søndag den 9. oktober 2016

Smådigte II

Det kræver
et liv,
mindst,

at lære
at tage
sit tøj af

og folde
det pænt
sammen,

inden
man går.


***


Du skriver
om fuglene,

når de er
trukket mod syd,

og din elskede,
når hun er gået.

Man kalder
dig kunstner.

Jeg ved,
hvad du er,

psykopomp.


***


Kastanjerne
lå i din
indkørsel.

Når det
blev aften,
kom æsken
med tændstikker
frem,

og du
skabte
den mand,

som med snorken
og grynt
holdt dig vågen
om natten.

Ved daggry
røg affaldet
ud.


***


Spidsmusen
ligger
i græsset.

Der spiller
den død

med gevaldig
succes.


***


Hold op
med at
vokse.

Hvad
gør du
den dag,

også verden
begynder
at stumpe?


***


Hun mener,
at verden
er dyb,

at den
helt store
sammenhæng
minder om
pindene
i et
mikadospil.

Han skærer
ansigter
af en
flamingo
i zoo,

og han
ligner sgu,
synes
han selv.


***


Han lægger
hovedet
på blokken

for alt
det, han
tror på.

Hun folder
blot
hænder.


***


Der ligger
en knogle
i forhaven.

Nogen
har tabt den
i flugten,
formoder jeg.

Det var
nok mig.


***


Der er steder,
jeg ikke
har set,

og dog
findes de,

steder,
jeg har,
som er borte,

så borte,
de muligvis
aldrig
var til.

Jeg har  noget
i øjnene,
doktor.

Det svier,
hr. doktor.

For real.


***


Mørket
i aften:

Så mørkt,
at det

sendes
i farver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar