mandag den 5. december 2016

Kærlighed, kærlighed

- til Ingeborg Stuckenberg


Der sad du
i haven
for foden
af Taarnet
og skyllede
slotte
og stuer
og køkkener
rene
for klunker
og støvkorn
med sange
så klare
i tonen,
at kun
dine lytteres
genskær
når frem
til os nu
gennem
gulnede
bøger,
for du var
gudinden
i blåt
og Erato
i grønt
og the lady
in red,
du var streng
som et smil,
du var blid
som et slag,
du var vis
som et dyr,
du var dum
som geniet,
en norne,
som løste
de knuder op,
præsterne
bandt
på din
ældgamle
væv
med ét eneste
gentaget ord,
nemlig
kærlighed,
kærlighed,
kærlighed
større
end pungen,
og boligen,
større end
kyskheden,
større
end kroppen,
en kærlighed
skjult
under kjolen
på selvsamme sted
som den kraft,
der gav
blomsterne
blade
og kloderne
kredsløb,
den kraft,
du var tro
over for,
da du efterlod
Viggo
i Sorgenfri
for at
tage plads
på en båd
med Hans Dines
på broen
og grædende
børn
i det knagende
lastrum
for blot
at gå ned
på en udmarvet
ager
ved Auckland
af kærlighed,
kærlighed,
hullet
i hjertet,
bestemt,
men forløst
i en grad,
intet væsen
kan leve
sig fra.


(omredigeret version af et ældre digt fra 2010)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar