mandag den 12. december 2016

Detailhandler


Lars Knudsen (1799 - 1866)
Carl Knudsen (1851 - 1924)
Karen Marie Knudsen / Larsen (1892 - 1930)


1

Carl kom
fra Lolland,
fra Svinsbjerg
i Horslunde Sogn
for at være
nøjagtig,
og Lars,
som hans
far hed,
var skytte på
Vintersborg Gods,
til han faldt
for en pige
i huset,
der bar navnet
Kirsten,
som herren
på slottet
måske var
lidt varm på,
i hvert fald
tog Kirsten
og Lars
hastigt flugten,
og så blev
han våbensmed,
støbte
og smurte
og prøvede
bøsser
i haven
bag smedjen
og sigtede
sikkert
på nogen
i tankerne,
dog ikke
Carl.


2

Og Carl
kom en del
hos familiens
nabo,
Andreas,
som også
var smed
og fortalte
om dengang,
han kørte
en biks
oppe i
København,
og han kiggede
ud over
markerne,
Carl,
der var
flade,
men rige
på udsyn,
og gik så
i lære
som skrædder
i Rødby,
en dag var
han blevet
så god,
at han
bandt sine
snørebånd
inden
han gik,
bare
gik.


3

Vel var der
et stykke
til Sundby,
men Carl
og hans
Karen Marie,
en pige
fra Falster,
han mødte
i Rødby,
kom frem,
mens der
fortsat
var læder
på sålerne,
fik sig
en bolig
med plads
til et værksted
og gik så
igang
med at
få sig
et liv,
der kom
unger til,
Edmund
og Dantes
og Edith
Mercedes,
der alle
fik navn
efter skikkelser
hentet hos
ham der
Dumas,
det var næsten
et eventyr
blevet
til virkelighed,
det,
der skete,
i hvert fald
til Karen Marie
igen var
med barn,
men blev syg
undervejs
og kun akkurat
nåede
at føde,
før hun måtte
opgive
ånden,
det barn
hørte til,
jo,
men ikke
i nogen
roman.


4

Karen Marie
var spæd,
da han
slap hende,
Carl,
det var ham,
som bar
pigen
til dåben,
men Otto
og Anne Marie,
et murerpar,
faderen
kendte,
der bar
hende ud
til et liv,
hvor hun ikke
hed Knudsen,
men Larsen,
og ikke
var del
af en flok,
men forbandet
alene
trods masser
af kærlighed
fra det
stabile,
men barnløse
team,
hun med tiden
begyndte
at ane,
hun lignede
underligt
lidt,
og en dag
fik hun svar,
som hun
spurgte,
fandt frakken
i gangen
og stod på
en sporvogn
med retning
mod Øresundsvej,
hvor Carl Knudsen,
detailhandler,
havde
en biks,
ikke bare
med sko,
men tobak,
kul og
spirituosa,
der stod der
en mand
bag en disk,
som var ældet
og kraftig,
og nok ikke
drømte
om ret meget
mere,
han løftede
blikket,
præcist hvad
de så,
nogen af dem,
er uvist,
men vejret
var klart.


5

Johannes
var ellers
en flot fyr
og fuld
af historier
ude fra
havene,
klog var
han også,
han fik da
et guldur
i flidspræmie,
da han
var skoledreng,
og kunne læse
en bog
og forstå den,
og Karen Marie
var glad
for den slags,
men måske
var det ikke
for klogt
at fortabe sig,
som de
nu gjorde,
og undfange
noget,
før skødet
var skrevet
og platterne
ophængt
på væggen,
men Esther
var skøn,
som hun var,
og det samme
var egentlig
den mand,
som desværre
drog bort
ind imellem
til fremmede
havne
i lang tid
ad gangen
og altid
var fremmed
en stund,
når han ellers
kom hjem,
i de uger
og måneder
føltes
den ellers
så store
og luftige
lejlighed
ude i
Valby
forsvindende
lille
og Karen Marie
modbydeligt
stor
og ansvarlig,
og værst
var det år,
hvor han blev
i Amerika
bare fordi
de forbandede
tyskere
havde blokeret
hans søvej
med miner,
da føltes
de ensomme
nætter
så lange,
at hun
kunne skrige
og vist også
gjorde det
ofte
i søvne,
og da han
omsider
kom hjem,
var det
havnene,
du,
eller hende,
og så blev
det hende
og Esther
og Bente,
som barn
nummer 2
snart
blev døbt,
og diverse
fortumlede
planer,
der mest
af alt havde
til formål
at holde
den rastløse
sømand
i havn,
som nu
det der
forbandede
landbrug
på Djursland,
Johannes
var både
for doven
og grøn
til at passe,
mens pigerne
mutte
gik rundt
klædt i aske
og sække,
det sted,
hvor den evige
knude
i maven
på Karen Marie
begyndte
at vokse
og udvikle
en eller anden
agenda,
som ikke
var god
for en kvinde,
som stadig
var smuk
og for ung
til at tænke
på tiden
derefter,
og værre
endnu
blev det bare
i Kongstrup,
hvor sømanden
stod i
sin kælder
og ordnede
cykler
for byens
beboere,
hvis han
da ikke
var ude
på jagt
for at sigte
på harer
og agerhøns
eller,
og det var
sgu værre
endnu,
var på langfart
hos landsbyens
damefrisør,
mens hun selv
lå i sengen
og trøstede
Esther,
som passede
huset
og tømte
de poser
med afføring,
lægerne
kom med
og satte
på plads
over lænden,
til sidst
var hun benet
og tynd,
og da doktoren
kom
for at skrive
attesten
og lukke
de stirrende
øjne,
var Karen Marie
så klejn,
at hun muligvis
aldrig
var til.


6

Og en morgen
i '69
kom der
en kvinde
forbi,
mens Johannes
stod bag ved
sin disk
i den biks,
hvor han
ikke blot
lappede
cykler,
men solgte
tobak,
kul
og spirituosa,
han kiggede
op,
hvad de så,
nogen
af dem
er uvist,
men vejret
var klart.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar