torsdag den 15. december 2016

Dødskysset


Marchen Pieter Tiesen (1679 - 1710)


Ih,
hvor de
snakkede
rundt om
på Amager,
da du,
som den første,
blev syg,
for vel rasede
pesten
i Prøjsen
såvel som
i Skåne,
og vel
var der syge
soldater
på Saltholm,
men Guds straf
for synder
og skørlevned
var det
alligevel,
og man
bemærkede
ude i
Hollænderbyen,
at det var
den måde,
det gik på,
for pæne
og lovende
piger derfra,
når de
drog til Dragør
og tog
tre mænd
til ægte
i rap
af en tvivlsom
og smålurvet
herkomst
som nu
Pieter Passer,
en skalk
af en svensker,
og Askeland,
nordmanden,
ingen tog
rigtigt
alvorligt,
men værst
af alt ham
Anders Poulsen,
der var
så dansk,
at det kun
kunne føre
til nød
og elendighed,
hvilket
man nu så
det gøre
til skræk
og almindelig
advarsel,
hjemmet,
som folk
ellers gerne
kom flittigt forbi,
blev med ét
meget stille,
og luften
var tung
i det kammer,
man skjulte
dig i,
mens du hostede
blod op
og pus
flød fra bylder
på kroppen,
som førhen
var smuk,
men nu lignede
mere
en sygdom
end dig,
og du græd,
så selv børnene
hørte dig,
men den
var låst,
var den,
døren,
og åbnedes kun,
når der varsomt
blev skubbet
lidt mad,
eller øl
ind på gulvet,
og der
lå du så,
efterhånden
ret tavs,
mens du tænkte
på det,
som du vidste,
man gjorde
ved lig
ligesom dit,
på det ætsende
kalkvand,
der åd selv
de tykkeste
knogler,
hvor væk,
man dog blev,
og hvor få,
man dog
fik sagt
farvel til,
sig selv,
ikke mindst,
når man røg
i et hul
uden ceremoni
eller gravøl
bagefter,
du tænkte
på Gud,
ikke vredt,
ikke længselsfuldt,
bare for tom
indeni
og for langt
fra en frelsende
hånd
til at gide
at bede
en bøn
eller åbne
din krøllede
Bibel,
og dog
blev der stukket
en nøgle
i døren
en nat,
og du hørte,
at Anders
kom ind,
og du mærkede
kysset
på panden,
hans tunge,
der gled
varsomt ind
mellem dine
forkrøblede
læber,
du vidste vel,
hvad det
betød,
men drog
rolig
og vægtløs
herfra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar