mandag den 30. januar 2017

Molbohistorie

Hr. Mogens (middelalderen)


Det kan være,
at Helgenæs
ligner
en stor
dråbe snot
under næsen
på Jylland
og muligvis
er det
i dag,
hvor butikkerne
lukker,
og murene
rasler
af puds,
men engang
var den,
halvøen,
hellig,
og folk
lagde til der
på vej
ind til Århus
med skind
og soldater
på båden
og ofrede
både
til Ægir
og Odin
og Jomfru
Maria,
da den tid
var inde,
selv kongen
holdt til der,
når han var
i farvandet,
havde
en gård
tæt ved Fejrup,
hvor han
havde mænd
i sin sold
og de svende
fik lodder
ved Esby
og Ørby
at bygge på,
også
Hr. Mogens
som lagde
sin gård
på en bakke
med udsigt
til bugten,
hvor skibe
med fjender
og spegesild
rullede
rundt
i det blå
som et varsel
om skiftende
tider
og lykke,
der døde han,
da han
var glemt,
hed den
vindblæste
top
stadig
Monsbjerg
og slægten,
som kom
fra den,
Moensen,
og den
blødte ikke
fortællinger
mere,
men blod.


Jens Mogensen Juel (1524 - 1563)
Jens Lauritsen Moensen (ca. 1600 - 1660)
Morten Jensen Moensen (1641 - 1721)
Jens Mortensen Juul (1679 - 1748)
Michel Jensen Mousing Juul (1716 - 1773)
Jens Michelsen Mousing (1752 - 1790)
Michel Jensen Mousing (1778 - 1860)


Egnen
og ætten
var stadigvæk
rig,
da Jens Lauritsen
Moensen
som første mand
vandrede
ind i historien,
det var på
de tider,
hvor fruen
på Kongsgaard
var gudmor
for rundt
regnet alle
i sognet
og også
hans børn,
og en søn,
Morten Moensen,
blev gift ind
i områdets
Juel-slægt,
som alle
dér vidste
blev til,
da Jens Juel,
før han døde
i hård kamp
mod svensken
ved Øland,
var lensmand
på Kalø
og glad,
lidt for glad,
for en pige
af folket,
og Morten
var stolt
for det navn,
så begejstret,
at Mogens
fra bjerget
blev glemt,
da hans afkom
blev døbt,
men hans bopæl
hed Mousensgaard
fortsat,
og kun da
en bølge
af misvækst
og fjendtlige
hære
fik has
på det meste
af formuen,
syntes hans
sønnesøn,
Michel,
at Mousing
var fint nok
at hedde
igen,
for de var
jo dog
bønder,
og det
blev de ved
med at være
en generation
eller to,
indtil endnu
en Michel,
hans barnebarn,
kun var
i stand
til at fremavle
piger
og indså,
og hjemmet
og navnet
var dømt
til fortabelse
sammen
med ham,
men fra
Monsbjerg
var udsigten
udsøgt
som altid,
hvis Michel
blev spurgt,
selv når
intet
var mere
at se.


Anne Marie Mikkelsdatter Mousing (1820 - 1905)


Ud for
at tjene,
det skulle
de pokker
til tøser
alligevel,
de skulle
lære
et køkken
at kende
og giftes,
så de
kunne leve
et hæderligt
liv,
og til
Anne Marie
fandt Michel
en plads
hos en gårdmand,
Laurs Jensen,
i Lynge,
og der
gik det godt
for en tid,
hun fik
føde nok,
kunne
han se,
Michel,
når hun
var hjemme
i Ørby,
og selvom hun
virkede mut
ud på sommeren,
tænkte han
ikke,
at fanden
var løs
af den grund,
men det
var han,
for pludselig
stod hun
på gårdspladsen,
Anne Marie,
og græd,
selvom hun
burde være
et andet sted
henne
den dag,
mens hun
rablede løs
om sin mave,
som ikke
var vokset
for sjov,
og en karl,
som hun mødte
til gilde
i Knebel
og ikke
fik fat på,
hvad hed,
og han
rasede,
Michel,
og måtte
gå op
på sin bakke
alene
en stund
for at tælle
til ti,
og alligevel
var det
som om,
der kom noget
til syne
på havet
igen,
og han tændte
sin pibe,
og snart
var det blevet
december,
og Boserup,
præsten,
slog korsets tegn
for sig,
men døbte
alligevel
bæstet,
som Anne Marie
på skændigste vis
havde slæbt
ind i sognet,
Jens Mousing,
men nu
havde Michel
en søn.


Jens Mousing (1844 - 1930)


Anne Marie
var ikke
for heldig
med mænd,
først
kom Søren
fra Tirstrup
til Mousensgaard
for at
gå Michel
til hånde
og ægte
hans datter,
og så
døde han,
og så
fik hun
Jens Peter
fra Agri
til stedet
i stedet,
og så
døde han
og så kom
Rasmus Jørgensen,
også
fra Tirstrup,
men da
havde Jens
fået nok
af den
mødrene gård
han var flyttet
til Esby
så snart,
gamle Michel
som sad der
på aftægt,
var død,
og han
blev der
og ægtede
Kirsten
derfra,
hvis forældre
var kommet
fra Rønde
og havde
en ejendom,
Jens
måtte få,
hvis de blot
fulgte med,
og det gjorde
de så,
og i
Ørby
var stråtaget
hullet
af svamp.


Kirsten Jørgensdatter (1849 - 1876)


Han var dygtig,
ham Jens,
kunne alting
i stalden
og marken,
og når
der var marked,
var prisen,
han fik,
altid god,
og hun valgte
da rigtigt
i kirken
den dag,
var hun
sikker på,
men han
var ligesom
for lidt nu,
det gjaldt,
sad i stuen
og læste i
hvad som helst,
også aviser,
mens hun lå
i sengen
og græd
over Jørgen,
sin far,
og forsøgte
at holde
af Jørgen,
sin søn,
som var tynd
og blev døbt
næsten efter
begravelsen
blot for
en sikkerheds
skyld,
hendes brystmælk
var lavet
af bly,
hendes hjerte
en hammer,
der bankede
løs,
og hvis ikke
på hende,
så ham,
som var
fremmed
endnu
og sin morfar
så lidt lig
som nogen,
og verden
var stor,
men for lille
til Kirsten
og Jens
og dét barn,
og en forårsdag
sidst
i april
valgte Kirsten
at glemme,
hvor tingene
var,
at der fandtes
en forskel
på stuegulv,
ager og
mergelgrav,
vandet
var køligt
mod huden
men flydende,
da hun
sank ned.


Jens Peter Mousing Jensen (1870 - 1939)


Jens Peter
var seks,
da hans mor
gik i vandet
og lillebror
Jørgen
gav op,
helt fortæret
af mangel
på brystmælk
og kærlighed,
og der for
tredje gang
inden for
kort tid
blev sænket
en kiste
i jorden,
og far
spildte ikke
sin tid,
inden længe
gik et
eller andet
forstyrrende
kvindfolk,
som kaldte sig
Dorthe Marie,
omkring
i hans hjem
og forlangte,
at hun
skulle kaldes
for noget,
hun slet
ikke var,
og han larmede,
gjorde
Jens Peter,
han smadrede
ting,
og i stalden
var dyrene
opskræmte,
lussinger
hjalp
hverken far
eller søn,
og forstående ord
faldt
til jorden
som anløben
såsæd,
kun Anne Marie
i Ørby
gav drengen
den ro,
der var
brug for,
hvis han skulle
klare sig
rimeligt
i skolen,
så der
kom han hen,
og det virkede,
særligt
i regning
var skudsmålet
pænt over
middel,
det var lidt
som om,
at den knægt
havde lavet
en plan
af en slags,
mens han
sad der
på bjerget
om eftermiddagen
og tyggede
strå,
og i stuen
sad Anne Marie
og spandt,
mens hun
tænkte på,
hvem der
engang
burde få
hendes gård nu,
hvor Jens
ikke gad,
men Jens Peter
var fjern
i sit blik,
da han sluttede
fred
med sin far
og tog ud
for at tjene,
han knoklede på
og fik råd
til et landbrug
i Stødov,
han omlagde
driften,
så alt
var moderne
og effektivt,
sparede sammen
og købte så
endnu
en gård,
som han
lejede ud,
og blev ved
på den måde,
til sidst
var han rig,
alt for rig
til at blive
på fattige
Helgenæs,
smilet
var skævt
sidste gang,
han var oppe
på bakken,
og så
drog han ud
i det blå.


Severine Kristensen (1869 - 1900)


De var
sjælsfrænder,
hans Severine
og ham,
for man snakkede
stadig
om Jens
og hans uvisse
herkomst,
og selvom
Jens Peter
var ægte,
hang omdømmet
ved,
og det samme
gjaldt også
for pigen
fra Borup,
hvis mor,
som hed Anne
Christine,
blev svanger
med Søren
fra Lynge,
som skred
og blev karl
på Marselisborg,
før han
blev far
mod sin vilje,
og nok
blev hun gift
med en landmand
i Borup,
den nybagte
mor,
men han
nægtede
pure
at huse
en skifting,
så tøsen
gik nærmest
på omgang
blandt venner
og slægtninge,
til hun
blev stor,
men trods
grove træk
fik hun
charmeret
Jens Peter
en dag
med sit
smittende grin,
og fra
da af
var de to
et par,
og da hun
blev gravid
med Kjerstine,
var ungkarlen
kvik
til at fri,
selvom bruden
var under
hans stand,
og de lo
begge to,
da de kørte
mod Sjelle
med alt,
hvad de ejede,
for at
begyndte
påny
på en egn,
hvor de ikke
var genstand
for sladder
og snak,
men blev taget
præcist,
som de var,
og det
blev de,
forretningen
gik,
som den
skulle,
og et
efter et
kom der
flere børn til,
og det nye
århundrede
startede
fornemt
med elskov
og bægerklang,
nok engang
blev hun
gravid,
Severine,
og alting
forløb,
som det skulle,
og da
vandet gik,
så hun
stadigvæk
frem
til at vugge
den lille ny
trygt
i sin favn,
men så
sprang der
en åre,
og ingen
formåede
rigtigt
at standse
for strømmen
af blod,
og vel
så hun
sin søn,
men i ugerne
efter
sprang sårene op
hele tiden,
og kroppen
blev ramt
af betændelse,
da det
blev jul,
var hun puttet
i jorden,
og barnet,
som fik
navnet Severin
efter
sin mor,
var sendt bort
til familien
i Esby
på ubestemt
tid,
mens Jens Peter
drak tæt
på sit kammer
og smadrede
spejlet,
som viste,
at han var
sin far.


Anker Christian Mousing (1897 - 1986)


1

Anker
var tre,
da hans mor,
Severine,
blev stille
og bleg,
og hans far
gik omkring
uden mål
eller med
for en tid,
og han
fattede
ingenting,
drengen,
måske
bortset fra,
at der
pludselig
var tomt
og lidt trist,
så da Karen
en dag
kom forbi
for at kysse
den gamle
på gårdspladsen,
gik han
pænt hen
og gav hånd,
så Jens Peter
fik travlt
med at skjule
det pokker
til smil.


2

Der lugtede
sælsomt
hos Anne Marie,
når de
kom forbi
på besøg,
faktisk
nærmest
af mor,
da hun lå
i sin seng
og var syg,
og det skete
da også,
at konen
blev træt
og gik hen
for at sove
til middag
i stolen
ved ruden,
men træet
i haven
var spækket
med æbler,
han godt
måtte røve,
og inde
i skabet
stod bøtten
med bagværk
parat,
sidste gang,
de drog bort,
stod hun oppe
på bjerget
og vinkede
til ham,
og så
var hun væk.


3

De blev mange
i Sjelle,
så mange,
at husbonden
købte en
større gård
ude ved
Holmstol
i Skannerup Sogn,
som hed
Mølhauge,
så der
var plads nok
til karle
og afkom,
og Anker
var vred
over bare
at blive
smidt op
på en vogn
som et stykke
bagage,
for hvad nu
med vennerne,
hvad nu
med graven,
som ingen
var nær
til at passe,
men med
kom han,
knægten,
og gik så
i marken
og skumlede
indtil
en dag,
hvor han
nærmest
af kedsomhed
tog med
sin far
ned til møllen
ved Gjern
for at aflæsse
korn,
der stod
Else Marie
i gruset
og blinkede
til ham,
og så
var han
hjemme
igen.


4

Penge
var gode
at have,
ro i sindet
dog bedre,
det tænkte han,
Anker,
og mindedes
karlen
på Mølhauge,
far havde
fyret,
men pludselig
stod der
på vejen
og skød
mod sin plageånd,
så var
det bedre
at leve
et "jævnt
og muntert,
virksomt
liv
på jord",
som den
vist sagde,
sangen,
og jo,
det var gamle
Jens Peter,
han lånte af,
da han
fik øje
på gården
ved Sjelle,
men gælden
var næsten
betalt,
og i køkkenet
sad Else Marie
med Karen,
hans datter,
på skødet,
og snart
skulle hønsene
fodres,
og alting
var godt.


5

Bilerne
sov i
garagen,
og regnen
var tung
udenfor,
da han
overdrog
huset
i Voel
til køberen,
så var
det slut
med Jens Peter,
helt slut
med den driftige
bondeknold
ude fra Mols,
som blev
vognmand
til sidst
og endda
havde satset
på skovdrift
i Overholt
uden for
byen,
nu lå han
i jorden
i Sjelle
ved siden
af mor
og hans
elskede
Karen,
og Karen,
hans barnebarn,
gik nu
til præst,
og til
næste år
skulle hun
rejse
til Ulfborg
med pastoren,
Rohde,
og tjene
i huset,
og selv
var han bare
forfjamsket
og midtvejs,
og ude
i gangen
tog Anker
et efterladt
par af
Jens Peters
sko på,
og de
sad helt
perfekt,
de var alt,
alt for
store
til ham.


6

Så vandt
han da,
Anker,
igen,
han var også
en flot
hingst,
ham Ibrahim,
sund
og solid
med et tandsæt,
der sagde
spar to
til det meste,
og det var
et held
just i år,
hvor han ikke
var heldig
med kvæget,
han fik
sin medalje
og kiggede
ud over
dyrskuepladsen,
hvor Karen,
som aldrig
blev lærer,
men husmoder,
og Hans,
hendes mand,
sad i teltet
og vinkede
til ham,
og Ellen
og Asta
var med,
deres små,
og han satte
sig ned,
trak sin
pung frem
og gav
både bajer
og sodavand,
mens de
fik snakket
om gården
i Haarup,
den sølle
ruin,
de fik
skøde på
forrige år
og var fyldt
med nervøse
og skravlede
dyr,
Hans
var nødt
til at aflive
nærmest
på stribe,
men nu
gik det fremad
så småt,
sagde Karen,
de mørnede
længer
blev langsomt,
men sikkert
istandsat,
og høsten
var god,
og han
ønskede,
Anker,
at han
kunne sige
det samme,
for gården
i Sjelle
var blevet
for stor
til at passe
alene,
men også
for lille
til rigtigt
at leve af
mere,
måske
gik det
endnu
et år
eller to
eller tre,
men de
spillede,
Anker
og Else,
på overtid,
Ibrahim
vrinskede
ovre
i båsen,
han lignede
noget
på film.


7

Han var fri,
var den
gamle,
for nok
var det trist
at forlade den,
møllen
i Hammel,
og gå
på pension,
men nu
havde han
intet
at skulle
bevise
for nogen,
og selvom
han satte
en ære i
mængden
af ørreder,
han kunne
vise
de andre i
lystfiskerklubben,
var slaget
forbi,
præmien gik
til Jens Peter
som altid,
men sejren
var Ankers
at nyde
så længe,
han kunne,
og ude
i Haarup
var snapsflasken
fremme
på bordet,
og snart
var den tømt,
og med Hans
bag ved rattet
gik turen
mod Vadstrupvej,
hjem til
hans Else Marie,
som ventede
inde
i sengen,
og før hans
chauffør så
hvad pokker,
der skete,
tog Mousing
gebisset
og rakte
det ud
gennem ruden
af kliprede
livligt
af alle,
som kørte
forbi.


8

Hvem,
han var,
den der
knægt,
Karens tøs,
hvad det
end var,
hun hed,
havde med,
var han
ikke helt
klar over,
men han
var høflig nok,
morsom
og glad
for at
se ham,
så meget
stod klart,
og hans
selskab
var bedre
end stilheden
inde i
rummet,
som ellers kun
Else Maries
forvirrede
mumlen
og plejernes
lidt for
forstående
sludder
fik brudt
ind imellem,
og efter
den fandens
til blodprop
var mundtøjet
ikke så
meget værd
mere
og benene
værre
endnu,
for det meste
sad Anker
og lyttede
bittert
til vinden
i halsen
og hjertet,
der bare
blev ved
med at slå,
hvis han
kunne
formidle det,
var han vel,
drengen,
så egnet
som nogen
til roligt
at tage ham
i hånden
og følge ham
ud til
en græsplet
med udsyn
til alt.


Sletterhage (2013)

Kiaen
spandt,
mens den åd
kilometer,
så mange
til sidst,
at vi
ankom
til Ørby,
mor Asta
og jeg,
og vi
spejdede
rundt
for at se,
om der
skulle stå
Mousensgaard,
fortsat,
på et af
de nedlagte
landbrug,
om døren
var åben
og kaffen
parat,
men kun
landskabet
virkede
velkendt,
kun fraværet
vinkede
til os
fra en af
de stribede
ruder,
vi overså
helt
og aldeles
en bakke
lidt uden
for flækken,
og snart
stod vi nede
ved fyret,
hvor skibe
fra Mærsk
var igang
med at kløve
det vand,
som forbandt,
vi røg
smøger
og frøs,
mens vi
trippede
rundt i
de raslende
brokker
på stranden,
historien
var slut,
men der var
noget andet
i tanken
på bilen
endnu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar