torsdag den 24. november 2016

Selvportræt gennem et timeglas



1

Jeg var barn
af 70'erne,
hvor der
var folk rock
og klassekamp til,
mandfolk strikkede,
kvinder
røg pibe
og unger
som mig
måtte klatre
i træer,
tænde bål
og få mudder
på tøjet
og alting
var brunt
ligesom jakken
på ham der
fra Bjørn & Okay,
og man spiste
og drak
uden hensyn
til samfundets
økonomi,
for når alt
kom til alt,
var der ingen,
der rigtigt
blev set
som en byrde
af typen,
man hyrede
folk
til at udrydde
blot ved
at sætte
et kryds.


2

Jeg blev ældre
i 80'erne,
dengang
KU
var en vogue
og Dan Rachlin
en guru
og strømerens
knægt
fik en
Commodore 64,
vi kunne
lege med
uden at bruge
den der
fantasi,
som var håbløst
forældet,
og ikke
fik tæsk
af de gamle
af hverken
den grund
eller andre,
dengang,
man fik pasta
i stedet
for rødgrød,
kebab
kom til byen
og bomberne
holdt sig
i ro,
sådan cirka,
til Muren
blev støv,
og jeg selv
blev forfremmet
fra lig
til person.


3

Jeg var ung
i 90'erne,
lo af
enhver ting,
der havde
betydning,
fordi
selve ordet
"betydning"
var tomt,
jeg var fri
som Cobain,
da han slugte
geværet
og blæste
sig ud
af enhver form
for realitet,
drak alt det,
der var drikkeligt,
røg,
hvad jeg kunne
få ild på,
og kneppede alt,
der var
fucked up
som jeg,
mens regeringer
skiftede,
kurser
brød loftet
og ingenting
gjorde
en forskel,
det krævede
lyset
fra tårne,
der brændte
og styrtede
sammen,
før jeg,
som en hel
masse andre
fandt ud af,
jeg rent faktisk
havde
et hoved
endnu.


4

Jeg blev voksen
i 00'erne,
åd mine
piller
og kom mig
og så mig
omkring
i en verden,
der lignede
verden
omtrentligt,
for mange,
jeg kendte,
fik huse
og biler
og børn,
som de satte
i pleje
om dagen
og nænsomt
parkerede
foran
et fjernsyn
så snart,
de kom hjem,
men til jul
fik de prægtige
gaver,
som hvert år
blev større
og større,
mens markeder
dannede
bobler
og folk
faldt omkuld
med infarkter,
og naboen
snakkede
hadsk
om de fandens
til perkere,
som ville
hugge
det hele
og smide
en bombe
i stedet,
og ham der
den ledige
stodder
i gangen
ved siden af,
Skat
bare blindt
smed en formue
efter,
og da der
gik hul
på idyllen,
og børserne
blødte,
blev alting
ét virvar,
men en ting
stod klart:
At enhver
måtte klare
sig selv.


5

Jeg blev gammel
i 10'erne,
alt, alt
for tidligt,
jovist,
men det skete
alligevel,
ikke
ved druk
eller hor
eller traumer,
det rakte
at læse aviser
og se sig
omkring,
mens de nedslidte
togvogne
hvinede
koldt
gennem byen,
de hjemløse
flokkedes
over de
varmende
riste,
og folk
gik forbi
i habitter
og sparkede
til dem
for sjov.


6

Men jorden,
jeg går på,
er vist nok
den samme
som før,
jeg blev født,
mineraler,
partikler
og sporstoffer,
som man
kan stole på
skjuler
én godt,
når historien
går løs.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar