre hende rejse sig.

Panikken satte ind med et sæt.

Hvad fanden skulle han gøre? Han kunne vel for pokker ikke bare give efter? På den anden side kunne han heller ikke bare uden videre henvise hende til de vanvittiges fortabte legioner. Den figur, de øjne, det smil fortjente bedre. Meget bedre.

Det skulle blive løgn, skulle det.

Han ville gøre det, han aldrig havde gjort før. Han ville tage imod hende som den gave fra himlen, hun var. Han ville lade tilfældet tage sin kongekrone på.

Det svor han ved sin sjæl, sin evige sjæl.

Hun bøjede sig ned mod ham, viftede håret blidt væk fra hans øre og hviskede blidt ind i det:

- Jeg er døden, og jeg er kommet for at tage dig med.


Lignelsen om Jesus i Tyskland


Den var helt gal, tænkte Jesus.

Det var slet ikke sådan, historien var.

Det var meningen, at han skulle få sig en sidste, hyggeligt middag sammen med disciplene. Drikke lidt vin, spise lidt brød, slå sig lidt på maven og så smutte ud for at gå sig en tur. Han skulle kysses af en, der hed Judas, og blive underkastet lidt Gestapo-metoder af romerne, før de klaskede ham op på et kors, og han himlede under så megen tørst og smerte, at verden ville snakke om det de næste 2000 år.

Mindst.

Men nu stod han i en brændende vindmølle udenfor Goldstadt, mens en stor hob bondekarle, han vist ikke havde gjort så meget andet end at være Jesus, stod udenfor og viftede med fakler, høtyve og den slags.

- Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, spurgte han sammenbidt, da flammerne slikkede mod gevandterne.
- Tag dig sammen, knægt, lød det ovenfra: - Et job er vel et job.
- Æjh, røvtur, udbrød den levende fakkel.

Så blev han tavs.

Næste morgen, da bålet var brændt ud, kom bønderne tilbage for at gennemsøge ruinerne. Uanset hvad de vendte - forkullede bjælker, brankede melsække og sågar selve møllestenen - kunne de ikke finde den.

Bolten.

De satte sig i skellet og lod en dunk brændevin gå på tur.

Pludselig virkede det, de havde foretaget sig i går, ikke længere som verdens bedste idé.

De ville tie om det, ville de.

De næste 2000 år.

Mindst.


Lignelsen om Gamle Ole 


Der var engang, hvor Ole sad på en knold og sang. Nu var han bare gamle Ole, og det indgav ham ingen glæde, at hans navn blev råbt op i alle landets bingohaller på ugentlig basis. Det var ikke ham, brikkerne faldt på plads for, og det var ikke ham, som havde udsigt til den halve gris eller købmandsposen med kaffe og citronmåne. Han havde kun udsigt til haven, hvor kragerne sked på de stauder, han ikke længere evnede at pleje, og muldvarpene sendte jordbunker i vejret, det ikke var umagen værd at bestige.

En morgen ventede der derfor naboerne noget af et syn. Ole var kravlet op på tagryggen, hvor han sad og trallede i vilden sky. "Han har da helt mistet forstanden, oldingen", hviskede man til hinanden, og dem, som var mest åndsnærværende, greb mobilen og ringede efter politiet, brandvæsenet og Falck, som kom hvinende ned ad gaden med stiger og pistoler og blink og det hele. Der stod de så nede i haven og råbte, og det skulle de da have lov til, syntes Ole, de friske, unge mennesker. Men han sang, og han havde tænkt sig at blive ved, og han lod sig ikke forstyrre af postyret dernede. Gamle Ole havde ikke tid til pjat. Til sidst gav alle da også op og gik hver til sit.

Og ugerne gik, og han skrumpede ind for hver dag, og en aften ved skumringstid var han blevet en solsort, der lettede og forsvandt bag ved skoven.

Da lyset kom igen, lå der et kvart pund kaffe på hver eneste trappesten i byen.


Lignelsen om tællelyset 


Tællelyset stod i stuen og lyste op. Det var det glad for, at det gjorde. Uden det ville vægge og møbler ikke være synlige. Uden det ville folk rage rundt i blinde og skade sig selv og hinanden. Uden det ville børnene ikke kunne læse lektier og blive klogere, gammelfar ikke finde sit gebis, tyendet Abelone ikke bære sølvtøjet ned uden at lave et forfærdeligt rabalder.

Alligevel var tællelyset ikke lykkeligt. Det blev kortere hver dag, og det var trods alt ikke så enfoldigt, at det ikke vidste, det en dag ville være helt forsvundet. Til den tid ville Abelone pille de sørgelige rester af det op fra stagen, tørre efter med varmt vand og placere et nyt i dets sted. Og hver aften, det blev slukket, græd det så mindeligt over dets skæbne. Det stod på i tre nætter, for så længe var der brændstof til.

Den første aften kom julemanden og talte til lyset.

- Hør, lille ven, jeg kan ikke skænke dig evigt liv. men jeg kan se, hvad jeg har i posen.
Tællelyset kiggede på julemanden som om, han var åndssvag, og det var han egentlig også. Så han fik sine støvler på, og tællelyset var ikke alt for mismodigt, da han hostende forsvandt op gennem skorstenen.

Den anden nat kom en engel og talte til lyset.

- Hør, lille ven, jeg kan ikke skænke dig evigt liv, men jeg kan garantere dig for, at der er endnu mere lys der, hvor du kommer hen bagefter.

Tællelyset gloede på englen og bad den skride over på træet igen, hvor den hørte til.

Den tredje nat kom katten og talte til lyset.

- Hør her, lille ven, jeg kan ikke skænke dig evigt liv, men jeg kan lægge mig her, lige her, og spinde indtil du går ud.

Og lyset blafrede til tak, og katten lagde sig, og natten var så lang, at den blev kort.


Lignelsen om det underlige træ 


Det var et meget underligt træ, som stod på fælleden.

Mens det voksede op, regnede man det bare for at være endnu en ask, for det lignede én til forveksling. Men efter en rum tid satte det lige pludselig store, hvide, sarte blomster, som duftede tillokkende, og ud på sensommeren begyndte det at sætte totalt uforudsigelig frugt.

Et år fyldtes grenene med strygejern, som hamrede flere tilfældigt forbipasserende omkuld og sendte én på hospitalet med åbent kraniebrud. Et andet var det isvafler, som drattede til jorden og smeltede på græsset. Et tredje kunne alle og enhver, som måtte ønske sig det, forsyne sig med spritnye ordbøger.

Man vidste kort sagt aldrig hvilken afgrøde, det ville bære, det træ, og selvom manden med kraniebruddet aldrig lærte at elske det, holdt folk i byen generelt af det underlige vækst, der altid var gavmild og gjorde hverdagen den lille smule mindre kedelig.

Sådan gik der mange år, mens træet voksede og voksede, så dets krone til sidst dækkede hele fælleden med en behagelig skygge på varme sommerdage. Men så var det, den kom, den høst, hvor man simpelthen ikke kunne afgøre, hvad det var, der hang på grenene. Det var ikke rigtigt organisk, det var ikke rigtigt dødt, det havde ikke nogen kendt form, det var ikke påfaldende anvendeligt. Det var bare, i mangel af bedre udtryk, tingester.

- Buhuuu! råbte børnene, som havde håbet på nye iPads denne gang.

- Dumme træ, mumlede de voksne, som ikke rigtigt kunne se, hvad alle de tingester, de gled rundt i ovre på fælleden, gjorde godt for.

- Prima til gulvplanker tænkte ejeren af savværket, da han, assisteret af en skumlende borgmester, læssede stammen op på sin lastvogn og kørte væk.

Det år var vinteren længere end normalt. Faktisk sluttede den slet ikke, men fortsatte og fortsatte.

Jærtegn viste sig på himlen, krige brød ud, kvarterer brændte, svovl dalede ned fra skyerne, vulkaner spyede lava i parkerne.

Og ovre i kirken lukkede præsten sin Bibel. Den kunne ikke tjene ham eller nogen længere. Dette var den sidste tid, vidste han, for han havde set de fire ryttere nede i døgneren forleden, og de var i ondt lune.

De havde ikke kunnet finde en eneste tingest på hylderne.


Lignelsen om den anden


Judy lod blikket vandre ud over slagmarken.

Hun var det sidste menneske på jorden. Hun burde nok føle sig heldig.

Men det gjorde Judy ikke. Hun var ensom.

Hun tænkte, at det ikke havde været lykken at overleve den krig.

Men nål og tråd havde hun i det mindste, og hun gik ud for at finde de stumper, der stadig kunne bruges.

Det var ikke mange. Det var gået hedt for sig. Hun fandt en finger her, en tå der, et hoved et tredje sted.

Men hun fik da syet en krop sammen. En mandekrop. Den gav hun navnet John.

John var ikke særligt underholdende. Sagde ikke noget. Gav ingen varme fra sig uanset hvor tæt, hun puttede sig ind til ham. Havde intet glimt i øjnene. Sad bare op ad sin vakkelvorne mur og stirrede op mod himlen, hvor skyerne trak sammen.

Det gjorde Judy ked af af det.

Mens hun græd sig i søvn, ønskede hun, at han ville komme til live. At der ville findes en anden igen.

En, man kunne trøste sig ved. En, man kunne betro sig til. En man kunne kysse, snakke, diskutere, ja, endda skændes med.

Om natten tordnede det.

Om morgenen var der en anden.

Judy hørte hanen spændes bag sig.


Lignelsen om det store brag


Boing.

Det kunne ikke passe. Ken Collins kæmpede desperat for at få det leddeløst hvirvlende rumskib under kontrol, og da opgaven var løst, trådte han på gaspedalen igen.

Boing.

Mens fartøjet igen blev kastet bagud som af en kæmpe trampolin, tænkte han, at det simpelthen måtte være den, han var stødt på. Ikke blot verdens, men hele universets ende.

Og den var tilsyneladende lavet af gummi.

Det var pokkers. Indtil nu havde dens eksistens været rent hypotetisk og spekulativ. Men selvom han havde rejst i  stjernetomt rum længe, havde han alligevel ikke regnet med dette.

Da han igen havde fod på tingene, satte han automatpiloten til for at få en smule betænkningstid.

Hans chance var enestående. Han kunne ikke blot blive kendt som manden, der via hardcore empiri konstaterede endeligheden af tid og rum. Han kunne også blive den første til at se, hvad der var på den anden side.

Det svimlede for ham ved tanken.

Han var tæt på igen, kunne han høre ud fra radarsignalerne. Rumdragten blev taget på, og inden han lukkede sig selv ud i det lufttomme dyb, greb han en brødkniv ude i køkkenet.

Bang, sagde det, mens alt, han havde kendt, klaskede sammen om Ken Collins.

PhJyHccbvB græd. Nogen havde piftet hans ballon.

- Skidt, vi køber da bare en ny, sagde mor.

PhJyHccbvB smilede igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar