torsdag den 8. december 2016

Grejsen-suiten


Christen Greigesen Vægter (1742 - 1814)

Christen
Greigesen
kom
efter sigende
ovre
fra Jylland
et sted
og hed
Gregersen,
da han
blev født,
men i
Dragør
fik selv
en matros
ikke hyre,
hvis ikke
han hed
noget hollandsk,
så Christen
blev udlænding,
selvom
det blot
var til pynt,
fik en viv
med et passende
bagland
og stod så
til søs,
når han
kunne,
og tjente
til dagen
og vejen
som vægter
ved siden af,
"ædrue
og tro,
som der stod
på hans bælte,
når Christen
om natten
gik rundt
i de toppede
gyder
og tændte
for lygter,
smed branderter
hjem
og sang vers,
ét i timen,
til solen
stod op,
men han
stadigvæk
mindst
var en livstid
fra rigtigt
at være
lokal.


Jens Christensen Greigesens (1788 - 1825)

Men hans søn,
der hed Jens,
kom til verden
på stedet,
blev døbt,
endda,
i Store Maglebys
kirke,
hvor præsterne
talte
på hollandsk
endnu
eller noget,
der vist
skulle ligne,
han lærte
om søfart
i skolen,
måske
også lidt
om at skrive
og regne,
det tog man
sgu ikke
så tungt
der i byen,
hvis bare
man kunne
præstere
et rimeligt
råbåndsknob,
når man
blev styrmand
som Jens,
der blev gift
med en datter
af gamle
Theis Passer,
som langt ude
var i familie
med én,
som hed Dirch,
ingen kendte
endnu
på de tider,
og gjorde så
ligesom
de andre:
Red bølgen,
mens Marchen
gik hjemme
i huset
og fødte
og passede
gryder
og sladder,
og sådan
gik tiden
til den dag,
han druknede
inde på Reden,
den dag
blev de fandens
til jyder
omsider
en del
af Dragør.


Christen Jensen Greigesen (1820 - 1885)

Og Christen,
hans knægt,
blev så lods,
førte skuder
fra London
såvel som
Sankt Peterborg
trygt gennem
Øresund,
sikkert
med omhu
og stolthed,
før turen
gik hjemad
med klingende
mønter
på lommen,
måske
også kandis
til ungerne,
duftevand
eller
et hårbånd
til Trein
og en god
flaske rom
til sig selv,
og på dækkene
svedte
man videre,
skurede
planker
og rebede sejl,
gik til bunds
og den slags,
Christen
blev oven
vande,
det lærte
han nok
af sin far.


Jens Christensen Greisen (1843 - 1933)


1

Det så
sort ud
ved Dybbøl,
men ude
i sundet
lå danskernes
stærkeste kort:
Panserskibet
Rolf Krake,
en fæstning
af jern
med kanoner,
de prøjsiske
stillinger
inde
på land
ikke kunne
beskyde
tilbage,
på dækket
stod  Jens,
Christens søn,
nybagt far
og matros
på en udflugt
til helvede,
angst,
men dog klar
til at satse
det hele,
han stod der,
da ordren
kom ind
om at vende
omkring
og forlade
den osende
kampplads,
og Jens
blev en velvoksen
mand,
næsten firs,
før han modtog
sit ridderkors,
stillede op
til et foto
for sjov
i avisen,
endda,
men han sov,
siger rygtet,
lidt bedre,
da brystet
var bart.


2

Men Jens
kunne regne,
han lagde
da tallene
rimeligt
sammen
som lodsernes
oldermand
hjemme
i Dragør,
og når
der var tid,
var han lærer
på skolen
og gav det,
han vidste,
fornuftigt nok
fra sig,
og hjemme
ved Maren
og ungerne,
vidste
han også,
hvor bundlinjen lå,
det var derfor,
at drengene,
når de
blev ret
konfirmeret,
hver fik sig
en dragkiste,
ikke
som gave,
men snarere
som et
kontant
og dog
hjerteligt
spark
ud i
bølgerne
blå.


Georg Christian Thorvald Greisen (1867 - 1953)

Georg,
min tipoldefar,
tog da også
den pokker
til dragkiste
til sig
og søgte
til søs,
mens hans
Anna,
hvis far,
Søren Pouls,
var skipper
og søn
af ham Pieter,
der styrede
havnen
i Dragør,
tog plads
bag ved gryderne
ligesom
et utal
af kvinder
før hende
og bad på
sin sengekant for,
at han
endnu
en gang
vendte hjem
i ét stykke
og ikke
for opædt
af hajer
og ål
til at være
til nytte,
og da han
en overgang
tjente
i køkkenet
på dampskibet
Thingvalla,
lastet
med fattige
folk
fra Europa
med kurs
mod New York,
stødte skidtet
gudhjælpemig,
ligesom
Titanic,
på is
og tog
vand ind
og nåede
kun lige Halifax
uden at synke,
og snarligst
gik Georg
i land
 og blev ansat
ved sporvejsselskabet
fra Østerbro
til Frederiksberg,
da det hele
blev trukket
af heste,
som stadigvæk
ikke
var lavet
af jern,
og der
blev han
så længe,
at han
kunne stå der
på torvet
med høj hat
på hovedet
og smile
ved lyden
af gnister
i frost.


Victor Georg Greisen (1894 - 1980)

Onkel Victor
var ikke
min onkel,
men oldefars
bror,
og var skibsdreng
som knægt
og stod af
i New York,
hvor han sov
under broer
og tiggede mad
af enhver,
der kunne undvære,
indtil han lærte
sit engelsk,
fik job
og blev gift
og fik tag
over hovedet
og ansvar
og pludselig
en dag
en billet
til en mudret
og klæbrigkold
skyttegrav
ovre i Frankrig,
hvor han
skulle løbe
med ordrer
i byger
af pibende
kugler,
og endelig
kom hjem
med en grim
smag i munden
og smertende
lunger,
der klaprede løs,
når han sov,
og åd bort
af hans kraft
til den nat,
Onkel Victor
lod hænderne
folde
og bad:
"Kære Gud,
giv mig livet
tilbage
og vid,
jeg vil tjene dig
indtil den dag,
jeg skal bort!",
og han kom
sig sgu, Victor,
og fyldte
sin bil
op med Bibler
og rejste
omkring
for at sælge
Guds ord,
og den kørte
som smurt,
den forretning,
og så blev han
biskop
i Kansas,
mens bomberne
jævnede
gamle Europa
med jorden
igen,
og han tænkte
tilbage
på sine
forældre,
der sad
i den svedne
ruin,
og fik hjemve
og penge
til rejsen
fra fæller
i kirken
og stod så
en dag
midt på gaden
med slik
til de små
og tekstiler
til fruerne,
pludselig
en mand
med en rund,
sund figur
og et budskab
om frelse,
han solgte
til mange
i slægten,
for andre
var det,
at en død mand
kom hjem
i sig selv
ubegribeligt
nok.


Johannes Martin Grejsen (1889 - 1969)

Og oldefar,
unge Johannes,
stod også
fra land,
som han skulle,
og krydsede
ofte
Atlanten
såvel som
ækvator
på vældige
fragtskibe,
hvor det
var ham,
som holdt skruen
igang
som maskinmester,
men når
det stormede,
troede
han mindre
på Gud
end sin sunde
fornuft
og det samme
velsagtens
i kirken
den dag,
hvor han ægtede
Karen Marie,
som han
havde pillet
en smule
for meget ved
under
en landgang
og nu
havde noget
i maven,
der blev
til min farmor,
men sagde
dog ja
foran præsten
til pigen
såvel som
til pligten,
og så
fik de lejlighed
ude
i Valby.
og han fik
et nyt job,
som førte ham
over
det store hav
endnu
en gang,
men det var
under krigen,
og sejlruten
hjem
blev blokeret
af miner,
og selvom
der var
telegraf
og det hele,
var oldemor vred,
da han vendte
tlbage
i fredstid
til Esther,
som knapt
kunne mindes,
hun havde
en far,
og så sejlede
søulken
indenrigs
endnu
en tid,
før han,
sikkert
godt gnaven,
gik rigtigt
i land
som den sidste
i slægten
og slog sig
på reperationer
af cykler
såvel som
krystalapparater,
men fandt det
for nemt,
åbenbart,
og tog hele
familien
med sig
til Jylland
i håb om
at blive
en hæderlig
landmand,
og der
sad han så
på sin knold
og så kornmarken
bølge
og vidste vel
knapt nok
hvor meget,
historien
var slut,
og hvor grundigt
det hele
var blevet
til intet,
men følte sig
hollandsk
i hovedet
og underligt nok
stadig til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar