torsdag den 22. september 2016

Om logos

Endnu et bidrag til en poetik.


***


I nyere lyrik er der en stærk tradition for at dyrke brudfladerne i sproget, hvad enten det er i form af dadaismens abstrakte lydudladninger, cut-up teknikkens konkrete fragmenteringer eller den leg med sætningskonstruktion og syntaks, man finder hos yngre navne som f.eks. Olga Ravn. Tanken bag er den generelle, at død - dvs. vant - sprogbrug kun kan føre til død betydning. At man ved at gå i kødet på selve materialet kan overskride vanetænkningen og nå frem til nye, voldsomme erkendelser.

Intentionen er for så vidt god nok. Problemet er bare, at grænsen mod den dårlige sprogbrug, ja, ligefrem det inkongruente er meget tynd, når man arbejder inden for det felt. Og at forfatterens bevidsthed uanset hvad følger med på godt såvel som ondt.

Min arbejdstese - og man må hjertens gerne modsige eller kritisere den - er, at man bør gå endnu mere radikalt til værks. At selve den logik, vi indretter vores virkelighed efter, bør beskydes, hvilket kræver andet og mere end saks og papir. Eller stoffer, hvis det er den vej, man vælger at tage for at udvide eller forskyde bevidstheden. Spørgsmålet bør efter min mening angribes strategisk.

Fra antikken og frem har man arbejdet med begrebet logos, det rationelle princip, der senere identificeres med Bibelens Ord. Det Ord, som var i begyndelsen. Altså forestillingen om, at der findes én måde at ræsonnere på, der kommer fra Gud og styrer alt eksisterende. Det er dette logos, vi henviser til, når vi taler om "sund fornuft". Allerede Aristoteles påbegyndte udviklingen af de
såkaldte syllogismer - bestående af to præmisser (et generelt og et specifikt) samt en konklusion - med henblik på at undersøge, om en påstand levede op til logos eller ej. Som f.eks.

Alle mennesker er fejlbarlige 
Alle filosoffer er mennesker
Alle filosoffer er fejlbarlige

Afgørende for syllogismerne var, at såvel argumentationen som præmisserne var sande, dvs. blev godkendt af fornuften, som den kom fra Gud(erne). Og man nåede så langt, at man organiserede de mulige måder at argumentere på i 64 strukturer, man den dag i dag stadig underviser i på universiteterne. Af de 64 strukturer er kun de 19 gyldige, hvilket naturligvis ikke betyder, at de resterende ikke bruges. Det gør de gerne og ofte i politisk sammenhæng. Som f.eks.

Alle snyltere er tabere
Nogle tabere er venstreorienterede 
Nogle venstreorienterede er snyltere

Jeg håber, vi kan blive enige om - uanset standpunkt - at det ikke er en salonfähig måde at argumentere på. Men når det kommer til kunst, er reglerne anderledes. Kunst efterstræber ikke nødvendigvis at afspejle den virkelighed, vi kender, og handle derefter, men snarere at udvide og problematisere den. Og Holbergs nok så oppustede Erasmus har unægteligt fat i noget interessant, når han vender hjem til landsbyen som student og proklamerer:

Sten kan ikke flyve.
Morlille kan ikke flyve.
Ergo er Morlille en Sten.

Ikke i Holbergs optik, for han ønskede netop - og med rette - at udlevere den selvoptagede yndling, som troede, at lidt overfladisk lærdom fratog ham ansvaret for at være et ordentligt menneske i sin givne situation. Men det var noget nær poesi, han skabte med den fejlagtige syllogisme, ikke sandt?

Og i bedste fald kan det føre, mener jeg, til fremragende og nyskabende poesi at gøre op med logikken, som vi kender den. Det kan også føre til krig og totalitære samfund, indrømmet, og i det tilfælde er enhver alene med sin samvittighed eller mangel på samme. Men i tidens postfaktuelle samfund har den sunde fornuft under alle omstændigheder trange kår, og man kan lige så godt få det bedste ud af det, som man kan begræde det. Og for at vende tilbage til præmisserne: At logos er Gud(erne)s Ord, og at ethvert præmis skal være baseret på "fakta", er ikke de stærkeste argumenter for logikken, som vi kender den, vel?

Hvem bestemmer, hvad Gud(erne)s Ord er? Og hvad er faktuelt i betragtning af, at vi som mennesker er udstyret med et tanke- og sansesystem, der beviseligt er radikalt anderledes end en kats eller en regnorms? Hvad er målestokken for sandhed?

Er den i virkeligheden gyldig?

Og i så fald: Hvordan og hvorfor?

Det er ét af de helt centrale spørgsmål i min poesi. Og i længden måske det vigtigste.


***


Hvis du voksede
ligesom et træ,
som blev formet
af vindene,

ville du mangle
en arm og et ben,
mindst, måske
også hovedet,

som prøver 
at fatte,
det er der

hinsides
al rimelig 
logik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar