mandag den 19. december 2016

Sværdet og vægten


Jacob Bertelsen (1732 - 1819)


1

Justitia
bor på
en husmor
i Dragør,
er blevet
af solen
og slebet
af blæsten
og gammel
at se på,
men hænger
dog ved,
selvom
søslanger
findes
langt mere
sandsynligt
end hun.


2

Jacob
var vant
til at få det,
som han
ville have det,
og ikke fordi,
det var godt
for ham selv,
men fordi
det var rigtigt,
det vidste
de søskende,
han måtte
mætte
og opdrage på,
da hans mor,
Nele Carlsdatter,
hende,
som nordmanden
fik med
sin Marchen,
der døde
af pest,
for til himmels,
snart fulgt
af hans far,
Bertel
Jacobsen,
skipperen,
mens han
endnu
var en knægt
og dog den,
som i mangel
af bedre
stod næst for
som herre
i huset,
det vidste
hans Grith,
som nød godt
af hans faste,
men milde
regime,
det vidste man
på galeasen
Tre Søstre,
der fragtede
gods mellem
Bergen og Riga
på Jacobs
befaling,
det vidste selv
gamle Cornelis,
den udbrændte
foged
i Dragør,
som indgav
sin afskedsbegæring
til amtmanden
efter en grim
periode
og ønskede
Bertelsen,
fjenden,
han dog
respekterede,
indsat
i stedet,
og Jacob selv
smilede bare
og sagde,
at det var
på tide,
da han
fik besked.


3

Da Jacob
kom til,
døde plejer,
for plejer
var syg
af forsømmelser,
uskrevne
regler
og ondsindet
sladder,
han startede
med at
forlange
de penge,
hans virke
var værd,
nemlig 100
gode rigsdaler,
som amtmanden
gav ham,
vist uden
at blinke,
for nu fik
enhver handling
lov til
at tale
for sig,
som nu regnskabet,
dem,
som bestyrede
kasserne
ude i byen,
lod flyde,
og bjergningen,
Wochmann,
som styrede
havnen,
forsøgte
at stoppe
belønningen
for ned
i lommen,
så intet
blev levnet
til skolen
og dem,
som var
arme,
og selv det
udførlige
klageskrift,
mange
i byen
forfattede
for at få kål på
den udnævnte
foged,
faldt hurtigt
til jorden
og dømte
kun dem,
som skrev
under,
hvis ikke
af loven,
så dog
i det mindste
af Gud.


4

Man kaldte
hans tid
florissant,
for Dragør var
den førende
havn
i de år
efter kun
Københavns,
der kom varer
til byen
fra hele
Europa
såvel som
Sankt Thomas,
og ude
i husene
fik man
idéer,
begyndte
at væve
og blege
og bage,
og snart
blev der åbnet
butikker
og nedrevet
rønner
og opbygget
nye
og større
kreeret
af bygmester
Blichmann,
og skoler
blev åbnet,
de fleste
ulovlige,
godt nok,
men hver
og en
gjorde de
børnene
klogere,
hver og en
blev de
forsvaret
af Jacob
mod schouten
i Hollænderbyen,
der, ligesom
i gammel tid,
ville bestemme
det hele
blandt sømænd
såvel som
hos bønder,
og helst så
at fogeden
var hans
stik-i-rend-dreng,
men gang
på gang
kom han
til kort,
når de to
gik i clich
med hinanden,
og bakkede
baglæns
og lærte
at lade ham
passe
sig selv,
og det
gjorde
han,
Bertelsen,
da han
lod molerne
udbygge,
ligesom
de fattiges
navne
forsvandt
hver gang
byens
befolkning
blev skrevet
i mandtal
med henblik
på skatteafregning,
og selv
hoveriet
på kødbyens
hølofter
prøvede
fogeden
ihærdigt
af afskaffe,
meget få
skræppede op,
da han byggede
huset,
han voksede
op i,
helt om
for den formue,
han havde
tjent,
og  Justitia
dukkede op
over døren.


5

Et er
retfærdighed,
loven
som regel
en helt
anden ting,
og gudinden
var knapt
muret op
på sin plads,
før en
ny mand,
som lød
navnet Bierg,
blev forvalter
for Amager
med krav
på en lille
procentsats
af alt,
der blev indtjent
på grundstødning
ude
i sundet,
og dét
vidste alle
i Dragør
og amtet,
blot ikke
ham selv,
og da ingen
i byen,
og slet
ikke Jacob,
var pjattet
med manden,
blev andelen der,
hvor den var,
i en kasse
hos Bertelsen,
blot for
en sikkerheds
skyld,
som han sagde,
og der lå
den godt,
indtil Bierg
gik kontrakten
igennem
igen
og fik øje
på ét
eller andet,
da indsendte
Jacob
en rolig
og fattet
begæring
om afsked
og efterlod
kassen
til byrådet,
ikke
en skilling
var rørt,
og alligvel
klistrede
skylden
til samtlige
fingre,
selv
hans.


6

Jacob
fik ondt,
når han så
på en bonde,
det sagde han,
schouten,
og dog
købte fogeden
et landbrug
i Maglebylille,
da han blev
sat fri
af bestillingen,
der gik
han endnu
en årrække
rundt med
sin hakke
og lignede
det,
som han
dybest set
var:
En slags
hollænder,
selvom
de bortvendte
rygge
i bedstemors
tid
aldrig rigtigt
blev glemt,
og han ventede
dagligt
på straffen
for det med
den kasse,
for sagen
blev aldrig helt
lukket
ved retten
såvel som
i Bertelsen
selv,
men den morgen,
han døde,
gik frosten
af jorden,
og var dét
en dom
af en slags,
var den nok
til at leve med,
også
for evigt,
såmænd.


7

Justitia
blev i
Dragør,
og da
Bertelsens
fornemme
bygning
blev jævnet
med jorden
i oldefars tid,
blev hun gemt
og monteret
igen på
en nybygget
gavl
og der hænger
hun stadig
med vægten
i hånden
og sværdet
bag ryggen
og bindet
for øjnene,
ingen folk
ser hende
mere,
men hovederne
ruller
på afsides
steder
hver dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar