mandag den 17. oktober 2016

Smådigte III

Der kommer
stads ned
fra himlen.

Din finger
er våd af
at tjekke,
men nej:

Heller ikke
i dag
var det
engle.


***


Morgen
på bussen

og ingen,
der taler.

Det mærke,
vi stirrer
ind i

er alligevel
ens.


***


Tråden
er rød,

og du
følger den
rundt
omkring
hjørner
og ind
under
sofaer

indtil
du står
med den,
enden,
i hånden,

men
garnnøglen,
du havde
brug for,
er væk.


***


Førhen
stod solen
på himlen,

nu hænger
den ovre
på træerne.

Lige om lidt
giver den slip
på dem også.

Du mumler
i søvne
om orme
og skimmelsvamp.

Mørket
tager til
i min favn.


***


Vågner op
i en krop,

der er lavet
af kalk,
fars og blod

og velsagtens
skal ligne
sit indhold.

Et sted her
i nærheden

mangler
en digter
at lære

at holde
sin kæft.


***


Man siger,
at alt,
som var fast,

bliver luftigt
med tiden,

og det er
nok rigtigt.

I hvert fald
gør alle
de brosten,

du lærte
at gå på
som barn,

større nytte
som kasteskyts
nu.


***


Vennerne
sidder
på hver
deres klode

og venter
på hver
deres syndflod.

Hvis
stjernerne
står,
som de
skal,

kan vi råbe
hinanden op
hen over
mørke
og sprogskel

og tjekke,
om alle
har fået
de møllesten
samlet
til huse,

vi drømte
var drømme
engang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar