tirsdag den 20. december 2016

Dyvekes børn

Som mange måske har bemærket, har jeg på det seneste skrevet digte, som har været tilegnet diverse afdøde, ofte ukendte personer. 

Grunden hertil er, at jeg arbejder på tredje bind af det, jeg indtil videre har valgt at kalde Land & Folk-trilogien. 

Hvor første bind, 8600, var tilegnet hjemstavnen, var det næste en danmarksrejse i hukommelsen. 

Tredje bind bliver slægtens historie samt et afsnit, der hylder andre forbilleder fra og før min tid. 

Dispositionen for det er som følger:

1) Korn - mig selv og mine forældre

2) Regentens plov - min farfars stamlinje

3) Dyvekes børn - min farmors stamlinje

4) Kartoffeltyskere - min morfars stamlinje

5) Molbohistorier - min mormors stamlinje

6) Tællelysene - forbilleder

Mig bekendt har ingen før forsøgt sig med at lave et stamtræ på vers - i hvert fald ikke et, der går så langt tilbage og har så voldsomt et omfang, at det kan fungere som en slags historiebog. Hvilket er planen snarere end et lukket vanity project for mine nærmeste slægtninge. Men af samme grund har jeg haft mine spekulationer omkring, hvordan man kunne stille et sådant op uden at bombe læseren med noter eller narratologiske urimeligheder. 

Derfor fremlægger jeg hermed en "prøveballon", nemlig digtene fra "Korn"-delen sat i sammenhæng med det første afsnit, der ellers er blevet færdigt. Nemlig dét om min farmors rødder i Store Maglebys amagerhollandske samfund. Titlen "Dyvekes børn" er provisorisk, idet den kun gælder fra digt nr. 3, men alligevel er det meningen, at det hele skal læses i sammenhæng, så man kan danne sig et overblik over 500 års slægthistorie.

Din opgave - hvis du vil have den - er at komme med feedback. Jeg er i reglen ret selvsikker, når jeg skriver, men i dette tilfælde er jeg i tvivl om, hvorvidt de sammenhænge, jeg selv kender, er tilstrækkeligt synlige for andre. Og det skal de være. Så har du rosende såvel som risende ord: Skyd løs!

Men derudover: God læsning!


***

DYVEKES BØRN
- et eksperiment

***


Selvportræt gennem et timeglas

Steffen Baunbæk Pedersen (* 1973)


1

Jeg var barn
i 70'erne,
hvor der
var folk rock
og klassekamp til,
mandfolk strikkede,
kvinder
røg pibe
og unger
som mig
måtte klatre
i træer,
tænde bål
og få mudder
på tøjet
og alting
var brunt
ligesom jakken
på ham der
fra Bjørn & Okay,
og man spiste
og drak
uden hensyn
til samfundets
økonomi,
for når alt
kom til alt,
var der ingen,
der rigtigt
blev set
som en byrde
af typen,
man hyrede
folk
til at udrydde
blot ved
at sætte
et kryds.


2

Jeg blev ældre
i 80'erne,
dengang
KU
var en vogue
og Dan Rachlin
en guru
og strømerens
knægt
fik en
Commodore 64,
vi kunne
lege med
uden at bruge
den der
fantasi,
som var håbløst
forældet,
og ikke
fik tæsk
af de gamle
af hverken
den grund
eller andre,
dengang,
man fik pasta
i stedet
for rødgrød,
kebab
kom til byen
og bomberne
holdt sig
i ro,
sådan cirka,
til Muren
blev støv,
og jeg selv
blev forfremmet
fra lig
til person.


3

Jeg var ung
i 90'erne,
lo af
enhver ting,
der havde
betydning,
fordi
selve ordet
"betydning"
var tomt,
jeg var fri
som Cobain,
da han slugte
geværet
og blæste
sig ud
af enhver form
for realitet,
drak alt det,
der var drikkeligt,
røg,
hvad jeg kunne
få ild på,
og kneppede alt,
der var
fucked up
som jeg,
mens regeringer
skiftede,
kurser
brød loftet
og ingenting
gjorde
en forskel,
det krævede
lyset
fra tårne,
der brændte
og styrtede
sammen,
før jeg,
som en hel
masse andre
fandt ud af,
jeg rent faktisk
havde
et hoved
endnu.


4

Jeg blev voksen
i 00'erne,
åd mine
piller
og kom mig
og så mig
omkring
i en verden,
der lignede
verden
omtrentligt,
for mange,
jeg kendte,
fik huse
og biler
og børn,
som de satte
i pleje
om dagen
og nænsomt
parkerede
foran
et fjernsyn
så snart,
de kom hjem,
men til jul
fik de prægtige
gaver,
som hvert år
blev større
og større,
mens markeder
dannede
bobler
og folk
faldt omkuld
med infarkter,
og naboen
snakkede
hadsk
om de fandens
til perkere,
som ville
hugge
det hele
og smide
en bombe
i stedet,
og ham der
den ledige
stodder
i gangen
ved siden af,
Skat
bare blindt
smed en formue
efter,
og da der
gik hul
på idyllen,
og børserne
blødte,
blev alting
ét virvar,
men en ting
stod klart:
At enhver
måtte klare
sig selv.


5

Jeg blev gammel
i 10'erne,
alt, alt
for tidligt,
jovist,
men det skete
alligevel,
ikke
ved druk
eller hor
eller traumer,
det rakte
at læse aviser
og se sig
omkring,
mens de nedslidte
togvogne
hvinede
koldt
gennem byen,
de hjemløse
flokkedes
over de
varmende
riste,
og folk
gik forbi
i habitter
og sparkede
til dem
for sjov.


6

Men jorden,
jeg går på,
er vist nok
den samme
som før,
jeg blev født,
mineraler,
partikler
og sporstoffer,
som man
kan stole på
skjuler
én godt,
når historien
går løs.


Sommerfugleeffekten

Thorkild Lindgaard Grejsen (* 1954)
Asta Baunbæk Hansen (* 1957)


Åh,
mor og far,
dette digt
ville være
en langt
større sællert,
hvis bare
jeg kunne
beskylde jer for,
at jeg selv
blev et vrag,
hvis I slog
eller rørte mig
steder,
man ikke
bør røre
et barn,
hvis jeg
voksede op
med forventninger,
jeg kunne
knække
min hals på,
og gjorde det,
bare et
misbrugsproblem
ville pynte
gevaldigt
på sagen,
men nej,
var der noget,
som knækkede,
da jeg
blev født,
var det mig,
der var
skyldneren,
mig,
som kom
dumpende
først i
den ungdom,
I skulle
have haft,
og forandrede
alting,
erstattede
bulder
og baller
med blevask
og pligter
mindst ti år
før tiden,
I burde have
hadet mig,
burde have
fået psykoser,
men nok
engang nej,
alt,
jeg fik,
var det bedste,
I havde,
var kys,
karameller
og tøjdyr
og eventyr
læst på
en sengekant,
timer
i haven
og værkstedet
fyldte
med hygge
og lærdom,
og senere,
da jeg
blev ung,
fik jeg lov
til det meste,
til mudderbad
ovre i Roskilde,
druk med
de andre
og drømme,
I end
ikke selv
havde nået
at drømme,
og dengang,
I gik
fra hinanden,
så kendte
jeg grunden,
og da I
fik svært
ved at stå
for jer selv
efter dét,
var jeg klar
over årsagen,
jeg kunne se
resultatet
af børn,
som fik børn,
i hver eneste
grumsede
vandpyt,
på vejen,
jeg tog,
det var det,
jeg fortrød,
aldrig jer,
men måske
er dét
også
en salgbar
historie.


Afslutningsmanøvrer

Esther Grejsen (1914 - 2003)


1

Jeg har
skrevet
så meget
om dig,
netop dig,
kære farmor,
fordi du
om nogen,
jeg virkelig
har kendt,
var et digt,
ikke til
at forstå,
men alligevel
til,
så det føltes
af alle
omkring dig,
som blot
var drabanter
i kredsløb
om noget,
selv du
aldrig så.


2

Du var
kindkys
og knus
på en egn,
hvor man
elskede
mest
gennem
mønter
i lommen
og små hiv
i tåen,
var kanter,
man skar sig
til blods på
for nemt
og for tit
uden varsel,
var pærer
i poser
og ængstelse
brugt som
et våben,
men mest
af alt
hænder,
der fægtede
ud efter
noget
i luften,
de aldrig
fik greb om,
men,
farmor,
jeg prøver
endnu.


3

Det lå nok
i blodet,
det der
med at sanse
og føle
så kraftigt,
at verden
blev gift
for systemet,
måske
var det derfor,
at oldemor
Karen Marie
fik kræft,
og du virkede
kronisk
allergisk
mod noget,
selv lærte
jeg gradvist
at skide
det ud,
og til sidst
blev det
kunst.


4

Når du
hadede,
var det
for altid,
og hver gang,
du mistede
nogen,
du elskede,
tabte du
livsgnist
og vægt,
du var
gavmild
med meget,
jeg tror,
at det slog
dig ihjel.


5

Jeg
prøvede,
farmor,
at skrive
dig færdig,
at stede dig
nænsomt
til hvile
på arket
som endnu
en selvopfyldt
form
fyldt
med fine
balancer,
jeg kunne
signere
og sætte
på plads
på reolen,
men linjerne
kværner
derudaf
som før,
du gik bort,
og jeg
følger dem
trofast,
men blikket,
som ved,
hvor de
ender,
er,
frygter jeg,
nok ikke
mit.


Detailhandler

Lars Knudsen (1799 - 1866)
Carl Knudsen (1851 - 1924)
Karen Marie Knudsen / Larsen (1892 - 1930)


1

Carl kom
fra Lolland,
fra Svinsbjerg
i Horslunde Sogn
for at være
nøjagtig,
og Lars,
som hans
far hed,
var skytte på
Vintersborg Gods,
til han faldt
for en pige
i huset,
der bar navnet
Kirsten,
som herren
på slottet
måske var
lidt varm på,
i hvert fald
tog Kirsten
og Lars
hastigt flugten,
og så blev
han våbensmed,
støbte
og smurte
og prøvede
bøsser
i haven
bag smedjen
og sigtede
sikkert
på nogen
i tankerne,
dog ikke
Carl.


2

Og Carl
kom en del
hos familiens
nabo,
Andreas,
som også
var smed
og fortalte
om dengang,
han kørte
en biks
oppe i
København,
og han kiggede
ud over
markerne,
Carl,
der var
flade,
men rige
på udsyn,
og gik så
i lære
som skrædder
i Rødby,
en dag var
han blevet
så god,
at han
bandt sine
snørebånd
inden
han gik,
bare
gik.


3

Vel var der
et stykke
til Sundby,
men Carl
og hans
Karen Marie,
en pige
fra Falster,
han mødte
i Rødby,
kom frem,
mens der
fortsat
var læder
på sålerne,
fik sig
en bolig
med plads
til et værksted
og gik så
igang
med at
få sig
et liv,
der kom
unger til,
Edmund
og Dantes
og Edith
Mercedes,
der alle
fik navn
efter skikkelser
hentet hos
ham der
Dumas,
det var næsten
et eventyr
blevet
til virkelighed,
det,
der skete,
i hvert fald
til Karen Marie
igen var
med barn,
men blev syg
undervejs
og kun akkurat
nåede
at føde,
før hun måtte
opgive
ånden,
det barn
hørte til,
jo,
men ikke
i nogen
roman.


4

Karen Marie
var spæd,
da han
slap hende,
Carl,
det var ham,
som bar
pigen
til dåben,
men Otto
og Anne Marie,
et murerpar,
faderen
kendte,
der bar
hende ud
til et liv,
hvor hun ikke
hed Knudsen,
men Larsen,
og ikke
var del
af en flok,
men forbandet
alene
trods masser
af kærlighed
fra det
stabile,
men barnløse
team,
hun med tiden
begyndte
at ane,
hun lignede
underligt
lidt,
og en dag
fik hun svar,
som hun
spurgte,
fandt frakken
i gangen
og stod på
en sporvogn
med retning
mod Øresundsvej,
hvor Carl Knudsen,
detailhandler,
havde
en biks,
ikke bare
med sko,
men tobak,
kul og
spirituosa,
der stod der
en mand
bag en disk,
som var ældet
og kraftig,
og nok ikke
drømte
om ret meget
mere,
han løftede
blikket,
præcist hvad
de så,
nogen af dem,
er uvist,
men vejret
var klart.


5

Johannes
var ellers
en flot fyr
og fuld
af historier
ude fra
havene,
klog var
han også,
han fik da
et guldur
i flidspræmie,
da han
var skoledreng,
og kunne læse
en bog
og forstå den,
og Karen Marie
var glad
for den slags,
men måske
var det ikke
for klogt
at fortabe sig,
som de
nu gjorde,
og undfange
noget,
før skødet
var skrevet
og platterne
ophængt
på væggen,
men Esther
var skøn,
som hun var,
og det samme
var egentlig
den mand,
som desværre
drog bort
ind imellem
til fremmede
havne
i lang tid
ad gangen
og altid
var fremmed
en stund,
når han ellers
kom hjem,
i de uger
og måneder
føltes
den ellers
så store
og luftige
lejlighed
ude i
Valby
forsvindende
lille
og Karen Marie
modbydeligt
stor
og ansvarlig,
og værst
var det år,
hvor han blev
i Amerika
bare fordi
de forbandede
tyskere
havde blokeret
hans søvej
med miner,
da føltes
de ensomme
nætter
så lange,
at hun
kunne skrige
og vist også
gjorde det
ofte
i søvne,
og da han
omsider
kom hjem,
var det
havnene,
du,
eller hende,
og så blev
det hende
og Esther
og Bente,
som barn
nummer 2
snart
blev døbt,
og diverse
fortumlede
planer,
der mest
af alt havde
til formål
at holde
den rastløse
sømand
i havn,
som nu
det der
forbandede
landbrug
på Djursland,
Johannes
var både
for doven
og grøn
til at passe,
mens pigerne
mutte
gik rundt
klædt i aske
og sække,
det sted,
hvor den evige
knude
i maven
på Karen Marie
begyndte
at vokse
og udvikle
en eller anden
agenda,
som ikke
var god
for en kvinde,
som stadig
var smuk
og for ung
til at tænke
på tiden
derefter,
og værre
endnu
blev det bare
i Kongstrup,
hvor sømanden
stod i
sin kælder
og ordnede
cykler
for byens
beboere,
hvis han
da ikke
var ude
på jagt
for at sigte
på harer
og agerhøns
eller,
og det var
sgu værre
endnu,
var på langfart
hos landsbyens
damefrisør,
mens hun selv
lå i sengen
og trøstede
Esther,
som passede
huset
og tømte
de poser
med afføring,
lægerne
kom med
og satte
på plads
over lænden,
til sidst
var hun benet
og tynd,
og da doktoren
kom
for at skrive
attesten
og lukke
de stirrende
øjne,
var Karen Marie
så klejn,
at hun muligvis
aldrig
var til.


6

Og en morgen
i '69
kom der
en kvinde
forbi,
mens Johannes
stod bag ved
sin disk
i den biks,
hvor han
ikke blot
lappede
cykler,
men solgte
tobak,
kul
og spirituosa,
han kiggede
op,
hvad de så,
nogen
af dem
er uvist,
men vejret
var klart.


PS.

Edmund Charles Villiam Knudsen (1888 - 1920)


Og alt,
hvad jeg ved
om min
oldemors
bror,
der hed
Edmund,
beløber
sig til,
at han styrtede
ned i et kar
fyldt med
kogende fedt,
mens han tjente
sin løn
hos en slagter
i Odenses
udkant,
og mindede
mest om
en menneskelig
pomfrit,
da han
bjærgedes op,
på den måde
blev endnu
en opskrift
på mig
så kasseret
og selv
er jeg ikke
serveringsklar,
tror jeg,
endnu.


Grejsen-suiten


Christen Greigesen Vægter (1742 - 1814)

Christen
Greigesen
kom
efter sigende
ovre
fra Jylland
et sted
og hed
Gregersen,
da han
blev født,
men i
Dragør
fik selv
en matros
ikke hyre,
hvis ikke
han hed
noget hollandsk,
så Christen
blev udlænding,
selvom
det blot
var til pynt,
fik en viv
med et passende
bagland
og stod så
til søs,
når han
kunne,
og tjente
til dagen
og vejen
som vægter
ved siden af,
"ædrue
og tro,
som der stod
på hans bælte,
når Christen
om natten
gik rundt
i de toppede
gyder
og tændte
for lygter,
smed branderter
hjem
og sang vers,
ét i timen,
til solen
stod op,
men han
stadigvæk
mindst
var en livstid
fra rigtigt
at være
lokal.


Jens Christensen Greigesens (1788 - 1825)

Men hans søn,
der hed Jens,
kom til verden
på stedet,
blev døbt,
endda,
i Store Maglebys
kirke,
hvor præsterne
talte
på hollandsk
endnu
eller noget,
der vist
skulle ligne,
han lærte
om søfart
i skolen,
måske
også lidt
om at skrive
og regne,
det tog man
sgu ikke
så tungt
der i byen,
hvis bare
man kunne
præstere
et rimeligt
råbåndsknob,
når man
blev styrmand
som Jens,
der blev gift
med en datter
af gamle
Theis Passer,
som langt ude
var i familie
med én,
som hed Dirch,
ingen kendte
endnu
på de tider,
og gjorde så
ligesom
de andre:
Red bølgen,
mens Marchen
gik hjemme
i huset
og fødte
og passede
gryder
og sladder,
og sådan
gik tiden
til den dag,
han druknede
inde på Reden,
den dag
blev de fandens
til jyder
omsider
en del
af Dragør.


Christen Jensen Greigesen (1820 - 1885)

Og Christen,
hans knægt,
blev så lods,
førte skuder
fra London
såvel som
Sankt Peterborg
trygt gennem
Øresund,
sikkert
med omhu
og stolthed,
før turen
gik hjemad
med klingende
mønter
på lommen,
måske
også kandis
til ungerne,
duftevand
eller
et hårbånd
til Trein
og en god
flaske rom
til sig selv,
og på dækkene
svedte
man videre,
skurede
planker
og rebede sejl,
gik til bunds
og den slags,
Christen
blev oven
vande,
det lærte
han nok
af sin far.


Jens Christensen Greisen (1843 - 1933)


1

Det så
sort ud
ved Dybbøl,
men ude
i sundet
lå danskernes
stærkeste kort:
Panserskibet
Rolf Krake,
en fæstning
af jern
med kanoner,
de prøjsiske
stillinger
inde
på land
ikke kunne
beskyde
tilbage,
på dækket
stod Jens,
Christens søn,
nybagt far
og matros
på en udflugt
til helvede,
angst,
men dog klar
til at satse
det hele,
han stod der,
da ordren
kom ind
om at vende
omkring
og forlade
den osende
kampplads,
og Jens
blev en velvoksen
mand,
næsten firs,
før han modtog
sit ridderkors,
stillede op
til et foto
for sjov
i avisen,
endda,
men han sov,
siger rygtet,
lidt bedre,
da brystet
var bart.


2

Men Jens
kunne regne,
han lagde
da tallene
rimeligt
sammen
som lodsernes
oldermand
hjemme
i Dragør,
og når
der var tid,
var han lærer
på skolen
og gav det,
han vidste,
fornuftigt nok
fra sig,
og hjemme
ved Maren
og ungerne,
vidste
han også,
hvor bundlinjen lå,
det var derfor,
at drengene,
når de
blev ret
konfirmeret,
hver fik sig
en dragkiste,
ikke
som gave,
men snarere
som et
kontant
og dog
hjerteligt
spark
ud i
bølgerne
blå.


Georg Christian Thorvald Greisen (1867 - 1953)

Georg,
min tipoldefar,
tog da også
den pokker
til dragkiste
til sig
og søgte
til søs,
mens hans
Anna,
hvis far,
Søren Pouls,
var skipper
og søn
af ham Pieter,
der styrede
havnen
i Dragør,
tog plads
bag ved gryderne
ligesom
et utal
af kvinder
før hende
og bad på
sin sengekant for,
at han
endnu
en gang
vendte hjem
i ét stykke
og ikke
for opædt
af hajer
og ål
til at være
til nytte,
og da han
en overgang
tjente
i køkkenet
på dampskibet
Thingvalla,
lastet
med fattige
folk
fra Europa
med kurs
mod New York,
stødte skidtet
gudhjælpemig,
ligesom
Titanic,
på is
og tog
vand ind
og nåede
kun lige Halifax
uden at synke,
og snarligst
gik Georg
i land
og blev ansat
ved sporvejsselskabet
fra Østerbro
til Frederiksberg,
da det hele
blev trukket
af heste,
som stadigvæk
ikke
var lavet
af jern,
og der
blev han
så længe,
at han
kunne stå der
på torvet
med høj hat
på hovedet
og smile
ved lyden
af gnister
i frost.


Victor Georg Greisen (1894 - 1980)

Onkel Victor
var ikke
min onkel,
men oldefars
bror,
og var skibsdreng
som knægt
og stod af
i New York,
hvor han sov
under broer
og tiggede mad
af enhver,
der kunne undvære,
indtil han lærte
sit engelsk,
fik job
og blev gift
og fik tag
over hovedet
og ansvar
og pludselig
en dag
en billet
til en mudret
og klæbrigkold
skyttegrav
ovre i Frankrig,
hvor han
skulle løbe
med ordrer
i byger
af pibende
kugler,
og endelig
kom hjem
med en grim
smag i munden
og smertende
lunger,
der klaprede løs,
når han sov,
og åd bort
af hans kraft
til den nat,
Onkel Victor
lod hænderne
folde
og bad:
"Kære Gud,
giv mig livet
tilbage
og vid,
jeg vil tjene dig
indtil den dag,
jeg skal bort!",
og han kom
sig sgu, Victor,
og fyldte
sin bil
op med Bibler
og rejste
omkring
for at sælge
Guds ord,
og den kørte
som smurt,
den forretning,
og så blev han
biskop
i Kansas,
mens bomberne
jævnede
gamle Europa
med jorden
igen,
og han tænkte
tilbage
på sine
forældre,
der sad
i den svedne
ruin,
og fik hjemve
og penge
til rejsen
fra fæller
i kirken
og stod så
en dag
midt på gaden
med slik
til de små
og tekstiler
til fruerne,
pludselig
en mand
med en rund,
sund figur
og et budskab
om frelse,
han solgte
til mange
i slægten,
for andre
var det,
at en død mand
kom hjem
i sig selv
ubegribeligt
nok.


Johannes Martin Grejsen (1889 - 1969)

Og oldefar,
unge Johannes,
stod også
fra land,
som han skulle,
og krydsede
ofte
Atlanten
såvel som
ækvator
på vældige
fragtskibe,
hvor det
var ham,
som holdt skruen
igang
som maskinmester,
men når
det stormede,
troede
han mindre
på Gud
end sin sunde
fornuft
og det samme
velsagtens
i kirken
den dag,
hvor han ægtede
Karen Marie,
som han
havde pillet
en smule
for meget ved
under
en landgang
og nu
havde noget
i maven,
der blev
til min farmor,
men sagde
dog ja
foran præsten
til pigen
såvel som
til pligten,
og så
fik de lejlighed
ude
i Valby.
og han fik
et nyt job,
som førte ham
over
det store hav
endnu
en gang,
men det var
under krigen,
og sejlruten
hjem
blev blokeret
af miner,
og selvom
der var
telegraf
og det hele,
var oldemor vred,
da han vendte
tlbage
i fredstid
til Esther,
som knapt
kunne mindes,
hun havde
en far,
og så sejlede
søulken
indenrigs
endnu
en tid,
før han,
sikkert
godt gnaven,
gik rigtigt
i land
som den sidste
i slægten
og slog sig
på reperationer
af cykler
såvel som
krystalapparater,
men fandt det
for nemt,
åbenbart,
og tog hele
familien
med sig
til Jylland
i håb om
at blive
en hæderlig
landmand,
og der
sad han så
på sin knold
og så kornmarken
bølge
og vidste vel
knapt nok
hvor meget,
historien
var slut,
og hvor grundigt
det hele
var blevet
til intet,
men følte sig
hollandsk
i hovedet
og underligt nok
stadig til.


Sømanden

Pieter Pietersen Pouls (1793 - 1885)

1: Vandfødsel

Pieter
Pietersen
Pouls
blev født
til at føre
et skib
over visse
og uvisse
vande,
han lærte
om sømærker,
stjerner
og regnskaber,
reb,
som skulle
bindes
korrekt,
hvis det hele
da ikke
skulle sejle
og synke
med mænd,
mus
og alt det,
som skibet
var lader med,
Pieter
blev mest
af alt
bare
et navn
på en bølge,
som aldrig
blev ét
med det hav,
som han
rystede
af sig
ved fødselen,
men druknede
i til
sin død.


2: Piraten

Pieter
var kaper
i krigen
mod England,
hvor kongen
som led
i sit forsvar
lod alle,
der ville,
erobre
ethvert
fjendtligt fartøj,
der krydsede
ned gennem
sundene,
røve
hver ting
af værdi
og så sende
de skæmmede
rester
tilbage
til landet,
de kom fra,
men hen imod høst
blev han taget
ved Romsø
og fængslet
på Crescent,
en britisk
fregat,
og i fire døgn
sad han
i cellen,
vist uden
at angre
så meget
igen,
og hvis noget,
så hyren,
til sidst
blev han
ombyttet,
så var
den krig
vist forbi,
men hans
snak
om den
aldrig.


3: Fragt

Der lastedes
brænde
og lossedes
træ,
der lastedes
brænde
og lossedes
træ,
i Dragør
blev børnene
voksne
og satte
til søs,
og der lastedes
brænde
og lossedes
træ.


4: Knob

Fremtiden
tilhører
sejlet,
det sagde han,
Pieter,
den aldrende
foged
på havnen,
da dampen
kom til,
og på molen
lå skovlene
stille,
mens dage
og måneder
gik,
og der
gradvist
blev stille
på kroen
og ovre
hos bageren,
også
hos Pouls
gik uret
endnu
i en verden,
som Gud
aldrig rigtigt
fik skabt.


5: Pioneren

Til sidst
blev der bygget
en kirke
bag skolen,
så sømænd
og spindersker
ikke
som før
skulle vandre
de tre
kilometer
til Hollænderbyen
for dåb
eller giftermål,
rundt om den
lå der
en storby
in spe,
Pieter Pietersen,
partikulier,
var den første,
som flyttede
ind.


Vægten og sværdet

Jacob Bertelsen (1732 - 1819)
5 gange tipoldefar


1

Justitia
bor på
en husmor
i Dragør,
er blevet
af solen
og slebet
af blæsten
og gammel
at se på,
men hænger
dog ved,
selvom
søslanger
findes
langt mere
sandsynligt
end hun.


2

Jacob
var vant
til at få det,
som han
ville have det,
og ikke fordi,
det var godt
for ham selv,
men fordi
det var rigtigt,
det vidste
de søskende,
han måtte
mætte
og opdrage på,
da hans mor,
Nele Carlsdatter,
hende,
som nordmanden
fik med
sin Marchen,
der døde
af pest,
for til himmels,
snart fulgt
af hans far,
Bertel
Jacobsen,
skipperen,
mens han
endnu
var en knægt
og dog den,
som i mangel
af bedre
stod næst for
som herre
i huset,
det vidste
hans Grith,
som nød godt
af hans faste,
men milde
regime,
det vidste man
på galeasen
Tre Søstre,
der fragtede
gods mellem
Bergen og Riga
på Jacobs
befaling,
det vidste selv
gamle Cornelis,
den udbrændte
foged
i Dragør,
som indgav
sin afskedsbegæring
til amtmanden
efter en grim
periode
og ønskede
Bertelsen,
fjenden,
han dog
respekterede,
indsat
i stedet,
og Jacob selv
smilede bare
og sagde,
at det var
på tide,
da han
fik besked.


3

Da Jacob
kom til,
døde plejer,
for plejer
var syg
af forsømmelser,
uskrevne
regler
og ondsindet
sladder,
han startede
med at
forlange
de penge,
hans virke
var værd,
nemlig 100
gode rigsdaler,
som amtmanden
gav ham,
vist uden
at blinke,
for nu fik
enhver handling
lov til
at tale
for sig,
som nu regnskabet,
dem,
som bestyrede
kasserne
ude i byen,
lod flyde,
og bjergningen,
Wochmann,
som styrede
havnen,
forsøgte
at stoppe
belønningen
for ned
i lommen,
så intet
blev levnet
til skolen
og dem,
som var
arme,
og selv det
udførlige
klageskrift,
mange
i byen
forfattede
for at få kål på
den udnævnte
foged,
faldt hurtigt
til jorden
og dømte
kun dem,
som skrev
under,
hvis ikke
af loven,
så dog
i det mindste
af Gud.


4

Man kaldte
hans tid
florissant,
for Dragør var
den førende
havn
i de år
efter kun
Københavns,
der kom varer
til byen
fra hele
Europa
såvel som
Sankt Thomas,
og ude
i husene
fik man
idéer,
begyndte
at væve
og blege
og bage,
og snart
blev der åbnet
butikker
og nedrevet
rønner
og opbygget
nye
og større
kreeret
af bygmester
Blichmann,
og skoler
blev åbnet,
de fleste
ulovlige,
godt nok,
men hver
og en
gjorde de
børnene
klogere,
hver og en
blev de
forsvaret
af Jacob
mod schouten
i Hollænderbyen,
der, ligesom
i gammel tid,
ville bestemme
det hele
blandt sømænd
såvel som
hos bønder,
og helst så
at fogeden
var hans
stik-i-rend-dreng,
men gang
på gang
kom han
til kort,
når de to
gik i clich
med hinanden,
og bakkede
baglæns
og lærte
at lade ham
passe
sig selv,
og det
gjorde
han,
Bertelsen,
da han
lod molerne
udbygge,
ligesom
de fattiges
navne
forsvandt
hver gang
byens
befolkning
blev skrevet
i mandtal
med henblik
på skatteafregning,
og selv
hoveriet
på kødbyens
hølofter
prøvede
fogeden
ihærdigt
af afskaffe,
meget få
skræppede op,
da han byggede
huset,
han voksede
op i,
helt om
for den formue,
han havde
tjent,
og Justitia
dukkede op
over døren.


5

Et er
retfærdighed,
loven
som regel
en helt
anden ting,
og gudinden
var knapt
muret op
på sin plads,
før en
ny mand,
som lød
navnet Bierg,
blev forvalter
for Amager
med krav
på en lille
procentsats
af alt,
der blev indtjent
på grundstødning
ude
i sundet,
og dét
vidste alle
i Dragør
og amtet,
blot ikke
ham selv,
og da ingen
i byen,
og slet
ikke Jacob,
var pjattet
med manden,
blev andelen der,
hvor den var,
i en kasse
hos Bertelsen,
blot for
en sikkerheds
skyld,
som han sagde,
og der lå
den godt,
indtil Bierg
gik kontrakten
igennem
igen
og fik øje
på ét
eller andet,
da indsendte
Jacob
en rolig
og fattet
begæring
om afsked
og efterlod
kassen
til byrådet,
ikke
en skilling
var rørt,
og alligvel
klistrede
skylden
til samtlige
fingre,
selv
hans.


6

Jacob
fik ondt,
når han så
på en bonde,
det sagde han,
schouten,
og dog
købte fogeden
et landbrug
i Maglebylille,
da han blev
sat fri
af bestillingen,
der gik
han endnu
en årrække
rundt med
sin hakke
og lignede
det,
som han
dybest set
var:
En slags
hollænder,
selvom
de bortvendte
rygge
i bedstemors
tid
aldrig rigtigt
blev glemt,
og han ventede
dagligt
på straffen
for det med
den kasse,
for sagen
blev aldrig helt
lukket
ved retten
såvel som
i Bertelsen
selv,
men den morgen,
han døde,
gik frosten
af jorden,
og var dét
en dom
af en slags,
var den nok
til at leve med,
også
for evigt,
såmænd.


7

Justitia
blev i
Dragør,
og da
Bertelsens
fornemme
bygning
blev jævnet
med jorden
i oldefars tid,
blev hun gemt
og monteret
igen på
en nybygget
gavl
og der hænger
hun stadig
med vægten
i hånden
og sværdet
bag ryggen
og bindet
for øjnene,
ingen folk
ser hende
mere,
men hovederne
ruller
på afsides
steder
hver dag.


Dødskysset

Marchen Pieter Tiesen (1679 - 1710)
7 gange tipoldemor


Ih,
hvor de
snakkede
rundt om
på Amager,
da du,
som den første,
blev syg,
for vel rasede
pesten
i Prøjsen
såvel som
i Skåne,
og vel
var der syge
soldater
på Saltholm,
men Guds straf
for synder
og skørlevned
var det
alligevel,
og man
bemærkede
ude i
Hollænderbyen,
at det var
den måde,
det gik på,
for pæne
og lovende
piger derfra,
når de
drog til Dragør
og tog
tre mænd
til ægte
i rap
af en tvivlsom
og smålurvet
herkomst
som nu
Pieter Passer,
en skalk
af en svensker,
og Askeland,
nordmanden,
ingen tog
rigtigt
alvorligt,
men værst
af alt ham
Anders Poulsen,
der var
så dansk,
at det kun
kunne føre
til nød
og elendighed,
hvilket
man nu så
det gøre
til skræk
og almindelig
advarsel,
hjemmet,
som folk
ellers gerne
kom flittigt forbi,
blev med ét
meget stille,
og luften
var tung
i det kammer,
man skjulte
dig i,
mens du hostede
blod op
og pus
flød fra bylder
på kroppen,
som førhen
var smuk,
men nu lignede
mere
en sygdom
end dig,
og du græd,
så selv børnene
hørte dig,
men den
var låst,
var den,
døren,
og åbnedes kun,
når der varsomt
blev skubbet
lidt mad,
eller øl
ind på gulvet,
og der
lå du så,
efterhånden
ret tavs,
mens du tænkte
på det,
som du vidste,
man gjorde
ved lig
ligesom dit,
på det ætsende
kalkvand,
der åd selv
de tykkeste
knogler,
hvor væk,
man dog blev,
og hvor få,
man dog
fik sagt
farvel til,
sig selv,
ikke mindst,
når man røg
i et hul
uden ceremoni
eller gravøl
bagefter,
du tænkte
på Gud,
ikke vredt,
ikke længselsfuldt,
bare for tom
indeni
og for langt
fra en frelsende
hånd
til at gide
at bede
en bøn
eller åbne
din krøllede
Bibel,
og dog
blev der stukket
en nøgle
i døren
en nat,
og du hørte,
at Anders
kom ind,
og du mærkede
kysset
på panden,
hans tunge,
der gled
varsomt ind
mellem dine
forkrøblede
læber,
du vidste vel,
hvad det
betød,
men drog
rolig
og vægtløs
herfra.


Kællingen

Trein Hermanns (* ca. 1645)
9 gange tipoldemor


Man siger,
du drak,
Trein,
at manden,
du delte
din seng med
til hverdag,
måske var
det allermindst
oplagte bud
på en ane
til mig
blandt de
flittige
hænder
i Hollænderbyen,
du gerne
så afbrændt
med gårde
og fæ
og det hele,
man siger,
du svor.
så det drev,
foran alteret
ovre
i kirken
og døde
i synden
som om,
du var
ligeglad med,
om der fandtes
en dommer,
men, Trein,
det er mig,
som har fået
parykken
og hammeren,
mig,
som skal
udmåle
straffen
i kød,
og jeg
siger dig,
Trein,
det er ikke
hver dag,
jeg ser
lige grim ud
i et spejl.


En af mit blod

Johan Janszoon Bacher (nævnt 1521)
12 gang tipoldefar


En af
mit blod
kom fra Holland
til Amager,
da Christian d. II
var konge
og Dyveke død
og Mor Sigbrit
den upopulære,
men meget
idérige frue
i Danmark,
og en
af mit blod
tog sit floshat
og skyllede
opkast fra
sørejsen af,
før han
tog den
på hovedet
og så
på sin blege,
men lettede
hustru
og læssede
kister
på kærren,
og én
af mit blod
fik en ejendom
i Store Magleby,
nogen i hast
havde efterladt
tvunget
af kongen,
som gav dem
et skideskur
oppe ved
Hundested,
vist nok,
i bytte,
og en af
mit blod
satte alting
i stand efter
hjemlandets skik,
før han bad
til den hellige
jomfru
om tryghed
og velstand
og frodige
afgrøder,
han kunne
sælge på torvet,
for en af
mit blod
så på brevet
fra kongen
med ret
til at eje
og arve
for altid,
endda
uden skat,
og var
sikker på,
lykken
var lavet
af strandeng
og flittige
hænder,
og en
af mit blod
fik sin
første høst
hentet
i hus
og var vældigt
tilfreds,
ikke mindst
med det
givtige salg
og de rosende
ord til
de nye,
men saftige
rødder
og beder,
og en
af mit blod
slog til tønden
fra hesteryg
ved fastelavnstid
i frostvejr
og blæst,
ganske svimmel
af brændevin,
kådhed
og lunkens
og frisk luft
og forårsfornemmelser,
en af
mit blod
fik et chok,
da han hørte.
at kongen
var faldet
og raskt
flygtet sydpå
med Sigbrit
og ikke mindst
stabiliteten
på slæb,
for da
Frederik Ettal
kom til
og forsøgte
at udslette alt,
som gik forud,
var Christians
breve
kun blæk
og papir,
og enhver,
som var kommet
til landet,
blev udvist,
i hvert fald
i tanken,
til intet
derhjemme,
for en
af mit blod
havde solgt
og formøblet
det hele
før rejsen
og kunne blot
sidde i stuen
og vente
på kongens mænd
år ud
og år ind
og passe
den jord,
som en anden
måske skulle
høste,
og en af
mit blod
så på Jomfru
Maria
i kirken
og takkede
stille
i sindet
for alt,
før de
lutherske kom
og tog
træstøtten ned
for at hugge
den op
i utallige
stykker
som føde
for pastorens
brændeovn,
en af
mit blod
stod imod,
lærte dansk
efter evne,
men prøvede
ellers
at værne
om alt,
hvad han
havde,
sit blod
og sin jord
og sin floshat,
med våben
og hække
og masser
af uskrevne
regler,
og en
af mit blod
holdt den
hullede skanse
så længe,
at Christian Tretal
kom til
og gav jorden
og retten
og ikke mindst
skattefriheden
tilbage
til folket,
det nye,
på Amager,
som løn for
dets viden
og flid,
og da en af
mit blod
stille
åndede ud
sidst i maj
under
kirsebærtræet
bag gården,
var krigen
mod svensken,
hvor alting
blev nedbrændt,
en fjern ting
endnu,
og det samme
var pesten,
der tvang
selv nationer
i knæ
overalt
i Europa,
men mindet
om manden
var til,
og det samme
var Neel,
Aff
og Isbrand
og Dirch
og en reder
fra Mærsk,
som blev kendt
for at støtte
og bygge
og sejle
med olie
og våben,
det samme
var fiskeren
oppe
i Skagen
og gartneren
ude fra
Kastrup
og ikke mindst
digteren
ovre fra Voel
som lagde
en krans
på en grav,
der blevet
landflygtig
forlængst.


Fanfare

Duef "Lille due" Ottikesdochter (+ 1517)


Vi er Dyvekes børn,
vi er fostret,
de skar fra den
stivnede kvindes
forgiftede underliv,
uægte sønner og døtre
af kongen og Ottikes datter
fra Nederland,
vi er en stamme,
som døde ved fødslen
og derfor er nægtet
at falde til ro,
hvor vi findes,
er duernes
kurren på taget
og kirsebærblomsternes
fygen i forårets gader,
er kroppen,
som knuger sig
tæt ind mod din,
til du spaltes
i liv efter liv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar