onsdag den 30. november 2016

Addi på Assistens

Din grav
var så lille,
den lignede
faktisk
et jordlod
som dem,
jeg som barn
lagde selvdøde
solsorteunger
på plads i,
måske
var det dét,
du var,
Michael,
en sangfugl,
der ikke
var klar
til at flyve
endnu
trods
det faktum,
du skrev
mangt og meget
MED STORT
og i drømme
forlængst
havde indtaget
himlen,
for ordene
rystede
under dig
ofte,
men når du
var bedst,
var du virkelig
en verdenssøn
væbnet
med tændsatser,
når du
var værst,
var du bare
en flapper,
som godt nok
var væbnet
med vinger
og skreg
som et barn,
hver gang
ræven
kom nær,
men var ude
af stand til
at lette
for vægten
af Bowie
og Tzara,
Rimbaud
og dit eget
talent,
som var stort,
men bestemt
ikke strømlinet,
og var
der noget,
du lærte mig,
var det,
at sproget
er mere
beslægtet
med bly
end ozon,
at man selv
mindst
skal være
en engel
og gerne
et dyr
for at flygte
fra reden
med held.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar