mandag den 23. januar 2017

19 blink

Karen Severine Mousing (1924 - 1999)


1

Det er
sommer,
og det er
i '57 eller
deromkring,
mor er
knapt født,
og jeg selv
så abstrakt
som det øje
på himlen,
der nu
zoomer ind,
og det glimt,
som fortæller
at noget
af mormor
for altid
vil stå der
på gårdspladsen
ude i Haarup
med forklædet på,
mens hun
undrer
sig over
en uventet
støjen
og skygger
for solen
med hånden
og ser.


2

Mormor
var lavet
af blomster,
hun duftede
af dem,
hun bar dem
på kjolen,
hun nussede
om dem
i haven
som om,
de var
børn,
vi blev
voksne
på skift,
og en dag
går vi
givetvis
ud.


3

Dåsen
med kager
stod aldrig
frit fremme,
men inde
i skabet,
så højt,
at man
akkurat
lige kunne
nå den,
og når den
var tom,
var den fuld,
sagde mormor,
og hun havde
fandemig
ret.


4

Når morfar
og mormor
var ude
at køre,
sad han
bag ved rattet,
mens hun
kom med hvasse
instrukser
og rodede
rundt
med et landkort
fra Esso
og anviste
ruter,
og pludselig
kørte
man rundt
på en cykelsti
eller
en mark
i en anden
kommune,
men skidt:
Det var
bolsjerne
nede
i tasken,
man skulle
nå frem til,
og ikke
et sted.


5

Havde
man været
for meget,
så var der
en gang,
man fik lov
til at
tænke i,
grundigt
og længe,
før døren
til køkkenet
gik op,
og man pænt
måtte give
en undskyldning,
og det
var ok
i dagslys,
hvor alt,
hvad man
tilbragte
tiden i
enerum med,
var sin sølle
samvittighed,
men blev
det mørkt,
før det skete,
var noget
helt galt,
og man tænkte
på gården,
hvor gammel,
den var,
på den forrige
ejer,
som tæskede
dyrene
indtil
den dag,
hvor han
hængte sig
nede ved
hønsene,
og det
begyndte
at ånde
det fandens
til mørke,
og uanset hvor,
man fik
gemt sig,
var nogen
konstant
bag ved ryggen
af én,
og man prøvede
på at
fortrænge det,
spille
lidt sej,
måske
voksen
og rationel,
ligefrem,
lige lidt
hjalp det,
det endte
med råben
og skrigen
og hamren
på træ,
indtil
mormor
blev ræd
for sig selv.


6

Hun var bange
for stiger,
var mormor,
og 13
til bords
var man aldrig,
og når
det blev jul,
kom der grød op
til nissen
på loftet
på trods af,
den endte
sin skæbne
som klatkager
dagen derpå,
og i vinduet
lå der
en sukkerknald,
altid,
og ventede på,
at en stork
skulle smutte
forbi
med et barn,
jeg ved
ikke,
hvor mange
af slagsen,
jeg nåede
at sætte
til livs.


7

Hun var
rastløs
som få,
der var altid
en karklud
at vride,
en dejklump
at ælte,
en lille
tot græs
mellem
gårdspladsens
småsten,
en ekstra
kabale,
der aldrig
gik op.


8

Mormor smed
alt det,
hun ikke
kunne bruge,
i tønden
bag gården,
fandt flasken
med sprit
og en tændstik,
og så
var der bål,
og de brændte
fortræffeligt,
alle
de gamle
aviser,
kartoner
og drømme
og håb,
og der
duftede
sælsomt
af frihed
hver gang,
selvom røgen
var tyk.


9

Stoltheden
boede
i køkkenet
blandt potter
og pander,
og mormor
var maksimalist:
Der var
fløde
og Lurpak
i alting,
og havde
der været
en læge
til stede,
var folk
sikkert døde
af angst
fremfor båret
til himmels
på skyer
af dufte
og smag.


10

Penge
i banken
var ikke
en sygdom,
men næsten,
og ve den,
som vidste det
og blev
for fin
på den,
stadigvæk
bugnede
skuffen
af tretårnet
sølv,
som hun
pudsede
næsten
hver dag.


11

Der var meget
i vejen
med mange,
ministre
såvel som
muslimer
og visse folk
rundt om
i Haarup,
men var man
familie,
så kunne
man slippe
afsted med
det værste,
måske stod
man nok
til kritik,
men hun
foretrak
afgjort,
at hjertet
var tungt
fremfor helt
hørte op
med at slå.


12

Af og til
tog hun
til Hammel
med bus
for at se
til min oldemor,
der var
forkalket,
det hed det
dengang,
og der
gjorde
hun rent
og smed ud,
mens den gamle
i stolen
gav hals,
og i reglen
var mormor
lidt brysk,
når hun vendte
tilbage
igen fra
sit togt,
men en dag
gik det
helt galt,
for moderen
huskede
ikke
sin datter
og mente,
at hun
blev bestjålet
af nogen
på hjemmet,
og jeg sad
i stuen
på gården,
da fordøren
gik,
og jeg hørte
en snøften
fra køkkenet,
da mormor
kom ind,
var hun
blevet
en pige
igen.


13

"Du glemmer
os snart",
sagde mormor
den dag,
hvor vi cyklede
sammen
til krydset
i Skellerup
Nygårde
for at
tage afsked,
i Voel
var væggene
pyntet
med piger
og bands,
og jeg tabte
min sindsro
på vej
gennem skoven,
men posen
med brystbolsjer:
Nej.


14

Hun havde
en lille,
sort bog,
den lå ovre
ved hustelefonen
og rummede
navne
og numre
på alle,
hun kendte,
hun brugte
den flittigt,
og selv dem
på listen,
man vidste
var døde
og borte
forlængst,
modtog
givetvis
også
et opkald
fra mormor,
når de
fyldte år.


15

Da morfar
faldt fra,
troede mange,
at mormor,
som ikke
var gammel
endnu,
ville få sig
en aktiv
og meningsfuld
alderdom,
der var
veninder
på vejen
og slægtninge
vestfra,
der kom på
besøg,
men hans urne
var knapt nok
i jorden
endnu,
før hun
opgav
at synge
i kor med
de andre
i Rosengårdscentret,
og når man
kom hen
for at hygge
og hjælpe
en smule
i haven,
var latteren
tynd
og det lys,
hendes øjne
var kendt for,
en tam,
kølig glød,
og om natten,
fortalte
hun mor,
lå den afdøde
ægtemand
hos hende
inde i sengen
og så til,
hans hustru
kom trygt
gennem endnu
en nat,
men hun
ønskede
vist,
han lod
være.


16

Sidste gang
mormor
var oppe
på Sindbjerg
en høj
og klar
morgen
i pinsen,
hvor hele
familien
var med,
stod hun længe
på toppen
og kiggede,
kiggede ud
over Borresø,
ud over
skoven
mod Virklund
med værkende
ben,
og hvem ved
hvilke farver,
hun så,
hvilke skjulte
nuancer,
hun pludselig
fik øje på
nu,
hvor hun vidste,
det aldrig
blev muligt
igen
at få del
i dén udsigt
dét sted
med dét blik,
men hun
tømte den,
dagen,
for lys.


17

Der var
Ildfestregatta
i Silkeborg,
da hun
blev fundet
i stolen
ved fjernsynet,
mormor,
for efter
en lang dag
i haven
i tropiske
temperaturer,
var tidspunktet
kommet
til koldskål
og quiz,
og et sted
udenfor
og alligevel
tæt på
lod Meyerheim
hjulet
rotere,
så gnisterne
oplyste
skærmen,
da festen
var ovre,
var kredsløbet
slukket
og koldt.


18

Dagens stjerne
var gået
i sort,
da vi bar
hende ud
fra kapellet,
vi kørte
ad mørklagte
veje til
Vestre,
hvor pastoren,
Cemik,
holdt prædiken
med solbriller på
om alt andet
end kvinden
i kisten
og skyndte
sig ud
for at stirre
på noget
i himlen,
som hverken
var gud
eller mormor,
der nu
var på vej
ind i ovnen
som om,
hun var
brændsel,
og godt nok
kom varmen
og lyset
igen ganske
langsomt,
men noget
i brystet
var blevet
til aske
og røg.


19

Det er
vinter,
og det er
i '17,
og det,
som engang
var abstrakt,
er konkret nu
og omvendt,
men højt
over Vestegnen
hænger der et
eller andet
og zoomer
og blinker ned
til mig,
og forklædet
mangler,
men celler
bliver stadig
til film.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar