torsdag den 1. december 2016

Saxo

din løgnhals,
jeg husker
endnu,
da jeg
første gang
åbnede bogen,
du skrev,
dette sus
fra planerede høje
og sløjfede grave,
som for
gennem stuen
og blæste
mit bipspil,
min cola
og kritiske sans
rent
ad helvede til,
hvor det nok
hørte hjemme
alligevel
sammen
med Helveg
og Schlüter
og andre slags
"kæmper"
fra dengang,
som virkede
mere formuldede,
faktisk,
end Helge
og Amled
og Rolf
og dit øvrige
mylder
af konger
og helte,
der syntes
at være
historie,
ikke
historier,
Saxo,
din løgnhals,
din gåsefjers
kradsen
mod skindet
i cellen
i Sorø
i hensvundne
tider
var crack
for en hjerne
som min,
der forlangte
langt mere
af livet
end sødmælk
og dyrtidsportioner,
og nøj,
hvor jeg
trippede
indtil
den dag,
jeg fandt
ud af,
at Jarmerik
ikke
var dansk,
men en goter,
og Rolf
var en skide
herul,
at dit patheon,
Saxo,
din løgnhals,
af heroer
enten
var fri
fantasi
eller hæmningsløst
pyntede,
også
Bisp Absalon,
Saxo,
din løgnhals,
som nok
var en mand
med det hele,
med slaver
og sværd
og begær,
men bestemt
ikke Guds,
hvad du vidste
til fulde,
din lusede
spindoktor,
du var
til fals,
var du,
Saxo,
din løgnhals,
for klingende
mønt
ligesom Helveg
og Schlüter,
og dog
blev jeg ved
med at læse
din fandens
til bog
som om
noget
derinde
var ægte,
trods alt,
og jeg vidste,
at fandt
jeg det,
ville
det hele,
selv Odin
og jætten
og Absalons
dyd,
ikke kun
være opspind,
men sandhed,
man blot
ikke kunne
bevise,
og det
gjorde forskellen,
Saxo,
din løgnhals,
din falskhed
på skrift
gjorde verden
så stor,
at jeg ikke
blev knust
mod dens
tagspær,
men voksede op
og med tiden
blev luftig nok
selv
til at fylde
et bind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar