mandag den 2. januar 2017

Kilden

Anton Pedersen (1860 - 1944)
Tipoldefar


Søren Dal han fortalte, at naar han laa nede i Engen ved Bæsterne, saa kom der en fremmed Pige og kyste ham, og naar hun gik igjen, saa gik hun baglænds fra ham. Det var altsaa en Ellepige. 

- Anton Pedersen, Lemming, 1898, citeret af Evald Tang Kristensen


1

Peder Jensen
fra Thorsø
var længe
konstabel
for kongen
ved artilleriregimentet
på Christianshavn,
men da krigen
mod tysken
var ovre,
og vi havde
vundet,
kom Peder
tilbage
til Jylland
og købte
et husmandssted
ude i Lemming
for det,
han fik tjent
under kampene,
så blev
han gift
og fik unger
med Karen Marie
fra Sporup,
og kort
efter tabet
i '64
døde han,
om det
var skam
eller sygdom,
der gjorde det,
aner nok ingen
i dag,
men hans navn
kom i landsbyens
kirkebog,
hvor der
i forvejen
var et
notat
om en
livskraftig
søn,
der hed
Anton,
og den var
velsagtens
en afart
af litteratur.


2

Lemming
var ikke
parat
dengang,
Evald Tang
Kristensen
kiggede ind
på sin vej
over heden,
jowjow,
der var sikkert
lidt kage endnu,
måske også
en bette sjat
brændevin
ude i kolben
i skuret,
og gæstfri,
det var man
jo altid,
men jorden
var flad
på den egn,
der var skyer
i engen,
og  Anton
var nyslået
husmand
og hjemvendt
fra såning
og træt
efter donten,
men huskede
noget
om naboens
Søren
og tøsen
med hullet
i ryggen,
der nok
blev gravid
og stak af,
det noterede
Evald,
og så
var det
litteratur.


3

Hos Anton
og Ane Marie
gik dagene
hen uden
sværdslag,
det skete,
at der var
kartofler
at høste
og unger,
der fløj
fra den
ydmyge
rede
med kurs
mod New York
eller Låsby,
men selv
da Kong Christian
red over
grænsen
ved Taps,
var der
gryder
at passe
og leer
at slibe,
for mæt blev
man ikke
af truthorn
og litteratur.


4

Anton
blev gammel,
så gammel,
at tyskerne
vendte
tilbage
og spillede
smarte
på gaden
i Lemming
med hjelme
og våben
og kørte
igen,
da de følte,
de mest
var til grin,
og mens
frontlinjer
bristede
både
i Frankrig
og østpå,
fandt Anton
sin pung
og tog hele
familien
ud på
en bustur
med frokost
et sted
på en kro,
og på bagsædet,
skjult bagved
rækker af
svigerbørn,
børnebørn,
oldebørn,
sad han,
fortalte
min farfar,
og smilede,
Anton,
helt stille
og sat
og parat
til at blive
kompost
eller
litteratur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar