tirsdag den 28. februar 2017

En krans til Baunbækhus

I was born with the wrong sign
In the wrong house
With the wrong ascendancy
I took the wrong road
That led to the wrong tendencies
I was in the wrong place at the wrong time
For the wrong reason and the wrong rhyme
On the wrong day of the wrong week
I used the wrong method with the wrong technique

Depeche Mode: Wrong, 2009.


Niels Christian Advent / Christensen / Arent / Jacobsen / Farsø / Hjorth / Bøgild (1790 - 1858)
Kirsten Jensdatter Hjorth (1783 - 1854)


1

På de tider
var Ringkøbing
nærmest
en slags
metropol,
store skibe
kom ind for
at proviantere
på turen
fra Bergen
til Holland,
og fattige
karle
og piger
fra områdets
landsbyer
rejste dertil
for at se,
om de kunne
få andel
i kagen,
og hvem
de nu
henholdsvis
var,
Kirsten
Hansdatter
og Christian
Advent,
står hen
i det uvisse,
kun deres
uægte
barn,
som fik
navnet
Niels Christian,
forblev
som et
minde
om dem,
der i
al hast
drog bort.


2

Niels Christian
Advent
blev opfostret
ovre
ved kirken
af værgen,
Hr. Arent,
der lærte ham
kunsten
at læse
og skrive,
men sendte
ham ud
for at tjene
til dagen
og vejen,
en tid
hos en bonde,
som hed
Jacob Mølgaard,
i Tarm,
og en tid
ved en anden
i Farsø,
og hver gang,
det skete,
fik drengen
en far
og et
navn.


3

Da han
var stor nok,
kom karlen
tilbage
til byen
og gik så
i lære
som snedker,
og snart
kunne unge
Niels Christian
selv åbne
et værksted
i byen,
hvor folk
kom forbi
og bestilte
kommoder
og stole,
og han
skar dem ud
med et sikkert,
kunstfærdigt,
pålideligt
greb
til aldeles
fornuftige
penge,
og Advent,
den uægte unge,
blev borger
og holden nok
til at
stå frem
som et værdigt
parti,
selvom
højre hånd
altid
var kold.


4

Kirsten
Hjorth kom
til verden
i Tim
dengang
hendes
de gamle
endnu sad
og ventede
på at
få lov
til at
overtage
faderens
barndomshjem
ude i
Ulfborg,
som hed
Baunbækhus,
da de
gjorde det,
var hun
en rolling
endnu,
men hun lærte
at spinde
og bage,
med tiden
blev Kirsten
endda
også stolt
af at bo
i den ydmyge
rønne,
som bedstefar
selv havde
havde bygget,
da jorden
blev udbudt
til fæste
af Vosborg,
og selvom
forældrene
begge
gik tidligt
i graven,
og jorden
blev givet
til andre,
var rødderne
med hende,
da hun
drog ud
for at tjene
hos præsten
i byen,
hun fødtes i,
og der
en dag
kom en snedker
fra Ringkøbing
ind for
at kigge
på nogens
chatol.


5

Værktøjet
fejlede
intet,
erfarede
Kirsten,
da gæsterne
gik,
og hun lagde
sin kjole
med slæb
på den
fremmede seng
i det
fremmede
hjem,
som var
hendes
fra nu af,
de kiggede
stjerner
på trods af
at loftet
var lavt,
og de
vågnede op
i et lys,
som var
helt sart
og nyfødt,
"Godmorgen,
Hr. Hjorth",
sagde Kirsten
til manden,
som mumlede
"tak,
bette mor".


6

Han var
en underlig
mand,
ham Niels
Christian,
for når der
var lyst,
stod han
ude i
værkstedet,
høvlende
planker,
så ikke
et øje,
og slet
ikke hendes,
var tørt,
men når mørket
faldt på,
sad han
inde
i stuen
ved pråsen
og læste
i bøger,
han lånte
hos Arents,
og ikke
alene
Guds ord,
der var
digte
en af,
som hed
Staffeldt
på bordet,
og når de
lå inde
i sengen,
fortalte
han ofte
om Werther,
der skød sig
på grund af
en kvinde,
han ikke
fik fat i,
hvor blev hun
dog glad,
når det
skete,
han havde
jo hende
og lille
Hans Christian
og, selv,
hvis det var,
ikke noget
gevær.


7

Hun var
en underlig
kvinde,
den Kirsten,
så sat
og tilfreds
med det hele,
hun var,
selv når
grøden
var brændt
og Hans Christian
skreg,
var hun
lykkelig nok,
så det
ud til,
det skete
endda,
hun blev
smuk af det,
faktisk
så smuk,
at der nok
kom en
lille ny
til en
af dagene,
men når
de vandrede
ude ved
fjorden,
så han
horisonter,
hun
vand.


8

Da Carl,
deres tredje,
blev sænket
i jorden
som toårig
kort efter jul,
var det hele
forandret,
i værkstedet
hobede
ordrer
sig op,
som kun
langsomt
og skidt
kom i mål,
og ved vinduet
lå der nu
fluer
fra potter
og pander,
som ikke
fik vand
efter brug,
og i kammeret
sov de
i hver
deres halvdel
af sengen,
imellem dem
lå der
en stilhed,
som voksede
hurtigt
og nok
skulle lære
at gå.


9

Det var
Kirstens idé
at få Karen,
sin yngre
kusine
fra Ulbjerg,
til Ringkøbing
for at
få huset
på fode
igen,
for hun
havde humør
og gåpåmod,
den tøs,
og var dygtig
til børn
og forbavsende
ferm i
et køkken,
hvad også
Niels Christian
indså
så snart,
hun var ankommet,
pludselig
stod han
ved bænken
igen,
ja, gik
fløjtende
over i
værkstedet,
alt imens
Karen
tog ud
for at handle
på torvet,
og dog
var der altid
et rend
af forbitrede
kunder
ved døren,
som ikke
forstod,
hvor de
ønskede
møbler
blev af,
kreditorer,
som talte
om store
beløb,
og bekymrede
koner,
der spurgte,
hvordan
det stod til,
og hun svarede,
Kirsten,
så godt,
hun nu kunne
på trods af,
hun ikke
var med,
og en morgen
var Karen
forsvundet
med et,
og Niels Christian
forklarede,
at hun
blev fyret
og sendt
med en hestevogn
før det
blev lyst,
Kirsten
spurgte ham
ikke
hvorfor.


10

Under smilet
var Karen
en sol
og en storm
i én krop
og han
så straks,
Niels Christian,
at hun
havde øjne
som hans,
ganske bundløse
var de
af længsel
mod fremmede
kyster,
måske
ud af verden,
endda,
modsat
Kirstens,
der var,
hvor de var
og alligevel
overså
alt,
også det,
der stod på
i hans værksted,
hvor hammeren
sov på
sin hylde,
mens dyrene
vågnede op
og blev guder,
og nu
var hun,
pigen,
frugtsommelig,
selvom hun
stadigvæk
ikke
var tyk,
og de ting,
som var
rigtige før,
føltes
syndige,
ligesom
de ting,
som var
syndige,
syntes
korrekte,
og oppe
i kirken
holdt snedkeren
op med
at komme
til alters,
for Herren,
han genkendte,
adskilte ikke
de to,
som han selv
havde skabt
for at møde
hinanden,
han skrev
til en bonde
ved Ikast,
han kendte
fra da,
han var karl,
og såmænd,
der var brug
for en hånd
på den gård,
og den
følgende nat
sneg han
Karen
ombord
i en vogn
og gik ind
for at sove
og vågnede
op ved,
at jordkloden
drejede
forlæns
påny.


11

En dag
var han væk,
bare væk,
der var tomt
i hans side
af sengen,
og skabet
til klæder
stod åbent,
i værkstedet
manglede
kassen
med værktøj,
og alt,
der resterede,
var en
stak bøger
til Arents,
soldater
af træ
til Hans Christian
og Jens
og en pung
med kontanter
til dagen
og vejen,
kun det
og en rose
på bordet,
der glødede
gult.


12

Niels Christian
var der,
da barnet
blev født,
havde lejet
sig ind
hos en husmand
i Ikast
og rejste
så rundt
mellem gårdene
for at
få opgaver
op under
neglene,
snakken
gik livligt,
såmænd,
om den
ukendte
snedker
og pigen
fra Bøgild,
som syntes
at kende
hinanden
for godt
og var sammen
så ofte,
det bød sig,
om hvorfor
de ikke
blev gift,
om det nu
kunne passe,
at drengen,
hun fik,
som blev anbragt
i pleje,
var søn
af en Niels
Christian Farsøe,
som hverken
hed Hjorth
eller Advent
og altid
var sporløst
forsvundet,
men dette
var Midtjylland,
alle folk
passede sit
og lod naboen
gøre det samme,
og bare
man blev
på sin pind,
fik man lov
til at
synge,
selv falsk.


13

Alting
slap op,
først
kontanterne,
så blev
der mangel
på brænde
og mad,
og til sidst
gik det ud
over drengene,
Kirsten
blev kold,
når de kaldte
på kost
og opmærksomhed,
så de
kom ud
for at tjene,
selv solgte
hun brød
efter evne,
så kørte det
akkurat
rundt,
når hun ellers
kunne holde
de ulve
fra døren,
som krævede
alt det
tilbage,
den bortløbne
mand
havde lånt,
som nu
Nørgaard,
der ikke
var bleg
for at indstævne
Kirsten
for fogeden
og hævde
sit krav,
men blev
afvist,
trods alt,
da den myndige
så hendes
kummer,
hun drømte
om Ulfborg
om natten,
om jord,
hendes drømme
kunne gro i,
men vågnede
altid
til brolagte
gader,
som,
selv,
hvis man
fulgt dem
bort,
endte der,
hvor man kom
til sig
selv.


14

Hun trippede,
Karen,
på stedet,
specielt nu,
hvor søn
nummer to
var på vej
med en far,
hun bestemt
ikke kendte,
forlangte
at blive
den ærbare
kvinde,
enhver
havde ret
til at være,
som ellers
var tro,
det var
rimeligt,
syntes
Niels Christian,
men nærmest
umuligt
at gøre
så længe,
der fandtes
en nysgerrig
præst
og en Kirsten,
han undte
et liv,
det var
derfor,
han fæstede
gården
i Ravnsvad,
så kunne
hun blive
hans pige
og ham
hendes husfader,
ringen
var sluttet,
på sin vis,
men skinnede
ikke som
guld.


15

Jørgen
Christian
Landt
kom fra
Rudkøbing
nede på
Langeland,
men måtte til
København
for at blive
jurist,
efter det
blev han
ansat
i Varde
en stund,
før han
sendtes
til Herning
som foged
i Hammerum
Herred,
der fattedes
både et
tinghus
og, værre
end det,
en arrest,
så han købte
en gård,
som hed
Laulund,
og byggede
tingene
selv,
og han så,
det var godt,
men der
herskede
kaos
på egnen,
og Landt
sagde:
Der blive
lov.


16

Det var
Karens idé,
den at
nedbrænde
gården,
Niels Christian
var fornem
som snedker,
men sølle
som landmand,
og siden
han lagde
sin hammer
på hylden
til fordel
for ploven,
var formuen
blevet til
ingenting,
længerne,
dog,
var en
klækkelig
sum værd
som aske,
ifølge
forsikringen,
og når
de fik dem,
så kunne
de rejse,
tage drengene
med sig,
måske til
New York
for at gifte
sig der,
hvor der ikke
var nogen,
som spurgte
om noget,
hvis ikke,
så ville
hun gå,
sagde Karen,
og finde
den mand,
der var
trængslerne
værd,
og han
tænkte på
Werther,
Niels Christian,
på lugten
af krudt
og den
knasende lyd
af metal
gennem knogler,
når alt
kom til alt
var der noget
at sige
for halmrøg
og knitrende
træ.


17

Det var
smukt,
da det
skete,
Mads Helstrup,
en karl,
blev betalt
for at tabe
en lampe
i laden,
og os
blev til
flammer,
først lave,
så høje,
de mindede
lidt om
dæmoner
på flugt,
i det
sodede
græs lå
en mand
og en
kvinde
i ske,
da betjentene
kom.


18

Tiden
gik langsomt
i cellen,
hvor snedkeren
hverken
var far
eller håndværker,
knapt nok
et menneske
nu, hvor
han blot
var en genstand,
man kiggede på,
hver gang
tinget
i Herning
var samlet,
og pakkede
væk godt
og grundigt
bagefter,
og én ting
var sikker:
Den skaldede
løgn om,
at gamle
Jens Ullerup
skulle have
gjort det,
var faldet
igennem,
det samme
var påstanden
om, at
de to,
ham og Karen,
var herre
og pige
i huset,
nu hang han
i luften,
Niels Christian,
med fødderne
dinglende
over et
tomrum
og halsen
holdt fast
af en løkke,
og hver stund,
han svævede
der,
gav ham
tro på,
der fandtes
en Gud.


19

Hun åbnede
brevet
fra Landt,
som han
åbenbart hed,
herredsfogeden
i Laulund,
og satte
sig ned,
for Niels
Christian
var fundet
igen
nord for
Ikast,
det samme
var Karen,
to børn
og en ulmende
tomt,
og nu
sad han
i fængsel
for "mordbrand"
på trods af,
han ikke
var typen,
der dræbte,
og gården
var knapt
en person,
men det
hed det,
bedyrede Landt,
før han
spurgte,
om hun
ville gå
til hans forbøn
og mildne
den andel
af straffen
som blot
angik hor,
eller ønskede
seperation
grundet samme,
"Niels Christian
er død",
skrev Fru Hjorth
på et stykke
papir.


20

Nu var
hun fri,
Kirsten
Hjorth,
fri til
gråd og
forbandelser,
fri til
at afvise
bejlere
ude ved
døren
med hånlige
blikke
og påstå,
hun nemt
kunne klare
sig selv,
fri til
flugten
fra torvet,
når konerne
sladrede
løs om
Niels
Christian,
som ikke
var gøgler
alligevel,
fri til
at folde
sig sammen
og ønske,
hun aldrig
var født.


21

Så var han
på vej
ud af
verden,
Niels
Christian,
i hestevogn,
faktisk,
flankeret
af stolte
betjente
på hest
med geværer
i tilfælde
af, han
fik lyst
til at leve
igen,
og han
tænkte
tilbage
på Karen,
som, blank
i sit blik,
blev ført
bort fra
sin dom,
og Mads
Helstrup,
som spyttede
på ham
og derpå
forsvandt
bag en dør,
og dog
slap de
med mindre
end ham,
blot lidt
bøder
og hæfte,
som hurtigt
var strøget
af regnskabet,
selv blev
han skånet
for galgen,
men nu var
han slave
så længe,
der stadig
var blod
i hans krop,
og han
kiggede ud,
først på
Horsens,
så Nyborg,
så Slagelse,
smukke
til hobe,
dét
var de,
for øjne
som Werthers
og hans.


22

I Stokhuset
boede
det evige
mellem
de hvinende
rotter,
det syrlige
pis
og det
rastløse
hug,
og Niels
Christian
så mange
forsvinde
på vej
til skafottet
og kagstrygning
ude på
torvet,
selv
gik han
med lænker
om benet
igennem
Nyboder
hver dag
for at
bygge
på volde til
storstadens
forsvar
og vendte
tilbage
og søgte
at søge
i ét
med den
snavsede væg
nok en nat,
så han ikke
blev kendt
som uærlig,
for dem,
som var dét,
endte gerne
i jorden,
mens dem,
som holdt fast
i en afart
af hverdag,
fik frihed
til sidst,
og han søgte
konstant
om benådning,
men endte
med afslag
på afslag,
og snart
var der gået
12 år,
og med
pibende
lunger
blev brevet
fra retten,
den højeste
åbnet,
fortabelsen
ventede,
og han gik
jublende ud.


Hans Christian Nielsen Hjorth (1814 - 1885)


23


Han blev
en hård mand,
Hans Christian,
det kom
af sig selv,
for når
ungerne
nede på gaden
gav bank,
mens de hånede
alt det,
man kom af,
dikterede
loven,
at man
måtte dø
eller svare igen
og med næver,
hvis mundtøjet
fejlede,
sådan
var det,
og hun
så aldrig,
Kirsten,
sin søn
le af noget
som helst
og kun græde
én eneste
gang,
det var
den morgen
først
i april,
hvor hun
kiggede ud,
og en
død mand
besvarede
blikket,
hun skreg,
og så
stak han,
Hans Christian,
i løb
for at fange
gespenstet,
der bed
i de toppede
brosten
for enden
af vejen
og fik,
hvad havde
fortjent,
og med
renter på
også,
det skulle hun
love for,
men der
var striber
af salt
blandt de
store
plamager
af blod.


24

Der var
furer
i ansigtet,
rådnende
tænder
i munden
og rifter,
som knapt nok
var helet
endnu,
ellers lignede
Hjorthen
sig selv,
da han
bankede på
hos Svend
Udesens
oppe i
Tulstrup
og viste
sin kasse
med værktøj
til konen
i huset
og spurgte,
om han
kunne være
til nytte,
"nej tak",
sagde Karen
og hamrede
fordøren i.


25

Han blev
daglejer,
gjorde
Hans Christian,
for nok
var han
snedker
med svendebrev
ovre fra
Arents
og ret til
at starte
forretning,
men ingen
i Ringkøbing
hentede
frivilligt
sådan en
kæltring
til huse,
når faderen
afbrændte
gårde
og horede
løs,
var det bare
et spørgsmål
om tid,
før hans knægt
ville gøre
det samme,
på det
var man vis,
så han rejste
fra landsby
til landsby
og tog,
hvad der kom,
slæbte kister
og majede
korn
for en
skilling
fra Tarm
til Lemvig,
og til sidst
kom han også
til Ulfborg,
han tænkte
på mor,
som var
født der
og fablede
løs om
sit hjem
både tidligt
og sent,
der var
klart vejr
den dag.


26

Kirsten
var gået
i stykker,
sad bare
i stuen
og spandt
for at tjene
til føden,
mens søsteren,
Ane,
som også
var færdig
med mænd,
hjalp lidt til,
når hun
kunne
for gigt,
der var
garn nok,
omtrent,
til at påklæde
byen
og oplandet
med,
men for
lidt
til at
samle
en sjæl.


27

Det gik
langsomt
i starten,
men det her
var Midtjylland,
bare man
nævnte
en rimelig
pris
og fik noget
fra hånden,
sked folk
højt
og flot
på ens fortid,
og efter
et år
tog Niels
Christians liv
atter form,
han fik bolig
i Gjellerup
med Mariane,
sin hustru,
blev far
til en datter,
som lød
navnet Ane,
og virkelig
en far
denne gang,
og alligevel
slog han
et smut
forbi Tulstrup
så ofte,
han kunne,
i håb om
at Karen
var synlig,
blot lidt,
i forbifarten,
ligesom
han selv
var hun vist
ved at blive
en støtte
af salt.


28

Planen
var enkel:
At opspare
penge
og, når,
der var råd,
få et
fæstebrev
på Baunbækhus,
så var
indtægten
sikret,
og så
kunne Kirsten
få lov
til at bo der
på aftægt
i selskab
med ham
og hvad ellers,
der kom
af familie,
men så blev
Hans Christian
gift med
sin Maren
Kirstine,
så kom der
en datter,
en søn
og en søn
og en søn,
og hver gang,
han fik bare
en smule
kontanter
i hånden,
forsvandt de
igen
i en fart,
det var
ligesom
med dage
og år
og ens krop,
som fik ben,
ja, at
gå på
fra start,
dælens
regnbue,
tænkte han
tit.


Jørgen Christian Landt Hansen Baunbæk (1844 - 1911)


29

Jørgen
Christian
Landt
lå i vuggen
og nu
hed han
Hansen
til efternavn,
det var
hans faders
beslutning,
og ingen folk
spurgte til
grunden,
det sagde
vel ligesom
sig selv,
hvad den
kom af,
og ungen var
elsket,
utvivlsomt,
men skreg
som besat,
det var
noget
med blodet,
vist nok.


30

Far var
skummel,
som regel,
sad ved bordet
og tænkte
på ting,
Kristian,
det blev
han kaldt,
drengen,
end ikke
turde at
spørge til,
manden
var stor,
og hans
næver
var godt
skruet på,
og hans
tristhed
blev ofte
til vrede,
og ve den
i huset,
som krænkede
loven,
hans lov,
der var
statens
og kirkens
i én,
og dog
lå der
en kæphest
og ventede,
da det
blev jul.


31

Kisten
blev sænket
i graven
i stilhed
og vejede
praktisk talt
ingenting,
kvinden
var nærmest
forstøvet
på områdets
fattiggård,
spisende
vælling
og spindende
garn til
dække for
udgiften,
ikke til
egen fortjeneste,
bitter
og tavs
og umyndiggjort
blot for
en klatskilling,
nu var
det slut
med at være
et dårligt
eksempel
for dem,
som alligevel
fik hendes
skæbne,
på trækorset
stod der
et navn
skåret ind
med Hans
Christians
kniv.


32

Hjemmet
i Ringkøbing,
Kristian
voksede
op i,
var hjemsøgt
af pest,
først fik
Karen,
hans søster,
problemer
med lungerne,
så hun
blev puttet
i jorden
på trods af,
hun kun
var fyldt
tolv,
så fik
Maren Kirstine,
hans mor,
slemme anfald
af tuberkulose
og døde,
og selvom
de så
tog til
Rindum
og boede
der,
tog den,
sygdommen,
med,
og da
Peder,
hans bror,
for til
himmels,
fik Kristian
nok af
sin far,
som blot
sad der
og læste
i Jobs Bog
hver dag.


33

Han mødte
sin far,
gjorde Hjorthen,
en dag
i september,
han lignede
ikke en
sømand
fra Bergen,
men sol
gennem dis,
og hans
ansigt
var alles
og ingens
på én gang,
der stod han
med hatten
i hånden,
Niels Christian,
og bad
om forladelse,
skikkelsen
trak blot
en stribe
af blod
ned ad armen
på manden
og hviskede:
"Hvem skal
du spørge
om det?"


34

Hans Christian
var kommet
alene,
trods alt,
nu men
stod han
på graven
i Gjellerup,
smed
sine sko
og begyndte
at danse,
først varsomt
af frygt
for at vække
dæmoner,
så vildt
og ekstatisk,
han sansede
først,
at der
ingen musik
var,
da han
tog afsted.


35

Det var
Baunbæk,
der trak,
Søndre Baunbæk,
som huset,
hans bedstemor
voksede
op i,
blev kaldt
nu om stunder,
for pokker
om ungkarlen
ville
gå under
i Ringkøbing
ligesom
sin far
og sin mor
og sin bror
og sin søster
og Kirsten,
som mere
faldt fra
end faldt til,
så han
tjente
og tjente
og gik så
til fruen
på Vosborg
og fæstede
stedet
og flyttede
ind med
sin viv,
Kristiane,
og kaldte sig
Kristian
Baunbæk
og ligesom
forsvandt.


36

Det var
tænkt som
et rent brud,
en ny start,
en mulighed
for at
fortælle
historien
forfra,
og jo,
han var
langt væk
fra Ringkøbings
sladrende
kællinger,
faderens
ulmende
sind
og den
ynkeligste
kummer,
og huskedes
Hjorthene
her,
var det
afgjort
for ærlighed,
men de
blev mange
i huset,
som hverken
var stort
eller nyt,
og det kneb
altid med
at få rigelig
afgrøde
ud af
den lille
klat jord,
som var hans,
og da sønnen
Hans Christian
døde af
tuberkulose
som spæd,
blev han selv
til et
lurende
tordenvejr,
Kristian,
som ikke
hed Kristian,
men Jørgen,
og selv var
den dælens
til nisse,
der flyttede
med.


37

Hjertet
var slidt,
og den aften,
det endelig
gav op,
var han bitter,
Hans Christian,
på alting,
på sønnen,
som bare
stak af
med hans drøm
og var blevet
for fin
på den
til at lade
faderen
sidde
på aftægt,
på byen,
som blomstrede,
men lod
ham nøjes
med spot
og lidt byggrød,
på alle
de døde,
som undlod
at tage
ham med,
da de rejste
herfra,
og på Gud,
som hans bønner
var spildt på,
han kiggede
rundt på
de fremmede
mure
og kroppe,
hans fremmede
hænder,
som aldrig
fik udrettet
alt det,
han ville,
hans fremmede
krop,
som var bolig
for mere
end det,
den så
ud til,
og nu fik
en fattiggård
helt for
sig selv.


38

Kristiane
var død,
og han følte,
at det var
hans skyld,
der var noget
i blodet,
som dræbte
og spredte
elendighed,
hvor det
kom frem,
så der
stod han
i længen
med rebet
i hånden
og stirrede
op mod
et tagspær
og tænkte,
at det
måtte ende,
det hele,
men jorden
var til,
og det samme
var lyden
af lille
Johannes,
der opskræmte
gæs udenfor,
og den
mudrede
sandvej,
han ikke
bestemte,
hvor sluttede,
uanset
hvad.


Karen Lægdsgaard Andersen (1854 - 1929)


39

Karen
Lægdsgaard
var ud af
en fin æt
af gårdmænd
fra Vind,
men selv
blevet
den evige
hushjælp
på grund af
de unger,
hun fik med
de skiftende
herrer,
som Ane Kirstine,
hun vist
adopterede bort,
og Andrea,
som blev hos
sin mor,
og da Karen
kom til
Sønder Baunbæk
var datteren med
og hjalp til,
hvor hun
kunne,
og husmanden
virkede
modløs
og træt,
men tilfreds
med den orden,
der blev
i hans hjem,
og en dag
efter tre år
kom Kristian
hen for
at stirre
sin pige
i øjnene,
længe
og fast,
for at se,
om hun
frygtede
noget,
hun blinkede
ikke,
så bagefter
fik hun
en ring.


Christian Gammelby Hansen (1895 - 1956)


40

Tre børn
blev det til
i det ægteskab,
deriblandt
Christian,
der hurtigt
fik status
som arving
til stedet,
for Karen
stod voldsomt
på sine
og husmanden
nærmest
på intet,
han passede
marken
og delte de
lussinger ud,
der var
brug for
ifølge
ham selv
eller konen,
men visnede
ellers
i årevis,
indtil han
pludselig
en morgen
var svær,
lidt for svær,
at få
liv i,
men der blev
da råd
til en sten,
ikke bare
et trækors,
på graven,
så alt
endte godt.


41

Karen
bestyrede
kassen,
og Christian
puklede løs,
det var sådan,
det blev,
da han nåede
skelsår,
var gaven
et nyt
stykke jord
at få op
under neglene,
så var han
næsten
en gårdmand,
og hvis han
var klog,
blev han gift
ind i standen,
var Karens
betragtning,
så stor
var den,
skuffelsen,
da han
fik gjort
hende Maren,
som vist
var sigøjner,
gravid,
men et barn
skulle aldrig
stå uden
en far,
bare Christian
huskede på,
hvem han
egentlig
var gift med,
var Karen
tilfreds,
og det hjalp,
at den
først fødte
fik hendes
navn.


42

Hun var ikke
for køn,
hende Maren,
men i
hendes favn
fandt han ro,
der var
ingen
forventninger,
ingen
bebrejdelser,
nærmest
forståelse for,
at han ofte
var stejl
og urimelig,
for han
var ikke
en bonde,
det vidste
han godt,
men en
flygtning,
som rummede
noget
i blodet,
han kun
kunne lade
som om,
ikke var der,
og ellers blot
vente på
tyndede ud,
og det havde
hun også,
men når de
var sammen,
de to,
var der brus
i det
urene
stads.


43

Der var Karen
og Lis,
så kom Karl
og Hans Christian
og Edith
og Anna,
der døde
som spæd,
så kom
Anne-Marie
og Gudrun,
som også
faldt fra
og et år
eller to
efter dét
blev erstattet
af Gunnar,
før Jenny
og Elna
blev født som
de sidste
i rækken,
og alle
fik navn
efter nogen,
som det nu
var skik,
Jørgen
Christian
Landt
fik en
kurv.


44

Karen
faldt fra,
og så snart,
det var sket,
kom de
rullende,
alle de
søskende,
hun havde
udmanøvreret
til fordel
for Christian,
og ikke
til gravøl,
men for at
tage for sig
af alt
i det fædrende
hjem,
som var løst,
selv en
kakkelovn
slæbte de
af med,
for vel
fik han
huset
og drømmen,
men ingen
var dét værd
med mindre,
de fyldte
det selv.


45

Hans Christian
vidste
vel ikke,
at nogen
engang
ville kalde
ham morfar,
men når han
fik smæk
for at kravle
på taget
med Christians
livrem
og så,
hvordan Maren
tog støvlerne
af ham,
den gamle,
ved bordet,
hvor maden
forlængst
var parat,
stod det
klart,
hvad han
ikke selv
var.


46

De kom
godt i vej,
ungerne,
giftede sig
over stand
eller
fik deres
helt egne
gårde,
og af
og til
sendte han,
Christian,
sin far
og sin mor
en taknemmelig
tanke før
sengetid
for at
have været
alt det,
som han
ikke selv
var.


47

De tog det
ved fordøren,
fotoet,
Christian
og Maren,
det aldrende
husmandspar,
hærgede,
stolte
og kommet
igennem
det værste,
hun smilende
bredt
i sin plettede,
ternede
nederdel,
ham med
sin pibe
i munden,
som nok
smagte surt,
men alligevel
skjulte
et smil.


Karl Hansen (1925 - 1969)


48

Christian
var død,
og nu
skændtes de,
ungerne,
over
hvem pokker,
der nu
skulle eje
den,
gården,
som virkelig
så småt
var en gård,
og Hans Christian,
morfar,
var stemt
for et salg,
så hans mor
kunne leve
af pengene
efter
en livstid
som fattig,
mens andre,
og det var
de fleste,
var stemt for,
at Karl
burde få
Søndre Baunbæk
på trods af,
han havde
en uægte
datter
med en,
som han
elskede
højt,
men blev
vejet
og fundet
for let af,
man vidste,
at hun
ville arve,
man vidste,
at Karl
havde noget
med lungerne,
som det
nu var
i den slægt,
og dog
blev det
ved det:
Man blev
venner
og fjender,
men kampen
var tabt før
kick off.


49

Det var
drømmen,
som åndede
ud,
da Karl
døde,
fra da af
var blodet
et bånd,
som for ofte
blev ædt
af maskinen,
der spyttede
stilhed
mod højre
og venstre
til alle
til sidst
var skudt
ned.


50

Der var en,
som tog ned
for at kæmpe
i Irak,
en anden,
som opfandt
en app
og blev
millionær,
der var
hende,
som passede
børn,
der var ham,
som blev ridder
af Dannebrog,
hende,
der blev,
hvor hun var
og fik strikket
en masse
og ham,
der skrev
digte
som Staffeldt,
jojo,
der var
blod nok
til hvad
som helst,
nu, hvor
det frit
kunne flyde
som om,
det var
intetsteds
fra.


51

Og Niels
Christian
ser på
sit sår,
mens det
lukker sig,
skibet
er ankommet,
skikkelsen
åbner
sin favn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar