mandag den 24. oktober 2016

Smådigte IV

Alderen
sætter sig
på dine
sideben,

graver sig
ind i
din hud,

falder ud
ligesom tænder
og hår.

Du har
næret
en skrift
ved dit bryst

og er
endt med
at blive
papir.


***


Hvorfor
han sprang,

var han
ikke selv
klar over.

Jorden
så vist
bare ud

til at
mangle
kulør.


***


Alting
er smattet
i dag,

og selv
lyset
er noget,

der klistrer
sig fast
under sålen
og ender

som snavsede
pletter på
gulvtæppet.

Nå, men
det kommer
da ind.


***


Kroppene
vandrer
omkring
uden os,

som forbliver
i hver
vores sandkasse,

hvor vi
forsøger
at opføre
slotte
af korn,

som vi ikke
har tal på,

men tro mig,
min ven:

Det har de.


***


Vi legede
gemme
engang,

gik i et
med buskadser
og mure

og var,
hvad
vi var.

Nu er alle
de højeste
punkter
i landskabet.

Føde
for søgende
blikke

og andre
slags lyn.


***


Du kaster
lyset
tilbage,

og jeg
kunne nemt
returnere det,
kvinde,

Men spillet
er slut.


***


Ravnen
har sat sig
på bordet.

Der lærer
den langsomt
at tale
mit sprog.

Der er forskel
på kød,
har den lært
af sin mor.

Noget mætter,

Den anden slags
skider
man ud.


***


Sommeren
fungerer
ikke mere,

og vi
snubler
rundt

i rustent
skrot
og tandhjul.

Alt,
det lykkes
os
at samle,

er et
ur.


***


Vinden,
der suser

i træernes
blade,

som sneen
har dækket

forlængst.


***


Du regner
bestemt med,
at træerne
blinker
og flytter sig.

Krondyr
bør køre
din bil.


***


Vi tænder
et bål,
sender hekse
til vejrs,

brænder
bøger
og fjender
til aske,
og dog
er den,

mængden
af det,
der er
ukendt,

i eksplosiv
vækst.


***


Presser
citronen,

fordi det
endnu

er for svært
at få blod

vredet ud
af en sten.


***


Fuglene
flyver,

sågar
uden røgstriber
efter sig.

Verden
er skør.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar