fredag den 30. december 2016

Processen

- til Martin Hall

Det var ikke
din skyld,
Martin,
ikke
dit ansvar,
at en
eller anden
bebumset
og usikker
knægt fra
den midtjyske
pløjemark
søgte
en storebror,
som kunne
tage ham
i hånden
og følge ham
gennem
den rædsel,
det var
at få øjne
og tanker
og sprog
i en verden,
som faldt
fra hinanden
ved bare
det mindste
uskyldige
spørgsmål,
hvor døde
idéer
marcherede
rundt
i bevidstløse
flokke
på vej
mod paladser
og værksteder,
og det
sublime
var noget
med pibe
i munden,
som havde
sin plads
over pejsen,
men du var
en kniv,
som med verber
og lyd
skar det rådne
væv bort
og lod sårene
bløde,
men rense sig,
også,
for pus
og betændelse,
før vi
kom ind
i et køligt,
men grænseløst
rum,
hvor det hele
var klarhed
og lys,
og du
gradvist
begyndte
at ligne
et højere
væsen
som talte
i tunger,
i hvert fald
i dyre
begreber
og tårnhøje
lixtal,
mit blik
havde svært
ved at skue
igennem,
men intet
besvær med
at gøre
til gud,
det var ikke
din skyld,
og jeg ikke
forstod,
da vi mødte
hinanden
omsider,
og hånden,
du gav mig,
var varm
som min egen,
og kaffen,
du drak,
var den samme
som den
i min kop,
det var ikke
dit ansvar,
at lillebror
langsomt
begyndte
at få en
forståelse af
hvad,
du sagde,
og nikke
og ryste
på hovedet
som om,
du var endnu
et ansigt,
man mødte
i byen,
og da du
til sidst
tog dig sammen
og endelig
sprang ud
som et menneske,
stillede op
i talentshows
som dommer,
fik børn
og begyndte
at skrive
og synge,
så alle
var med,
var det ikke
din skyld,
at jeg låste
min dør
for at bo
i det kølige
rum
helt alene,
og ikke
dit ansvar,
at tungen,
jeg talte i,
nu var
min egen,
og du blot
en kunstner
derude,
en mere
af slagsen,
at veje
og dømme
og drukne
i syv
favne ord.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar