torsdag den 27. oktober 2016

Mørke i farver (manus, 2016)

Hermed præsenterer jeg resultatet af en længere skriveproces, som mestendels har fundet sted over det sidste halvandet års tid og inkluderer resterne af to andre samlinger, "Personer" og et unavngivet manuskript, som blev til hen over sommeren, som hver især ikke var stærke nok til at stå for sig selv. Der indgår dog stof i manuskriptet, der rækker helt tilbage til 2010.

Det drejer sig om ret kortfattet og klassisk-modernistisk stof. En slags tilbagevenden til mine rødder. Om man vel, kan man se den som en parallel til U2's All that you can't leave behind, der som bekendt hverken var deres vildeste eller bedste plade, men sikkert nødvendig for at komme videre.

Skal jeg være ærlig, handler værket om en midtvejskrise. Hverken mere eller mindre. Ud over anden del, der er opstået ved at strukturere materiale med forskellige rødder i en slags narrativt forløb, er det et relativt ærligt udtryk for verdens tilstand i Førerbunkeren, Avedøre, anno efteråret 2016, hvor det meste af det, som engang syntes at være faste og troværdige værdier, flyder.

Men jeg bilder mig allgevel ind, at jeg er nået frem til noget rammende og ofte underholdende. Håber, at evt, læsere giver mig ret.

God fornøjelse, i hvert fald.

/Steffen


***


Steffen Baunbæk
Mørke i farver
Digte


***



I



Det er
stadigvæk hvidt,
er papiret.

Jeg tror,
det er angst
for mig.

Klog
strategi.


Ikke
at skrive

i sneen,
men bygge

en igloo.


Presser
citronen,

fordi det
endnu

er for svært
at få blod

vredet ud
af en sten.


Ravnen
har sat sig
på bordet.

Der lærer
den langsomt
at tale
mit sprog.

Der er forskel
på kød,
har den lært
af sin mor.

Noget mætter,

Den anden slags
skider
man ud.


Du skriver
om fuglene,

når de er
trukket mod syd,

og din elskede,
når hun er gået.

Man kalder
dig kunstner.

Jeg ved,
hvad du er,

psykopomp.


Læser
i thegrums
og kort

fordi
øjnene
bløder

ved synet
af dagens
avis.


Slæber
rundt
på verden.

Verden
slæber rundt
på mig.

Og i aften
er vi sikkert
lige trætte.


Anskaffer
timerne
brugt.

Jeg
vil hellere
spilde

en anden
mands
liv.



Hænderne
vokser
med alderen.

Snart
kan de rumme
det hele.

Selv siver
jeg ud
mellem
fingrene.


Alderen
sætter sig
på dine
sideben,

graver sig
ind i
din hud,

falder ud
ligesom tænder
og hår.

Du har
næret
en skrift
ved dit bryst.

Du er
endt med
at blive
papir.


Ringer på,
bliver ved,
ingen åbner.

Bekymrende
nok,

når man
står på
sin egen
adresse.


Hold op
med at
vokse.

Hvad
gør du
den dag,

også verden
begynder
at stumpe?


Det var aldrig
min mening

at drive
med vinden,

og var det,
så var det
i håb om

at blive
en fugl
i en flymotor,

ikke
en våd,
flosset pose

i elmen
ved Spar.


Aldrig
at hænge

et billede op
på sin væg,

som man ved
hvem
har skabt.


Stemmen
i bjerget,

jeg prøver
at lytte mig
frem til

med hakker
og bor.



Fødderne
hviler
på gulvene,

gulvene
hviler
på jorden,

der hviler
på fjeldet,
som hviler
på flammen,

og hvad
den end
hviler på,

går jeg
på vandet
hver dag.


Skyer,
der ligner

og spredes
og ligner

igen.


Tiden,
der går,

disse støvler,
som passer

dens fødder.


Katten,
der slikker
sin pels

uophørligt,

men aldrig
bliver mindre.


Alt det,
jeg fejer
til side,

imens jeg
forsøger

at finde
mig selv.


Det kræver
et liv,
mindst,

at lære
at tage
sit tøj af

og folde
det pænt
sammen,

inden
man går.



II



Nu kigger hun
på dig,

fordi du
skal vide,

du ikke
er noget
som helst.


Natten er
kold, du.

Så kold,
vores eneste

trøst er
at udånde

sneblomster
sammen.


Tænd
for det,
lyset,

en skygge
så pragtfuld
som din

har vel krav
på en
krop.



Du kysser
frøer,
der bliver
til prinser,

der bliver
til ådsler,
der bliver
til roser,

der bliver
til klipper,
der bliver
til stjerner.

De lyser
så blåt,
dine læber.


Hold
min hånd,

så den ikke
får ro

til at bygge
et våben.


Du skal riste
dit navn
i min hud,

du skal skære
så dybt,
at det står der

den dag,
vi er døde
og borte.


Kigger på
dit ansigt,
mens du sover.

Det er
fredfyldt.
Det, du
drømmer om,

kan intet
menneske
give dig.


Han lægger
hovedet
på blokken

for alt
det, han
tror på.

Hun folder
blot
hænder.


Førhen
stod solen
på himlen,

nu hænger
den ovre
på træerne.

Lige om lidt
giver den slip
på dem også.

Du mumler
i søvne
om orme
og skimmelsvamp.

Mørket
tager til
i min favn.


Du mener,
at verden
er dyb,

at den
helt store
sammenhæng
minder om
pindene
i et
mikadospil.

Jeg skærer
ansigter
af en
flamingo
i zoo,

og jeg
ligner sgu,
synes
jeg selv.


Dit job er
at give
mig roser.

At stikke
mig på dem
er mit.

Skraldemandens
at køre
dem væk.


Når du
trækker
dit vejr,

bliver
ilten
til gift,

og på det
kan vi kende
hinanden.


Du kaster
lyset
tilbage,

og jeg
kunne nemt
returnere det,
kvinde,

Men legen
er slut.


Så snakker
vi udenom
endnu
en gang

og én til,
rundt
og rundt.

Det slår
gnister,
det gør det,
og pærerne
lyser:

Nu springer de
heldigvis
snart.


Alene
i stuen
igen

med en
spindende
kat

og et
tikkende
ur

og en
knurrende
mave

og noget,
der ligner
en skitse

til mørket
derovre
i hjørnet.



III



Vågner op
i en krop,

der er lavet
af kalk,
fars og blod

og velsagtens
skal ligne
sit indhold.

Et sted her
i nærheden

mangler
en digter
at lære

at holde
sin kæft.


Lyset
tager én på
hver morgen

og netter sig,
før det
går ud.


Der kommer
stads ned
fra himlen.

Min finger
er våd af
at tjekke,
men nej:

Heller ikke
i dag
var det
engle.


Gud
er dum.

Efter bøvlet
med gentagne
gange
at fjerne
det lort

har han
opfundet
sneen
igen.


Der er
en knogle
i forhaven.

Nogen
har tabt den
i flugten,
formoder jeg.

Det var
nok mig.


Spidsmusen
ligger
i græsset.

Der spiller
den død

med gevaldig
succes.


Duerne
letter
fra plænen

og vender
tilbage
med knogler

og søgræs
i næbbene.


Morgen
på bussen

og ingen,
der taler.

Det mærke,
vi stirrer
ind i

er alligevel
ens.


Man siger,
at alt,
som var fast,

bliver luftigt
med tiden,

og det er
nok rigtigt.

I hvert fald
gør alle
de brosten,

jeg lærte
at gå på
som barn,

større nytte
som kasteskyts
nu.


Ovre
på godsbanen
ruller
der sprængstof
og gift
ud i verden,

som åbenbart
har et
behov
for den slags.

Jeg har
mest brug
for søvn.

Jeg kan
høre,
den kommer
om lidt.


Der er noget
i luften,
og hvad det
end er,

er det nede
i lungerne nu
og på vej
mod mit hjerte,

der hamrer
afsted

som et beat
i en tåbelig
popsang.

Jeg danser nok
til den
om lidt.


Selvom
vi ikke
kan se dem
i dagslys,
er stjernerne
til.

Hænger
stadig
deroppe
et sted
i det blå

og forbrænder
sig selv
uden større
applaus.

Vi har
travlt med
at købe
benzin.


Byen har kastet
beboere op,

og der skrubbes
og skures,

men maven
bliver ved med
at vende sig.


Vi tænder
et bål,
sender hekse
til vejrs,

brænder
bøger
og fjender
til aske,
og dog
er den,

mængden
af det,
der er
ukendt,

i eksplosiv
vækst.


Kroppene
vandrer
omkring
uden os,

som forbliver
i hver
vores sandkasse,

hvor vi
forsøger
at opføre
slotte
af korn,

som vi ikke
har tal på,

men tro mig,
min ven:

Det har de.


Vi legede
gemme
engang,

gik i et
med buskadser
og mure

og var,
hvad
vi var.

Nu er alle
de højeste
punkter
i landskabet.

Føde
for søgende
blikke

og andre
slags lyn.


Vennerne
sidder
på hver
deres klode

og venter
på hver
deres syndflod.

Hvis
stjernerne
står,
som de
skal,

kan vi råbe
hinanden op
hen over
mørke
og sprogskel

og tjekke,
om alle
har fået
de møllesten
samlet
til huse,

vi drømte
var drømme
engang.


"Don't you
forget
about me"

hørt
i toget
en torsdag
i regnvejr

på vej
fra en
fremmed
mands
job.


Solen
må ikke
gå ned.

Jeg har
sagt det
så tit,

og dog
bliver
den ved.

Det er
tid til
at finde
min stok.

Den baryler
bør sættes
på plads.


Bare
gå ned,
sol.

Jeg passer
butikken
imens.

Den skal
nok
løbe rundt

af sig
selv.


Mørket
i aften:

Så mørkt,
at det

sendes
i farver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar