mandag den 21. november 2016

Jens Madsen (1845 - 1932)


1

 ”Dræng
war han,
mand bløw han,
men kå'l
hår han
aldri wæret”

- Anton Pedersen, fætter fra Lemming (1860 - 1944)


2

Jens
kom til verden
som søn
af Mads Rask
eller Jensen
i Thorsø,
en gårdmand,
hvis slægt
kunne spores
så længe
tilbage
på egnen,
at ingen
med sikkerhed
vidste,
hvad tilnavnet
kom af,
men rask
var han ikke,
ham Mads,
det var noget
med lungerne,
vist nok,
og vel
kunne karlene
pløje
hans marker,
men levende
holdt de
ham ikke,
og Jens,
som var ældst
af hans børn,
måtte vokse
10 år
på en sommer
og overtog
driften,
så Mads
kunne dø
med et lettelsens
suk
i sit hjerte,
og der
stod han så,
bette Jens,
med en gård
og to halvvoksne
søskende,
han skulle
brødføde,
så han
fik brug
for en kone
til det der
med brødet,
og sammen
med Søren,
han kendte
fra Grølsted,
steg Jens
på en vogn
for at drage
på frierfærd
hvor der
var egnede
emner,
og standsede
også
pligtskyldigst
hos Sørens
forældre
på Overgaard,
hvor de
drak dus
med hans søster,
Marie Kjerstine,
som godt nok
var sød,
men for grim,
som Jens sagde
til makkeren,
da de
drog videre
ud i det blå,
der var brunt,
ser det ud til,
de vendte
i hvert fald
tilbage
til sidst,
og så taltes
der ellers
forretning
med svigerfar,
indtil de ringede,
klokkerne
ude
i Skorup,
og Jens
blev til to
frem for én.


3

Og så blev de
til tre,
Jens og konen,
og fire
og fem,
og da oldemor
fødtes
i '85,
tolv
plus det løse,
der døde
i vuggen,
og nok
var familie,
men aldrig
for alvor
blev liv.


4

Og da
svigerfar Niels,
ligesom Mads,
blev for svag
til at passe
sin jord
og var klar
til sin aftægt,
var Søren
den søn,
som stod
først for
at drive
den videre,
men det
var Jens
og Marie
Kjerstine,
der fik
Grølsted Overgaard,
Søren,
som overtog
Rasks gamle ejendom
nede
i Thorsø,
og hvad,
der end skete,
var alle
tilfredse,
og Jens
købte jord til
og byggede ud,
så den stråtækte
slægtsgård
med ét
blev moderne
at se til
og tilmed
en driftig
forretning,
som altid
gav overskud,
overskud nok
til at Jens
kunne købe
en stor del
af byen
og udlåne
penge
til resten
mod rimelig
rente,
omtrent, da,
og sådan
var alting
en leg
for Jens Madsen,
men sjældent
for sjov.


5

Og naboen
gloede
godt nok,
da møllen
kom op
bag ved gården,
og lampen
blev tændt
på en rigtig
kontakt
hos Jens Madsen,
som tilmed
sorterede
roer
til køerne
ude i stalden
på et
eller andet
gespenst
af et apperatur,
som han end
ikke selv
skulle røre,
det lignede
trolddom,
og der var
engang,
hvor man
skaffede folk
og problemer
af den slags
af vejen
på bålet,
men nu
var det
oplyste tider,
og pærerne
sprang
overalt.


6

Og når
der var høst,
bar Marie
Kjerstine
en kæmpe dunk
brændevin
ud til
de svedige
karle
i marken,
som uanset
gråvejret
altid var
solbrændte,
når de
gik hjem
og til ro.


7

Og naturligvis
blev han
politisk,
ham Jens,
først som medlem
og senere formand
for områdets
sogneråd,
og der
var møder
ret ofte
på Overgaard,
hvor der
kom portvin
på bordet
til glosuppen,
mens man
besluttede
ting
som at bygge
et fattighus
inde
i Skorup
og stå på
at lave
et trinbræt,
når jernbanen
krydsede
egnen
på vejen
fra Silkeborg
ud imod
Langå
en dag,
der var
kigboller i,
Madsen syntes,
de hørte
sig til.


8

Og selvom
han nok
havde råd
til en vogn
og en hest,
gik han
altid
til alting,
Jens Madsen,
til møder
og stævner,
til alle
de mange
auktioner,
som gård
efter gård
gjorde verden
lidt større,
var rejsen
for lang
til én dag,
var der altid
en dør,
som stod
åben,
og altid
en seng,
som hans
udslidte
ben
kunne hvile
sig i,
til de
næste dag
fortsatte
rejsen,
mod hvad
fandt han
nok aldrig
ud af,
Jens Madsen,
men det var
nok næppe
ham selv.


9

Og klæder
skabte folk,
men ikke
Jens,
som mødte
op engang
til tvangsauktion
i Rødkærsbro
og lignede
en stodder,
og man lo
hver gang,
han bød,
og endnu mere,
da han skulle
hoste op
ved kasse 1,
men han
tog pungen,
som var tyk
og ved
at sprække,
op af lommen:
"Jeg har
én her
og én mere
i min jakke,
hvis der
mangler noget",
sagde han,
så alle
kunne høre det
og se
med egne øjne,
hvis de ville,
at Jens Madsen
ikke gik
med røven
bar.


10

Og oldemor,
Anton
og Mads
og de andre
fik ikke blot lov
til at blive
i skolen
og lære
at skrive
og regne
og alting,
mens ungerne
nede
fra vejen
kom ud
for at tjene,
nej,
de kom
på højskole
også
og hørte
og Grundtvig
og Blicher
og Saxo
og Staffeldt,
før ploven
og kødgryden
kaldte dem
hjem til
et liv,
som blev
dannet
en verden
før dem.


11

Og så døde
Marie Kjerstine,
og Jens gjorde
regnskabet op,
og det stemte
fra ende
til anden,
og dog
var der et
eller andet,
som gjorde det
svært for ham
hver nat
at falde
i søvn.


12

Og døden
var ikke
en ting,
Jens lod ske
uden videre,
for der
var arv
at fordele,
og selvom
han havde
en gård
for hvert barn,
blev de nøje
fordelt
efter evne,
så Mads
fik den gamle
i Grølsted
og Anton
den jordrige
Krogaard
i Låsby,
han flyttede
tæt på
til aftægt,
den gamle,
og ve den,
som viste sig
ikke
at være
en duelig
landmand,
som Anton,
der hurtigt
blev vejet
og fundet
for let
og smidt ud
på en mindre
og ringere
ejendom
uden for byen,
mens oldemor
flyttede ind
med sin Anders,
som kunne
tage fra
på en helt
anden måde,
og sådan
kom farfar
til verden
det rigtige
sted
på det
rigtige
tidspunkt:
Fordi,
der var
forskel
på folk.


13

Og farfar
erindrede
stadigvæk Jens,
når han
vandrede hjem
til sit aftægtshus,
hvor der
stod suppe
parat,
og som altid
med kigboller i,
og en dag
slap den op,
det var dengang,
der virkelig
kom biler
til Låsby,
som knap nok
bemærkede,
at der
var blevet
en fodgænger
mindre.


14

Og alt,
hvad jeg har
efter Jens,
er hans aflagte
pung,
som er tom
og har været
det længe,
men navnet
er brændt
ind i skindet,
og stikker
man næsen
ned i den,
kan manden selv
duftes
endnu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar