tirsdag den 6. december 2016

Afslutningsmanøvrer

- til Esther Grejsen (1914 - 2003)


1

Jeg har
skrevet
så meget
om dig,
netop dig,
kære farmor,
fordi du
om nogen,
jeg virkelig
har kendt,
var et digt,
ikke til
at forstå,
men alligevel
til,
så det føltes
af alle
omkring dig,
som blot
var drabanter
i kredsløb
om noget,
selv du
aldrig så.


2

Du var
kindkys
og knus
på en egn,
hvor man
elskede
mest
gennem
mønter
i lommen
og små hiv
i tåen,
var kanter,
man skar sig
til blods på
for nemt
og for tit
uden varsel,
var pærer
i poser
og ængstelse
brugt som
et våben,
men mest
af alt
hænder,
der fægtede
ud efter
noget
i luften,
de aldrig
fik greb om,
men,
farmor,
jeg prøver
endnu.


3

Det lå nok
i blodet,
det der
med at sanse
og føle
så kraftigt,
at verden
blev gift
for systemet,
måske
var det derfor,
at oldemor
Karen Marie
fik kræft,
og du virkede
kronisk
allergisk
mod noget,
selv lærte
jeg gradvist
at skide
det ud,
og til sidst
blev det
kunst.


4

Når du
hadede,
var det
for altid,
og hver gang,
du mistede
nogen,
du elskede,
tabte du
livsgnist
og vægt,
du var
gavmild
med meget,
jeg tror,
at det slog
dig ihjel.


5

Jeg
prøvede,
farmor,
at skrive
dig færdig,
at stede dig
nænsomt
til hvile
på arket
som endnu
en selvopfyldt
form
fyldt
med fine
balancer,
jeg kunne
signere
og sætte
på plads
på reolen,
men linjerne
kværner
derudaf
som før,
du gik bort,
og jeg
følger dem
trofast,
men blikket,
som ved,
hvor de
ender,
er,
frygter jeg,
nok ikke
mit.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar